Søndag.
Kære Fru Ferslew.
Tilgiv den ret ulæselige Skrift, men jeg er saa syg, at jeg ellers maa diktere altid og alting. Tilgiv ogsaa at jeg skriver til Dem og ikke til Etatsraaden. Men jeg ved at han er syg. Men hvad der er sket mig er virkelig forfærdeligt. Nu hvor jeg er gammel og altid syg, hvor Hjerteanfaldene bestandig tiltager, staar jeg, hvem man kalder „berømt“ (aa, hvor uendelig lidt betyder dog Berømmelsen for et Hjerte saa sørgmodigt som mit) frygteligere stillet end da jeg for snart tyve Aar siden forlod „Nationaltidende“.
Jeg har ingen Forlægger. Da det Schubotheske Forlag drev Udnyttelsen af mig for vidt, tog i Sommer min Sagfører Sagen i sin Haand. Det viste sig, at jeg var bleven oprørende behandlet. Og Hegel tilbød sig strax som min Forlægger. Men S. paaberaabte sig sin Kontrakt og tilføjede, at der for mine Bøger ikke vil udbetales mig en Hvid før mit Forskud er betalt. Begyndelsen blev gjort med, at Forlaget beholdt hele Honoraret for „Det graa Hus“ (2500). Jeg fik, skønt jeg er saa syg ikke en Øre. Mit hele Forskud beløber sig gennem tyve Aar til 6000 Kr. — men alligevel, hvilken Tid at skulle skrive uden at faa en Skilling.
s. 209Og jeg har intet Blad. Efter at jeg havde faaet en Artikel („Dollars“ hed den) optaget i „Nationaltidende“, har man fra „Politikens“ Side behandlet mig saa raat, at jeg maa gaa fra første Januar. — — —Nu er det tilmed Jul, den Jul, jeg engang elskede saa højt. Og jeg kan ingen, slet ingen Juleglæde skabe, ikke for Nogen, ikke engang for de fattige, som altid plejer at komme til mig.— — — En inderlig Julehilsen til Dem og Etatsraad Ferslew fra
Deres hengivne
Herman Bang.