— „De vil, kære Fru Ferslew, blive meget forbauset over at se min Haandskrift, og naar De har læst mit Brev, vil De maaske med et Suk sige, at jeg altid bliver mig selv lig. Men heri vil De tage Feil 1). Den, som skriver dette, er ikke mer det Barn, som De en Gang modtog med saa stor Godhed. Dets. 171sidste Aar har forandret mig meget. Det var i Virkeligheden i det Aar, som nu er svundet, at jeg første Gang skulde prøve at staa helt ene. Det var mig ikke let — men jeg kom over det. Min Forelæsningsreise indbragte mig et Renomée — som man kun ikke skal pille altfor meget ved, for saa falder det sammen — og saa mange Penge, som var nødvendigt for at besværge det pekuniære Uveir, som reiste sig, da jeg forlod „Nationaltidende“. Men med denne lange Reise var ogsaa Skandinavien ude for mig. Nær og nøie knyttet — som fast Medarbejder — til noget kjøbenhavnsk Blad vil jeg ikke være. De kan desuden heller ikke byde mig nogen Stilling. Journalistik hjemme blev mig en ligegyldig Sag fra den Dag, da Drømmen om at gøre „Nationaltidende“ til mine Tankers Blad — for bestandig veg og sloges til Jorden. Hin Dag indeblev en af de bitreste Smerter i hele mit Liv. Imidlertid — det kom, som det maatte komme.
Hjemme var nu altsaa efter min Reise intet. Tyskland vinkede med Løfter og Haab om stort Navn. Jeg — ti det var jo dog mig, som hentede alle disse unge Svenskere — har i mit korte Liv af vor Generation gjort mest til at sprænge Danmarks Grænser og gøre dem til Skandinaviens. Nu vil jeg ialfald bringe mit eget Navn saa langt, som tysk Aand lever og tysk Sprog tales.
Da Sommeren var forløbet, var mine Penge ude.
s. 172Men Sophie-Menter-Tournéen skulde give mig en ren Indtægt af femtenhundrede Kroner og isaafald havde jeg nok til at holde ud her, indtil jeg skulde begynde mine Forelæsninger. Menter-Tournéen bragte mig imidlertid kun Tab. Da en Dame var i Spillet, gav jeg tabt overfor mine Uvenners Intrige-Væv, og satte ved Reiser o. s. v. omtrent alt det til, som mine Bøger, beheftede med Afdrag som de var — gav mig.
Valg havde jeg imidlertid ikke. Jeg maatte reise. Mine Noveller 1) skulde udkomme — og den vanlige Skæbne ventede dem: Skraalet.
Jeg veed jo ikke, hvad De mener om denne Bog. Den, som har fulgt min Ungdom, maa imidlertid kunne se, hvilket grænseløst Arbeide der ligger mellem „Fædra“ og „Chariot Dupont“. Samfundsskildrerens Pen er blevet spidset i min Haand. Den Ensomhed, i hvilken jeg her lever og ønsker at leve, vil give mig Kraft til at føre denne Pen.
Efter saa mange Anstrengelser troede jeg ikke at kunne udholde det Skraal, der truede, Lægen trængte paa — jeg reiste.
Jeg kom hertil og har aldrig nogensinde i mit Liv arbeidet som i denne Maaned. Jeg har skrevet Korrespondancer til hele Norden: Til Stockholm, Göteborg, Helsingfors, Bergen. Artikler til „Tilskueren“, desuden, „Nordstjernen“, „Nutiden“ —s. 173for at skrabe Penge sammen. Samtidig har jeg arbeidet som en gal for at trænge frem her. Og Lykken har været mig god. En Hollænder eier her et stort illustreret Blad — „Schorers Familienblatt“ — og denne Hollænder havde læst mine Noveller (som er oversat paa hollandsk). Han hørte, jeg var her og kom til mig. Han var begejstret, og jeg benyttede hans Begejstring. Jeg skrev i fem Dage otte Skitser og fik dem oversat og gav ham. Han var vist „erstaunt“ over denne Kraftprøve. (Novelletterne er delvis meget gode) og han bad mig skrive en Rubrik hver Uge i hans Blad: „Wöchenliche Novellen“, det blev slaaet fast. Samtidig hermed gik jeg til „Berliner Tageblatt“. Jeg vilde her tage min Tilflugt til min fasteste Position: Skuespillerkritik. Jeg bad om at maatte skrive et „Studienkopf“ af en af Berlins Koryfæer, og Redaktøren sagde overlegent: „Skriv bare!“ En Uge arbeidede jeg derpaa og lod det oversætte under mine Øine. Redaktøren læste det — og tog det for det første Numer i det nye Aar: det første „Montagsblatt“ bringer altsaa „Studienkopf“ og „Schorers“ Nr. 1 Novelle af mig.
