Danmarks Breve

POESI. Ved Siden af den theologiske ...

s. 22 POESI.

Ved Siden af den theologiske og philosophiske Drift, som tidligt gjorde sig gjældende og beherskede min Ungdom, kom ogsaa en anden Tilbøielighed frem: det var Lysten til de lange Reiser, og hvad Goethe kalder »die Lust zum fabulieren«. Dette havde jeg dog ikke arvet fra min Fader, han reiste ikke meget, hvorved maa erindres, at Folk vare i hans Ungdom ikke saa bevægelige som nuomstunder, de Fleste kom neppe udenfor Danmark. Og hvad »die Lust zum fabulieren« angaar, da var Fader altfor udpræget en Videnskabsmand og altfor optagen af sine Studier, til at den skulde faa nogen Magt over ham. Hvis jeg da overhovedet har den efter Nogen, maa det være efter min Moder, Anna Petrea, født Lund. Hun døde, da jeg var otte Aar gammel, og jeg har saa godt som ingen Erindring om hende. Men efter hvad min Fader og hans Venner have fortalt mig om hende, kunde det nok passe, at jeg havde den omtalte Tilbøielighed efter hende. Hun var en fantasifuld Kvinde med dyb og varm Følelse, af noget svagelig Helbred, men med en stærk Villie, s. 23 hurtig, stundom skarp i sin Tale, men rede til ethvert Offer, hvor Hjælp krævedes *) . Baade Reiselysten og Digtelysten yttrede sig først sent hos mig. I Ferierne, særligt Sommerferien, havde vi enten Ophold paa Landet eller gjorde Besøg i Præstegaardene hos Slægt og Venner, og det var mig altid overordentlig velgørende at færdes i Mark og Skov eller ved Havets Bred, men nogen Længsel til at see fremmede Lande og Stæder følte jeg endnu ikke. Ogsaa prøvede jeg som Dreng at sætte nogle Digte sammen og skrev mine danske Stile i Metropolitanskolen med Begeistring under vor fortræffelige Lærer Harald Rasmussens (senere Professor, maaske bedst kjendt under Navnet »danske Rasmussen«) opildnende Veiledning, men ved alt dette var der ikke noget Særligt at mærke.

Den, som først gav Stødet til den slumrende Muse og vækkede den, var Ernst Trier. Hans ældste Broder skulde have Bryllup, og da ingen i Familien formaaede at skrive en Bryllupssang, vilde han endelig have mig dertil. Trods min Vægring vedblev han paa sin indtrængende Maade at opfordre mig dertil saa længe, indtil jeg tilsidst gav efter. s. 24 Sangen gjorde Lykke og blev snart efterfulgt af et Par andre ved lignende festlige Lejligheder, der ogsaa bleve modtagne med Bifald. Og nu begyndte jeg selv midt under fortsatte theologiske Studier at faa Troen paa, at jeg muligvis kunde være Digter. Det var ikke Smaating, jeg tog fat paa, da denne Tanke var kommen til Gjennembrud. Først skrev jeg et stort historisk Sangspil i rimfri femfodede Jamber efter Tidens Skik, og derefter gik jeg til den modsatte Side og skrev en Komedie med Titel »Moderne Christendom«. Havde jeg i det førstnævnte Drama forherliget Fortidens store Troshelt, den bøhmiske Reformator Johan Hus, som med jernfast Villie gik i Døden for Sandheden, saa blev det næste en Satire over Nutidens Christendom, som den viser sig hos Mange, og dens ofte pjankede Svaghed. Komedien blev digtet i det sidste Halvaar af min Studietid under en ivrig Examenslæsning, som dog ingen Standsning led derved — tværtimod var min Syssel med denne Digtning mig en stor Forfriskning under Examenslæsningens tørre Ørkenvandring, jeg vandt derved ny Kraft og Spænstighed til at gjenoptage Arbeidet. Efter vel overstaaet Embedsexamen blev Komedien indsendt til det kongelige Theater. I et Par Maaneder gik jeg i spændt Forventning, men havde den store Skuffelse at faa Stykket tilbagesendt. Dog fik jeg hurtig Trøst og Opmuntring — med Stykket fulgte et Brev, i hvilket I. L. Heiberg, den daværende Censor ved det kongelige Theater, paaviste Stykkets Mangler og dets Umodenhed, men tillige udtalte, at s. 25 det vidnede om »umiskjendeligt dramatisk Talent«. Herved fik jeg fuld Opreisning, og jeg udgav nu Komedien, ledsaget af Heibergs Dom. Dette var imidlertid paa en Maade at foregribe Bladkritikens Dom, og den kastede sig derfor med Voldsomhed over Stykket og frakjendte det alt literært Værd — muligvis var Animositeten mod Heiberg medvirkende hertil. Om end min Harme vaktes herved, rokkedes dog ikke min Tro paa mit Digterkald, thi jeg holdt for, at Heiberg havde mere kritisk Sands i sin lille Finger end mine Modstandere i hele deres Korpus *) . Jeg lagde derfor dristigt ud igjen, og nu blev det en romantisk Digtning, »Folkvar«. Her kunde jeg ikke dye mig for at give skarpt Svar paa Kritikens haarde Tiltale, hvilket selvfølgelig fremkaldte et endnu voldsommere Uveir fra Recensenterne.

