Danmarks Breve

BREV TIL: Carl Emil Scharling FRA: Carl Henrik Scharling (1862-11-13)

Utrecht. Torsdag 13. Nov. 1862.

Kjæreste Fader!

Hermed opfylder jeg et af Dig tidligere yttret Ønske om at give Eder nogle Reiseskizzer etc. fra Holland. Ogsaa jeg selv har nok Lyst dertil, thi her er en Del at iagttage, som ogsaa kan være ganske morsomt at fortælle igjen. Men en heel Reise- s. 319 beskrivelse har jeg ikke Lyst til at skrive, thi baade Publikum og jeg selv kan faae mere end nok af min orientalske Reise. Men saadanne Brudstykker og Fragmenter skrevne under selve Opholdet, kunne vel ogsaa have deres Interesse, navnlig have de det Fortrin at besidde Nyhedens Friskhed. Jeg har valgt Brevformen, fordi den giver større Frihed, fordrer ikke nogen stræng logisk Anordning og tillige tillader Forfatterens Individualitet at træde mere frem end den blot fortællende Form i Reiseskizzen tillader det — og efter min Mening faae alle slige fragmentariske Meddelelser deres meste Værd ved det individuelle Præg, som de bære. — Nu faaer dette første Brev være som en Prøve, ere I tilfredse dermed, skulle I senere faa flere. — Det er vel bedst at lade det indrykke i Illustreret Tidende, men derom kunne I forøvrigt raade, som I selv ville.

Hvad jeg i mit sidste Brev bemærkede om den eiendommelige theoretisk-dogmatiske Art af alle de brændende Spørgsmaal her, medens de praktiske træde reent tilbage, gjentager jeg atter og atter — og Alle giver mig Medhold deri. Noget sært kraftigt videnskabeligt Liv kan jeg ikke sige, rører sig i Utrecht: Alt gaaer sin jævne Gang. Den eneste, der sætter Liv i Tingene, er Philosophen Opzoomer, men han er reen Empiriker, nærved at være Skeptiker: Underne nægter han a priori — Theologien er ingen Videnskab — Christendommens Sandhed er i høi Grad problematisk etc. — lutter gamle Sager, som man for 30 Aar siden debatterede i Tydskland, men som her betragtes som noget Splinternyt. A1 s. 320 Disput dreier sig om Muligheden af Mirakler og om Grundkilderne for den dogmatiske og religiøse Erkjendelse. — Men det er hjertelige Folk her, velvillige og gjæstfri. — Navnlig skylder jeg Nieuwenhuis megen Tak — han gjør Alt Sit for at gjøre mig Opholdet saa behageligt som muligt — trækker mig rundt til alle Utrechts Mærkværdigheder (hvilke ikke ere mange), indfører mig i Familier, laaner mig Bøger, beder mig til Middag og til Aften etc. etc. B1. A. har han gjort mig bekjendt med de lutherske Præster her, Lublink Weddek og Westhoff, to særdeles vakkre Mænd. — Hos Professorerne Doeder og Haar aflægger jeg »Professorvisitter«, af og til hører jeg en Forelæsning hos dem. — Bibliothekaren Vermeulen har kastet en vis Kjærlighed paa mig qua Dansk: hos ham tilbringer jeg af og til en stille Aftentime og morer ham da med at læse lidt Dansk op, hvad han aldrig har hørt før. Endelig Pastor Barger, til hvem jo Pastor Schmidt’s har anbefalet mig, modtager mig ogsaa hjerteligt og laaner mig Bøger.

Mit Hovedarbeide gaaer for Tiden ud paa at vinde en Oversigt over de forskjellige Partier og over Theologien overhovedet. Hertil er et stort Værk mig af megen Nytte: »Proeve eener pragmatische laast der vorige ceuw tot op onzere tijd (1787–1858)« af en mennonitisk Præst Sepp i Leyden (1860). 1858) af en mennonitisk Præst Sepp i Leyden (1860). Det er et kronet Prisskrift, meget omfangsrigt, henved 450 Sider. Det er skrevet fra Leidenertheologernes Standpunkt. Derfor er nu den gamle Bau- s. 321 mann, professor emeritus her i Utrecht optraadt derimod med et andet stort Værk: »De Godgeleerdheid en hare beoefenaars in Nederland gedurende het laantste gedeelte der vorige en in den loop der tegenwoordigen eeuw«, 1862. Den er skrevet fra et strængt orthodoxt Standpunkt og siger derfor Sepp adskillige Grovheder. Thi det er en forfærdelig Lidenskabelighed, hvormed Polemiken føres her; man nøies ikke med Beskyldninger for Overfladiskhed og Unøiagtighed, man rykker lige ud med Skjældsord som Løgner og Bagvadsker (skjøndt saavidt gaaer Baumann dog ikke, men vel f. Ex. Opzoomer). Samme Baumann besøgte jeg iøvrigt, da Flere raadede mig til at søge ham op som en meget interessant og lærd Mand. Jeg gik da op til ham en Dag og begyndte Samtalen paa Tydsk — han svarede paa Latin, at han talte ikke godt Tydsk, men foretrak Latin, — jeg svarede paa Fransk, at jeg talte ikke godt Latin, men foretrak Fransk, — han svarede paa Fransk, at enhver god Theolog burde tale Latin — jeg svarede, at saadan Skik havde vi ikke hos os og underrettede ham derpaa om Hensigten med mit Besøg. Herpaa svarede han: »eh bien, Monsieur, je vous donnerais un bon conseil: Je suis vieillard, je connais pas les rapports maintenant, et je suis fort pressé; mais allez vous à mes collègues, Mrss. Doeder et ter Haar, ils sont plus jeunes et sans doute vous donneront tous les informations, que vous souhaitez. Bonjour Monsieur!« — Og dermed var den Visit endt, der synes s. 322 mig at danne et værdigt Pendant til Besøget hos Ebrard. — Men jeg har dog den Satisfaktion, at Alle, hvem jeg har fortalt om dette Besøg, ere meget indignerede derover.

Sig til Louise, at paa en Maade havde dog Prof. Hermansen Ret, thi her findes ingen Universitetsbygning, saa Studenterne maae løbe rundt til de forskjellige Professorer forat høre Forelæsninger af dem i deres respektive Hjem.