Danmarks Breve

THEOLOGI. I Kjøbenhavn er jeg født d...

s. 1 THEOLOGI.

I Kjøbenhavn er jeg født den 3. Mai 1836. Som Søn af en Thcolog er jeg opdraget i et theologisk Hjem. Der gik jeg som Dreng i min Faders Studerestue og læste paa Ryggen af Bøgerne Datidens store theologiske Navne: Schleiermacher, Neander, de Wette, Martensen, Clausen og mange andre. Naturligvis læste jeg ikke i Bøgerne, jeg læste kun, hvad der stod paa Ryggen af dem, det blev altsaa nærmest en Slags Bogbinder-Theologi. Men jeg blev da tidlig fortrolig med disse Navne, og de have for mig bevaret den Hygge og Fred, som hviler over de tidlige Barndoms-Erindringer. Imidlertid herved alene bliver man ikke Theolog — der skal jo mere til at køre end at sige Hyp! Snarere kunde jeg henvise til min Fader, der ikke alene var en lærd Theolog, men en inderlig from og kærlig Mand, som med stor Omhu tog sig af os Børn og særlig af vor religiøse Udvikling. Vi »læste« med ham, som vi kaldte det; han lod os lære gode og smukke Psalmer udenad. tilligemed Bibelsprog og Stykker af Lærebogen, hvilket han altsammen for- s. 2 klarede for os. Det var mest Psalmer fra en ældre Tid med en fast Kristentro og Kærlighed til Jesus; jeg har ikke glemt dem siden, og de have ofte styrket mig i mødige og tankefulde Timer. Ogsaa førte Fader gjerne religiøse Samtaler med os, efterhaanden som vi voxede til og fik bedre Forstaaelse. Alligevel bliver man jo heller ikke Theolog herved — skulde alle de Sønner, som ere blevne opdragne i kristelige Hjem og underviste af fromme Forældre, blive Theologer, da fik vi vistnok for mange Theologer — man kan jo ogsaa faa for meget af det Gode.

Alt dette kan have været medvirkende Aarsager, men det Afgjørende maa have været en særlig Naturbestemmelse, et theologisk Anlæg eller Drift, hvad man nu vil kalde det. Dette har utvivlsomt været tilstede som en medfødt Arv fra min Fader, men det yttrede sig ganske vist paa en besynderlig Maade, nærmest i negativ Retning. Der er to Adgange til Christendommen: den ene er en høi og mægtig Portal, over den staar skrevet med store Lapidarbogstaver: Tro. Dette er Hovedindgangen, gjennem hvilken de Fleste kommer frem. Den anden er en Bagdør, lav og trykket, besværlig at komme igjennem, og over den staar skrevet med smaa forsigtige Bogstaver: Tvivl. Gjennem den kom jeg frem under megen Besvær og Møie. Dog var det ikke Tvivl om Christendommens Sandhed, den laa for høit over mine Tanker, det var overhovedet ikke en Tvivl om dette eller hint Bestemte, men det var en Tvivl om alt Muligt i Tilværelsen, s. 3 en Slags universal Tvivl. Og denne Tvivl førte til en stadig Grublen, som blev mig desto mere pinlig, fordi det var overfor Spørgsmaal, som dels den menneskelige Tanke overhovedet er ude af Stand til at løse, dels var saadanne, at jeg i hine Aar manglede alle Midler til at løse dem. Nu er saadan Tvivl og indre Uro ingenlunde noget ualmindeligt for den opvoxende Ungdom, som endnu mangler fornøden indre og ydre Livserfaring for at finde sig til Rette i Tilværelsen, men her var maaske den Eiendommelighed, at den begyndte saa tidlig og kom med saadan overvældende Styrke.