Paa samme Tid har „Stille Existenser“, „Pernille“ o. s. v. begyndt deres Parademarch gennem dette store Lands Blade. Ogsaa de gamle „Themaer“ om „Nonneby“ og „Galeby“ oversættes her.
„Elna“ — af mine Noveller den bedste — skal i „Deutsche illustrierte Zeitung“.
s. 174Saa alt det er godt. For Manuskriptet faar jeg det halve, Oversætteren det halve. Alt trykt stjæler Oversætteren — og jeg lader det ske for at faa mit Navn spredt.
Om Aftenen læser jeg tysk med min Lærer. Alt det Arbeide har bragt mig i en ubeskrivelig Tilstand af Ophidselse, som øges ved, at Bladene vel modtage mine Bidrag, men fra hele Norden har jeg endnu ikke modtaget mere end 100 Kroner for alt mit Arbeide. Jeg har skrevet og skrevet til Finland, hvor jeg har ikke saa lidt tilgode — men intet Svar. Med alt mit Slid, med alle de lyse Haab — sidder jeg nu her paa dette Hôtel, hvor Regningen svulmer op, og kan ikke komme bort og ikke faa nogen Leilighed, fordi jeg er uden Driftskapital. Fra de tyske Blade faar jeg først Honorar til første Februar. Fra de skandinaviske vel først ind i Januar, hvor meget jeg end skynder paa. — — — De vil sige, at jeg har baaret mig ad letsindigt som altid — nu sidder i det — som altid — og da kommer til Dem — som altid. — — — Jeg kom ikke til Dem i Kjøbenhavn — jeg vidste ikke, om jeg var helt velkommen. Og dog skriver jeg dette Brev. Ja — fordi jeg véd, at Deres Mand og De gennem alt har respekteret mit Arbeide. — — — Jeg har opgivet Tanken om at holde Forelæsninger i denne Sæson. Først en Position. Jeg vil helst være sikker. Jeg har betydelig mistet Smagen for Vovestykker. Erindrer De, De en Gang, da „Fædra“ var udkommet sagdes. 175til mig: „Jeg sætter ikke Pris paa denne Ellen — hun véd kun af ét, af Kærligheden — og Kærligheden (saadan sét) er kun en meget lille Del af Livet.“ Jeg skreg op! Men De havde Ret. Ensom Vei mellem fremmede har lært mig det. Livet bestaar af saare mange Ting — men har kun én Guddom, som ikke svigter: Arbeidet.
Jeg har altid været flittig. Nu tror jeg, jeg er en Arbeider.
Jeg vil haabe derigennem at naa saa vidt, at jeg en Dag kan male sandt de stakkels Mennesker. Medlidenhedens Aand vil diktere mig Ordene.
Den Bog, jeg skriver paa — er hint Sujet, De kender, det uskyldige om Stationforstanderens Kone. De sagde en Gang, at det vist blev sentimentalt. Aa-nei — Livets egen Galgenhumor vil flette sig forfriskende om Emnet . . . . . . . . .
Et glædeligt Nytaar til Dem alle. Oftere end man véd, er mine Tanker paa gamle Veie, hvor tomme Reder nu hænger i bladløse Træer. Det var dog der en Gang Sommer og Ungdom med Forhaabningernes Fuglesang.
Tænk nu — naar De har læst dette, ikke paa mine Feil, men paa mit Arbeide, ikke paa mine Svagheder, men paa min Kraft, og bed Deres Mand lette mig de første Skridt paa denne Vei.
Deres
Herman Bang.
Hotel Askanischer Hof.
Königsgrätzer-Strasse 21.