Danmarks Breve

UDENLANDSFÆRDEN. Det første Maal, je...

s. 36 UDENLANDSFÆRDEN.

Det første Maal, jeg havde sat for den videnskabelige Studierejse, til hvilken Universitetsstipendier og Statsunderstøttelse havde givet mig de fornødne Midler, var Jerusalem og Palæstina. Kun faa Danske havde dengang besøgt det fjerntliggende Land og Ingen af vore Theologer havde været der. Med Undtagelse af en kortfattet Beskrivelse af Jerusalem ved Th. Petersen *) , nærmest i Tilslutning til Amerikaneren Robinson, forelaa der ikke nogen dansk Beskrivelse af Palæstina, grundet paa Selvsyn. Det laa mig derfor stærkt paa Sinde at foretage denne Reise, først og fremmest selv at lære det Land at kjende, hvor Jesus og hans Apostle havde talt og virket, og som danner det physiske Grundlag for hele Israels Historie, og dernæst saa vidt muligt skaffe Andre Lys og Klarhed derover. Men om det vilde lykkes mig, der var ganske uvant og uerfaren med at reise og endnu aldrig havde været udenfor Fædrelandet, at udføre denne Reise, turde være høist tvivlsomt, om der ikke uventet var blevet s. 37 givet mig en trofast og saare værdifuld Reisefælle. Det var Cand. Theol. Valdemar Schmidt, der samtidig med mig havde bestaaet Embedsexamen. Allerede som Student havde han syslet med ægyptiske Studier og ønskede nu selv at see Landet med Pyramiderne, Templerne og de vidunderlige Mindesmærker fra Oldtiden, ligesom jeg ønskede at see det hellige Land med de dyrebare Erindringer. Vi bleve da snart enige om at gjøre Reisen i Fællesskab saaledes, at jeg vilde følge ham gjennem Ægypten og han dernæst følge mig gjennem Palæstina. Ligeledes besluttede vi paa Veien at gjøre et Ophold i Grækenland, til hvis classiske Kunst og Cultur vi begge nærede stor Kjærlighed, samt at lægge Hjemreisen over Konstantinopel. Hermed var Reiseplanen lagt for det første Aar; hvad der senere skulde følge, stod for mig endnu kun i usikkert Omrids.

Den orientalske Reise kunde dog paa Grund af den stærke Hede først tiltrædes om Efteraaret; vi bestemte derfor hver at benytte Sommermaanederne paa sin Vis og derefter i September at mødes i Triest. Jeg valgte da Strassburg med det derværende theologiske Facultet til første Station paa Reisen. Dette skete efter min Faders Raad, da denne By, som dengang hørte til Frankrig, vilde være et godt Udgangspunkt, fordi de to store Nationer mødtes og dermed ogsaa de to store Cultursprog, Tydsk og Fransk, hvorved der vilde gives mig Leilighed til at øve mig i begge Sprog. Ogsaa stod min Fader i videnskabelig Brevvexling med den derværende bekjendte The- s. 38 olog, Professor Edward Reuss, til hvem han vilde medgive mig et Anbefalingsbrev.

Midt i Juni 1860 forlod jeg Hjemmet. Mine to yngre Brødre, William og Carl, begge juridiske Studenter, fulgte mig til Jernbanestationen. Vi vare alle Tre meget alvorsfulde; jeg mindes endnu, at Carl, som ellers var en overmaade lystig ung Student, havde Taarer i Øinene, det var ikke saa underligt, thi vi Tre, der hidtil havde levet i dagligt Samliv, skulde nu skilles, og hvem kunde vide, om vi atter saaes: jeg vilde langt bort og blive længe borte.

I Strassburg blev jeg modtaget med stor Hjertelighed af Professor Reuss og hans Familie: Hustru og en Datter og Søn. Under mit Ophold var jeg en jævnlig Gæst her og fandt mig altid vel i denne Kreds, hvor jeg fik gode Raad og Anvisninger under mit Ophold i den fremmede Stad. Hos en Præste-Enke, der havde et Pensionat for unge Studerende, fandt jeg et godt og hyggeligt Logis. Saasnart jeg var kommen lidt til Ro, tog jeg fat paa Studierne og hørte theologiske Forelæsninger. Noget stærkt theologisk Liv rørte der sig ikke ved Universitetet, men netop det tjente mig bedst Jeg trængte til at komme til Ro og samle mig for uforstyrret at kunne gjøre mine Iagttagelser. Og Strassburg var vel skikket hertil med de to store Culturfolk med saa forskjelligt Aandspræg, som her mødtes. Baade hos Professorer og Studenter var man villig til at give mig de Oplysninger, som jeg ønskede. Jeg blev her indøvet i Kunsten at reise d. e. at vinde et aandeligt s. 39 Udbytte af Reisen ved med opmærksom Iagttagelse at fordybe sig i det Fremmede, som omgiver En og derigennem vinde den rette Forstaaelse af det.

Medens jeg saaledes var stærkt optaget og midt i Sommerens Hede hørte theologiske Forelæsninger og studerede Schleiermachers Dogmatik, vaagnede atter »die Lust zu fabulieren«. Muligvis var det den stærke Hjemvee, hvoraf jeg til Tider led, der var primus motor hertil, men til denne kom saa ogsaa andre Indtryk. Den herlige Domkirke, som jeg jævnlig besøgte og flittig studerede, vakte et rigt Stemningsliv — endvidere Byens frugtbare Omegn med Haver, Lunde og frodige Marker, indrammet af Vogesernes og Schwarzwalds blaalige Bjerge i det Fjærne og over Alt dette en klar Sommerhimmel med gyldent Solskin — Synet af al denne rige Livsfylde vakte idylliske Drømmerier. Det blev dog ikke, hvad der kunde ligge nærmest, en Sommeridyl, men tværtimod, maaske fremkaldt ved Modsætningen, en Vinteridyl — Nøddebo Præstegaard. Stærk Hjemvee, bitter Længsel, indre Uro i Forening med de nye og fremmedartede Indtryk, der satte Phantasi og Stemning i stærk Bevægelse — alt dette drev denne muntre Digtning frem, som i Aarenes Løb skulde fremkalde Latter og Livsglæde i skiftende Slægtled. Jeg førte Fortællingen med mig paa min anden Reise, først til Grækenland, senere til Ægypten, hvor jeg fuldførte den *) . Men jeg bevarede dyb Taushed om dette Arbeide, talte aldrig om det til s. 40 mine Omgivelser, skrev heller ikke om det til Hjemmet, og da jeg senere under et Besøg i Hjemmet fik det trykt og udgivet, vidste Ingen af mine Nærmeste det Ringeste derom.

I Midten af August begyndte Sommerferien ligesom ved de tydske Universiteter og varede til Midten af Oktober. Studenterne reiste hjem, Professorerne tiltraadte deres Sommerreiser, og der var for mig intet videre at gjøre. Saa pakkede ogsaa jeg min Kuffert, tog Afsked med mine Venner og min Værtinde, som havde skænket mig en omhyggelig Pleie, og reiste gjennem Schweiz, hvor jeg gjorde forskellige mindre Ophold, til Norditalien. Sommerheden var trykkende, men i det stærke Sollys udfoldedes en glimrende Farvepragt. Jeg vandrede alene om og følte mig stærkt trykket af Ensomheden i de folkevrimlende Stæder, var ofte nedtrykt i Sindet, men havde paa den anden Side den Fordel at kunne heelt uforstyrret hengive mig til de stærke Indtryk, som den herlige Kunst og det brogede Folkeliv i Milano, Verona og Venedig gjorde paa mig. Medens jeg i Brevene til Hjemmet gav mig Luft over Reisens smaa Gjenvordigheder og Pinagtigheder, har jeg senere i Indledningen til min Reisebeskrivelse over Grækenland gjengivet det samlede Skønhedsindtryk, som jeg modtog af dets Stæders Pragtbygninger, tilligemed det første stærke Indtryk, som det brogede sydlandske Folkeliv gjorde paa mig.

Fra Venedig seilede jeg over til Triest, hvor jeg efter Aftale mødtes med Valdemar Schmidt. Glæden s. 41 over at gjensee en Ven, over atter at kunne tale Modersmaalet og kunne udtale sig om Forholdene i Hjemmet, var overordentlig stor. I Triest indskibede vi os til Athen, havde en herlig Seilads over Adriaterhavet med pragtfulde Solnedgange, gjorde et Par Dages Ophold paa Korfu og ankom endelig d. 26. September til Athen. Det var fem Uger, siden jeg havde forladt Strassburg, og disse fem Uger havde jeg tilbragt under Reiselivets idelige Omskiftelser, saa at jeg nu var træt og længtes efter et roligt Ophold med stille Studier, og det opnaaede jeg da ogsaa i Athen.

I Athen fik vi Bolig hos en tydsk Bogbinder Warch, hvor vi fandt os vel tilfreds. Fra Prof. Reuss fandt jeg Brev og Hilsen med til en ung græsk Professor Lykurgos, som havde studeret ved flere tydske Universiteter. Han modtog os med stor Hjertelighed og var os til megen Hjælp under vort Ophold. Jeg søgte særlig Oplysninger om den græske Kirke og Forholdene i denne, og herom kunde Lykurgos give god Oplysning. Han var nylig bleven ansat som Professor i Theologi; vi overværede hans første Forelæsning, som holdtes for en talrig Tilhørerkreds, der var yderst begeistret, klappede i Hænderne og raabte Evviva! Lykurgos’ Theologi var under stærk Paavirkning af den nyere protestantiske Theologi, Martensen var hans Yndlingstheolog. Paa den anden Side fastholdt han strængt den orthodoxe græske Kirkelære, hvilken han efter bedste Evne søgte at forlige med sine moderne Anskuelser. Ved Siden heraf fornyede jeg her paa den classiske Grund mine s. 42 Oldtidsstudier fra Skolen og studerede ivrigt de pragtfulde Templer paa Akropolis og i den lavere liggende By. Flere interessante Toure gjorde jeg sammen med Schmidt til Marathon, Korinth, Argos. Et deiligt Efteraar havde vi uden trykkende Hede med gyldent Sollys og pragtfuldt Farvespil over Bjergene, Tempelsøilerne og det farverige vinblaa Hav. Luften var let, og vi færdedes, snart til Hest og snart til Fods over Bjerg og Dal. Tre Maaneder opholdt vi os i Athen og Omegn; der blev hermed givet mig rundelig Tid til Studier i Hjemmet og til Fortsættelsen af »Nøddebo Præstegaard«, som vedblivende var mig det Fredens Asyl, i hvilket jeg trak mig tilbage, naar Reise-Uroen og Hjemlængsel kom for stærkt over mig. Om mine Oplevelser i Grækenland og om Udbyttet af mine Studier, særligt over den græske Kirkes Stilling i Nutiden har jeg givet udførlig Meddelelse i min Bog om Grækenland, der udkom et Par Aar efter min Hjemkomst (1865).