Min Fader kunde kun med Uro se paa alt dette Spektakel. Han troede mig efter fuldendt Embedsexamen vel forvaret i Theologiens sikkre Havn, og fandt mig nu paa een Gang kastet ud i nye Storme. Han manglede ingenlunde poetisk Sands, var tvært- s. 26 imod vel bevandret i de store Digterværker og havde gjort os Søskende bekjendte med dem i en tidlig Ungdom. Schiller var maaske hans Yndlingsdigter, der bedst samstemmede med Faders udprægede Idealisme, han lod os lære Here Stykker, navnlig af hans prægtige formfuldendte Ballader udenad. Ogsaa Goethe beundrede han, men følte sig dog oftere frastødt ved den Sandselighed, som kommer frem i hans Digtning. I Shakespeare og Dante var Fader vel bevandret og læste stundom Stykker af dem høit for os. Øhlenschlæger og Holberg satte han meget høit; som Børn lærte vi enkelte Scener af dem udenad og spillede dem udklædte i Juletiden.

Heller ikke overfor Kunsten stod min Fader udeltagende, skønt den var ham mere fremmed: man vil erindre, at i hans Barndom og Ungdom var der, medens Digtekunst og Skuespil stod høit i Danmark, kun overmaade lidt at see af Maleri og Billedhuggerkunst. Han forstod dog at værdsætte deres Betydning som Dannelsesmiddel, og i en Aarrække modtog vi Børn hver Søndag Undervisning i Tegning af Hr. Rasmussen, der var Restaurator af gamle Malerier. Naar jeg undtager min ældste Broder, der havde noget Talent for Tegning, var det kun smaat bevendt med os Andre, og vi vare nogle urolige Hoveder, der ofte satte Hr. Rasmussens Taalmodighed paa Prøve, hvad han dog mødte med stor Godmodighed. Heller ikke fulgte vor Lærer nogen heldig Methode, han lod os næsten udelukkende tegne efter Fortegninger, navnlig udføre store Sortkridtstegninger, der trættede og kedede os. s. 27 Imidlertid har denne Undervisning dog ikke været uden Betydning for mig, den aabnede Øiet for Tegningen og Perspectivet og hjalp mig derved til en bedre Forstaaelse i en senere Tid, da min Interesse for Kunsten var bleven levende vakt. Det var derfor med god Føie, at jeg i taknemlig Anerkjendelse tilegnede den ovenfor nævnte Ungdomsdigtning, »Folkvar«, til min Fader, som »den, der først aabnede mit Øie for Kunstens Skønhed«. Men det var jo rigtignok aldrig faldet Fader ind, at nogen af hans Børn skulde falde paa at optræde som udøvende Kunstner eller Digter, og da han saae al den Postyr og Strid, hvori jeg var bleven indviklet, var det ikke uden Grund, at han begyndte at frygte for, at jeg istedenfor at blive en dygtig Theolog, hvad der var hans Hjertensønske, skulde blive en middelmaadig Digter og derved berede mig en kummerlig Tilværelse.

