Danmarks Breve

EFTER HJEMKOMSTEN. Saa stod jeg atte...

s. 370 EFTER HJEMKOMSTEN.

Saa stod jeg atter i mine Kjæres Kreds, efter hvilke jeg havde følt saa stærk Længsel — jeg havde meget at fortælle og meget at gjøre. Jeg følte mig styrket paa Legeme og Sjæl, havde samlet aandelige Skatte og glædede mig nu til at optage Arbejdet til Fremme af Samfundets Vel i Samvirken med de Andre. Men det skulde komme ganske anderledes.

Meget havde jeg seet og meget havde jeg lært paa den lange Reise, men Eet var ganske undgaaet min Opmærksomhed, og det var netop det, som efter Hjemkomsten laa mig allernærmest: den Vei, som Aandsudviklingen havde taget i mit Fædreland. Dette kan forklares af, at jeg i mine tidligere Aar og i mine Studenteraar havde staaet ganske udenfor den politiske og kirkelige Udvikling i Hjemlandet, som netop dengang var i stærk Bevægelse. Aarsagen hertil var de stærke Brydninger i mit Indre, som ovenfor ere skildrede — jeg var ganske optagen af de store Evighedsspørgsmaal og i Samklang dermed af det theologiske Studium; hvad der laa udenfor dette, hele det stærkt bevægede Samfundsliv, havde for mig ingen Interesse. s. 371 Og det blev ikke anderledes paa Reisen. I Brevene fra Hjemmet fik jeg kun spredte og sparsomme Meddelelser, danske Blade og Aviser saae jeg kun undtagelsesvis og var tilmed ganske optagen af at opfatte og forstaa alt det Fremmede og Nye, som jeg saae omkring mig. Dette vilde nu i og for sig Intet have gjort, thi jeg kunde da efter min Hjemkomst have baaret mig ad paa samme Maade som i de fremmede Lande, jeg havde besøgt, og snart sat mig ind i de stærkt bevægede politiske og kirkelige Forhold og derefter taget mit faste Stade. Det gjorde jeg nu ogsaa, men blev efterhaanden klar over Noget, der bragte mig i store Vanskeligheder, nemlig, at Udviklingen i Hjemmet var gaaet i modsat Retning af den, hvori jeg selv havde arbeidet mig frem. Fra Studietidens Drømmerier og Grublerier havde jeg under Paavirkning af Reisens mangfoldige Indtryk levet mig ind i Objectivitetens Virkelighed og deri fundet Sundhed og Livsglæde. Men hjemme havde man fra Samfundslivets faste Objectivitet i dets Love og Institutioner taget sit Stade i Individualitetens subjective Krav og Fordringer.

Dette kjendtes strax i det politiske Liv, stærkt i Forholdet til Udlandet. Her var det de store Talere og Digtere, som førte Ordet og vare de Ledende. I Slutningen af 1863 var Spændingen mellem Danmark og Tydskland naaet til et Høidepunkt i Anledning af det i lange Tider omtvistede Spørgsmaal om Slesvig; og man kunde vente Krigens snarlige Udbrud. Opmærksomheden maatte da være s. 372 henvendt paa de nødvendige Forberedelser, saavel af Hærens Udrustning og Væbning som ai den nødvendige Istandsættelse ai Fæstningsværkerne. Men herom bekymrede man sig kun lidt, man levede høit i Romantikens Phantasiverden med begeistrede Taler og Sange. Sjældent har en Krig, som længe var ventet, blevet indledet med saadan Letsindighed: man optog Krigen mod to europæiske Stormagter uden at have sikkret sig nogensomhelst sikker Alliance og mødte med forældede Vaaben overfor en i Tal langt overlegen Fjende, der var udrustet med de bedste moderne Skydevaaben.

