Danmarks Breve

BREV TIL: Anna Johanne Christine Ferslew FRA: Herman Joachim Bang (1887-04-19)

Prag19/4 87.

Efter at have ført en lang Bataille, afbrudt baade af Sot og Syge, maa jeg nu skrive dette Brev. Arbeide har jeg søgt overalt — i Almanaker, i Aviser, i Oversættelser og Originalt. Og nu er alle mine Bladindtægter maanedlig knap tredive Gylden. Naar jeg er rask, har jeg da for min Roman 25 fl. om Ugen — og var jeg rask, kunde det forslaa. Men Foraaret har slaaet mig til Jorden. De véd, at da mine Nerver „klapper sammen“ og altid og altid fordrede Pleje, som jeg ikke kan finde nu naturligvis, og som jeg maa blive foruden. Men skrive løs paa min store Roman, som skulde fortsætte „Ved Vejen“s Begyndelse — det kan jeg ikke, i min nuværende Tilstand ikke. Den Bog skulde dog se at blive, hvad Falkman kalder „sund“. I fire Uger har jeg intet kundet skrive — i disse fire Uger har Schou betalt mig de 25. fl. om Ugen, men nu bliver han næppe ved; og til s. 189 Sverige-Norge har jeg intet kunnet sende, da jeg har været helt kraftløs. — — —

Altsaa — har jeg intet. Og den første Maj er en af de fire strenge Datoer, hvor man her betaler Kvartalshusleje. — — —

Jeg har ingen at bede uden Dem — At jeg maaske fortjente — en Gang at naa en lidt ydre „bedre Lod“ — vilde Schou og Schiøtt kunne sige Dem. — Naar De modtager dette, har det været Nyaar for mig. Jeg bliver saa tredive Aar. Det burde endnu være Aar til at udrette meget, det har ogsaa været Aar til allerede at have „geduldet“ en Del. Og om De, kære Fru Ferslew, med dette skønne Mindeskrift om min Ungdom i Hænderne, naturligvis vil sige: „Og dog — det var jo hans egen Skyld“, saa vil De, maaske dog ogsaa sende en venlig Tanke henover disse lange otte Aar — — — De véd, at jeg nu har vænnet mig til at se humoristisk paa det behagelige Liv. Men i dette Øjeblik staar der ingen Humor til min Raadighed. Jeg ser kun hin gyldne Falkmanske Ord: „han forsøgte at forcere sin Vækst opad og det mislykkedes“ — — — Hvor den Mand skriver vel, og hvor han saa skaansomt i faa Ord kan sige meget! Om min Eksistens er lidet at sige. Jeg lever i en fuldkommen Ensomhed. Undertiden tror jeg, at min Bog maatte kunne blive meget læseværdig. Undertiden trætter selv den mig. I „Selskab“ har jeg ikke været, siden De var i Wien. Dansk har jeg talt én Gang. Tilgiv mig om Tonen i s. 190 dette Brev er irriterende eller dum eller berører Dem smerteligt. Det er svært at bede om Arbeide, som jeg forgæves har gjort — — —

Deres hengivne
Herman Bang.