Atter her kom den forestaaende lange Udenlandsfærd efter fuldendt Embedsexamen til Hjælp. Den rev mig med et Ryk ud af al den Kamptummel, hvori jeg ikke ganske uden egen Skyld var kommen ind. Jeg blev pludselig hensat i helt nye Omgivelser og ganske fremmede Forhold og fik nok at gjøre med at klare dem for mig. Dog hvad Rejsen gav med den ene Haand, tog den med den anden. Udefter fik jeg Ro, men indefter des større Uro. Thi alt dette Nye, jeg fik at see, snart i en stor og vældig Natur, snart i Kunstens herligste Værker, maatte gjøre et dybt Indtryk paa mig og sætte Fantasi og Følelse i den stærkeste Bevæ- s. 28 gelse. Med største Iver kastede jeg mig over Kunsthistorien, da jeg havde den rigeste Leilighed til at studere den, ikke blot i Bøger og Billeder, men i levende Virkelighed, i dens herligste Pragtfylde. Kunsten var for mig ikke blot Nydelse, om end en af de ædleste, men ogsaa det levende Udtryk for Menneskeaandens ideale Stræben og kommer derved i nærmeste Forhold til Tidens og Slægtens religiøse Udvikling.

Under disse Sysler og Studier blev min digteriske Selvfølelse end stærkere vakt, og det Spørgsmaal trængte mere og mere ind paa mig, om jeg skulde vælge Theologien eller Poesien som mit egentlige Livskald. Saalænge jeg var i Rejselivets Tummel og Adspredelse, kunde jeg vise Spørgsmaalet fra mig, men efter Hjemkomsten blev det mig stedse mere indlysende, at jeg maatte tage en Bestemmelse. Den ydre Livsførelse pegede ganske vist paa Theologien. Jeg havde bestaaet theologisk Embedsexamen 1859 og derefter overtaget Ledelsen af et kirkeligt Ugeblad og var dermed kastet ind i Datidens Kirkekamp, som med stor Heftighed førtes mellem Grundtvigianismen og den herskende Theologi. I en Konkurrence ved Universitetet havde jeg seiret og var derefter bleven ansat som theologisk Docent med Forpligtelse til at deltage i Examens Afholdelse. Et Par Aar efter blev jeg udnævnt til Professor og Medlem af Fakultetet. Mine Søskende og nærmeste Venner holdt for, at dermed var Sagen afgjort, min nye Virksomhed vilde kræve alle mine Kræfter og hele mit Arbeide. Selv saae jeg ander- s. 29 ledes paa Sagen, Trangen til digterisk Production gjorde sig atter gjældende.

Ved Siden af Ethiken og Religionsphilosophien optog jeg Æsthetiken, som under et vist Synspunkt kan betragtes som en finere Ethik. Jeg holdt foruden de theologiske Forelæsninger ogsaa offentlige Foredrag over Æsthetiken for en talrig Tilhørerkreds. Der var saa meget mere Grund dertil, som Æsthetiken fra anden Side blev benyttet til de voldsomste Angreb paa Christendommen og Religionen. Længe varede det ikke, førend jeg paa Ny var indviklet i literære Feider, og i Dagbladskritiken, hvor Modstanderne førte Ordet, levnedes der mig ikke mindste Ære. Jeg maatte tie, men trøstede mig med, at Poeter og Propheter ere ikke altid agtede i deres Fædreland, thi paa samme Tid, som man her brød Staven over min Virksomhed, vandt mine theologiske og digteriske Arbeider Udbredelse og Anerkjendelse saavel i hele Norden som i Tyskland og England.

Det gik saaledes jævnt fremad under meget Arbeide, megen Strid og, hvad der vel voldte mig mest Uro, megen indre Tvivlraadighed. Poesien kunde jeg ikke slippe, midt under det alvorligste Arbeide brød den frem som en Solstraale paa en mørk Graaveirsdag og kastede Lys og Glands over alle Omgivelser. Det var en farlig Lyst, med hvilken det gaar som med Spillelysten: den kan en Tid holdes tilbage, men saa bryder den pludselig frem paa Ny med forøget Styrke, især naar man har spillet hel- s. 30 digt, og jeg havde i hvert Fald et Par Gange digtet heldigt.

Men Theologien kunde jeg heller ikke slippe, den rørte ved de dybeste Strænge i mit Indre. Tør og kedelig, hvad saa Mange klager over, har jeg ikke fundet den, tværtimod har Arbeidet paa at udforme Tankerne i de klareste cg skarpeste Synsbestemmelser for at finde de bærende Stemninger og udforme dem i deres fulde Konsekvents, altid haft en stor Tiltrækning for mig. Under den haarde Form fandt jeg rige Livskilder, og har Poesien været Jubel og Fest for mig, saa har Theologien været mig som en alvorlig og trofast Moder, der vel kan til Tider tale strængt til Sønnerne, men til hvem de dog altid tye hen i Modgangs Tider, naar Mismod og Uro tynger Sindet, forat finde Raad og Trøst — og de søge ikke forgæves.