En Modsætning til al denne Lethed og Løshed dannede den danske Hær. Saavel dens Generaler og Officerer som dens Soldater udviste under de til Tider næsten fortvivlede Forhold et Mod, en Udholdenhed og en glimrende Tapperhed, der aftvang selve Fjenden Beundring, og midt i al Ulykken og Elendigheden staar som et straalende Lyspunkt i Danmarks Historie. Indtrykket af disse Modsætninger vakte hos mig som hos mange Andre saavel levende Glæde som dyb Vrede. For mit Vedkommende gik det efter det gamle Ord: ira facit poetam *) , og jeg tog nu fat paa en ny større Digtning, i hvilken jeg vendte mig fra Idyllen i Nøddebo Præstegaard til Krigens Heltebedrifter. Uffe Hjælm blev da dennes Skikkelse, som her styrtede frem, og var jeg bleven derved, var vel Alt gaaet godt. Men nu vaagnede Vreden og fremkaldte Satiren i Palle Løves Skikkelse. Tidens Løsen var »Frihed«, og jeg s. 373 kunde stemme i med, men det gik snart op for mig, at man ved »Frihed« forstod Frihed til at have samme Mening, som Partiførerne havde, og det stemmede ikke med mit Forlangende. Bogen udkom anonymt, men det kom snart ud, at jeg var Forfatter, og nu brød Uveiret løs med fuld Voldsomhed. Det var dog ikke Personer, men politiske Retninger, som jeg havde gjort til Gjenstand for Satiren. Den nationalliberale Kreds beherskede den Gang Hovedstaden og gjennem den hele Landet. Den var ude af sig selv af Harme over denne uhørte Frækhed af en ganske ung Forfatter og vilde intet ringere end knuse ham — ja der manglede ikke meget i, at »Uffe Hjælms og Palle Løves Bedrifter« havde spærret mig Veien til Universitetet. Dette skete dog ikke, da man ved Universitetet var besindig nok til intet Hensyn at tage til disse literære Spektakler, som Intet havde med Videnskaben at gjøre. Imidlertid var der ved de voldsomme Angreb vakt en Uvillie mod mig hos det store Publikum, der snart skulde virke i høj Grad hæmmende paa min digteriske Virksomhed.

Det var imidlertid ikke blot her; ogsaa paa det kirkelige Omraade var Udviklingen gaaet i samme Retning — ogsaa her havde en ensidig Subjectivisme tilrevet sig Magten. Det var Følelsen og Stemningslivet, hvorpaa Hovedvægten lagdes — det var ikke, hvad man troede, men hvorledes man troede, som blev det Afgjørende. Her fandt Grundtvig og hans Venner banet Vei; vel lagdes Hovedvægten paa »Daabsordet«, den apostoliske Trosbe- s. 374 kjendelse, og i dette havde Grundtvig og hans Venner fundet en fast og urokkelig Objectivitet som Støttepunkt for den christelige Tro, men da denne stod aldeles isoleret uden Forbindelse med Aabenbaringshistorien og den evangeliske Kirkelære, kunde Enhver udlægge den paa sin Vis. Hertil kom Grundtvigs rige Digterbegavelse, der førte Grundtvigianismen over i Romantikken og dermed i en Sammenblanding af Phantasi og Virkelighed og i en livsglad Äntinomisme, der ligger langt fra Christentroens alvorsfulde Pligtfølelse. Da jeg overtog Ledelsen af et kirkeligt Ugeblad, i hvilket jeg førte en skarp Polemik mod Grundtvigianismens Udskejelser, var jeg snart inde i en heftig Kirkestrid. Noget senere kom den saakaldte »Indre Mission« frem og vakte et stærkt Menighedsliv. Den tiltalte med sin Alvor og Pligtfølelse mod den lutherske Lære, til hvilken den imidlertid ikke havde noget dybere Kjendskab, men atter her mødte en ensidig Subjectivisme, der i Lighed med Methodismen lagde Hovedvægten paa den indre Frelsesudvikling, en dyb og voldsom Anger over Synden og derefter en jublende Glæde over Syndsforladelsen ved Jesus Christus. Herfor sattes bestemte ydre Kjendemærker, hvorefter det kunde kjendes, hvem der var den sande Troende, og hvem der kun var Skinchristne. Herved fremkaldtes en Dømmelyst, der efterhaanden fik den Troens Inderlighed, hvormed man var begyndt, over i en kold Udvorteshed. Herved kommer man ind i en ensidig Subjectivisme, der bevæger sig i visse foreskrevne Følelser og s. 375 Stemninger, men mangler Tankens Fasthed og Klarhed, i hvilken de kunne finde Hvile. Følelser og Stemninger er som Veir og Vind, der kommer og gaaer, Ingen veed hvorfra, ei heller hvorhen.