Hvor tidligt disse Tvivl begyndte, kan jeg ikke bestemt angive. Det gaar den Enkelte, som det gaar hele Menneskeslægten, at de første Barndomserindringer tabe sig i den graa Oldtid. Kun eet fast Holdepunkt har jeg, som staar klart for min Erindring. Det er, da jeg som 10 eller 11 Aars Dreng i Balles Lærebog, som vi dengang brugte, kom til Beviserne for Guds Tilværelse. Disse saakaldte Beviser gjorde paa mig den modsatte Virkning af den tilsigtede, de satte mit Sind i stor Uro, thi det stod strax klart for mig, at kunde man bevise Guds Tilværelse, saa kunde man maaske ogsaa modbevise den, og den blotte Tanke om en saadan Mulighed fyldte mig med Angst — det var mig, som om hele Tilværelsen styrtede sammen over mig. En stærkere Haand løftede mig dog ud over disse Skær og Brændinger, som jeg i det Hele maa bekende, at om jeg end oftere baade i yngre og ældre Ar har maattet kæmpe med Tvivl og Frygt, saa har jeg dog s. 4 aldrig kunnet opgive Troen paa en inderlig, alkærlig og alstyrende Gud, thi det er altid lorekommet mig som et aandeligt Selvmord. Men saa kom ny Tvivl om Verdens Tilværelse. Er alt det, som jeg seer og hører, de Mennesker, som omgiver mig, virkelig til, eller er det Noget, som jeg indbilder mig og drømmer paa samme Maade, som vi ligger og drømmer om Natten. Denne Tanke, som ofte kom over mig, fyldte mig med en underlig Uhygge og Utryghed. Kun om Et tvivlede jeg ikke, og det var, at jeg selv var til. Saaledes gennemlevede jeg, inden jeg endnu havde nogen Anelse om, at der var en stor Philosoph, som hed Cartesius og havde opstillet som Begyndelsesgrunde af sin Lære de kendte Sætninger: De omnibus est dubitandum — cogito, ergo sum. Den første Sætning fik jeg mange Aar senere ved en Examen gengivet i Formen: Dubito, ergo sum, hvad der passede paa mig i hin tidlige Ungdom, da jeg tumlede mere i Uklarhed, end jeg tænkte i Klarhed. Og ikke mindre forbauset blev jeg, da jeg i en modnere Alder gjorde Bekendtskab med Berkeleys og Fichtes Idealisme, og der fandt lignende Tvivl om den sandselige Verdens reale Existents, selvfølgelig i ganske anderledes klare og følgerigtige Tankerækker.

Nye Spørgsmaal dukkede op. Jeg følte i mig en dyb Trang til Lykke og Glæde, men kan denne Trang tilfredsstilles? Kan jeg nogensinde finde en saadan Lykke, at mit Hjerte og Sind er aldeles opfyldt der-af, saa at jeg kun føler idel Glæde uden ringeste Savn eller Utilfredshed? Og naar jeg udmalede mig s. 5 i min Phantasi alle Jordens Goder og tænkte mig i Besiddelse af dem, vilde jeg saa være fuldt lykkelig? — Jeg maatte svare Nei dertil. Maaske den da kunde findes i Himlen, og jeg prøvede paa at tænke mig en saadan fuldkommen himmelsk Lyksalighed, men her stod min Tanke ganske stille, thi jeg kunde aldeles ikke forestille mig den. Var da en saadan fuldkommen Livs- og Lystfølelse umulig? Men hvorfor følte jeg da en saadan inderlig Længsel efter den? Og hvorfor er der saa megen Tomhed og Kedsomhed i det virkelige Liv? Og hvorfor var vore Glæder saa hurtigt forbi? Næsten inden vi have ret begyndt paa dem, var de allerede færdige! Alle disse Spørgsmaal strømmede stadigt ind paa mig, og jeg manglede alle Midler til at besvare dem. Jeg talte aldrig til Andre om dem, ikke til mine Søskende, heller ikke til min Fader — jeg havde en instinktmæssig Følelse af, at her maatte jeg hjælpe mig selv, ingen Andre kunde hjælpe mig, ligesom jeg ogsaa havde en iøvrigt dunkel og uklar Fornemmelse af, at disse Gaader ikke skulle løses af Tanken alene, men af Villien, nemlig ved en urokket Fastholdelse af det, som vi i lysere og klarere Øjeblikke have erkjendt for sandt og rigtigt.