Og saa er det tilsidst gaaet mig som Nissen i Andersens Æventyr, der deler sig mellem Spækhøkerens gode Madbod med den deilige Grød og Studentens luftige Kvistkammer med Phantasiens herlige Syner. Dog maa jeg bestemt afvise, om man vil søge tertium comparationis i Spækhøkeren og Theologien, thi det vilde være en stor Misforstaaelse. Jeg valgte ikke Theologien for Levebrødets Skyld, men omvendt Levebrødet, Embedsstillingen for Theologiens Skyld, fordi jeg i en fast Stilling bedst kunde dyrke Studierne. Naar Schiller i et af sine Digte siger om Videnskaben:

s. 31 Einem ist sie die hohe, die himmlische Göttinn,
Dem Andern die tüchtige Kuh, die ihm mit Butter

versorgt —

saa har Teologien for mig været begge Dele, og derfor er den vel ikke bleven ringere.

Men Samtiden har havt meget ondt for at forstaa dette. Havde jeg levet i et stort Kulturland, England eller Tyskland, havde man nok forstaaet det, thi der holdes Grænserne mere flydende, men i et lille Land er der ofte snævert Albuerum, hvor godt og velsignet man iøvrigt kan have det der. Havde jeg endda faaet Plads i det philosophiske Facilitet, vilde man vel have fundet sig deri, thi der havde jo endogsaa store Digtere havt Sæde, men i det theologiske Facultet havde man aldrig seet Sligt, og man sluttede deraf uden videre, at Saadant var en Umulighed. Ja endog Erik Bøgh, som dog i Meget havde et friere Syn, skrev i Anledning af et Drama, som jeg havde været ubesindig nok til at udgive paa en Tid, da jeg havde baade Vind og Strøm imod mig, en Feuilleton, hvori han beviste, at en theologisk Professor kan ikke skrive et godt Drama. Og da jeg mange Aar efter overfor en Bekjendt, som jeg mødte, og med hvem jeg kom i Samtale, udtalte en Beklagelse over Kritikens Kølighed og Uvillie, svarede han ganske roligt: »Andet kunde De da ikke vente — De er jo theologisk Professor!«

Mennesket spaar og Gud raa’er, siger Ordsproget Naar jeg nu seer tilbage paa alle de mange s. 32 Aar med al deres Uro og Strid, kan jeg skimte en høiere Styrelse, der gaar sine egne for os ofte ret ufattelige Veie, til Tider forsvinder og bliver ganske borte for os, men pludselig dukker frem igen, stundom hvor vi mindst ventede det. Den gaar dybt i det Skjulte, kan ikke ses med vore legemlige Øine, heller ikke paavises gjennem videnskabelige Experimenter og Argumenter, men maa gribes og fastholdes i Troens Forvisning.

Naar jeg med dette for Øie seer tilbage over det nu svundne Aarhundrede, da viser sig i dettes første Halvdel Theologi, Philosophi og Poesi vandrende Haand i Haand med hverandre, gjensidig støttende hinanden og arbeidende mod det samme Maal, nemlig hver paa sin Vis at kundgjøre den guddommelige Visdom og Kærlighed, som bærer hele Tilværelsen. Men i Aarhundredets anden Halvdel havde disse tre Aandsmagter skilt sig fra hinanden, ville Intet have med hverandre at gjøre, ja bære Vaaben mod hinanden for at tilintetgjøre hinanden. Paa den ene Side opløfte ivrige Præster og troende Lægfolk Krigsraabet og lyse Ban over Kunst, Videnskab og alle Menneskeaandens friere Rørelser og stemple det som Affald fra Gud og som Djævelens Værk — fra den anden Side blive fritænkeriske Philosopher og gudløse Digtere ikke Svaret skyldig, men skælde Christendommen og Theologien for den sidste Levning af Middelalderens Overtro, der snart vil gaa samme Vei som dens værdige Søstre, Alkymi og Astrologi. Under al denne Strid, hvor Kampraabene lyde høit fra s. 33 begge Sider, kaarer hin tause Styrelse i al Stilhed en ung Mand med theologiske Kundskaber, philosophiske Interesser og digteriske Evner og sætter ham ind i det theologiske Facultet — ja den nøies ikke med dette, men gjør ham i en lang Aarrække til summus theologus, for derved ligesom at besegle sit Værk. Og hvad er saa Meningen hermed? spørges der, og Svaret bliver paa bredt dansk: Meningen er den, at hin tause Magt med stille Ironi siger til de ivrige Kamphaner paa begge Sider: »Gaar hen og forliges, luk Eders Øine op og luk Eders Øren op og seer og forstaar, at Guds Riges Evangelium meget vel forliges med Markens Blomster og Himlens Fugle og al Naturens og Menneskeaandens Skønhed — og erkjender til den anden Side, at al Naturens Pragt og Menneskeaandens Magtfylde synker sammen til Støv og Aske, naar I ikke bag den kan skue en evig, almægtig og alkjærlig Guddoms Aand, der fremkalder alt Liv, bærer og opholder alt Menneskeliv, og fører det fremad mod dets høie Evighedsmaal!«