Saaledes kom jeg i en Særstilling til Opvækkelsen, som i anden Halvdel af det forrige Aarhundrede og lige indtil vore Dage indtager den herskende Stilling i vor Folkekirke. Jeg følte mig tiltalt af dens naive Trosiver og dens utrættede Virksomhed for at vække de mange Steder sovende Menigheder til et stærkere og friskere Aandsliv — men jeg blev atter frastødt ved dens Fastholden af visse ydre Former, dens ensidige Betoning af Følelseslivet med Tilsidesættelse af det moralske Villiesliv, hvori Troen skal sætte sin Frugt, og dens Ligegyldighed for de kirkelige Former og den fast udformede Lære. Alt dette førte til Foragt for den videnskabelige Theologi, hvilken af Mange betragtedes som skadelig for det christelige Trosliv. Da jeg ikke lagde Dølgsmaal herpaa, men aabent udtalte min Opfattelse baade i Skrift og Tale, og advarede mod Opvækkelsens farlige Følger, idet dens ensidige Subjektivisme vilde føre til Sværmeri og Sektdannelse og derigennem til Folkekirkens Opløsning — saa kunde det ikke undgaaes, at jeg blev indviklet i heftige Feider.

Det skjønne Haab om, at jeg efter min Hjemkomst skulde deltage i fælles Samvirken med ligesindede Venner, gik saaledes ikke i Opfyldelse. Det blev ikke en fredelig Samvirken i fælles Glæde, men det blev et Kampliv og en Stridstid, og havde jeg i s. 376 Udlandet mødt Velvillie og Glæde, hvor jeg kom frem, saa blev jeg i Hjemlandet Gjenstand for heftige og voldsomme Angreb fra forskjellige Sider.

I Modsætning hertil formede mine ydre Livsforhold sig yderst heldigt for mig. Efter at have seiret i en Konkurrence blev jeg ansat ved Universitetet som Docent i christelig Moral og Religionsfilosofi, netop de Fag, som i mine Vandreaar mest havde vakt min Interesse, og et Par Aar efter blev jeg udnævnt til Professor i Theologi med særlig Forpligtelse til at docere systematisk Theologi; hvad der i ikke ringe Grad forøgede min Glæde var, at det sjældne Tilfælde indtraf, at jeg blev Kollega med min dyrebare Fader, der alt i en Aarrække havde været Professor i nytestamentlig Exegese, og dernæst med mine tidligere Universitetslærere, til hvilke jeg saae op med Høiagtelse, og som modtoge mig med megen Velvillie.

Til alt dette kom den endnu større Livslykke, at jeg i Elisabeth Marie Tuxen, Datter af Direktør ved Orlogsværftet Nicolai Elias Tuxen, vandt en elskelig og trofast Hustru, der i en lang Aarrække bragte Lys og Glæde i mit Hjem. Hun var en inderlig from Kvinde med en lys og klar Forstand, dyb Følelse og et livsglad Sind. Mit Ægteskab var i høi Grad lykkeligt og blev velsignet med tre Børn, for hvilke hun var en udmærket Moder. Under al den Strid og Uro, hvori jeg var kommen ind, gjorde hun Hjemmet til et sandt Fredensborg, i hvilket jeg sankede nye Kræfter, og hvor hun med sine kloge Raad ofte pegede paa den rette Vei.

s. 377 PROFESSOR SCHARLING
holder Forelæsning paa Universiletet.

