Danmarks Breve

BREVENE. Under hele den lange Udenla...

s. 89 BREVENE.

Under hele den lange Udenlandsfærd var Fader min Hovedkorrespondent. Til ham sendte jeg undertiden udførlige, til andre Tider kortfattede Meddelelser om mine Oplevelser, til ham betroede jeg mig under al den Uro, som fremkaldtes ved indre Brydninger og min Uvished om, hvilken Fremtidsvei jeg skulde vælge. Skønt stærkt optagen af Forelæsninger og anden Embedsgjerning samt sin anden Virksomhed fik Fader dog altid Tid til udførlige Besvarelser ai mine Breve. Han meddelte mig, hvad der forefaldt i Hjemmet, gav mig gode Raad og Anvisninger for min Reise og søgte med en utrættet Kjærlighed at hjælpe mig til Klarhed og Selvforstaaelse.

Alle mine Breve ere skrevne under Øieblikkets vexlende Stemninger og Indtryk og fra min Side uden Tanke om Offentliggjøreise, saa meget mindre, som jeg havde Planer om en Reisebeskrivelse, der ogsaa senere skulde fremlægges for Offentligheden. Men min Fader havde i Stilhed samlet og omhyggelig ordnet mine Breve og derefter opbevaret dem. Hvad hans Mening har væ- s. 90 ret dermed, om han har ment, at det kunde interessere mig og mine Nærmeste at gjennemlæse dem, eller om han allerede den Gang har tænkt paa en mulig Offentliggjøreise af dem i senere Aar, derom veed jeg Intet. Han har aldrig talt til mig om dem, og jeg vidste Intet om, at disse Breve, Øieblikkets Børn, endnu existerede; først efter hans Død bleve de fundne samlede og chronologisk ordnede i en liden Pakke, der blev overgiven til mig som rette Ihændehaver. I Pakken fandtes desforuden et Par enkelte Breve fra Fader til mig og ganske undtagelsesvis et enkelt til min ældste Broder. Hvorledes disse Breve ere komne ind i Samlingen, om rent tilfældigt eller om Fader har ment, at de kunde passende føies ind i Samlingen, heller ikke derom veed jeg Noget, men har kun Gisninger. Imidlertid har jeg medtaget dem som udfyldende det Billed, den øvrige Samling afgiver, idet de giver et levende Indtryk af den store faderlige Kærlighed, hvormed han i Tankerne fulgte mig paa al min Omflakken, og den Overbærenhed, hvormed han modtog mine ungdommelige Udtalelser og søgte at lede mig til Rette.

Selvfølgelig stod jeg ogsaa i Brevvexel med andre Kjære i Hjemmet, mine Søskende og mine Venner, men disse Breve ere spredte og muligvis forsvundne. Jeg har heller ikke gjort noget Skridt for at faa dem tilbage, thi den foreliggende Samling danner en Helhed for sig, og det Helhedsindtryk, den giver, vilde blive forstyrret ved Op- s. 91 tagclsen af andre Breve, og Samlingen overskride de rette Grænser.

Da jeg havde faaet Brevene i min Varetægt, lod jeg dem foreløbigt ligge ulæste, og der gik atter adskillige Aar, inden jeg tog dem frem og læste dem paa Ny. Jeg havde da omtrent glemt dem, og det Indtryk, jeg modtog af dem, var i flere Henseender overraskende. Jeg fik overfor mig selv den Erfaring bekræftet, som jeg oftere har gjort overfor Andre, at vi i Aarenes Løb lidt efter lidt omdanner det Billed af os selv i vor Ungdom, som vi oppebærer i Erindringen, efter den Skikkelse, som vi have faaet i de ældre Aar. Den Erfaring, Selvbefæstelse og Ligevægt i Sindet, som vi efterhaanden have vundet, føier vi ind i Billedet af de unge Dage og mene, at vi allerede i disse have været i Besiddelse af hine særlige Egenskaber. Her ligger ofte Grunden til Spændingen mellem den ældre og yngre Slægt, hin kan ikke forstaa, at den sidste kan være saa overmodig, selvklog og uvillig til at tage mod de Ældres gode Raad, og den glemmer, at den selv har havt de samme Feil i sin Ungdom. Det er Striden mellem Jeronimus og Leander, som Holberg træffende har skildret den i sine Komedier, og hvor Jeronimus glemmer, at han har selv været Leander i sine unge Dage, han glemmer det, fordi han efterhaanden har levet sig ind i den glade Tro, at han i alle sit Livs Dage har været en sindig, erfaren og roligt over-veiende Jeronimus, medens Leander ikke kan tænke s. 92 sig Muligheden af, at han selv i kommende Aar kan blive en Jeronimus.