Fra Athen fortsatte vi vor Reise til Alexandria, hvor vi ankom anden Juledag. Det var sommervarmt, og Løvtræerne stode endnu grønne, saa det var os noget vanskeligt at forstaa, at det virkelig var Jul. Efter nogle Dages Ophold reiste vi til det prægtige Kairo, og her tilbragte vi et Par Uger, thi vi skulde der træffe Forberedelser til Reisen opad Nilen forat see Oldtidens mægtige Templer og fremfor Alt Ruinstaden Theben. Jernbanen var den Gang kun ført frem til Kairo, nogen regelmæssig Dampskibsfart fandtes ikke, vi maatte derfor leie en Nilbaad med arabisk Besætning. Denne Expedition s. 43 var for Schmidts Vedkommende Hovedformaalet for hans Reise, medens den ganske vist laa udenfor mit Program. Ogsaa var jeg uforberedt til denne Reise, medens jeg overfor Grækenland og Palæstina først ved det classiske Studium i Skolen og senere ved fortsat Læsning havde erhvervet mig de nødvendige Forkundskaber, stod jeg aldeles blank overfor Ægypten. Pyramiderne stode her som Grændsestene mod Syd for min geografiske og historiske Viden. Min Fader var derfor misfornøiet med denne Reise og hans Kolleger ligeledes: de saa i den en slet og ret Turistreise men ingen videnskabelig Studiereise. Heri havde de vel ikke saa ganske Uret; imidlertid oversaa de dog en Omstændighed, som var af stor Betydning for mig, nemlig at jeg havde Valdemar Schmidt til Ledsager. Al den Viden, som jeg hverken havde i mit Hoved eller i min Kuffert, den var Schmidt i Besiddelse af, og han meddelte deraf med en rund Haand. Han blev min Manuductør, og det blev en pragtfuld paa sin Vis enestaaende Manuduction paa den gamle Nilflod med Templer, Obelisker og Grave for Øie, undersøgende og discuterende Alt nøie. Ogsaa forsynede han mig rigeligt med Haandbøger af det lille Bibliothek, han førte med sig, og til Læsning var der rigelig Tid i de mange Timer ombord i vort Fartøi, da vi stille og sagteligt gled frem paa den mægtige Flod. Ja vel var jeg uforberedt og uvidende; men — Ægypten var ligesom for Aladdin i Digtningen falden i min Turban, hvorfor skulde jeg da ikke uden lang Betænkning tage imod den? Jeg har da heller aldrig s. 44 fortrudt det, men altid senere med største Glæde tænkt paa denne ægyptiske Reise og dens rige Udbytte.

Under hele den orientalske Reise var Schmidts Følgeskab mig til største Hjælp og Glæde ikke blot ved hans omfattende Viden og rige Kundskaber, hvoraf han altid med største Redebondhed meddelte mig ligesom senere i Livet saa mange Andre, men ogsaa ved hans uforstyrrelige jydske Ro og gode Humør, der dannede en gavnlig Modsætning til mit urolige Temperament. Heller ikke betænkte han sig noget Øieblik paa at yde mig sin Bistand, hvor det behøvedes. Saaledes var vi under Besøget i Kairo paa en af vore Vandringer komne et Stykke udenfor Byen. Schmidt gik i Forveien, som sædvanligt speidende og iagttagende, jeg dryssede bagefter i mine egne Tanker. Pludselig blev jeg omringet af en Flok arabiske Drenge med deres Ride-Æsler. De vilde efter deres Sædvane paanøde mig et af disse; jeg afslog det, hvorved de kun bleve endnu mere paatrængende. Saa løftede jeg min Stok, men nu blev det først for Alvor galt. Drengene brugte deres Æsler som Skjolde, idet de puffede dem ind imod mig — jeg var i bogstaveligste Forstand klemt mellem Skjolde, d. e. mellem Æsler. Saa udstødte jeg et Nødraab og kaldte paa Schmidt. Han gjorde øieblikkelig høire om og kom marscherende i Stormskridt og med saa harmfuldt et Aasyn, at jeg senere altid har tænkt, at saaledes maa sikkert Achilles have seet ud, da han vaabenløs stormede frem mod Troerne. I hvert Fald gjorde Schmidts s. 45 uventede Tilsyneladelse samme Indtryk paa Drengene som Synet af Achilles paa Troerne: i et Nu vare baade de og deres Æsler forsvundne. Schmidt og jeg stode ene paa Valpladsen, og da jeg saae paa ham, havde hans Ansigt antaget sit vanlige milde og velvillige Udtryk, som om Intet var hændet.

Nu skulde vi have leiet en Seilbaad til vor Nilfart, og Schmidt søgte i dette Øiemed tilbage til Alexandria, medens jeg blev nogle Dage alene tilbage i Kairo. Efter nogen Vanskelighed lykkedes det ham at faa leiet en Dahabieh, som en saadan Baad kaldes, og sluttet den fornødne Kontrakt. Vor Dahabieh var en lang Baad med et mægtigt Latinerseil i Forstavnen og et lille Seil i Bagstavnen. Det store Seil tjener til at fange Vinden op, naar den stryger hen over Sletterne langs Floden, men kræver ogsaa stor Agtsomhed, navnlig hvor Bjergene træde ud til Floden, paa Grund af de pludselige stærke Kastevinde. Med Baaden fulgte en arabisk Besætning af otte Mand og en Kaptein, der kaldes Reis, desuden fæstede vi en arabisk Kok og en Dreng til vor Opvartning; den første kunde lidt Engelsk og i paakommende Tilfælde gjøre Tjeneste som Tolk. I Baadens Agterende var Kahytten reist, i hvilken vi havde vort Ophold med tre smaa Værelser, hvoraf det første var Daglig-, Spise- og Studerestue, de to bagerste Soveværelser. Ovenpaa Kahytten var et fladt Dæk, hvorpaa var anbragt et Par Sophaer, hvor man i Ro kunde sidde og betragte de fortryllende Landskaber med deres Palme- s. 46 skove og Landsbyer, medens vi langsomt gled op ad den mægtige Flod. I Kontrakten var nøie bestemt, hvor længe Reisen skulde vare, samt de forskjellige Steder, hvor der skulde gjøres Ophold, og hvor længe dette maatte vare. Endelig maatte Baaden provianteres for den lange Reise: Kaffe, The, Sukker, Ris, Biscuit og Vin — Høns og Æg kunde kjøbes underveis i Landsbyerne.

Efter tre Ugers Ophold i Kairo gik vi ombord i vor Dahabieh, heisede Seil og stødte fra Land. I Alexandria havde Schmidt gjort Bekjendtskab med en ældre Nordmand, Konsul Ring fra Drøbak, der lod sig overtale til at følge med. Han havde tumlet meget om i sine unge Dage og fortalte gjerne om sine oplevede Æventyr, var en erfaren Sømand og var os til megen Hjælp og Opmuntring under den lange Flodreise, skjøndt hans Hidsighed og sære Luner af og til fremkaldte Sammenstød, som dog heldigvis snart bleve bilagte.

Opad Floden benyttes Nordenvind, der paa denne Aarstid er fremherskende, til at føre Baaden imod Strømmen; bliver det Vindstille eller Modvind, hvad hyppigt sker, slaas et Reb om Masten, og Mandskabet maa gaa i Land for at trække Baaden mod Strømmen. Paa Tilbagereisen behøves dette ikke, thi da vil den stærke Strøm af sig selv føre Baaden med sig.

Det blev en herlig Fart, rig paa vexlende Indtryk. Naar undtages en heftig Storm lige i Reisens Begyndelse, der medførte en usædvanlig Kulde og i tre Dage holdt os fængslede paa det samme Sted, s. 47 havde vi iøvrigt det herligste Veir i Lighed med de skønneste Sommerdage hos os. Navnlig var Morgenen med klart Solskin og en let Brise henrivende og ligeledes de stille Aftener, naar Ægyptens Stjernehimmel funklede over os, eller naar Maanen kom op og kastede sit klare Lys over de dunkle Palmeskove og den sølvglindsende Flod. En Modsætning til disse idylliske Indtryk dannede det ophøiede Skue, som de kolossale Tempelhaller og Kongepaladser afgave. Til alle disse idylliske og heroiske Skjønhedsindtryk afgave vore arabiske Sømænd de komiske Intermezzo’er. Deres Dovenskab og Sløseri, hvormed de ideligt forsinkede Reisen, vakte vor og især den iltre Nordmands Vrede, medens de til andre Tider med deres Skrigen og Skraalen, deres ubeskrivelige og bagvendte Manøvrer optraadte som rene Klowner og fremkaldte vor Latter. Saasnart det blæste lidt stærkere op, vare de yderst forskrækkede og vilde helst strax lægge til Land, og under Stormen i Begyndelsen af vor Reise sad de og krøb sammen og frøs. De spyttede mod Vinden og roede aldrig i Takt, men hver førte sin Aare, som han bedst kunde, og medens de roede, gik Tobakspiben rundt fra Mand til Mand, og den lykkelige Ryger holdt da Piben med den ene Haand og roede med den anden. Da Vandstanden i Nilen paa denne Aarstid er meget lav, er der overalt Sand-banker, som med lidt Forsigtighed kunde undgaas, men vi løb altid bus paa, fik paa een Gang et stærkt Stød og saa sad Baaden fast i Sandet, hvorefter hele Mandskabet sprang over Bord og under et s. 48 gyseligt Spektakel trak og halede, indtil Baaden omsider blev flot og vi kunde fortsætte Farten. Reis’ens (Kapteinens) Kommandoraab ændsedes kun i ringe Grad og fremkaldte ofte en livlig Meningsudvexling mellem ham og Mandskabet om, hvad der nu var det bedste at gjøre. Iøvrigt vare de godmodige, yderst nøisomme og stadigt i godt Humør, hvori det indbyrdes Skænderi ikke lod til at gjøre noget Afbræk. Var Vinden god, saa der hverken skulde roes eller trækkes, sad Mandskabet gjerne i en Kreds paa Dækket foran vor Dør og musicerede eller sang paa Orientalerens sædvanlige snøvlende Maade.

Nogle Dagbogsoptegnelser hidsættes til Udfyldning af de senere gengivne ofte kortfattede Breve.

Løverdag d. 26. Januar 1861 seilede Konsul Ring, Schmidt og jeg fra Kairo. Stort Spektakel med Kokken, Drengen og Reis’en: den sidste vilde forsone Konsulen og trak ham i Skægget til Tegn paa sin Høiagtelse, denne misforstod ham og havde nær slaaet ham fordærvet. Vinden er ugunstig, saa Folkene i de første Dage maa trække Baaden.

D. 29. ligge vi stille hele Dagen formedelst heftig Søndenvind. Kjedelige Formiddage, men herlige Maaneskinsaftener. Gemytlig Aftenpassiar i Kahytten, hvor den Gamle, der er ligesaa god som et helt Bibliothek og ikke fylder i Kufferten, fortæller Krøniker fra sine Ungdomsdage i Chile og Peru.

D. 31. Januar. En slet Nat, da det blæste meget stærkt, trak ind ad Vinduerne, og Skibet var s. 49 i stærk Bevægelse. Om Dagen end stærkere Blæst og meget koldere end de foregaaende Dage. — Endelig Kl. 4 slippe vi bort fra denne Landsby, hvor vi have tilbragt tre Dage, og seile vel omtrent en Mil frem.