Men alt dette lagde ofte Tunghed over mine Tanker og Forsagthed over mine Oplevelser, hvorfor jeg vel ogsaa blev betragtet som den jævnest begavede af os Søskende. Heldigvis dannede Livet omkring mig en gavnlig Modvægt mod disse ørkesløse Grublerier, som ikke førte til noget Maal. Der var nu først Hjemmet. Ganske vist hvilede der s. 6 ogsaa over dette mørke Skygger efter min Moders tidlige Død, over hvilken min Fader sørgede dybt og derved i Forening med Overanstrængelse ved sine videnskabelige Studier paadrog sig en Nervesvækkelse, som i Aaringer svækkede hans Livsmod og Livsglæde. Men saa var der mine fire Søskende, tre Brødre og en Søster, de vare opvakte og muntre, og de sørgede for, at der var Liv og Spektakel nok derhjemme, og det tog jeg da ogsaa min Deel af. Dernæst var der Skolen, Samlivet med Kammeraterne og Legene paa Skolepladsen i Frikvartererne. I disse tog jeg i Drenge-Aarene ivrig Del, navnlig i de daglige Kampe i Frikvarteret. Der var en stor og stærk Bondeknøs mellem os ude fra Vangede, hvor hans Fader eiede en Gaard. Han hed Hans Sørensen, var et Par Aar ældre end vi Andre og kunde følgelig uden Vanskelighed afbanke tre eller fire af os paa en Gang. Han havde en klar og lys Forstand og var, som det jo heldigvis ofte er Tilfældet med store og stærke Folk, meget godmodig. Med ham sluttede jeg Fostbroderskab, og han var selvfølgelig en værdifuld Bundsfælle i Kampen. I denne udmærkede jeg mig ikke saa meget ved de Bedrifter, jeg udførte, da jeg var lille og spinkel, som ved min høie Raaben, og deri maa jeg have udvist en betydelig Dygtighed, efterdi mine Kammerater gav mig det homeriske Tilnavn »den vældige Raaber i Kampen«. Sligt hører jo ogsaa til, ligesom der paa den virkelige Slagmark maa høres Trommehvirvler, Trompetstød og vældige Hurraraab for at kalde det rigtige Krigshumør frem, naar s. 7 der skal gaas paa med Bajonetten — i Drengenes Leg afspeiler sig Mændenes Daad. Blandt Venner fra Drengeaarene maa jeg i første Række nævne Ernst Trier (senere Forstander for Vallekilde Høiskole) og den fornævnte Hans Sørensen (senere Stiftsprovst i Aarhus): vi bleve Venner for Livet. De vare begge livlige og opvakte, religiøst interesserede, men iøvrigt meget forskellige. Hvad der især drog mig til dem, var det stærke Liv, som rørte sig i dem, og hvilket de hver paa sin Vis gav Udtryk. Triers Fader var en velstaaende Grosserer, hans Moder en Datter af den bekjendte Redaktør Nathanson, begge af jødisk Herkomst; Ernst Trier, der sammen med sine Søskende blev døbt som Barn, gjorde sig gerne lidt til af, at han nedstammede fra »Herrens udvalgte Folk« og læste med Iver det gamle Testamente. Triers Hjem, i hvilket jeg næsten var en daglig Gæst, var kunstnerisk smykket med Malerier af Marstrand og Ernst Meyer; Digteren Henrik Hertz kom der oftere, der var Munterhed og livfuld Samtale: en ny Kunstens og Poesiens Verden oplod sig der for mig i festlig Glands. Af helt anden Art var Hans Sørensens Hjem: en sjællandsk Bondegaard, i hvilken han som Dreng havde røgtet Køerne og deltaget i anden landlig Gjerning, indtil han i 15 Aars-Alderen kom ind i Metropolitanskolen. Han var en ægte Type paa den sjællandske Bondestand, og i ham lærte jeg denne at kjende fra dens lyseste og bedste Side, dens Arbeidsomhed, Nøisomhed, Fasthed og Besindighed, og over Alt dette et friskt og uforstyrre- s. 8 ligt Humør, der sprudlede som et ustandseligt Kildevæld og spredte Munterhed og Livsglæde omkring sig. Alt dette prægede Hans Sørensens Liv, og sin djærve Humor bevarede han indtil sine sidste Dage, da Kræfterne begyndte at svigte ham.