Denne Erfaring, som jeg oftere har gjort overfor Andre, og faaet stadfæstet ved Læsningen af Selvbiographier, kom jeg til at gjøre overfor mig selv. Thi da jeg efter næsten en Menneskealders Forløb tog de ovennævnte Breve for mig og gjennemlæste dem, blev jeg unægtelig overrasket ved det Selvportræt, som her mødte mig. Saa ungdommelig urolig og overmodig kunde jeg dog ikke mindes mig selv. Maatte nu dette i visse Maader være mig en Skuffelse, blev det mig dog paa den anden Side en Hjælp. Thi om jeg vilde give en Skildring af min Livsudvikling, da vilde disse Breve hertil yde en uvurderlig Hjælp. Istedenfor at tegne et af smaa Erindringer stærkt overmalet Billede, var her givet et naturtro Virkelighedsbillede. Vel muligt, at dette kunde give Anstød ved den stærkt fremtrædende Selvtillid, der ikke sjældent bliver til Overmod — dog kan jeg overfor dette minde om det gamle Ord: volo esse in adolescente, unde quid amputem (Cicero de orakles II, 87) *) . Livet med dets Hændelser og Gjenvordigheder kræver for den Unge et Overskud af Mod og Selvfortrøstning, om han ikke for tidlig skal bukke under i Kampen, men ved denne bliver hint Overskud efterhaanden borttaget, saa at det rette Maal af Villiestyrke og Karakterfasthed opnaas. Her var nu nok at bortskære, og den, s. 93 som nærmest paatog sig denne Gjerning, var min kjære Fader, der med største Opmærksomhed fulgte mig og med utrættelig Iver og ikke mindre Kjærlighed i sine Breve atter og atter advarede mig mod en altfor vidtgaaende Selvfølelse, ligesom alt Praleri og Selvforgudelse var hans sandhedsvirkende Natur i høieste Grad imod.

Dog maa jeg her tage et vist Forbehold. Man vilde nemlig gaa for vidt i den modsatte Retning og feile, om man vilde tage det her givne Billede ganske, som det fremstiller sig. Det maa erindres, at jeg skrev disse Breve næsten altid, naar jeg var i en særdeles oprømt Stemning, opfyldt af Reisens mangfoldige store og rige Indtryk, hvoraf Følgen gjærne blev, at de sattes et Par Toner høiere op. Ogsaa skrev jeg i fuld Fortrolighed til min Fader om, hvad der for Tiden laa mig paa Sinde, uden nogetsomhelst Forbehold, men saaledes som Tanker og Stemninger i Øieblikket faldt mig ind, hvad der altsaa maa drages med ind under Betragtningen. I det Store og Hele var Reisen en Frigørelse for mig; fra det tidligere indadvendte Tænker- og Grublerliv i Hjemmet var jeg ført ud i et udadvendt, stærkt omtumlet Reiseliv, i hvilket mine Tanker optoges af de mangfoldige Former, hvor saavel Naturlivet som det menneskelige Samfundsliv traadte mig i Møde. Men under alt dette kom de gamle Spørgsmaal op om mit eget Jeg, hvad Vei jeg vilde vælge, hvilket Livsmaal jeg vilde stille mig for Øie, og Usikkerheden herover fremkaldte Tvivl og Uro, s. 94 som ogsaa paa sine Steder kommer til Orde i Brevene.

Brevene meddeles her, som de ere indkomne, selvfølgelig dog med Udeladelse af Saadant, som nu ikke længer kan have Interesse eller som berører hjemlige Forhold uden Interesse for Almenheden. Muligvis disse Forkortelser burde være anvendte i rigere Maal, men dermed kunde ogsaa en Deel af Friskheden være taget bort, og i saa Fald maatte det foretrækkes at meddele Brevene saa vidt muligt i deres oprindelige Udstrækning, saa meget mere, som adskillige af dem maaske lide mere af for stor Kortfattethed end af for stor Udførlighed.