D. 1. Februar. Stærk Vestenvind, Baaden ligger atter stille, og Konsulen er fortvivlet over, at vi ikke bruger den gode Vind. Endelig kommer vi ud, men maa snart efter søge Land. Da Vinden stilner af, begiver vi os atter paa Farten og faa samme Eftermiddag og Aften god Seilads.

Søndag 3. Februar. Herlig Morgenstund, Floden speilklar, Vindstille, af og til smaa Regnbyger. Det er atter blevet varmt, en mild Søndagsstemning falder over Alt. Om Eftermiddagen lidt friskere Kuling, vi seile lige til Kl. 10 om Aftenen. — Jeg fuldender »Ved Nytaarstid i Nøddebo Præstegaard« og gaar dernæst ovenpaa Kahytten for at see paa den pragtfulde Stjernehimmel.

Mandag 4. Februar. Tidligt i Land med Konsulen, som derefter begynder at reparere Tougværket og Lign. Han er ideligt i Strid med Reis’en, som i høi Grad er uvidende om Alt, hvad der angaar Søvæsenet.

Tirsdag 5. Februar: Mildt og klart Veir, blaa Himmel med hvide Skyer som en smuk Augustdag hos os. Om Eft. blev det stille, ganske sagte gled Skibet forbi en Palmeskov, der aftegnede sig mod den gyldne Himmel og speilede sig i det stille klare Vand.

Herligt er det at glide for en sagte Vind henad s. 50 Floden, medens de stille Palmeskove følge os, og drømmende at søge efter Nilens Hemmeligheder. — En lille Palmeskov med sine sagte bævende Grene seer i Maanelyset ud som et Fepalads. — Dog er Landskabet ensformigt: flade Kyster, grønne Kornmarker og Palmeskove — hist og her Landsbyer med en utrolig Mængde Kvinder.

Onsdag 6. Februar. Frisk Kuling hele Dagen, vi avancerer rask. Konsulen fortæller Historier.

Torsdag 7. Februar. I Land tidlig om Morgenen, en deilig Morgentur, Alt er saa sommerfriskt, store Strækninger med Agerkaal, Udsigt over den stille klare Flod til Palmeskovene i det Fjerne; paa den anden Side træder Ørkenen ud lige til Floden. Kl. 10 frisker det op, Folkene komme ombord, og medens Baaden glider frem i det klare Sommerveir, blive vi trakterede med den sædvanlige Musik, Tamburin, Fløite, en Art Tromme og den snøvlende arabiske Sang. Folkene sidde i en Kreds foran vor Kahyt, nikke Takt og klappe i Hænderne. Saaledes gaar det nok saa lystigt, indtil Seilbaaden, der skøtter sig selv, løber paa Grund, og hele Musikpersonalet springer over Bord for at bringe den flot igjen. — Om Eftermiddagen seilede vi forbi Minyeh, hvor vi blev beleirede af Baadfolkene, otte i Tallet, der forlange Bakschisch og med stor Naivitet ligesom ved Beni opramse alle de Steder for os, hvor de ville have Bakschisch. — Vi seilede iøvrigt til langt ud paa Natten.

Fredag 8. Februar. Atter frisk Kuling, Skibet løber pilsnart over de blinkende Vover. Kysterne, s. 51 der før vare flade med frugtbare Marker, blive nu ofte sandede, ligesom den lave Bjergkjæde ofte træder ud lige til Floden. Herlige Landskaber om Morgenen, naar jeg skuer ud over den speilklare Flod, paa hvilken mangfoldige Seilere vise sig, langs Kysten sees de slanke Palmetræer og bag disse atter de lave Bjerge. En idyllisk Ro hviler over Landskabet, og naar jeg seer Hyrderne drive deres Hjorde ud, maa jeg ofte tænke paa Abrahams lykkelige Tider, om ikke Barbariet, Uvidenheden og Urenligheden saa ofte bragte mig paa andre Tanker.

Om Aftenen var jeg kommen i Seng, men maatte atter ud af Køien, da vi seilede forbi temmelig høie Fjelde. Saa kom et heftigt Vindstød, der bragte alle vore Arabere til at hyle af Forskrækkelse; den, der skulde passe Skødet, glemte at slippe det, hvad enten han nu sov eller han meente, at det var bedst at have Noget at holde fast i. Heldigvis sprang Konsulen til og rev det ud af Haanden paa ham, saa Baaden atter reiste sig. Senere blev det roligt — en herlig Midnatsstund, hvor Stjernerne funklede over de truende Fjelde med deres mørke Huler.

Løverdag 9. Februar. Frisk Kuling, vi kom forbi høie Fjelde. Et Par heftige Vindstød fra Ørkenen bragte en Deel Sand ud til os. Om Aftenen hændtes det, at Vinden stilnede af, hvorfor Mandskabet maatte i Land for at trække Baaden. Men ved Styrmandens Ukyndighed skete, at de slap Touget, hvorefter Skibet drev ud paa Floden, medens Mandskabet var i Land. Kun Kapteinen og Styrmanden vare blevne ombord. Da de skulde tage Seilene ind, s. 52 kom de op at skændes paa vanlig arabisk Vis. Saa laa Baaden paa Grund midt i Floden, Mandskabet spadserede inde paa Landet, Kaptainen og Styrmanden sad hver i sin Vagt og skældte hinanden ud. Omsider fik vi den lille Baad sendt i Land forat hente Folkene tilbage. Men da de formodentlig ikke havde Lyst til et koldt Nattebad forat bringe Baaden af Grunden, gjorde de Vanskeligheder, og nu begyndte Skænderiet ogsaa inde fra Land. Derefter gik de dog i Baaden og kom tilbage, men nu havde Kaptainen tabt Taalmodigheden, han greb et Reb og begyndte at tampe løs paa de Første, der kom ombord. Allerede begyndte jeg at frygte for, at de atter skulde støde fra, men Kokken var saa snild at binde den lille Baad fast til vor Baad. Efter vanligt Spektakel kom vi atter afsted, og da Vinden blev god, naaede vi ud paa Natten til Assiuf. —

— Paa samme Vis fortsattes Reisen, indtil vi d. 26. Februar, netop Maanedsdagen efter vor Afreise fra Kairo, naaede Assuen, det gamle Syene, det store Romerriges sydligste Grændsested. Strax udenfor Byen begynder Ørkenen, og vi mødte her Kamelryttere, hvilke fra deres høie Stade bad os om Bakschisch, som da overhovedet hele Befolkningen langs Nilens Bredder fra Kairo til Assuen strax er rede til at kræve Bakschisch, saasnart en Fremmed viser sig. Overfor Assuen ligger den deilige lille Tempelø Philæ ved Ægyptens Sydgrændse. Her har vi ogsaa den første Nilkatarakt, der imidlertid paa Grund af Nilens lave Vandstand var temmelig uanseelig: en Mængde mørke Klippe- s. 53 stykker, om hvilke det brusende og boblende Vand hvirvlede afsted. En Mængde nøgne brune Drenge viste sig strax efter vor Ankomst, sprang ud i Floden paa Stumper af Træstammer, som de med stor Behændighed styrede rundt om Klipperne i de hvirvlende Vande, hvorefter de kom op til os som vaade Pudelhunde og forlangte deres Bakschisch for den udviste Svømmekunst.

Paa hele Nilreisen havde vi forgæves speidet efter vore hjemlige Storke, der i Januar og Februar »spanker i Pharaos Enge«, uden at see en eneste af dem. Her ved Reisens Endemaal mødte vi dem, ovenikjøbet i store Skarer. Maaske det er gaaet med Storken som med Nilhesten og Krokodillen, der heller ikke mere sees i Ægypten, men kan træffes længere Syd paa — ellers kunde vore Baadfolk heller ikke saa frygtløse være sprunget ud i Floden for atter at bringe Baaden flot. Thermometret viste nu i Skyggen 25° R., og Storkene samlede sig for at forlade den solhede ægyptiske Sommer og flyve det nordiske Foraar i Møde.

Vi gjorde som Storkene og droge atter mod Nord, dog ikke med samme Fart som hine vingede Reisende. Snarere kunde vi synge som vore Soldater sang paa Marschen: »vi har en lang Vej hjem — lang Vei hjem!« — Thi nu var det jo først, vi skulde tage disse Ægyptens vidunderlige Mindesmærker i Øiesyn, hvilke vi hidtil kun havde betragtet i flygtig Forbifart forat naa Reisens Endemaal, inden Nilen er sunken for stærkt og Vandstanden bleven saa lav, at en længere Seilads bliver s. 54 umulig. Vi havde nu den Fordel, at den mægtige Flod i sin Ilen mod Nord førte os med sig, dog saaledes at vi, paa Grund af den stærkt synkende Vandstand, jævnlig løb paa Grund og da havde det sædvanlige Halløi og Spektakel for igjen at komme videre.

Onsdag 27. Februar. Vi besøgte Templet i Ombar, der ligger i stille Ensomhed ved Flodbredden. Det er fra Ptolemæernes Tid, ikke ganske fuldendt. Det ligger paa en Høi ved Flodbredden, hvorfra var udmærket Udsigt over Flodens Krumninger og Palmeskovene. En Del af Templet var nedrevet med barbarisk Vold, en Del har Floden taget med sig ved dens Oversvømmelser. Det meste af det Tilbagestaaende ligger begravet under Ørkenens Sand, dog kunde det vistnok udgraves ligesom Templet i Esneh, med hvilket det er samtidigt. Af Pylonerne er den ene styrtet ned og dækker Brinkens Side med sine kolossale Blokke, af den anden staar kun en Del tilbage. Kun Pronaos staar endnu opreist med femten kolossale Søiler, 40 Fod høie og 20 Fod i Omfang, hvoraf dog den underste Halvdel er begravet i Sandet. Kapitælerne danne en mangefold Harmoni: endnu ere Spor tilbage af de røde, gule og blaa Farver, der har ladet det Hele straale i Flammepragt i det stærke Sollys. Over Indgangen saas den ringede Solskive, under Loftet Phønixfuglen, Væggene var smykkede med Gudebilleder.

Torsdag 28. Februar. Vi staar i Gravene ved Silsileh. Floden er saa snæver, og Sandstensbjer- s. 55 gene træder helt ud til Bredden og have dermed givet Anledning til det Sagn, at en Konge engang skal have spændt en Kjæde (arabisk Silsileh) over Floden for at fjærne dem. Paa den østre Bred ses meget store Stenbrud, hvorfra Stenene til Pragtbygningerne i Theben ere tagne. Paa den anden Side findes Hieroglyftavler fra det ottende Dynasti, den største af dem i en lang Gang, hugget ud i Klippen, støttet af høie Piller, muligvis Gravsted for en fornem Familie. Ogsaa andre Gravkapeller, i hvilke den Afdøde er fremstillet i siddende Stilling og skuer ud over den speilklare Flod; her er Gravenes milde, venlige Fred. Længere henne ses et Par Mindetavler, hvor Ramses den Store sees at offre til forskellige Guder. Tavlerne ere smukt indrammede af Søiler, der dannes af sammenbundne Lotosstængler. Farverne ere mærkelig godt bevarede, skjøndt de ere et Par Aartusinder gamle; det skyldes det tørre, regnløse Klima.