Metropolitanskolen gjennemgik jeg i otte Aar fra den nederste til den øverste Klasse. Med Taknemlighed mindes jeg den gamle Skole, i hvilken der, under dens Rektor, Bonaparte Borgens Styrelse, herskede en human Aand, og hvor jeg modtog en grundig Undervisning, særlig i Historie og de gamle Sprog, der afgav et solidt Grundlag for den senere Universitetsdannelse. Men den led af den samme Feil, som den lærde Skole lider af den Dag idag, og som synes i stadig Tiltagende under de mange Reformforslag, for hvilken den er Genstand: nemlig en altfor stor Spredthed og altfor stor Mangfoldighed af Læsefagene, hvorved Hukommelsen overlæsses med en Mangfoldighed af Enkeltheder, medens den selvstændige Tænken ikke udvikles *) . Ved Siden af Skolens dygtige og ivrige Lærere var der heldigvis et Par forsømmelige og uduelige, men dem mindes jeg alligevel med en vis Taknemmelighed, fordi de skaffede mig fornøden Hviletid. Havde alle Lærerne været ligesaa ivrige og fremad drivende som de iøvrigt særdeles dygtige Overlærere Carl Berg (gjerne kaldet græske Berg) og Bornholmeren Esbersen, der var en fortrin- s. 9 lig Historielærer, saa var jeg bleven sprængt af bare Lærdom. Ilde nok var det alligevel; og i 15 Aars-Alderen fik jeg en Nervefeber, der satte mig et Aar tibage i Skolen, og hvis Følger, en jævnlig Hovedpine og Ildebefindende, strakte sig ikke alene over Skoletiden, men ogsaa over Studenteraarene og i høi Grad forstærkede den Nedtrykthed og indre Tomhedsfølelse, hvorunder jeg til Tider kunde lide. I Skolen havde jeg læst meget og indsamlet en betydelig Kundskabsfylde, men Svar paa de Spørgs-maal, jeg gik og grublede over, havde Skolen ikke givet mig og kunde vel ikke give dem. Heller ikke nu talte jeg om dem til Andre, men gik i Stilhed og grublede over dem uden at komme videre. De kom ligesom Bølgeslag i lange Rækker, bestandig de samme og samme om igjen. Navnlig ved For-aarstid, naar Alt i Naturen jubler og gærer, og Ungdomsblodet bruser i Uro, kom det over mig som en underlig Længsel og en uendelig Tomhed. Det gik mig som den tyske Digter Heine skildrer det i et af sine Digte, hvorledes han i den tause Nat stirrer op mod den gyldne Stjernehimmel og retter tusinde Spørgsmaal til de tusinde Stjerner, men de tusind Stjerner gaar tause deres Vej over Himlen — »und ein Narr wartet auf Antwort.«

Det var dog ikke den christelige Tro, der var G jenstand for min Tvivl, den stod urørt udenfor alt det Øvrige, selv om der ogsaa i den var Meget, som jeg ikke kunde klare. Men det var Livet og Tilværelsen, dets Formaal og dets Fylde, som jeg ikke kunde klare, og denne Uvished hindrede mig i en s. 10 fri Nydelse af de Goder og Glæder, som det enkelte Øjeblik tilbød mig, saa at Helheden i Livet selv og dets Formaal stedse stod uforstaaet og uforklaret for mig.

Saa blev jeg omsider Student 1854. Den stormende Glæde og Frihedsfølelse, hvormed Skoleungdommen forlader Skolens Tvang og hilser det frie Studenterliv, fornam jeg intet af. Jeg kunde ikke føle mig fri og glad, saa længe jeg følte mig inderlig ufri, saa længe de mange uløste Gaader og ubesvarede Spørgsmaal hvilede tungt paa mit Sind. Paa den anden Side kjendte jeg intet til den Tvivl og Uro, som kommer over unge Studerende, fordi de ikke er klare over, hvilket Studium de skulle vælge. For mig var der aldeles ingen Tvivl herom, thi der var, i al Fald den Gang, kun et Studium, som havde Interesse for mig, og det var Theologien. Og jeg blev da heller ikke skuffet i saa Henseende. I et Brev, som jeg et Par Aar senere skrev til min Fader (28. Juli 1856) udtaler jeg med Ungdommens hele Varme og Begejstring efterat have bragt min Lykønskning til hans Fødselsdag: »Du veed, kjære Fader, at jeg pleier i mine Gratulationsbreve til dig efter mine Lykønskninger at føie min hjertelige Tak for alt Godt, som jeg har modtaget af dig — ogsaa denne Gang gjør jeg det og nærmest fæster mit Blik sig paa det, som jeg anseer for en af mit Livs største Velsignelser, nemlig at jeg er kommen til at studere Theologi. Jeg føler, hvorledes dette Studium tilfredsstiller mit inderste Væsen, jeg føler mine dybeste Længsler fyldestgjorte dermed, ofte s. 11 maa jeg mindes Evangl. Ord: »Det Vand, jeg giver, skal blive til en Kilde af Vand, som opvælder til et evigt Liv« *) Det er utroligt, hvor den daglige Læsning i Biblen fremmer vort indre Samliv med Christus, og jeg tør vel sige, at dette sidste Aar af mit Liv har været ligesaa frugtbringende med Hensyn til min christelige Udvikling som de nitten foregaaende. Jo mere jeg studerer, des mere maa jeg erkjende Theologien for Videnskabens Dronning, dens Alpha og Omega; fra den bør alt Studium begynde, og i den maa alt Studium ende. Jeg vilde finde det meget rigtigt, om man hos os indførte et theologisk Cursus istedenfor et philosophisk i Rusaaret. Megen Vantro og, jeg kunde gjerne sige, aandelig Uterlighed vilde forsvinde for disse forskruede Halvphilosopher, der neppe have læst et Par Sætninger af Fichte og Hegel, førend de selv faar Lyst at construere Verdenssystemet, skjøndt det kun bliver et Sammensurium af al mulig Daarskab. Hvor kunde ikke Læsningen af Evangelierne og Pauli Breve som et mægtigt Tordenveir rense Luften for alle disse urene Dunster! Du undres formodentlig over disse Ord, men i Samtaler om religiøse Gjenstande med disse Mennesker kommer man ned i et saadant Hav af Uvidenhed og Vantro, at man undrer sig over, hvorfor de ikke bortkaste Navnet Christne og kalde sig Jøder, Hedninger eller Mormoner, thi til alle disse Navne faaer de mere Adkomst end til Navnet Christne.«