Vil man nu ikke tage saa høi en Flugt, kan man ogsaa ved en jævnere Betragtning komme til Erkjendelse af, at det kun er for en høist overfladisk Betragtning, at Theologi og Poesi ligge hver i sit Verdenshjørne og Intet have med hinanden at gjøre. Thi som der i Naturens uendelige Mangfoldighed er en skjult Enhed, som sammenknytter alle Enkeltheder, saaledes er ogsaa i Menneskeaandens forskjellige Rørelser den samme Enhed tilstede. Gaar man dybere ned, vil det ikke være vanskeligt at s. 34 paavise Forbindelsesveiene mellem Videnskab og Kunst, mellem Theologi og Poesi. Ganske vist, saalænge man i Poesi og Kunst kun vil søge Stemning og Følelse, barokke Indfald og løse Phantasier uden dybere Livsopfattelse, hvad nuomstunder hyppig skeer, da er der ingen Forbindelse, men har man forstaaet, at al sand Kunst og Poesi tilsigter at give et aandelig forklaret Billed af Menneskelivet og af Naturen, saa vil man ogsaa erkjende, at der i begge bag den billedlige Form er Tanker, Begreber, tilsidst en omfattende Livsanskuelse, virksom. Og her maa Forbindelsesveiene søges og findes. At lægge Planer for en større Digtning, lige meget om det er en Fortælling eller et Drama, at bestemme de optrædende Personers gjensidige Forhold og afveie deres indbyrdes Stilling, at føre Handlingen gjennem de mere eller mindre forviklede Forhold, frem til et bestemt Maal — alt dette er den samme Aandsvirksomhed og de samme Evner, som kræves for at gjennemføre en videnskabelig Undersøgelse eller opbygge et theologisk System. Dog vilde det være en falsk Slutning, om man deraf vilde mene, at enhver Videnskabsmand kan ogsaa blive Digter og enhver Digter blive Videnskabsmand, om det saa behagede ham. Ved Siden af Enheden gjør sig nemlig ligesaa store Forskelligheder gjældende baade i Evner og Virkemaade, der nærmest kan bestemmes saaledes, at Videnskabsmanden og Tænkeren virker i Kraft af Abstraction, dyb og stærk Tankebevægelse, Digteren og Kunstneren i Kraft af Intuition, umiddelbar Anskuen. Kun ved et lykke- s. 35 ligt Sammentræf vil begge Opfattelses-Evner findes i Forening, kun der vil en Virken i begge Retninger være mulig. Hertil kommer endydermere andre bestemmende Momenter som Opdragelse, Uddannelse, hele Livsførelsen, dertil fornøden Villiestyrke — først hvor alle disse ere tilstede og virke i samme Retning, ville de nødvendige Betingelser være bragte tilstede, for at hin Mulighed kan blive Virkelighed.

Og nu kom den treaarige Udenlandsfærd, hvormed et nyt Afsnit i mit Liv indlededes. Jeg, som hidtil havde færdedes i Studerekamrets Stilhed, i Familiens og Vennernes Kreds, blev nu pludselig kastet ud i et stærkt omtumlet Reiseliv, flakkede om fra Sted til Sted, saae fremmede Byer og Lande, kom i Berøring med mangfoldige Mennesker — med eet Ord: jeg var fra Tankernes og Drømmenes stille Verden kommen ud midt i Livets brogede og stærkt bevægede Virkelighed.