Fredag 1. Marts. Templet i Edfu, fra Ptolomæernes Tid, bygget omtr. 150 f. Chr., var ganske i den gammelægyptiske Stil. Det er for nylig udgravet og renset for de Masser af Grus og Sand, som tidligere fyldte del, ligesom ogsaa Fellahbyen med dens usle Hytter, som man byggede ovenpaa Templet, vare fjernede. Templet sees nu i sin tidligere Skikkelse og giver en levende Forestilling om de gammelægyptiske Templers arkitektoniske Skjønhed og kolossale Pragt. Vi gik derop en Morgenstund gjennem Korn- og Græsmarker, der vare vaade af den stærke Dug. Foran Templet rei- s. 56 ste sig to store Pyloner med mægtige Gudebilleder udenpaa og indeni med en Mængde Kamre og mørke Gange. Vi besteg Toppen af dem og fandt herfra en prægtig Udsigt over Nilen, Palmeskovene og Bjergene samt den lille usle Landsby ved Templets Fod. Efter Pylonerne fulgte en meget stor Forgaard, omgiven af Søilerækker, derefter Pernaet og endelig selve Helligdommen med det Allerhelligste. Virkningen er slaaende af disse høie Tempelhaller, Luften er sval, og kølige Vinde herske. Rundt omkring paa Vægge og Søiler sees Offerscener fremstillet, et enkelt Sted sees Kongen, der hugger Hovedet af mange Fjender, hvortil Horus rækker ham Sværdet — det Hele iøvrigt meget ensformigt. Ogsaa Kongerne sees i Gudedragt, som det overhovedet synes, at Ptolomæerne have bygget deres Templer ligesaa meget for sig selv som for Guderne. I det Allerhelligste, der er ganske mørkt, var opstillet et Kammer, udhugget af en eneste Kampesten. Det var et transportabelt Tempel fra en meget ældre Tid og fandtes ved Udgravningen her, hvor man har ladet det blive staaende. — Ved Siden af det store Tempel laa et lille Tempel, faktisk sunket i Gruset; det har muligvis været for den onde Gud Typhon, hvis Billede findes her flere Gange ligesom Billedet af Krokodilguden Savak: par nobile fratrum!

Løverdag 2. Marts. Gravene ved El Kab — Grotter oppe i Bjergene med Udsigt over Ørkenen og Floden. Disse Grave vare fra Ramses den Stores Tid for flere fornemme Ægyp- s. 57 terc. Motivet er det samme i dem alle med ægte ægyptisk Monotoni. Vi vare inde i en af de bedst bevarede; her er Eieren og hans Hustru afbildede siddende paa en Løibænk med Løvefødder. Hun lægger Armen om hans Skulder; trods Stivheden ligger der megen Ømhed i dette Stykke. Ved Siden af Ægteparret er en veltegnet Abe fastbunden til Løibænken. Foran sidder alle Gæsterne, Mænd og Kvinder for sig, paa Hug, som Araberne endnu gjøre, og lugte til Lotusblomster. Tjenerne (ganske smaa) bære Forfriskninger om. Musik af Harpe og Dobbeltfløite (Kvinderne ere altid malede med lysere Farver end Mændene). Paa den modsatte Side sees Scener af Agerbrug, Pløining, Vinhøst, Tærskning med Oxer, Fiskefangst og Seilads paa Nilen (Dahabi’erne ere af noget lignende Bygning som nutildags), endelig Offring til Guderne. Det Hele er som en smuk Idyl, fuld af landlig Ro og Fred, saaledes som Livet tænkes først paa Moses Tid blandt de Rige. Der er fin Kultur og Forfinelse — hvilken Modsætning til Nutidens fattige Arabere! — Vi besøgte andre Grotter med mere udviskede Billeder, nogle vare aldeles uden Billeder. Disse Grotters Beliggenhed oppe paa Bjergene i Ørkenens Sand sikkrede dem mod Ødelæggelse af Fjendehaand.

Herfra seilede vi op til Theben, hvor vi tilbragte ti Dage. Den gamle Ruinstad ligger paa en stor Slette paa begge Sider af Nilfloden, der gennemstrømmer den ligesom Themsen London, mod Øst og Vest indsnævres den af Bjerge. Kun Monumen- s. 58 terne og Gravene ere tilbage, den egentlige By er ganske forsvunden, dens Bygninger har været opført af tørrede Sandsten, og ere rimeligvis sunkne sammen ved Nilens aarlige Oversvømmelser i de mange Aartusinder. De tilbagestaaende Monumenter ere Kongepaladserne og de kolossale Templer med de mange Pyloner (deraf Navnet det hundredportede Theben) og Obelisker foran og foran disse atter de lange Alleer af Sphinxer, der førte op til Helligdommen. Disse Pragtbygninger benævnes nu efter de smaa elendige Landsbyer, der ere opførte rundt om dem, og i hvis Midte de rager op som en Elefant i en Flok Markmus. Hertil kommer saa Gravgrotterne oppe i Bjergene, hvor Væggene ere dækkede med farverige Malerier, ligesom Paladserne og Templerne ere dækkede med Basreliefs, der fremstille Pharaoernes Seire over deres Fjender og Offerscener til Guderne i uendelige Rækker. Det Hele bliver paa denne Vis en Kæmpebilledbog til Illustration af Livet i Ægypten for tre eller fire tusinde Aar f. Chr. — altsaa enestaaende i sin Slags, hvor Indtrykket end yderligere fæstnes ved Omgivelsernes Ensomhed og dybe Stilhed *) .

Søndag 3. Marts. Templet i Luxor, som er bygget af Amenofis 3. og Ramses den Store. Først vandrede vi op gennem en Række af Sphinxer, der førte ned til Floden og gjennem en tilsvarende s. 59 Alle paa den anden Side af denne forbandt Templet med det store Tempel i Karnak. Efter at have vandret gjennem denne Række kom vi til to Obelisker af rød Granit, hvoraf den nederste staar paa sin Plads og er vel bevaret og smukt udhugget, den anden er ført til Kairo og rejst paa Landingspladsen. Bagved Obelisken ere to siddende Statuer af Ramses paa hver sin Side af Indgangen, tildels dog begravet i Sand og deres Ansigter ere stærkt beskadigede af de billedsky Arabere.

Mandag 4. Marts. Om Morgenen i Tempelpaladset i Kurna. Pylonerne ere meget forfaldne, derefter kommer en Række Sphinxer, hvoraf de fleste dog nu ere forsvundne, og saa Templet med det tilstødende Palads. Alt er temmelig forfaldent, man vader om i Grus og Stenstumper: Hver af de store Blokke i Loftet sidder i en meget faretruende Stilling. De forskellige Gemakker i Kongeborgen ere paafaldende smaa efter vore Begreber, navnlig naar man betænker den Soliditet, hvorefter den ægyptiske Kunst altid stræber. I et af dem sad Skulpturbilleder paa Væggene, de forestillede Ramses den Anden, der føres frem for Guderne, eller hvor han offrer til Guderne. Kongen er stedse omgiven af guddommelig Nimbus, hvorfor ogsaa Templet er i hans umiddelbare Nærhed. I dette Rum har altsaa den mægtige Pharao vandret frem og tilbage, udkastende sine stolte Erobringsplaner. Den Storhed i Tanken, som træder frem i Bygningerne, træder ogsaa frem i de Indskrifter, som læses paa Væggene, f. Ex. »den af Guderne Elskede, Aandernes s. 60 Herre, Kongernes Konge, ham med det rene og hellige Liv, Solens Søn« etc. etc. — Paa enkelte af Søilekapitælerne og Billederne sees endnu Farverne.

Dernæst gik vi til flere af Mariette opdagede Grave. En af dem fra det attende Dynasti udmærkede sig ved Billedernes udmærket bevarede Farver. Iøvrigt var Indholdet det samme som i Gravene ved El Kal: et stort Gæstebud, hvor Gæsterne lugte til de hvide Lotusblomster, medens Musikanterne spille paa Harpe og Fløite — eller Offringer til Guderne — Billeder af Landlivet o. lign.

Om Eftermiddagen gjorde vi et kort Besøg i Ramses den Stores Gravmausoleum, som venligt belystes af den nedgaaende Sols Straaler. Først lige ved Solnedgang naaede vi tilbage til vor Nilbaad.

Tirsdag 5. Marts tilbragtes i det mægtige Tempel i Karnak. Hvilken Storhed i Tanken! — men hvilke Sukke have her ikke lydt af Fangerne, som maatte udføre disse Kæmpe-Arbeider! En Alle af 1200 Sfinxer fører op til Templet, næsten alle har de fanatiske Arabere hugget Hovederne af — mellem Forbenene holde de en lille Mumiefigur. Hvilken Stilhed og Ro i den kæmpemæssige svale Søilehal, hvor skarpt aftegnede ikke Obeliskerne sig mod den klare blaa Himmel, og hvilke kæmpemæssige Søilerækker som en hel Skov! Midt i al denne Herlighed ligger Ramses den Anden styrtet i Støvet. Men der har været en Dristighed og Storhed og Høihed i Tanken hos disse Pharaoner, der endnu maa s. 61 vække vor Beundring. Disse Templer og Paladser maa tænkes straalende i deres rige Farvepragt, hvoraf nu kun svage Spor findes, smykkede med kostbare Tæpper, Løibænke med Løvefødder, som det er afbildet i Gravene.

Onsdag 6. Marts. Om Morgenen atter en heftig Kamp med Æseldrengene ad en lang besværlig Vej, hvor Alt var goldt og øde, ikke et Græsstraa at se, ud til Kongegravene i Ørkenbjergene, hvor kun Schakalerne herske. Underligt var det at gaa i de lange mørke Gange, hvor Lysflammen vakler hid og did, og en enkelt Flaggermus opskræmmes af sin Søvn. Her hersker Stilhed og Taushed — det er Osiris’ og Anubis’ Rige, vi her gæste, og Billeder af disse Underverdenens Guder møder os overalt. Men i Modsætning hertil have vi her i andre ægyptiske Grave Billeder fra de svundne Tiders Herlighed i rig Farvepragt. Ved Køkkenscenerne maatte jeg tænke paa Pharaos Bager og Mundskænk i Josefs Drøm.

Herfra til Medinet el Hebu og de to Kolos-Statuer, hvorfra den ene alt fra Oldtiden er vel kjendt under Navnet den klingende Memnon. Begge ere Statuer af Kong Amenofis 3., der have staaet foran Templet, som nu er forsvundet, saa at de rage op i Ensomheden som Mærker, synlige langt fra, da de ere 60 Fod høie. Grækernes historiske Phantasi omdannede Pharaonens Navn til Memnon og overførte det til den homerske Helt Memnon, der var en Søn af Tithon og Morgenrødens Gudinde. Han blev dræbt, og Sagnet fortalte nu, at s. 62 hans Statue hver Morgen hilste Moderen med en klagende Tone, og at hun udgød Taarer over den faldne Helt, det var Morgenduggen. Strabo fortæller, at han selv har hørt den sælsomme Klang fra Statuen, der lød som en bristende Harpestræng. Ogsaa andre Reisende omtale det gaadefulde Phænomen. Nuomstunder gaar det meget naturligt og meget klodset til: en Araber kravler op og slaar med en Sten paa Statuen, der giver en sprukken Lyd fra sig, dog kan man tydelig høre Metalklangen. Iøvrigt have begge Statuer lidt meget, Overdelen er styrtet ned, rimeligvis ved et Jordskælv, men senere opreist af store firkantede Blokke, derimod er Underdelen og særligt Benene vel bevarede. Figurerne se derfor ud som om de vare sammensatte af kolossale Firkanter og saa ilde medtagne, Ansigtet og Brystpartiet mangler, dog gjøre de god Virkning i Frastand.

