Danmarks Breve

BREV TIL: Herman Joachim Bang FRA: Anna Caroline Lasenia Levin (1882-02-22)

22/2 82

Det var ligesom Bang med disse Ord havde taget om mit Hjerte. Jeg syntes hans Sorger blev mine, hvad der gik ham imod, voldte mig Smerte. Og Modgang havde han nok af. Jeg følte en inderlig Trang til at være god mod ham, hjælpe ham. Slige Følelser bølgede uden bestemt Form i mit Sind.

s. 96 Saa var det en Dag — Bang var oprevet og nervøs, Grunden husker jeg ikke. Det var vist fordi han følte „Sejren“ ikke vilde komme, at han udbrød i Fortvivlelse og slog i Klaveret saa det sang: „Nej! dette er ikke til at holde ud!“ Jeg stod ligeover for ham ved Vinduet og saa hans fortvivlede Udtryk. Saa sagde jeg ganske stille — det kom saa simpelt — lige fra mit Hjerte —: „Jeg tror paa Dem Bang!“ Aldrig glemmer jeg det lykkelige Smil, der gik over hans Ansigt. Han tog min Haand og kyssede den ærbødigt. — Det var det hele; men fra dette Øjeblik var der som et Slags Frimureri mellem ham og mig. Jeg mente at forstaa ham, og han havde sikkert gættet hvad jeg dybest inde tænkte, da jeg udtalte disse Ord.

— „Det var ej Dagen,
blev ej Livet.

Kun en Morgen det var,
en Sommermorgen,
naar vor Have vaagner“ —

Saaledes skrev Herman Bang til en Veninde i „Digte“, der udkom 1889.

Arbejdet i Kronprinsens Køkken optog' mig meget. Hvor var jeg betaget af Atmosfæren derinde; der var gaaet „kongeligt“ i mig. Jeg satte Næsen tilvejrs, naar jeg om Formiddagen Klokken elleve iklædte mig min hvid- og blaatærnede Bomuldskjole med de korte Pufærmer og fæstede Mollskappen, med den lyseblaa Sløjfe, paa Haaret. Om s. 97 Livet blev bundet det store, hvide Smæk-Forklæde med det røde, kronede Navn i Hjørnet og et lignende prydet Viskestykke hængt over Forklædebaandet paa venstre Side. Om Morgenen havde Frøken Erichsen konfereret Dagens Spiseseddel med Hofchef Nægler, men da han i Særdeleshed yndede at have sin Næse allevegne, saa kom han jævnlig i Køkkenet for at smage paa Maden — det vil sige for at spørge om indendørs Nyt eller spøge lidt med de unge Elever. Nægler var en lille Person med Ansats til Embonpoint og han bar sværtede Moustacher.

Jeg var i Øjeblikket den eneste Elev, der ikke uddannede sig med det Formaal at søge Plads som Husjomfru, men Eleverne var alle nette unge Piger og vi kom brillant ud af det sammen. En Maanedstid efter at jeg var begyndt i Køkkenet skulde der være det aarlige store Bal. Der var altid vældig Kamp mellem det „Kongelige“ og det „Kronprinselige“ Køkken om at vinde Prisen for elegant Anretning og raffinerede Retter — i Reglen tilfaldt Sejrens Palmer Frøken Erichsen. Det kan nok være, at der blev sat alt ind paa at vinde denne Priskamp. Fjorten Dage før Ballet begyndte Forberedelserne. De forskelligt formede Træsokler blev taget frem, overstrøget med smæltet Stearin og drysset med Glimmer. Blade støbtes kunstfærdigt i samme Masse og sattes sammen til Kranse og Guirlander, der smykkede de straalende Sokler.

s. 98 Paa disse anbragtes Sølvfadene med de festligt røde Hummere eller bævende Geléforme med Gaaselever og andet Mundgodt, der sammen med en Mangfoldighed af Salater og smaa Retter dannede den kolde Afdeling paa Bal-Souperens Menu.

Naar alle disse kulinariske Vidundere var parate til Aflevering kom hele den kronprinselige Familie ned i Køkkenet for at beundre dem og komplimentere Køkkenchefen. Der faldt ogsaa mange naadige Nik til os Elever, der blussende af Køkkenvarme og Stolthed nejede helt ned i det sandbestrøede Flisegulv.