s. 12 — Hvad der særligt tiltalte mig ved Universitetsstudiet, var, at her var Alt en sammenhængende Heelhed, som dannede en glædelig Modsætning til alt Stykværket i Skolen, hvor man blev jaget fra det ene Fag og den ene Lectie over i den anden: fra Geographien sprang man lige over i fransk Grammatik, saa paa Hovedet ind i Geometrien for endelig at slutte med en Tur i Verdenshistorien og tilsidst faa en Afsvaling med latinsk Version. Der var hverken Glæde eller Hvile at finde i denne vilde Omtumlen. Her derimod paa Universitetet rakte det ene Fag det andet Haanden, Alt var til gjensidig Oplysning, og Sjælen fandt Styrke og Næring ved at trænge dybere ind i Aandslivets forunderlig dybe og rige Livsfylde.

Det var en heldig Tid, hvori mine Universitetsaar faldt. Det theologiske Facultet stod i sin fulde Kraft, dets Medlemmer, H. N. Clausen, C. E. Scharling, Hermansen, I. F. Hagen og I. A. Bornemann, vare i deres bedste Alder, de vare Mænd med christelig Fromhed, omfattende theologisk Lærdom og rig human Dannelse. De stode udenfor de kirkelige Partier og maatte jævnlig høre ilde derfor, navnlig fra grundtvigsk Side, men vandt herved et friere Blik paa Livet og paa Videnskaben. Studiet den Gang var friere og lettere overkommeligt, fordi der lagdes mere Vægt paa selvstændig Opfattelse og Forstaaelse end paa Masser af Enkeltheder, der skulle læres udenad. H. N. Clausen og C. E. Scharling udmærkede sig begge ved stor Klarhed og kritisk Form, den sidste gjorde sig særlig fortjent ved s. 13 sin grundige kritiske Gjendrivelse af den kritiske saakaldte Tübingerskole, som den Gang hærgede Tydskland. Hermansen gav en fin og sprogsikker Oversættelse af det gamle Testamente og gav os gjennem sin Udlægning et dybt Indblik saavel i Israels religiøse Udvikling som i den indre Sammenhæng i den gammeltestamentlige Tro, særlig fængslende var hans Fortolkning af Propheterne. Hagens Fremstilling af Kirkehistorien var klar og livfuld, han gav en ypperlig, vel afgrændset Oversigt over det rige Stof, og Kirkehistorien var i hans Tid ikke det Theologiens Smertensbarn, som den først senere blev ved en Overlæsning med Stoffets Enkeltheder og Mangel paa klart Overblik. Kun I. A. Bornemann magtede ikke sin Opgave, ingenlunde paa Grund af manglende Lærdom, men paa Grund af en virkelig Mangel paa Evne til at give sine ofte skarpsindige Tanker en for de Studerende forstaaelig Form. Dette voldte dog ikke mig nogen særlig Skade, thi da de af ham docerede Fag, Ethik og Religionsphilosophi, netop vare dem, som jeg dyrkede med Forkærlighed, saa studerede jeg videre paa egen Haand.