Torsdag 7. Marts. Vi besøgte alle Kongegravene, Amenofis den 3dies Grav er den ældste af disse; den er meget medtaget, besværlig at komme ind i og meget dyb; vi fandt Flaggermuse-Reder dernede. — Ramses den 2dens Grav er tilstoppet af Sand, som Regnen har skyllet ind i den, saaledes ogsaa i flere af de andre — i Ramses den førstes Grav maatte vi krybe frem paa Maven. Adskillige af disse Grave ere ufuldendte, ofte er Tegningen angivet paa Væggen, men Udhugningen er ikke foretaget. I flere findes Indskrifter af græske og romerske Reisende, der udtale deres Beundring. I en af dem fandt vi koptiske Indskrifter og s. 63 et Par plumpe Helgenbilleder, dog var Graven for vel vedligeholdt, til at her kunde have været nogen koptisk Kirke.

Lørdag 9. Marts. Om Morgenen en lang Æseltour til Medamot, halvanden Mil fra Luxor. Et ægte dansk Sommerveir, Kornet stod saa friskt og grønt og viftede for de lette Nordenvinde, Himlen var dækket af et tyndt Skylag, der skjulte Solen, som kun af og til brød frem i svage Straaler. Af Templet stod iøvrigt kun fire Søiler i gammelægyptisk Lotusstil, Pylonerne vare nedstyrtede i uhyre Stenmasser.

Søndag 10. Marts. Meget varm Sydostvind, der efterhaanden dreier om til en Storm fra Vest og Nord. Yderst ubehageligt Føre. Heldigvis havde vi raske Æsler. Først Besøg ved den klingende Memnon, dernæst til Medinet el Hebu, hvor vi traf et stort Englænder- og Tydskercompagni. Væggene i dette Tempel ere bedækkede med store Slagscener, hvoraf desværre en Del er blevet skjult af det opkastede Grus. I de senere Aar er en Del af Templet udgravet, saa at man seer den underste Del af de 10 bedste Søiler og til Siden flere Kamre.

Mandag 11. Marts. Stærk Vestenvind, meget koldt; Araberne frøs jammerligt i deres tynde Skjorter, og for deres Skyld maatte vi tage tidligere hjem.

Tirsdag 12. Marts. Om Morgenen i Templet i Karnak, vandrende om mellem de uhyre Ruinmængder, hvoraf der stadigt udgraves flere og flere. Vi fandt adskillige Brudstykker af Statuer, nogle i Granit, slebet saa glat som Glas. Der er Alvor i disse s. 64 Kunstværker — hvad Ægypteren vilde, det vilde han baade i Kunst og i Daad.

Om Eftermiddagen besøgte vi Templet i Luxor; det er næsten umuligt at finde ud af Grundplanen i dette Tempel, saa bebygget som det er af Araberhytter.

Efter Solnedgang forlode vi Theben under et stort Bakschischhyl af Æseldrengene.

Seiladsen førte os rask Nord paa. Flere Gange gjorde vi Holdt et Par Timer eller en halv Dagstid, saaledes ved Templerne i Denderah og Abydus, ved de billedrige Grave i Benihassan, hvoraf nu kun Gravstaden er tilbage, medens Byen selv er forsvunden, og dens Plads dækkes nu af en Palmeskov. Den 26. Marts lagde vi atter til ved Kairo netop to Maaneder efter at vi vare seilede derfra, og d. 2. April naaede vi Alexandria, hvor vi efter et Par Dages Ophold skiltes fra vort Skibsmandskab under megen Strid og Spektakel. Ogsaa med vor Reisefælle, Konsul Ring toge vi Afsked, heldigvis paa en venskabeligere Maade. En Del Bryderi havde vi med at faa Alt ordnet med vor Seilbaad og Provianten, men ogsaa dette blev bragt i Orden, saaledes at vi d. 8. April kunde forlade Pharaonernes gamle Land. Et rigt Udbytte bragte vi derfra: Synet af en storartet Oldtids-Kultur, der strækker sig flere Aartusinder tilbage i Tiden, var traadt os i Møde i al sin uforlignelige Høihed og rige Billedpragt. I særlig Grad havde dette Folk og dets eiendommelige Kultur interesseret os ved det nære Forhold, hvori det var s. 65 traadt til Israels Folk, og netop dette Forhold med de Betragtninger, som det fremkaldte, havde jævnlig været Genstand for vore Samtaler, medens vi færdedes paa den hemmelighedsfulde Nilflod. Og saaledes var da denne Reise bleven en værdig Forberedelse til vore Vandringer i det Land, i hvilket Livet og Sandheden, over hvis Gaader Ægyptens Vise grublede uden at kunne løse dem, fandt deres fulde Aabenbaring. —

— Efter en heldig Seilads fra Alexandria saa vi Onsdag Morgen d. 10. April Solen hæve sig over Palæstinas Bjerge og stege i Land ved Jaffa. Det var med en overordentlig Glæde, jeg saa ud over de blomstersmykkede Enge med de blaalige Bjerge i det Fjerne. Det Maal, jeg fra først af havde sat for Reisen, var nu lykkelig naaet, og hvad der i det sidste Aar saa levende havde fyldt mine Tanker og været mine Længslers Gjenstand, skulde jeg nu see i Virkeligheden.

Om Eftermiddagen forlod vi Jaffa og kom næste Aften efter et langt og besværligt Ridt over Judæas Bjerge til Jerusalem. Vi toge ind i det protestantiske Johanniter-Hospitium, hvor vi bleve modtagne med stor Venlighed. En Maaned tilbragte vi her og gjorde i den Tid Udflugter til Bethlehem, Hebron, Jericho og det døde Hav. Det var i den skiønneste Aarstid, Foraaret var kommet i al sin Friskhed, og saasnart vi vare komne uden for Byens snævre støvopfyldte Gader og udenfor Murene, var Luften let og balsamisk at indaande, og Øiet frydedes ved Markens Lilier, der nu vare iførte deres For- s. 66 aarspragt, rigere end Salomo i al sin Herlighed. I Jerusalem selv havde vi travlt med at undersøge Resterne af de gamle Mure, Vanddammene og de iøvrigt ikke mange Levninger, som endnu vare tilbage fra Oldtiden, samt Høiene og Dalene for saa vidt muligt at danne os et klart Billed af Stadens Topografi. Den Gang var det endnu Spørgsmaalet om Golgathas og Jesu Gravs Ægthed, der var paa Dagsordenen, medens Spørgsmaalet om Zions Beliggenhed vel var bleven reist, men endnu ikke havde vakt almindelig Opmærksomhed. Og hvilken Glæde var det ikke, naar vi i vort stille Kammer fordybede os i de gamle hellige Historiebøger og bagefter gik ud og toge Herlighederne i Øiesyn, som dannede Skuepladsen for alle disse Begivenheder, hvorom vi havde hørt fra vor Barndom, og som senere i vor Ungdom havde været Genstand for vore Studier, og som vi nu i Samtaler med hinanden drøftede og søgte at bringe i Samklang med Stederne, hvor de vare foregaaede.

Midt i Mai Maaned brøde vi op fra Jerusalem i Følge med en Englænder, en Skotte, en Tydsker og en Armenier. Til Fører og Tolk fandt vi en Ungarer, hvis Bekendtskab vi havde gjort i Jerusalem, hvortil endnu kom et Par arabiske Hestepassere — som man ser, en international Kreds, i hvilken forskjellige Lande vare repræsenterede; vi vare alle muntre og glade og kom godt ud af det med hverandre. Vi besøgte først Nablus, Oldtidens Sichem, hvor vi tilbragte en Dag, rede dernæst gjennem det sydlige Galilæa forbi Thabor til Tiberias og Gene- s. 67 zareth Sø og kom derfra til Nazareth, hvor vi tilbragte Pintsesøndag og overværede Gudstjenesten i den lille protestantiske Kirke. Næste Dag gik Reisen til Karmel, hvor vi bleve gæstfrit modtagne i Klosteret og frydede os over Egeskovene, som dækkede Bjergets Sider, og den storladne Udsigt over Middelhavet. Langs Middelhavets Kyster droge vi gjennem det sydlige Galilæa, gjorde Ophold i Saida og Tar, hvor vi saa de fattige Rester af Oldtidens Pragtstæder, Sidon og Tyrus. Efter at have udhvilet nogle Dage i Beirut, gjorde vi over Libanon en Udflugt til Baalbeks classiske Ruiner og derfra videre over Libanon til Damaskus. Efter atter at være komne tilbage til Beirut, indskibede vi os og seilede forbi Cypern og Rhodus, med korte Ophold begge Steder, til Konstantinopel. I den byzantinske Hovedstad med de rige historiske Minder og de tyrkiske Sultaners Residents, med pragtfulde Moskeer og rige Naturomgivelser, tilbragte vi en Maaneds Tid i det herligste Sommerveir. Derefter seilede vi opad Donaufloden og glædede os efter Reisens Besværligheder ved atter at kunne nyde en større Hvile under mere hjemlige Omgivelser. I Wien skiltes Valdemar Schmidt og jeg fra hinanden med gjensidig Tak for trofast Reisefølge, idet vi nu hver drog sin Vei forat følge forskellige Maal for Reisen.

Under Reisen i Palæstina havde jeg gjort omhyggelige Optegnelser, som det var min Agt efter Hjemkomsten at samle og udgive. Dette skete dog ikke saa hurtigt, som jeg havde ventet. Jeg blev s. 68 nemlig draget ind i saa Meget og Forskelligartet, at det først efter en længere Aarrække lykkedes mig at udgive »En Pilgrimsfærd i det hellige Land« (1876). Imidlertid havde jeg dog herved vundet den Fordel, at jeg ved fortsatte Studier, særligt over Jerusalems Topografi, kunde vinde et klart Overblik over de indviklede Spørgsmaal, som var bleven reiste over dette Æmne. Det blev da et Hovedmaal for mig at gjøre Alt for at se, hvad der i Jerusalem endnu er tilbage af Oldtidslevninger og i Forbindelse med Oldtidsforfatterne (Tacitus og Josephus) samt senere Helgenskrifters Beskrivelse kunde give en ændret Fremstilling af Jerusalems Topografi og de vigtigste Punkter af Palæstinas Geografi. Senere føjede jeg hertil efter en ny Palæstinareise en Række Reisestudier over Ægypten og Palæstina (1892). Ved disse Skrifter samt ved Valdemar Schmidts og Fr. Buhls Skrifter over Jerusalem og Palæstina i Forbindelse med det ovennævnte Skrift af Th. Petersen, var Begyndelsen gjort til en dansk Palæstina-Literatur, grundet paa Selvsyn.