s. 378 Naar jeg med saa stor Iver kjæmpede mod den sig stedse videre udbredende Subjektivisme, der i Aarenes Løb fremkaldte en tiltagende Opløsning i vort kirkelige og vort politiske Samfundsliv, da var det ikke, fordi jeg oversaa dens Betydning for Sandhedens Virkeliggjøreise, ei heller fordi jeg var ukjendt med den — tværtimod jeg har i Ungdommens stille Tanker loddet dens Dybder saa godt som Nogen for at finde Sandheden i den, men jeg fandt kun Tomhed. Kierkegaards bekendte Slagord: »Sandheden er i Subjektivismen« — er kun den halve Sandhed, og den halve Sandhed bliver ofte til heel Usandhed, saaledes ogsaa her. Gud har i Mennesket nedlagt en dyb Længsel efter Sandhed og Modtagelighed for Sandhed, men denne selv finde vi ikke i vort Indre, men udenfor os i Livets Virkelighed og her paa dobbelt Vis, dels i de menneskelige Samfunds Ordning og Virken, dels i Naturlovene, hvilke Videnskabens Forskning lærer os at kende. Dette bliver da vor Verdenskundskab — dels i Guds Aabenbaring af hans Væsen og Villie og i hans Frelse i en Række Kjendsgerninger, som udfolder sig i Aabenbaringshistorien — herved bestemmes vort Gudsforhold. I al denne Objektivitet ligger Sandheden, men den bliver kun til Sandhed for os ved at tilegnes af os gjennem vor Viden og vor Tro. Den anførte Sætning af Kierkegaard maa da for at blive rigtig omformes saaledes: »Sandheden er i Objektiviteten og dennes Tilegnelse af Subjektiviteten«.

s. 379 Intet Menneske, end ikke det rigest begavede, kan nøies med sin egen Subjektivismes Indhold, det maa søge Virkeligheden i Objektiviteten og deri finde sit Aandsindhold og sin faste Støtte. Dette gjælder baade om Videnskaben og Kunsten, og netop Nutidens Videnskab og Kunst frembyder Exempler paa, hvilke besynderlige Vanskabninger og Abnormiteter, der fremkommer, naar man forlader Virkelighedens Objektivitet for at fordybe sig i sine egne uklare og taagede Drømmerier. I en Provindsavis læstes engang følgende: »Maaneformørkelsen indtraf igaar Aftes til den fastsatte Tid« — det er, hvad man kalder et »quid pro quo« — man gaaer ud fra, at det er Astronomernes Beregninger, der bestemmer Maanens Bevægelser, istedenfor, at det Omvendte finder Sted.

Hvad der gjælder om Videnskab og Kunst, gjælder i allerhøieste Grad om vor religiøse Tro, netop fordi vi her stræber mod det høieste Maal, som vi overhovedet kunne naae. Men vor Tro hviler ikke paa vore egne Speculationer og Granskninger, i hvilke vi søge at komme Gud i Møde, men den hviler paa Guds Aabenbaring, i hvilken Gud kommer os i Møde. Ingen sand Religion uden Guds Aabenbaring, men denne er ikke drømmende Phantasier, lige saa formløse som Himlens Skyer, men den er Kjendsgerninger, som indeslutte Tanker og Villiesbestemmelser. At finde disse Tanker og Villiesbestemmelser og udforme dem i den størst mulige Klarhed og Bestemthed, det er Theologiens Opgave. Og at fremstille den i videnskabelig Form for den s. 380 studerende Ungdom gjennem Forelæsninger og Øvelser paa Universitet — det blev min Livsopgave.

Men ved Siden af den, var der en anden Opgave, som ikke blev stillet mig af nogen ydre Myndighed og Magt, men fremkaldt af en stærk og dyb indre Drift — det var Digtningen. Hvorledes denne begyndte at røre sig og lægge sig for Dagen i forskjellige Arbeider, er skildret i det Foregaaende.