Paa Universitetet færdedes jeg mellem Kammeraterne, og mellem disse dannedes atter en snevrere Kreds. Indenfor denne vare Ernst Trier og Hans Sørensen, med hvem jeg allerede i Skolen havde sluttet et fortroligt Venskab, mine nærmeste Venner, og om hver af disse sluttede sig atter en Kreds. Til den første hørte Jens Nørregaard, der paa Grund af sin friske Livlighed fik Tilnavnet »Tusindfryd«, s. 14 og den alvorlige og sindige Christopher Baagø (begge senere ved Testrup Høiskole), til den sidste Ernst Schebel, Otto Kalkar og H. L. D. Müller (alle blev senere Præster). Hver af disse Kredse havde sit eiendommelige Præg. I den Trierske Kreds drøftedes med Iver allehaande æsthetiske Spørgsmaal, Samtalerne dreiede sig meest om Poesi og Kunst samt human Cultur og dennes Stilling til Christendom. Den anden Kreds havde et strængere theologisk Præg og Disussionen førtes mest om Dagens theologiske og kirkelige Spørgsmaal. Dog maa dette ikke forstaas, som om der kunde drages en skarp Grændse mellem de to Kredse, de giede tværtimod ofte over i hinanden. I Aarenes Løb fik den førstnævnte Kreds et mere og mere grundtvigsk Præg, og de nævnte Venner bleve Førere og ivrige Talsmænd for Grundtvigianismen, medens den anden Kreds sluttede sig fastere om den lutherske Bekjendelse. Dog kom Modsætningen mellem disse to forskellige Livsopfattelser ikke frem i Studenteraarene, vi omgikkes hjerteligt og venskabeligt med hinanden, og de livfulde Samtaler, de ivrige, stundom heftige Debatter bevirkede en gjensidig rigere Aandsudvikling.

Den herskende Retning i Facultetet var den saakaldte Formidlingstheologi, der søger at mægle mellem Christendommen og den høiere Cultur og eftervise den dybere Enhed mellem begge. Den udfoldede herved baade grundig theologisk Lærdom og rig Aandsdannelse, men det kan dog ikke nægtes, at de skarpere Kanter oftere bleve afslebne, og Op- s. 15 fattelsen trængte ikke tilstrækkeligt dybt ind i Evangeliet. Jeg fulgte mine Læreres Veiledning og sluttede mig til deres Opfattelse, dog kom jeg allerede tidligt, uden selv at vide eller forstaa det, ind i en noget anden Retning. Allerede i mit første Studenteraar læste jeg Brevet til Romerne og blev dybt grebet af den Styrke, hvormed Apostelen her udvikler sin Lære om Retfærdiggjøreisen af Troen alene, og den Tankens Skarphed, hvormed han gjendriver og afviser enhver Fortrøstning til egne Gjerningers Retfærdighed. Jeg forstod, at den ved Christus skete Forsoning og deraf følgende Tilgivelse og Syndernes Forladelse er det egentlige Hovedpunkt i Evangeliet, ud fra hvilket alt det Øvrige maa forstaas. Dette var mig til stor Trøst og Beroligelse, hvad det vedblivende er blevet mig i mit senere Liv. Men herved var jeg ogsaa sat midt ind i Centrum af Luthers Lære, inden jeg endnu kjendte synderligt til den, og efterhaanden, som mit theologiske Studium skred frem, sluttede jeg mig fastere til denne. Men Forskellen mellem den og Datidens theologiske Opfattelse saa jeg i hine Tider slet ikke, som det jo er Ungdommens lykkelige Fortrin, at den kan see frit ud til alle Sider og derved en Tid lang indoptage og styrke sig ved forskellige Livsopfattelser, uden at den bliver den dybere Modsætning mellem dem vaer.

Og saaledes kunde jeg da ogsaa være fuld af Begejstring for Martensens Dogmatik; dens Sammensmæltning af Aand og Natur, Religion og Poesi, Christendom og Cultur med det theosophiske s. 16 Anstrøg og i en ypperlig Fremstilling fængslede mig i høieste Grad, den forekom mig at give Svar paa mange af de Spørgsmaal, som jeg gik og grublede over, og jeg holdt paa, at man med den maatte kunne tilbagevise alle Tvivl og Indvendinger mod Christendommen. Paa samme Maade var jeg jævnlig Gæst i den grundtvigske Kreds, der samlede sig om Ernst Trier, deltog med Liv og Lyst i de Samtaler og Discussioner, som her førtes, uden at mærke Noget til, at der var Differentser i vore Opfattelser, som i senere Aar for lange Tider skulde skille os fra hinanden.