Efter at have forladt Wien førte jeg i et Par Maaneder et omflakkende Reiseliv. Sommermaanederne var ikke gunstige for videnskabelige Studiereiser, Universiteter og Bibliotheker ere lukkede, Professorer og Studenter ere borte, Heden er trykkende, og der er Reise-Uro i Alle, som har Evne og Leilighed til at komme aisted. Saa blev jeg ogsaa greben af den almindelige Uro, der har noget smittende ved sig. Omsider fandt jeg et Holdepunkt i Genf. Her holdt den evangeliske Alliance sine s. 69 Møder i September 1861, og jeg besluttede at overvære dem. Denne Forening søger at samle Bekendere af alle evangeliske Kirkesamfund til sluttet Enhed overfor Romerkirken og Fritænkeriet. Det blev nu rigtignok næsten udelukkende de reformerte Kirkesamfund, som gave Møde, de lutherske Samfund holdt sig tilbage. Det var første Gang, jeg fik et nærmere Kendskab til den reformerte Kirke og den nyere Opfattelse, som paa den Tid havde gennemtrængt den. Det var et meget blandet Indtryk, jeg modtog af disse Møder. Hovedtanken, at samle alle evangeliske Præster under eet Banner tiltalte mig i høj Grad. Mange udmærkede Mænd fra de vesterlandske Kirkesamfund havde indfundet sig, der blev talt med Varme og Begeistring for den christne Tro og med dyb Ærefrygt for den hellige Skrift, hvilket Alt greb mig i høi Grad. Men den altfor strømmende Veltalenhed, de mange Ord og de lange Bønner virkede trættende; en vis urolig Travlhed var fremherskende og lod mig savne »Ordenes stille Væren i Uforkrænkelighed«. Endelig gav det methodistiske og pietistiske Væsen, som hvilede over Møderne, disse et Præg af Udvorteshed og Tunghed, der ikke tiltalte mig.

Sidst i December reiste jeg efter et Ophold i Erlangen til Rom, hvor jeg tilbragte Vinteren og Foraaret 1861. Rom var den Gang endnu Kunstnerstad og havde i det Væsentlige bevaret det samme Præg, som Goethe saa levende har skildret i sin italienske Reise. Stilhed og Storhed hvilede over s. 70 den evige Stad, de rige Kunstsamlinger, de herlige Villahaver og den vide Udsigt i Bjergene gjorde et uforglemmeligt Indtryk. Munkene i deres brune og graa Kutter saas overalt i Gaderne, deres venlige Væsen virkede hyggeligt, medens Befolkningen i de smaa Byer rundt om i Bjergene med deres farverige Dragter i høi Grad virkede malerisk. Midt i denne fremmedartede, lysende Skønhedsverden levede Nordboerne i et fortroligt Samliv. Det var mest unge Videnskabsmænd og Kunstnere; de sidste reiste den Gang fortrinsvis til Rom, hvor de ofte tilbragte flere Aar. En fri og utvungen Tone herskede mellem dem, og Livet mellem dem formede sig som i en lille dansk Kjøbstad, ikke ganske fri for al Slags Bysladder, hvad der dannede en paafaldende Modsætning til de storartede Omgivelser, mellem hvilke man færdedes. Men paa den anden Side maa erindres, at det var begavede unge Mænd med ideale Formaal og Interesser, hvilket atter løftede Omgangslivet i en høiere Sfære. Det laa i Sagens Natur, at æsthetiske og videnskabelige Æmner fortvinsvis vare Gjenstand for livfulde Debatter, men den Maade, hvorpaa de forskjellige, ofte hinanden modsatte Synsmaader krydsede hinanden, vare i høi Grad udviklende for Deltagerne. Ved fælles Følgeskab i Musæerne og paa Udflugter i Omegnen fik man Øinene opladt for Meget, som man ellers ikke vilde have bemærket, og vandt derved en dybere Friskhed og Forstaaelse. Ogsaa Katholicismen, som vi daglig havde for Øie i dens s. 71 pragtfulde Kirketjenester, og dens Stilling til Protestantismen blev jævnlig draget ind i Samtalen. Det Hele blev en Slags indbyrdes Undervisning i stor Stil, som med Virkeligheden umiddelbart for Øie mangen Gang kunde virke mere befrugtende end den stille Studeren af Bøgerne i Ensomhed, hvilket iøvrigt heller ikke blev forsømt.

Under saadanne Forhold afhænger meget af, hvem det er, man kommer i Forbindelse med og faar til sin daglige Omgang. I dette Stykke var jeg særdeles heldig, thi der var nemlig i denne Vinter samlet usædvanlig mange flinke og dygtige unge Nordboere i Rom. Særlig Glæde havde jeg af de Norske, det var første Gang jeg kom i nærmere Berøring med dem, deres Djærvhed og Friskhed tiltalte mig i høi Grad. Iøvrigt hørte Carl Bloch, Chr. Richardt og Bjørnstierne Bjørnson til mine nærmeste Omgangsvenner. De vare alle tre i deres første Frembrud og havde netop begyndt at vinde Navn. Af disse var Bjørnson vel den interessanteste, men var ogsaa den vanskeligste. Han var fuld af Ideer, havde altid Dampen oppe, og saa gik det over Stok og Sten, Sandt og Falsk mellem hinanden, og han forsvarede begge Dele med samme Haardnakkethed. Han kunde elektricere hele Selskabet en Aften, men han kunde ogsaa, naar han var i det Hjørne, med sin udæskende Optræden ødelægge en hel Aften for os. Det var derfor et almindeligt Mundheld blandt os: »Det var en fornøielig Aften igaar — og Bjørnson var i godt Humør« — thi det s. 72 Sidste var en nødvendig Betingelse for det Første. Han modtog mig ved vort første Møde med stor Venlighed, og vi bleve strax Dusbrødre, hvad han blev med de Fleste. — Hans jævnere, men ogsaa forstandigere Hustru ledsagede ham paa Reisen, og de havde deres ældste toaarige Barn med. Dette førte de ofte med sig paa Musæumsbesøgene, da de vel ikke havde noget andet Sted at anbringe det, og Fru Bjørnson fik da gjærne En eller Anden af os til at bære det for hende. Engang blev dette Tillidshverv ogsaa betroet til mig, men det gik ikke heldigt. Jeg fik Drengen paa Armen, men under den livlige Samtale med de Andre gled han længere og længere ned paa Siden af mig, hvor han klamrede sig fast med Armene omkring mig. Da Moderen saa det, udbrød hun forskrækket: »Men Scharling dog! De bærer jo Gutten som et Sabelgehæng!«, hvad jeg nu blev opmærksom paa og maatte indrømme, men det ansvarsfulde Hverv blev strax frataget mig og Barnet skyndsomst overgivet til en mere paalidelig Værge.

Det gik dog ikke altid saa venskabeligt til mellem Bjørnson og mig. Han var hidsig og taalte ikke godt Modsigelse, og jeg var heller ikke begavet med noget Overmaal af Sagtmodighed. Nogle Debatter havde i et Par Dage fremkaldt et mere spændt Forhold mellem os, saa brød det løs en Aften i Skandinavisk Forening. Bjørnson var i høieste Grad begeistret for Michel Angelo og fandt i ham Høidepunktet af menneskelig Kunst. Herimod var s. 73 Intet at indvende, det bliver tilsidst en Smagssag. Men uheldigvis begyndte han for at hæve sin Helt endnu høiere at tale nedsættende om Raphael. Hertil var der ingen Grund, og uheldigvis var Raphael min udkaarne og høit beundrede Kunstner. Jeg fandt mig derfor foranlediget til at tage til Gjenmæle, hvad der æggede Bjørnson end mere. Han kaldte Raphael en Pavetjener, hvortil jeg bemærkede, at naar man undersøgte Sagen nærmere, havde Michel Angelo i nok saa høi Grad været Pavetjener overfor Pave Julius den Anden. Nu blev Bjørnson for Alvor vred, Striden blev skarpere og gik fra en videnskabelig Debat over til en Række Udtalelser af overmaade subjectiv Art, som Intet havde med hint at gjøre. Tilhørerne følte sig mindre hyggelige ved det skarpe Ordskifte, hvis Aarsag de havde ondt for at fatte, og vi skiltes tilsidst i stor Vrede fra hinanden.

Næste Dag sad jeg i det Trattori, hvor Skandinaverne pleiede at indtage deres Middagsmaaltid, til vanlig Tid henimod Kl. 7. Kun et Par Gæster havde indfundet sig, jeg havde taget Plads i et Hjørne af Salen. Saa gik Døren op og ind traadte Bjørnstierne Bjørnson og hans Hustru. Han kastede et hastigt Blik om sig, og da han saae mig, gik han rask hen i det modsatte Hjørne. Men Fru Karoline havde ogsaa Øinene med sig, hun styrede sine Skridt lige hen imod mig og tog resolut Plads ved Siden af mig. Saa maatte hendes Mand følge efter, vi hilste køligt paa hinanden, og Samtalen gik lidt trægt i Begyndelsen. Men efterhaanden s. 74 løsnedes den, og Bjørsons Vrede var gjærne ligesaa hurtig til at lægge sig som til at reise sig, og han sagde da: »Ja, Du faar undskylde min Ilterhed igaar Aftes, men der var saa varmt i Stuen, seer Du, og den Kakkelovnshede taaler jeg nu ikke saa godt,« hvortil jeg svarede, at mine Ord havde vel heller ikke været saa godt overveiede og kunde ogsaa behøve en Undskyldning. Saa drak vi et Glas Vin sammen, og Venskabet var atter gjenoprettet, takket være Fru Bjørnsons Snildhed, og vi kunde i den følgende Tid atter udvexle vore Tanker og afvigende Anskuelser med hinanden, dog paa mere fredelig Vis.

Det Haab, som jeg den Gang nærede, om en frugtbar Samvirken mellem Bjørnson og mig i senere Aar, gik dog ikke i Opfyldelse. Vor Udvikling gik i altfor forskjeilig Retning: han, som dengang hyldede det grundtvigske Livssyn, fjernede sig mere og mere derfra over mod en politisk og religiøs Radikalisme, for hvilken jeg aldrig har følt nogen Sympathi. Følgen blev, at vore Veie skiltes, og i senere Aar mødtes vi ikke mere. Men vore ildfulde Ungdomsdage i Rom, den store Gæstfrihed, som Bjørnson og hans Hustru viste mig baade her og senere i deres Hjem, har jeg altid bevaret i levende og taknemlig Erindring.

Omgangen med Carl Bloch og Chr. Richardt førtes under roligere og mere stilfærdige Former. Paa Blochs Atelier aflagde jeg jævnlige Besøg, saae med Interesse, hvorledes hans Malerier skred frem, og medens han malede, diskuterede vi ivrigt Kun- s. 75 stens og særlig Malerkunstens Væsen og de Opgaver, som Fremtiden vilde stille den. Med Richardt gjorde jeg lange Spadsereture, stundom Vandringer i Campagnen, paa hvilke vore Samtaler dreiede sig snart om æsthetiske, snart om religiøse Æmner. Egentlig theologiske, videnskabelige Interesser havde Richardt ikke, men han besad en dyb og inderlig Følelse og var en fin Iagttager af det religiøse Tanke- og Følelsesliv.