Særlig Interesse havde jeg for Dramaet; i det fandt jeg Poesiens Høidepunkt, fordi det stiller sig til Opgave det Høieste i Tilværelsen, som falder indenfor vor umiddelbare Erkendelse, navnlig Mennesket selv, hvilket det fremstiller i dets Storhed og Høihed (Tragedien) som i dets Svaghed og Ringhed (Komedien), og sætter de store Tanker og dybe Følelser i Bevægelse. Jeg gjorde derfor Dramaet til Gjenstand for mine Studier, særlig Handlingens stigende Opbyggelse og Karakterernes fremskridende Udvikling og dermed sammenhængende Klargjørelse, hvorved det navnlig var Shakespeare, som blev min Veileder.

Medens jeg syslede hermed, brød pludseligt og uventet et Aandens Uveir løs, der som en Stormvind foer hen over vort Folk og feiede gamle Traditioner bort, der havde Aarhundreders Anseelse og Ærefrygt, først og fremmest Religion og Moral, derefter politiske og æsthetiske Anskuelser. — Det var Radikalismen, der nærmest kom fra Frankrig, og i dens Følge Naturalismen. Denne revolutionære Bevægelse fik en dygtig Fører i Georg Brandes, der besad Mod og Kamplyst, stor Belæsthed og Kund- s. 381 skabsfyldc og endelig en glimrende Overfladiskhed, der satte Kronen paa Værket og lokkede Mange til sig, som man ellers ikke vilde have ventet at finde i denne Leir.

Aarsagerne til, at denne nye Bevægelse vandt saa hurtig Fremgang, kan søges paa forskjeilige Omraader. For det første i det danske Folks og særligt Hovedstadens store Bevægelighed, hvad der skaber en livlig Phantasi og hurtigt vakte Følelser. Hertil kom for de Dannedes Vedkommende den Vending, som Philosophien tog i Aarhundredets Midte først henimod den Hegelske Pantheisme senere mod den fransk-engelske Positivisme, der kastede de høiere religiøse og moralske Idealer overbord som unyttige Drømmerier og krævede, at man skulde holde sig til den haandgribelige Virkelighed. Og hertil kom endelig den politiske Udvikling med dens ubegrænsede Frihedsbegreb. Vel kan det ikke siges, at denne i sin første Begyndelse var irreligiøs eller umoralsk, tværtimod var flere af dens ypperste Førere alvorlige Christne og moralsk hæderlige Mænd, men det kunde dog ikke undgaaes, at den folkelige Frihed gjorde sig mere og mere gjældende som det ene Fornødne, overfor hvilket det religiøse Liv antog Skikkelse af visse Former, hvilke man behandlede med skyldig Ærefrygt som overtagne fra Fædrene uden dog selv at føle sig greben af dem. Men den yngre Slægt, som voxede op, stærkt greben af Tidens nye Ideer, fandt da, at for disse gamle, ærværdige Traditioner havde man egentligt ikke længer nogen praktisk Brug, og der var da heller ingen Grund til s. 382 at bevare dem. Det var især i den akademiske Ungdom, at Radikalismen fandt Udbredelse, hvad der er forklarligt nok paa Grund af Ungdommens livlige Phantasi og hurtig vakte Begeistring — unge Studerende foretrække gjerne nye Vildfarelser fremfor gamle Sandheder. Hertil kom endnu en tredie Bevægelse, der krævede en Omstyrtelse af alle de bestaaende Samfundsformer og istedenfor forlangte Oprettelsen af et helt nyt Samfund, hvilket udmaledes med en farverig Phantasi som et nyt Paradis paa Jorden. Det var Socialismen; den henvendte sig til Arbeiderne, hvilke den skildrede som den undertrykte og forkuede Klasse, og blandt hvilke den snart fandt begeistrede Tilhængere, der samledes i en fast Organisation.