Under alt dette gik Studierne deres stille Gang. Jeg arbeidede og levede i dem, skønt mine Studenteraar faldt i en politisk stærkt bevæget Tid, stod jeg ganske udenfor dette. Det Samme gjaldt om de kirkelige Spørgsmaal, som ligeledes stode paa Dagsordenen. Aviser læste jeg kun sjældent og levede i en Uvidenhed om, hvad der foregik, som med Føie kunde bebreides mig. Heller ikke i Studenterlivet deltog jeg, og naar jeg en enkelt Gang gjorde det, følte jeg mig som en Fremmed. Til Gengjæld levede jeg desto mere i de ovenfor omtalte smaa Vennekredse, og Livet i dem har i høi Grad fremmet min indre Udvikling. Ogsaa kan det siges til min Undskyldning, at de store Livs- og Evighedsspørgsmaal optoge mig i den Grad, at jeg hverken fandt Tid eller Lyst til at sysselsætte mig med alle de i Sammenligning hermed smaa Spørgsmaal, som fremkaldte saa stor Uro og Bevægelse omkring mig. Mit theologiske Studium vandt fremad, jeg hørte s. 17 flittigt Forelæsninger og arbeidede ivrigt hjemme, og under Facultetets dygtige Veiledning fik jeg lagt et solidt Grundlag, der var stærkt nok til at kunne taale et omtumlet Reiseliv og de derefter følgende stærkt bevægede Aar uden at forstyrres af de mange nye Interesser, som droge mit Sind i helt andre Retninger.

Min Helbred var i Studieaarene ikke særdeles god, jeg led hyppigt af Hovedpine og nervøst Ildebefindende, det var Følgerne af den Nervefeber, jeg ved Overanstrængelse i Skolen havde paadraget mig. Maaske fremkaldte Nervøsiteten ogsaa indbildte Sygdomme, som jo ofte er Tilfældet, og heraf fulgte et Klynkeri og Pylreri, som var min Faders livfulde Temperament høilig imod. Kommer saa hertil, at mit stille indadvendte Væsen og en vis Forsagthed dannede en stærk Modsætning til mine Søskendes ofte overstrømmende Livlighed, kan det ikke undre, at min Fader til Tider kunde see paa mig med et vist Misnøie og ikke være utilbøielig til at betragte mig som et mindre vellykket Exemplar af Familien. Dog viste han mig derfor ikke mindre Kærlighed, dels var jeg jo selv uden Skyld heri, dels var det en af hans Grundsætninger, som jeg i senere Aar ofte har hørt ham udtale, at Forældrene bør vise den samme Kærlighed og Ømhed overfor alle deres Børn og aldrig paa kendelig Maade enten foretrække eller tilsidesætte noget enkelt af dem — og det gjennemførte han trofast i sin Praxis. Men dette udelukkede ikke, at han med s. 18 nogen Bekymring kunde see paa mig og min Fremtid.

Da indtraf en Begivenhed, som uagtet den i og for sig ikke var af særlig Betydning, dog skulde fremkalde baade en Forandring i min Optræden og en fuldkommen Omvæltning i min Faders Omdømme. Det theologiske Facultet havde udsat en Prisopgave med følgende Titel: »Skildring og Karakteristik af den christelige Mystik i de forskjeilige Former, hvori den er fremtraadt samtidig med den lutherske Reformation.« Æmnet vakte min Interesse, og uagtet mine Studier langt fra vare saa vidt fremskredne, at jeg med nogenlunde Held kunde løse Opgaven, tog jeg uforsagt fat paa den. For min Fader skjulte jeg det omhyggeligt, eftersom han var blandt Dommerne og altsaa intet maatte vide derom, ogsaa for Vennerne fortaug jeg det, for at der ikke skulde komme videre Tale ud derom. Kun mine Søskende fortalte jeg det under Tausheds Løfte, thi for dem kunde jeg alligevel ikke holde det skjult, særligt ikke for min Broder William, som den Gang delte Værelse med mig. Saa ransagede jeg Faders Bibliothek, fandt adskillig Hjælp deri, hvilken jeg supplerede fra Universitetsbibliotheket. Naar da Fader var ude, enten til Forelæsninger eller i andet Formaal, satte jeg mig ind i hans Studerestue, fik Bøgerne frem, og saa begyndte Arbeidet. Var Tiden ude, og jeg hørte hans Skridt eller hans Stemme udenfor, fik jeg i en Fart Bøgerne og Papirerne lagte til Side og forsvandt skyndsomst Saaledes skred Arbeidet jævnt fremad, indtil jeg ved s. 19 den besternte Tid kunde indsende den med Motto: coelestem adspicit lucem til Facultetets Bedømmelse. Det var et umodent Arbeide, men paa Grund af det flittige Kildestudium, som deri var udvist, tilkendte Facultetet det dog et Accessit med hæderlig Omtale. Seiren var ikke saa meget stor, men for mig fik den stor Betydning.