Foruden denne snævrere Vennekreds havde jeg venskabelig Omgang med den skandinaviske Kreds, som i denne Vinter opholdt sig i Rom. Særlig følte jeg mig tiltalt af Nordmændenes djærve Friskhed og maa blandt dem nævne Hartvig Lasson, Bætzmann og Glosimodt. Af Danske opholdt den Gang Prof. Martin Hammerich med Hustru og Datter, Maleren, Prof. Jørgen Roed, ligeledes med Hustru og Datter, sig i længere Tid i Rom, fremdeles Brygger I. C. Jacobsen med sin Søn, som allerede den Gang, skøndt ganske ung, var ivrig kunstbegeistret, Musikeren Ravnkilde, Maleren Kølle, Billedhuggerne Saabye og Freuchen o. fl. A. Af Svenske maa jeg særligt nævne Digteren og Æsthetikeren Karl Nyblom. Med alle disse førtes et livfuldt Samliv snart i de store Gallerier og Kunstsamlinger, snart paa Trattorier og Kaféer, hvor vi daglig mødtes, snart endelig paa Udflugter i Roms herlige Omegn.

I Mai foretog jeg sammen med nogle skandinaviske Venner en Udflugt til Neapel og Pompeji og vendte derefter atter tilbage til Rom, hvorfra de Fle- s. 76 ste vare reiste bort, men som nu ret udfoldede sin Stilhed og Storhed i lysende Sommerpragt. Et Par Uger tilbragte jeg endnu her, saa drev den stigende Hede mig op til køligere Steder. Jeg besøgte flere af de norditalienske Stæder, hvor jeg udfyldte de kunstneriske Indtryk og Studier fra Rom, og reiste derpaa efter et kort Gjenbesøg i Erlangen Nord paa.

I to stærkt bevægede Aar, rige paa mangeartede Indtryk, havde jeg været borte fra Hjemmet og længtes nu efter at see mine Kjære i dette. Jeg lagde da Reisen saaledes, at jeg atter stod i Hjemmet om Morgenen d. 28. Juli, min Faders Fødselsdag, hvor jeg traf hele Familien samlet, og mit uventede Komme vakte almindelig Overraskelse. Det havde vistnok været mere hensynsfuldt, særligt overfor min Fader, i Forveien at have givet Meddelelse om mit Komme, men i den ydre og indre »Sturm- und Drangperiode«, som jeg i hine Aar befandt mig i, spiller det besindige Overlæg en underordnet Rolle. I et Brev fra Erlangen havde jeg kun givet en dunkel Antydning af mit Besøg, som dog næppe var blevet forstaaet.

Endnu et andet Formaal havde jeg med Besøget i Hjemmet, nemlig at faa »Nøddebo Præstegaard« trykt og udgivet. Dette maatte imidlertid ske i største Hemmelighed, thi efter mine tidligere literære Felttog turde Fortællingen ikke vente nogen gunstig Modtagelse af Dagspressen. Forlæggerne, Brødrene Reitzel, tilraadede mig da ogsaa en stræng Anonymitet, og derfor maatte Trykningen holdes skjult selv for mine Nærmeste. Dette lyk- s. 77 kedes da ogsaa, saa at jeg efter to Maaneders Ophold i Hjemmet i Begyndelsen af Oktbr. 1862 kunde gjenoptage Udenlandsfærden.

Hermed begyndte den anden Halvdel af denne, som fik et i flere Henseender forskelligt Præg fra den første Halvdel. I denne havde Oldtidsculturen og Kunstudviklingen optaget min Hovedinteresse, medens Theologi og Kirkeliv, naar undtages Universitetsopholdene i Strasburg og Erlangen, først kom i anden Række, nu blev det Omvendte Tilfældet. Det var Vesteuropa: Holland, Frankrig og England samt Skotland, jeg nu vilde besøge, og det var de kirkelige Forhold, Menighedslivet og de theologiske Kirkestandpunkter, som jeg fortrinsvis vilde sætte mig ind i. Og medens det før havde været et længst forsvundet Oldtidsliv, hvis rige Aandsliv jeg i stille Studium og Eftertanke havde søgt at mane frem for min Fantasi, saa blev det nu et kraftigt pulserende Nutidsliv i fremadskridende Virksomhed, i hvilket jeg færdedes, og som kaldte Tanke og Villie fra en indadvendt Aandsrørelse udefter til daadkraftig Virken. Men begge Reisens Dele har med hver sit Særpræg sluttet sig sammen til en omfattende Helhedsanskuelse af Menneskeslægtens Aandsudvikling i sammenhængende Række fra dens tidligste Begyndelse indtil vore Dage, som jeg i senere Aar, da jeg var naaet frem til større Klarhed over det rige og mangeartede Stof, søgte at gjenfremstille i min »Historiens Philosophie, betragtet fra et christeligt Synspunkt«.

s. 78 I Holland tilbragte jeg henved fire Maaneder og fik et levende Indtryk af det eiendommelige Samfundsliv og meget hyggelige Familieliv. Overalt blev jeg modtaget med stor Gæstfrihed og Hjertelighed. Det reformerte Menighedsliv traadte mig i Møde med sit Særpræg, og den hollandske Theologi gik ligeledes sine egne Veie. Den var i hine Aar skilt i tre forskellige Retninger, der vare knyttede til de tre Landsuniversiteter, saaledes at den orthodoxe Retning havde sit Tilhold i Utrecht, den moderne liberale i Leyden, medens Groningen indtog et formidlende Standpunkt. Til det sidstnævnte noget fjærntliggende Universitet naaede jeg ikke op, medens jeg i Utrecht og Leyden kom i livlig Berøring og mangeformede Samtaler med Professorer og Studenter. Ved Siden af mine Studier gjorde jeg flittige Optegnelser af, hvad jeg hørte og saa, og hele dette Stof samlede jeg efter min Hjemkomst til en Fremstilling af den nyere hollandske Theologi, hvilken jeg forsvarede for Licentiatgraden.

Ogsaa i Amsterdam tilbragte jeg en længere Tid og blev her optaget i den danske Konsul Ludvig Brandts Hus. Han var gift med en hollandsk Dame af en rig Kjøbmandsfamilie, hun var en Type paa en fint dannet og elskværdig Hollænderinde, og i dette Hjem tilbragte jeg Jul og Nytaar og nød et længere behageligt Otium. Jeg fik her Leilighed til et nærmere Bekjendtskab med den nyere hollandske Skønliteratur, og de herlige Malerisamlinger i Amsterdam og Haag fængslede mig s. 79 i høi Grad. De iorskjelligartede Indtryk gjengav jeg i nogle Breve, der bleve optagne i Illustreret Tidende, og senere udgivne og udfyldte i en lille Samling »Breve fra Holland«.

I Februar forlod jeg Holland og reiste til Paris, hvor jeg tilbragte et Par Maaneder. Men dette Ophold blev en Skuffelse for mig. Jeg havde tænkt mig det i Lighed med Opholdet i Rom, den samme Stilhed og Storhed, et fortroligt Samliv mellem Skandinaverne, Sydens milde Vinter — men alt dette blev ganske anderledes. Vel traf jeg atter her Venner og Landsmænd — Bjørnstjerne Bjørnson var ogsaa kommen hertil, fremdeles mødte jeg H. C. Andersen og den Heibergske Familie, der viste mig stor Venlighed, og den unge Statsøkonom N. C. Frederiksen — og var ofte sammen med dem, men Samlivet havde et andet Præg end i Rom. Vi boede ikke i et samlet Kvarter som i Rom, men i store Afstande fra hinanden, havde hver sine Maal at følge, hvad der lagde Hindringer i Veien for Samlivet. Hertil kom den store Uro og Travlhed, det idelige Spektakel, Indtrykkene vare mangeartede og spredte, uden at jeg formaaede at samle dem til Helhed. Ogsaa forekom det mig, at der var noget Smaatskaaret og Hverdagsagtigt over Pariserne, og over deres store Pragtbygninger megen tavs Glimmer og Pral. Det tidlige Foraar var skarpt og koldt, hvortil endelig kom nogen Upasselighed, som jeg havde paadraget mig — kort sagt, det lykkedes mig ikke at faa Øie for den s. 80 skønne Verdensstad ved Seinens Bredder, som henrykker saa Mange. Heldigvis kom jeg i Forbindelse med flere franske Theologer og Præster og fik derved Indblik i de franske Kirkeforhold og den skarpe Modsætning mellem orthodoxe og liberale Theologer, der skiller den franske protestantiske Kirke i to Leire, som stod bittert og lidenskabeligt overfor hinanden.

Bedre stillede Forholdene sig for mig i London, og her fandt jeg snart, hvad jeg havde savnet i Paris. Allerede Seiladsen op ad Themsen var i høi Grad imponerende ved de Masser af Skibe, som stævnede hertil fra alle Verdens Kanter. Og det samme Storhedspræg hvilede over den kæmpemæssige Stad. Jeg tog Bolig i City, midt i det travle Handelscentrum, hvor Livet rørte sig i Mangfoldighed og med mægtig Kraft. Naar jeg stundom om Aftenen gik hen i en Kafé, da kunde jeg høre mange Sprog omkring mig og havde en levende Fornemmelse af, at jeg nu sad i en Verdensstad. Og atter om Søndagen var City som uddød, alle Butikker lukkede med Skodder og Døre. Kun hist og her saaes en enkelt Fodgænger paa Gaden — det var engelsk Sabbatshvile i stor Stil. Overhovedet var der over al denne Storhed meget, som mindede mig om Opholdet i Rom, kun at den her viste sig fra Livets modsatte Pol. I Rom er det en længst forsvunden Oldtid, hvis Kultur og Kunst fylder Beskueren med ophøiet Storhed — i London er det Nutidslivet i sine mægtige Bølgeslag, der vækker Beundring; i Rom drages man indefter i det stille s. 81 Tankeliv, i London drages man udefter til virksom Handlen.

Jeg var forsynet med forskellige Anbefalingsskrivelser, deriblandt fra H. C. Andersen, og disse virkede med samme Magt som Trylleordet »Sesam, luk Dig op!« i det østerlandske Æventyr. Jeg blev modtaget med stor Gæstfrihed og imødekommende Venlighed. Overhovedet ere Englænderne ganske anderledes i Hjemmet, end man pleier at træffe dem i Udlandet. Her ere de kolde, overmodige og afvisende, i deres Hjem ere de aabne, hjærtelige og hjælpsomme overfor den Fremmede, vel at mærke, naar han bringer Anbefalingsskrivelse med, thi uden en saadan ere alle Døre lukkede. Egentlig gjælder det Samme om den engelske Politik og Statsstyrelse; overfor Udlandet har den ofte vist sig som en egoistisk og brutal Handelspolitik — ikke uden Grund sagde Napoleon om Englænderne: They are a people of shopkeepers — indenfor har den været en høisindet Frihedspolitik og som saadan været et Exempel til Efterfølgelse for det øvrige Europa. I Modsætning hertil staar rigtignok en større Konservatisme i Bevarelsen af gamle Institutioner og Sædvaner, selv hvor saadanne staar i Veien for en fri og sund Livsudfoldelse. Saadant kan i høi Grad vække Forundring, men vidner dog ogsaa om en usædvanlig Dygtighed og aandelig Sundhed i et Folk, der kan rumme saadanne Modsætninger i sig.