Kronprinsens Kammertjener, „Smukke Petersen“ kom i Reglen selv ned for at hente den private Frokost. Saa blev der en Fnisen og Hvisken mellem de unge Pigebørn; de var alle betagne af hans Dejlighed. Paa mig — der af letforstaaelige Grunde jo altid holdt mig i Baggrunden — havde denne Adonis i Særdeleshed kastet sin Opmærksomhed. Bedst som jeg stod ved den dobbelte Bagerovn for at sætte Plader ind, aabnede han for den anden Side og blinkede til mig. Det gentog sig imidlertid kun et Par Gange; da Frk. Erichsen forklarede ham, hvem jeg var, holdt han op. Siden efter var jeg „Luft“ for smukke Petersen. Før Serveringen ved Hofballet begyndte fik alle vi Elever Lov til at se de overdaadige Buffet’er, der var arrangerede i Salene mod Haven i Stueetagen, og Opdækningen i Spisesalen, hvor den kgl. Familie skulde sidde tilbords s. 99 med de fornemste af Gæsterne. Senere, da Selskabet bevægede sig op ad den store Trappe til de øverste Gemakker, fik vi Lov til at staa bag nogle store Laurbærtræer, der dækkede for Garderoberne. Der saa jeg virkelig det Optrin, som man smilede af i Bangs „Fædra“ (S. 184) — „Bukkende Nakker i Rad, Damerne dybt i Knæ“ — da hele den kongelige Familie, Damerne i pragtfulde Toiletter, straalende af Juveler, begav sig op til Riddersalen, hvorfra Orkestrets Toner brusede dem imøde. Her oplevede jeg den morsomme lille Hændelse, at en ældre Balkavaler, der mente, at nu var det paa Tide at trække sig tilbage, bag fra tog mig om Livet og gav mig et ømt Favntag, idet han rimeligvis tog mig for en nysgerrig Gemakspige. Han blev forfærdelig flov ved at se mit fornærmede Ansigt. Først flere Aar efter, da jeg spadserede i Buegangene med min Forlovede, der hilste meget ærbødigt paa samme gamle Herre, fik jeg at vide, at det var hans gamle Rektor. Det morede mig ogsaa, da vi sent paa Natten skulde hjem, at foreslaa et Par af Eleverne at køre med mig. Jeg ser endnu deres Overraskelse, da jeg steg ind i vor Vogn, der holdt i Queu’en mellem de andre Vogne, der skulde hente af. Det er forresten den eneste Gang, jeg har været ved Hove.

Men — inden jeg sluttede min Uddannelse i Kogekunsten, hændte der mig noget, der kunde have faaet Indflydelse paa to Menneskers Skæbne.

A. L.

7

s. 100 En lys Foraarsaften, lige før jeg skulde gaa hjem, blev der af et Bybud bragt mig et Brev. Jeg kendte straks Bangs Haandskrift og følte snarere Ængstelse end Glæde ved at holde Brevet i min Haand. Lynsnart krydsede alle Muligheder i mine Tanker om Indholdet af dette Brev, hvis Fluebensskrift jeg forsøgte at tyde ved det svindende Dagslys. Jeg læste og læste, stavede og gættede mig til Indholdet af de tætskrevne Linier paa den første Side. Længere kunde jeg ikke tyde denne nervøse, gnidrede Skrift, snart paalangs, snart paatværs af Papirets Sider. Men jeg forstod, at det var et Menneske i Nød, der skrev, et Menneske, der havde indfiltret sig i Stemninger og Følelser, som ikke kunde redes ud fra hinanden. Mit Hjerte hamrede i min Hals, jeg vidste ikke mine levende Raad. Nødig vilde jeg gøre Bang Fortræd, men jeg maatte jo vise min Moder dette Brev, som jeg ikke kunde læse Slutningen af, og hvis Begyndelse talte i Gaader; i hvert Tilfælde for saa ungt et Væsen, som jeg dengang var. Jeg bad, under Paaskud af Hovedpine, om at maatte gaa hjem, benovet og ulykkelig over alt det, der nu vilde komme, følende mig som Forræder mod Herman Bang, fordi jeg maatte sige min Moder, at han havde skrevet til mig. Hun forlangte straks Brevet udleveret, og jeg saa hende forsvinde med det ind i Faders Stue. Saaledes var det i hine Tider: en ung Pige hverken var eller turde være saa selvstændig, at hun tog en saadan s. 101 Sag i sin egen Haand. Bangs Brev saa jeg aldrig mere, og mine Forældre talte den Aften intet til mig om, hvad der var passeret. De tilsagde i al Stilhed Bang til at møde næste Morgen; men om hvad der blev talt mellem ham og dem, fik jeg aldrig noget at vide.

Jeg husker, hvor elendig og nervøs jeg følte mig ved Tanken om, hvad der vilde komme ud af den Forklaring, der jo maatte kræves af Bang. Jeg flakkede hvileløs omkring i Værelserne, indtil jeg havnede paa en Stol midt i Rækken langs Væggen inde i Spisestuen. Lidt efter kom Bang. Han satte sig ved Siden af mig og søgte hjælpeløst efter nogle Ord at sige mig. Jeg var lige saa forvirret som han. Bang sagde, at nu rejste han vist snart.

Mine Forældre forblev stadig tavse, og kort efter var det, som om dette lille Drama ganske var glemt. Bang kom snart som sædvanlig jævnligt hos os, og mellem ham og mig blev aldrig nævnet et Ord om, hvad der var passeret. Først langt senere fik jeg Forstaaelsen af det, der var bleven fastslaaet hin Morgen.