De nye Tanker og den herpaa byggede Livsanskuelse fandt snart Udbredelse saa vel i de høiere som de lavere Klasser, og fik deres Holdepunkter ved Universitetet og ved Theatret. Til begge var mine Interesser knyttede, men min Stilling til dem var høist forskjellig. Ved det første havde jeg min faste Plads i Fakultetet, hvortil kom, at trods de skarpe Modsætninger i Livsanskuelserne bevaredes det collegiale Forhold ved Universitetet, og jeg følte mig derfor hjemme her; men ganske anderledes med Theatret. Det Lysglimt, som J. L. Heiberg havde sendt mig ved sit Causeri over mit første dramatiske Arbeide, var hurtigt bleven slukket ved hans snart efter paafølgende Død. Anden Forbindelse med Theatret havde jeg ikke — jeg stod overfor det som en Fremmed og vedblev at staa som s. 383 en saadan, og de Forsøg, jeg gjorde paa en Tilnærmelse bleve tilbageviste. Nu stod Sagen for mit Vedkommende saaledes, at selve Theatret med Skuespillerne, Kouliserne og hele det ydre Apparat, som vækker Hoved-Interessen hos det store Publikum, for mig kun havde ringe Interesse, medens derimod Dramaet, som er Theatrets Sjæl, optog min hele Opmærksomhed. Dramaet udfolder sig gjennem Handling, men denne maa ikke forstaaes som en blot udvortes saaledes som Slagsmaal eller anden Voldsomhed, ei heller som en Række Begivenheder, der rent tilfældigt støde sammen og Intet have med hinanden at gjøre, men Handlingen skal bæres af en Idee, som er Sjælen i Skuespillet. Den dramatiske Opgave bliver for Digterens Vedkommende at opbygge Handlingen saaledes, at den udvikler sig i en Række Optrin, i hvilken den ene Begivenhed fremkalder den anden, saaledes at de danne en sammenhængende Kjæde og derved i stigende Grad fængsler Tilskuernes Opmærksomhed. Hertil kommer Karakterernes Udvikling, som dels bestemmer Handlingens Gang dels atter bestemmes af denne — og endelig den moralske Idee, som er Underbygningen for det Hele og giver det et blivende Værd. Først hvor Alt dette er heldigt gjennemført, bliver Dramaet til et digterisk Kunstværk.

Men alt dette kastede Naturalismen overbord som gammelt Skramleri, for hvilket Nutiden ingen Brug havde. Istedenfor krævedes en nøiagtig Efterligning af Virkeligheden, men for Idealer og Karak- s. 384 terer var der ingen Interesse, da saadant maatte betragtes som blotte Drømmerier. Det moderne Drama kunde vel for en Tid holdes oppe af geniale Aander, der bragte Friskhed og Nyhed, men efterhaanden tabte det Nyhedens Interesse og sank dybere i Aandløshed og Sentimentalitet. Theatret lagde mere og mere Vægten paa det rent Udvortes, Kouliser og Kostumer, paa hvilke der bortødsledes betydelige Summer, men Aanden var borte.

I Modsætning til al denne tomme Udvorteshed søgte jeg at fremstille et nationalt Drama paa christelig Grund, hvilket jeg udførte i forskjellige Skuespil, som jeg udgav. Hertil føiede jeg forskjellige Afhandlinger, i hvilke jeg gjorde nærmere Rede for min æsthetiske Opfattelse, men Alt var forgjæves. Hvad jeg tilstræbte var en æsthetisk Forhandling om det høiere Dramas Form og Formaal, i hvilken de forskjellige Opfattelser kunde mødes og muligvis komme til Forstaaelse, men om Saadant var der fra Modstandernes Side aldeles ikke Tale. De betragtede Sagen som en Konkurrence, hvor det gjaldt om med et Magtsprog at slaa den anden Part ned og dermed bringe ham til Tavshed *) . Da Modstanderne havde Dagspressen til sin Raadighed, og det store Publikum blindt fulgte dens Ledere, var der for mig ikke Andet at gjøre end at s. 385 opgive Dramaet og Theatret og søge andet Maal for mine Tanker og min Virksomhed. Dermed opgav jeg dog ikke min Sag, men henstillede den til en kommende Tid med bedre Forstaaelse og høiere Tanker.