Den Originalitet, hvormed den engelske Folkekarakter er stemplet, har ogsaa sat sit Mærke paa s. 82 Kunsten. Navnlig Architekturen og Malerkunsten interesserede mig i høi Grad ved den Phantasi og Stemningsrigdom, som udtaler sig gjennem begge, og med dens stærkt udprægede nationale Særpræg, der saa bestemt adskiller den fra Fastlandets Kunst.

Med Hensyn til Bolig og Ophold var jeg heldigere stillet i London end i Paris, hvor jeg havde leiet mig et enligt Værelse og ofte følte Trykket af Ensomhed og Forladthed i den travle Menneskestrøm, der uafladelig brusede forbi. I London fandt jeg derimod et godt Hjem hos en dansk Familie, der holdt et Pensionat. Det var meget snaksomme og meget hjælpsomme Folk, altid i godt Humør, og mange Nordboer toge ind her, deriblandt Skibsførere, der kom fra Langfarter og havde Meget at fortælle. Jeg befandt mig vel her, især da min Helbred atter bedredes ved den kraftige engelske Levemaade. Ogsaa Aarstiden var gunstig, det var i Sommermaanederne, hvor Alt straalede i Friskhed og Fylde saavel i de herlige Parker inde i London selv som ude paa Landet. Det Samme kunde siges om Aandslivet: Mai er den Maaned, hvori de store kirkelige Sammenkomster og Midsommermøder holdes i London, hvor jeg fandt rig Lejlighed til at blive kjendt med den travle og opofrende Virksomhed, som her øves til Guds Riges Fremme.

I Juni Maaned reiste jeg ud til Universitetsbyerne Oxford og Cambridge, hvor jeg opholdt mig en Maanedstid. Tiden var for saa vidt mindre hel- s. 83 dig, som Ferien alt var begyndt, Forelæsninger og Studier vare ophørte og Alt i Opbrud, dog traf jeg endnu nogle Universitetslærere og Studerende. Parkerne og Haverne omkring de ærværdige middelalderlige Collegiebygninger viste sig i deres fulde Pragt. Da jeg var vel forsynet med Anbefalingsbreve, blev jeg atter her modtaget med stor Gæstfrihed og fandt da god Leilighed til nærmere at undersøge det engelske Universitetsliv, der er saa vidt forskelligt fra vort eget som overhovedet fra Fastlandets. Med stor Redebonhed meddelte man mig de Oplysninger, jeg ønskede, hvilke jeg senere sammenarbeidede til en Afhandling: »Oxford og Cambridge, en Skildring af det engelske Universitetsliv i vore Dage«, som blev trykt i Nordisk Universitets-Tidsskrift (10. Aargangs 1ste Hefte).

Fra Universitetsbyerne vendte jeg atter tilbage til London, hvor jeg blev endnu en Maaned i den varme Sommertid, men iøvrigt fandt mig vel i Kredsen af Venner og Landsmænd. Et Par Gange prækede jeg i den danske Kirke i London, hvor der for Tiden ingen Præst var *) . Man ønskede meget, at jeg vilde overtage denne Stilling, men jeg længtes nu efter det treaarige urolige Reiseliv efter at komme til en rolig Virksomhed i Hjemmet, helst i videnskabelig Retning, og jeg turde derfor ikke overtage en saadan Stilling, som iøvrigt ikke var uden Tiltrækning for mig. —

Endnu stod Skotland tilbage. Jeg forlod Lon- s. 84 don midt i August Maaned og reiste derop og tilbragte Høstmaanederne der. Da jeg i Begyndelsen havde ondt for at finde Nogen hjemme, eftersom de fleste vare paa Feriereiser, gjorde jeg Toure ud i Høilandene. Disses eiendommelige Partier viste sig nu i deres fulde Efteraarspragt og gjorde et stærkt Indtryk paa mig i Forbindelse med Læsningen af Walter Scott, hvis Romaner og Digte staar ligesom forklarende Folkets og Landets Natur og smælter sammen til Enhed med dem. Trods Romanernes store, noget ubehjælpsomme Bredde ere de dog fængslende med deres levende og farverige Fremstilling, ligesom de ogsaa virke oplysende ved deres aandelige Sundhed og ideale Livsanskuelse.

Min Hovedvirksomhed gjaldt dog de skotske Kirkeforhold, hvilke jeg gjorde til Gjenstand for en omhyggelig Undersøgelse saavel ved Læsning som ved Samtaler med Præster af de forskellige Samfund, og derefter gjorde jeg en Række Optegnelser saavel over, hvad jeg selv iagttog, som hvad jeg erfarede af Andre. Den skotske Kirke var den Gang delt i tre Samfund, nemlig Statskirken (the established church), den forenede presbyterianske Kirke (United presbyterian church) og Frikirken (Free church), hvortil endnu kom den episkopale skotske Kirke, som dog kun tæller et ringe Antal Medlemmer. Det Mærkelige var, at de tre førstnævnte Samfund, som vare skarpt sondrede fra hinanden, alligevel lignede hverandre som tre Draaber Vand. De havde alle den samme calvinistiske Bekendelse, den samme Ordning af Gudstjenesten, den s. 85 samme Helliggørelsesmaade, saaledes at man kunde overvære en Gudstjeneste uden at vide, hvilket af de tre Samfund man her var imellem. Det var udelukkende et enkelt Spørgsmaal af en stærkt begrænset Natur, der satte Skilsmisse mellem de tre Kirkesamfund, nemlig Spørgsmaalet om Statens Stilling overfor Kirken, end yderligere tilspidset i Spørgsmaalet, om det var Regeringen eller Menighederne, hvem det tilkom at have Kaldsret til Præste-Embederne. Medens Established Church fastholdt Godseiernes og Statens Patronatsret, krævede de to andre Kirkesamfund Menighedernes udelukkende Ret dertil, kun med den Forskel, at medens det ene strængt gjennemfører Kravet om Kirkens fuldkomne Uafhængighed af Staten, mener det andet, Free church, at Staten vel kan lønne Præsterne, naar den iøvrigt vil respectere Kirkens Selvstyrelsesret, fremfor Alt Menighedernes Kaldsret. Da Regeringen vedblivende nægtede at opgive Patronatsretten, fandt den store Udtrædelse Sted 1842. Med eet Slag traadte en overveiende Del af Folket, omfattende saavel de fornemste og rigeste Mænd som de lavere Samfundsklasser, ud af Statskirken, byggede resolut nye Kirker, lønnede selv de nyvalgte Præster og oprettede Læreanstalter og Seminarier til de vordende Præsters Uddannelse. Den Offervillighed og Heroisme, som udvistes af den skotske Menighed, ikke mindst af Landsbypræsterne, der maatte forlade deres gode og smukke Embedsboliger for at drage ud paa det Uvisse, kan ikke noksom beundres, men alligevel vil det ikke s. 86 kunne nægtes, at der for en dybere Betragtning reiser sig Skyggesider ved den hele frikirkelige Bevægelse. Hvad der strax falder i Øinene er den store Snæverhed i Synet: det er i Virkeligheden et meget lille Spørgsmaal, der adskiller de tre Kirkesamfund, nemlig Retten til at besætte Præste-Embederne, medens der i Lære, Bekendelse, Gudstjenestens Ordning og Kirkeforfatningen er fuld Overensstemmelse. I de senere Aar har da ogsaa Ønsket om at tilveiebringe en Gjenforening gjort sig stærkt gjældende og er tilsidst bleven gjennemført. Hertil kommer en stærk Udvorteshed i den sædelige Livsanskuelse, Loven opfattes som en ydre tvingende Lov, ikke som Udtryk for den gjenfødte Villie, hvad der træder særligt frem i Søndagsfreden, der er endnu strængere i Skotland end i England. Det falder haardt at faa Skotten til at udføre et Arbeide paa Sabbathen, men skeer det, da vælger han ikke den Vei, som er den naturligste, nemlig at udføre det som en Kærlighedsgjerning uden Betaling, men han vælger den modsatte og kræver dobbelt Betaling, idet han mener, at skal man handle mod sin Samvittighed, saa skal man da ogsaa have en klækkelig Fordel derved. Og ligesaa udvortes er Frihedsbegrebet: den Uafhængighed, som er Kirkens Stolthed, bringer i Virkeligheden Præsten i dyb Afhængighed af Menigheden og hindrer ham ofte i Ordets fri Forkyndelse. Et mærkeligt Exempel herpaa fik jeg i en Samtale, jeg havde med en af Frikirkens dygtigste Præster. Det var, som saa ofte mellem os, Sabbathspørgs- s. 87 maalet, den dreiede sig om, og efter en lang Forhandling fik jeg ham til at indrømme, at den friere Opfattelse af Søndagen maaske nok stemmede bedre med Jesu Udtalelser end den strænge skotske. Jeg foreholdt ham da, at han burde overtyde sin Menighed derom, men fik til Svar: »Ja gjorde jeg det, saa var jeg nok snart færdig her, thi Nyt vil min Menighed Intet høre om.« Dette turde være en Paamindelse om, at man for den ydre Frihed, som vandtes i Frikirken, meget let mister den for en Prædikant langt vigtigere indre Frihed, nemlig Retten til at forkynde Guds Ord frit og utvungent, uden at være bunden af, hvad der tækkes Tilhørerne eller ikke.

Alt dette fik jeg rig Leilighed til at see og høre under mit Ophold i Edinburgh og Glasgow eller paa mine Udflugter i de skotske Høilande. Meget af det er dybt grundet i den reformerte Kirkes Eiendommelighed, navnlig dens Loves Udvorteshed. Det Kjendskab til den reformerte Kirke, som jeg havde vundet i Holland og England, blev end mere klaret og fæstnet ved Opholdet i Skotland, fordi de reformerte Kirkeprinciper her vare gjennemførte i største Konsekvents, men ogsaa i største Ensidighed.

Opholdet i Skotland blev Slutningen paa den lange Udenlandsfærd med dens mangfoldige høist forskelligartede Indtryk. Sidst i October tog jeg Afsked med Vennerne, jeg havde vundet derovre, og gik ombord. Det var en stille Efteraarsaften, længe stod jeg paa Dækket og stirrede mod Skot- s. 88 lands Kyst, indtil den tilsidst sænkede sig i Nattens Mulm. Seiladsen over Nordsøen gik heldig, først da vi nærmede os Elbens Munding begyndte det at blæse op, og snart brød Stormen løs i al sin Vælde, men da vare vi i Nærheden af Hamborg. Næste Dag stod jeg atter i mine Kjæres Kreds i Hjemmet, hvor jeg havde Meget at fortælle om og endnu mere at tænke over.