Fader havde forbudt Bang paa nogen som helst Maade at paavirke mig, hvad enten ved Breve eller Samtaler. Overholdt han ikke dette, vilde han øjeblikkelig miste sin Stilling. Men han havde vist ogsaa ladet Bang forstaa, at kunde han engang lade alle Skuespillernykker fare, saa kunde han maaske haabe paa en fastere Stilling ved Bladet. Fader vidste s. 102 jo, hvad Bang var værd som Bladmand, og Moder ? — hun holdt jo altid Haanden over Bang trods de Skuffelser, han af og til beredte hende.

7*

Med sin journalistiske Virksomhed var Bang særlig heldig dette Aar, og ved sine „Vekslende Themaer“ tiltvang han sig Respekt blandt sine Kolleger.

I „Kvindeskikkelser“ ( 23/4 82), der dels er aforistiske og særdeles velvillige Bemærkninger om Edv, Brandes’ Skuespil „Gyngende Grund“ (der alt var anmeldt som Bog af Falkman i „Nationaltidende“), dels lidt Harcellering over, at Politidirektøren, som havde bevirket, at der blev anlagt Sag mod Oversættelsen af Zolas „Nana“, havde afgjort denne „Sag“ i Mindelighed. Bang mener, at Oversættelsen af „Nana“ har været overflødig, men Fordanskeren har gjort den Gavn, at det Politiskilt, der har hængt over Litteraturens Hoved som et Damoklessværd, er borttaget. — „Efter at have ført Sagen mod „Haabløse Slægter“ til Ende, lader man den falde mod „Nana“,“ skriver Bang; det viser, hvor dybt krænket han havde følt sig over den Konfiskering, hans egen Roman havde maattet døje. —

I „Dramaturgiske Stumper og Stykker“ er delvis en Polemik med „Dagbladet“s (Ɔ: C. K. F. Molbechs) Animositet mod Edv. Brandes’ Skuespil. Bang gjorde i denne Periode sit Bedste for at vinde Brandes’ Gunst. — Ogsaa Casinos Genoptagelse af Overskou’s „Pak“ omtales — Bang priser Nyboderskonen s. 103 Ellen („et Menneske blandt Skygger“) og Frk. Camilla Lerches Udførelse af Rollen, „midt i meget traditionelt talte hun som Ellen sandt, Moderkærligheden vistes som skøn Sandhed“. — —

I „Pinseudflugt“ (til Ramlösa) giver han en poetisk og fortræffelig Beskrivelse af Helsingørs provinsielle Stilhed en Sommeraften. — — —

I Vinteren 1881—82 havde min Tid været optaget af at lære Sprog, ride, og nu sidst med at dyrke Kogekunsten. Min Fader, der ofte følte Savnet af, at han i sin Ungdom ikke havde haft Tid

— eller Lyst — til at lære noget udover, hvad den tvungne Skolegang fordrede, var derfor tilbøjelig til lidt for kraftigt at ryste Frugterne af Kundskabens Træ udover sine Børn. Min Broder begyndte som fireaarig Purk at gaa i Fröbelsk Børnehave, der var noget ganske Nyt dengang. Pædagogen Juel-Hansen og Fru Hedevig Bagger havde Æren af at have grundlagt de første danske Børnehaver, men Frk. Dorothea Stahlschmidt, Datter af tysk Præst ved reformeret Kirke, der havde studeret ved Fröbel-Seminariet i Hamborg, begyndte kort efter sin Børnehave i et lille Lokale i Schimmelmanns Palais i Bredgade. Moder havde faaet den anbefalet, og i Løbet af Vinteren fulgte jeg jævnlig min Broder derhen hver Morgen. Fader havde ladet konstruere en speciel Børnehave-Madkasse, der bares i Rem over Skulderen, og indeholdt, foruden Skolemaden, den bekendte PægleFlaske s. 104 med Børnemælken. Frk. Stahlschmidt var en overordentlig munter og elskværdig Dame, der med Liv og Sjæl gik op i sin Gerning. Hun samlede snart saa mange Elever, at Børnehaven maatte udvides. Den flyttedes saa hen i Dronningens Tværgade Nr. 40, hvor der i den rummelige Stueetage var rigelig Plads til Fröbel-Legene; de smaa Borde med kvadrerede Plader til alle de nydelige Arbejder som Byggen med Klodser, Fletning, Prikning og Modelering, der bidrog til at gøre Barnet selverkendende, Kærnen af hele Fröbel-Theorien. Af de store, brogede Billeder, der hængte overalt paa Væggene, lærte Barnet den Verden at kende, som det skulde færdes i. Dertil kom de mange afvekslende Fröbel-Lege, der vakte Barnets Sans for Musik og Dans. Fader lod en Del af disse Sange oversætte fra Tysk og udgav dem med Noder til; dette Hefte med Fröbel-Sange blev i mange Aar brugt i de danske Børnehaver. Da jeg netop nu følte Trang til at tage fat paa noget, der helt kunde udfylde min Tid, blev det bestemt, at jeg skulde uddanne mig til Børnehavelærerinde. Jeg begyndte straks paa den praktiske Del ; den theoretiske skulde der først tages fat paa efter Sommerferien.