Da skete der en Menneskealder senere noget ganske Uventet, og det gik mig, som det er gaaet andre danske Digtere, at de maa søge til Udlandet for at vinde Anerkjendelse. Det kom uventet uden nogen Indvirkning fra min Side som et Lyn, der pludselig kaster Lys i Mørket.

Fre en Theaterdirektør i Prag kom der en Anmodning til mig om Tilladelse til at opføre Tragedien »Johan Hus« paa det derværende »Weinburger Theater«. Anledningen hertil var givet af Professor Kraus ved Prager Universitetet. Han havde nøie Kendskab til den nyere danske og norske æsthetiske Literatur, deriblandt ogsaa til mit Drama »Johan Hus«, hvilket han i sine Forelæsninger havde omtalt med megen Anerkjendelse. Nu hændte det, at der netop for nylig var opført et »Hus-Drama« af en czeckisk Forfatter i Prag, men Stykket var for langt og var blevet køligt modtaget. Professor Kraus henvendte sig da til Direktøren for det nævnte Theater og sagde, at han havde et Drama liggende af en dansk Forfatter og bad om Tilladelse til at læse det høit for Direktøren paa Czeckisk. Dette skete, og Direktøren udbrød efter at have hørt det »Det er godt, det kan jeg bruge — kan De skaffe mig Forfatterens Tilladelse, skal jeg lade det opføre med et smukt Udstyr«. Dette skete s. 386 og nogle Maaneder senere blev Dramaet opført og modtaget med stort Bifald. Efter en indtrængende Opfordring af Direktør Stech reiste jeg sidst i September 1912 til Prag sammen med min Søn, der var ikke mindre ivrig for at see Skuespillet opført.

Til den bestemte Tid traadte vi ind i det store Weinburger Theater og fik efter en venlig Modtagelse vore Pladser anviste i Direktionens Loge, hvorfra vi kunde oversee hele det store Theater, der siges at kunne rumme 2000 Tilskuere og nu var fuldt Selvfølgelig kunde vi ikke forstaa det smukke og vellydende, fremmede, af os ukjendte Sprog, men vi kjendte jo Dramaets Gang saa godt, at vi uden Vanskelighed kunde følge den. Den store Tilskuerskare fulgte det med stor Opmærksomhed, som af og til blev afbrudt af bragende Bifaldssalver. Efter anden Handlings Slutning var der en lille Pause, og da Tæppet atter gik op, var Skuepladsen tom, men midt paa den var opreist en mægtig Laurbærkrands. Direktøren meddelte mig, at den var til mig som en Hyldest og Tak for Skuespillet, der havde grebet Tilskuerne stærkt. Nu traadte forskjellige Honoratiores ind i Logen for at hilse paa mig: blandt dem kan nævnes Prof. Kraus’ Datter, Fru Lerna-Krausowa, der havde oversat Dramaet paa Czeckisk; det var netop nu udkommet paa Tryk, og der overraktes mig et Exemplar — dernæst Udsendinge fra Forfatter-Foreningen, som bragte en varm Tak fra denne for den ædle Hus-Skikkelse, som den danske Digter havde skjænket dem, For- s. 387 manden for Theaterforeningen, videre Theaternotaren, Medlemmer af Bestyrelses-Komiteen o. fl. a. Derefter optoges Skuespillet igjen og gik sin Gang til Slutningsscenen, stadig fulgt af Tilskuernes Bifaldsyttringer.

Hvad Udførelsen angaaer, saa var den i Overensstemmelse med Dramaets Aand: Hovedrollen, Johan Hus, udførtes med Værdighed og Kraft, og hans Søster, Maria, spilledes med en rørende Inderlighed, der i Afskedsscenen med Hus i Fængslet var gribende og rev Publikum med sig. Hvad Opførelsen som Helhed angaar, var den i Overensstemmelse med Dramaets Aand: der var Alvor, Inderlighed og dyb Følelse i den; Skuespillerne havde ikke blot lært deres Roller udenad, men ogsaa levet sig ind i dem *) .