Min Fader havde under Gjennemlæsningen gjentagne Gange udtalt sin Forundring over den mærkelige Lighed mellem Forfatterens og min Haandskrift, men forklarede dette Phænomen med, at vi begge maatte have havt den samme Skrivelærer, thi at jeg kunde have skrevet den, laa ganske udenfor hans Tanker. Nu kom han hjem fra Konsistorium, hvor Bedømmelsen af de enkelte Afhandlinger blev oplæst og derefter Navnesedlerne aabnede. Saasnart han var traadt ind ad Døren og fik Øie paa mig, ilede han hen imod mig, omfavnede og kyssede mig gjentagne Gange — jeg har aldrig hverken før eller senere set ham yttre en saa overstrømmende Glæde. Og hans Glæde var let at forstaa, thi om det just ikke var den bortreiste og fortabte Søn, der var gjenfunden, saa var det den hjemmeblevne og forsagte Søn, over hvem der pludselig faldt et helt nyt Lys, det var det aldeles Uventede, som satte Faderhjertet i den stærkeste Bevægelse. Fader forstod godt, at der hørte Mod til at begynde paa saa stor en Opgave og Udholdenhed til at føre den igjennem ganske paa egen Haand uden Hjælp af Andre, ligeesom hans kritiske Øie saa, at der trods al Afhandlingens Ubehjælpsomhed s. 20 dog synedes videnskabelige Evner, særligt i det Overblik, der viste sig i Fremstillingen ai Jakob Bøhmes dybsindige, men paa mange Punkter dunkle og forvirrede Tankerækker. Ogsaa mine Søskende og Venner yttrede levende Glæde, var de end ikke blevne fuldt saa overraskede, da de bedre forstode mig. Ligeledes maa jeg nævne Professor I. A. Bornemann, der fra dette Tidspunkt fulgte mine Studier og øvrige Fremfærd med levende Interesse.

For mig selv fik ligeledes dette Ungdomsarbeide Betydning. Det var første Gang, jeg paa egen Haand vovede mig ud paa Forskningens vide Marker, og jeg havde stor Glæde deraf. Navnlig havde Jakob Bøhme vakt min Interesse, hans dristige Forsøg paa at forklare Verden ud af selve Treenigheden og i alle Tilværelsens Enkeltheder dens Udstraalinger af Guddomslivet og hele Tilværelsen som en guddommelig Livsharmoni, fængslede mig i høi Grad, det var jo lignende Problemer, hvorover jeg selv havde grublet uden at kunne løse dem. Da jeg i en modnere Alder atter gjenoptog Studiet af Jakob Bøhme, kom jeg vel til en anden Opfattelse og forstod, at de store Livsgaader kunne ikke løses paa denne Maade, men min gamle Kærlighed til den drømmerige og tankefulde Theosoph var dog ikke svundet bort. Ogsaa paa andre Maader virkede denne Begivenhed paa mig: jeg lærte at kende mine Kræfter og havde vundet i Faders og Vennernes Omdømme. Saa gik det, som det pleier at gaa: har man en Tid lang holdt et Vandløb tilbage, springer det frem med dobbelt Kraft, naar det atter faar frit s. 21 Løb. Under legemlig Svaghed og indre sjælelige Brydninger var min Selvfølelse ofte sunken ned til Forsagthed og unødig Ængstelse, nu vaagnede den pludselig op og kom hurtig til Kræfter, saa at min Fader, som hidtil havde næret Bekymring paa Grund af mit forsagte og tilbageholdne Væsen, snart fik nok at gjøre med at holde den hurtigt opvoxende Selvtillid og det deraf følgende ungdommelige Overmod indenfor de rette Grænser.

Med den theologiske Embedsexamen afsluttedes mit Universitets-Studium 1859 efter fem Aars Forløb. Over mange af de Spørgsmaal, hvorover jeg tidligere havde grublet, havde jeg vundet Klarhed, om andre var jeg kommen til Erkendelse af, at deres Besvarelse ligger udenfor den menneskelige Videns Række-Evner, hvorfor en vedblivende Grublen over dem var at løbe Panden mod Væggen; kun i den religiøse Tro gives der os Haab om deres Løsning under andre Livsvilkaar end dem, hvorunder vi færdes i vort Jordeliv. Saaledes var jeg efterhaanden vunden frem til større Ro i Sindet og bedre Forstaaelse af Livet. Jeg havde arbejdet mig ind i en lysere og klarere Tankeverden, havde vundet Kundskabsfylde og aandelig Selvstændighed istedenfor de tidligere taagede Grublerier og Drømmerier. Alligevel kunde jeg endnu føle en vis Tomhed: det var Bøgernes og Tankernes stille Verden, hvori jeg havde færdedes, men det brusende, brogede Liv med Virkelighedens rige Fylde, deraf kjendte jeg kun Lidt, og dertil stod dog min Længsel.