Danmarks Breve

BREV TIL: Jean Christian Ferslew FRA: Herman Joachim Bang (1881-07-16)

Schandau16 Juli 1881.

Kære Hr. Ferslew.

De havde Ret: Schandau er noget af en Drøm: Solskin over den glidende Flod, Flimmer og Glans over spillende Vand, blaalig Dunkelhed over Høiderne. Og saa om Natten. Time efter Time sidder jeg her paa min Altan og stirrer paa Floden som en dunkel Slange mellem mørke Sider — jeg kalder det selv, at sætte min Melankoli i Drivhus. Stilheden, Flodens evige Hvisken, Vindpustene i Naaletræerne paa Høiden — alt gemmer det Hemmeligheder, alt hvisker det hemmelige Længsler, om Sorger, om Dagen, som svandt. Oftest er det Morgen, naar jeg ruller Persiennerne ned og gaar i Seng. De vil vel nok sige, at det er usundt, og at det ikke er s. 82 derfor De har sendt mig afsted—kæreste Hr. Ferslew — hver maa blive rask paa sin Maade, og Skønhederne her har kun vakt hos mig et brændende Begær efter blot en Gang at kunne skrive om lidt af Herligheden, Verden eier. Digterne, tror jeg, gjøre Tjeneste som Briller: mange Folk ere svagsynede. Bjerrings Brev fortæller mig idag ganske kort, at Alle er bedrøvede over Topsøes Død, som jeg ikke anede og som jeg intet havde hørt om. Jeg kan ikke sige Dem, hvor forbauset jeg blev, jeg vilde ikke tro mine Øjne, da jeg læste og læste om igjen. Ingen dansk Forfatter har haft saa megen Indflydelse paa mig, ingen har i meget staaet mig saa nær. Hvor mærkeligt, at vi den sidste Dag vi saaes, skulde tale saa venligt sammen, at han med saa megen Følelse skulde ønske mig en lykkelig Reise! Der bliver en tom Plads, hvor han ikke mere er tilstede. Et stort, men altfor lidet hengivende Talent er med ham tabt for os. For Dem, Hr. Ferslew, er nu Øjeblikket kommet til at udrette store Ting. Jeg véd jo her ikke, hvem der skal være Dagbladets Leder, men en Topsøe erstattes ikke. De maa nu bemægtige Dem en politisk „ Opfattelse“ i Bladets Ledelse, en større Selvstændighed, en bevidst Følelse af, at nu De og Deres ikke blot besidder Udbredelse men ogsaa Indflydelsen. Tiden bør nu være kommet, hvor ogsaa vi dødsdømmer Ministre, men en „politisk Stilling“ er dertil nødvendig, en hensynsløs Kraft paa enkelte s. 83 Punkter. Men — meget af dette ligger udenfor mit Felt. Andet forstaar jeg bedre, og det er dette: Hvem der end bliver Leder af Dagbladet, vil altid nogle af Bladets Medarbejdere, enten af Misundelse eller af forskellig Overbevisning blive uenige med den nye Ledelse — disse maa De erhverve. Jeg mener de Medarbejdere, som Matzen, Goos, o. s. v., som skrev engang imellem, men som var „Dagbladet“. Var jeg blot hjemme nu, at jeg kunde tale med Dem. Dernæst bør „Nationaltidende“ saa tidt, saa ofte, saa veltalende som muligt dvæle ved det uerstattelige Tab, vi alle have lidt. Intet er klogere. Ikke sandt?

J. P. Jacobsen og Alexander Kjelland haaber jeg at kunne erhverve for „Nationaltidende“, med Jacobsen har jeg allerede indledet Underhandlinger. Men for at vi ogsaa dér med ét kan slaa os fuldt op, maa Føljetonen — som tyske og franske Blade — have sin egen Underredaktion som drager Omsorg for alt, hvad deri kommer: baade æstetisk og videnskabeligt. I denne Føljeton skulde saa ogsaa den udførlige Kritik. Tro mig, De vilde vinde derved. Jeg har overtænkt dette meget nøie — De ved om „Litteraturtidende“ har vi ofte talt ... Er De endnu i Kjøbenhavn og endnu ikke reist — hvorfor da ikke strax lægge Veien over Deres deilige Schandau? Det er saa svært for mig at tale og ordne en Smule — det er saa let for Dem, en enkelt Idé kunde jeg maaske være med til at give, s. 84 og nu skal „Slaget“ leveres. — — — — Men til det vigtigste: Altsaa Øiet henvendt paa „de Misfornøiede“ ved Dagbladet, tænk paa Redaktionen af Føljetonen, de kan danne Bro til at forsone alle og forbered en „Litteraturtidende“. Vi maa kunne udrette noget tilsammen. Vær ikke vred over den maaske altfor uærbødige Tone i dette Brev, men jeg har Hovedet saa fuldt af Topsøe og „Nationaltidende"s Fremtid ....

A. L.

6

Mange Hilsener
fra Deres
Herman Bang.