I de czeckiske Blade blev Dramaet omtalt med Velvillie, dog faldt Dommen her som hos os forskjelligt ud i Henhold til Bladenes forskjellige Standpunkt. De radikale Blade fandt, at Stykket fjernede sig for meget fra Historien, at Hieronymus og Chlum var ganske omdigtede — at hvad der ligger Aar imellem, sammentrækkes i nogle faa Dage — og lignende Indvendinger, som jo ogsaa var velkjendte hos os. Men i de samme Blade indrømmedes dog ogsaa, at Stykket var virkningsfuldt fra Scenen og rev Tilskuerne med sig. Dette sidste var for mig Hovedsagen, thi Spørgsmaalet om, hvor nær det digteriske Drama skal holde sig til Historiens Virkelighed, er ikke af historisk, men af s. 388 æsthetisk Art og vil besvares forskjelligt i Henhold til det æsthetiske Standpunkt, der indtages. Dog kan det hænde, at et Skuespil, der nøie holder sig til Historiens Virkelighed med dennes Rum- og Tidsanskuelser, maaske i og for sig kan være et interessant Læsedrama, og dog ikke vil kunne fremføres paa Scenen. Her møder os Noget, hvilket hedder »den dramatiske Forkortning«, som er en nødvendig Betingelse for den sceniske Opførelse, og som man da ogsaa til alle Tider har anerkjendt. Den strænge historiske Nøiagtighed overfor Tid og Rum vil maaske kunne overholdes i et stille Læsedrama, som man nyder i Ensomhed eller i en lille Vennekreds, men en friere Bevægelse med Hensyn til Tid og Rum vil blive nødvendig for et kraftigt og virksomt Theaterdrama, der skal sætte et Publikum paa nogle hundrede Personer eller, som det her var Tilfældet, paa et Par tusinde Personer, i samtidig og livfuld Bevægelse.

Saa førte jeg da Seiren med mig fra Prag, men om praktiske Følger deraf kunde der ikke være Tale i Hjemmet. Her sad Naturalismen altfor fast i Sædet, til at et Drama med et idealt Præg kunde vente at blive modtaget med Bifald, og ovenikjøbet et Drama med saa kirkeligt Præg som her — det vilde af den herskende Radikalisme kun hilses med Spot. For den som for Naturalismen existerer jo ingen Idee, og med den bortfalder ogsaa Handlingen, gjennem hvilken Ideen skal udfolde sig. Tilbage bliver kun Stemning og Følelse, der synker sammen i Sentimentalitet, medens Publikum sidder s. 389 og glæder sig ved at see over til »sine egne Vinnever«, see til sit eget Hverdagsliv, hvori det bevæger sig. Om noget Stort og Sjælsløftende kan her ikke være Tale, og det har dog altid været det Maal, mod hvilket det høiere Theater skulde stræbe hen.

Under disse Forhold var der for mig intet Andet at gjøre end at fastholde Haabet om en kommende Tid, være sig nær eller fjern, der vilde frigjøre sig for Naturalismens knugende Aandløshed og forstaa, at Dramaets og Theatrets som overhovedet al Kunsts Berettigelse hviler paa, at den ikke stivner i en fotografisk Gjengivelse af Virkeligheden, men formaar at hæve Virkeligheden op i en høiere Sfære og fremstille den i Lyset af den Idealitet, som er Gjenstand for Menneskesjælens dybe og inderlige Længsel.

Reises nu til Slutning det Spørgsmaal: »Theolog eller Digter?«, da kan det vel være, at Samtiden nærmest vilde besvare det med et »Enten — Eller« — medens Fremtiden, der er mere uafhængig af Partiforholdene og derfor seer klarere paa Sagen, vil besvare Spørgsmaalet med et »Baade — Og« — hvorom den nys meddelte Skildring fra Festen i Udlandet giver et ikke ugrundet Haab.