Danmarks Breve

Dette Brev klarlægger saa aabenlyst ...

Dette Brev klarlægger saa aabenlyst de Bevæggrunde, der bragte Fader, som paa alle andre Omraader var en absolut Modstander af Bangs hele Væsen, til at fortsætte Samarbejdet med ham. Det var hans enestaaende journalistiske Blik for et Avisorgans Holdning over for Publikum. Han kendte sin Tid og vidste præcist, hvad der krævedes, for at skabe sit Blad en Position, særligt i literære Kredse, selv om den nye Luftning i alle Retninger blæste fra „Venstre“. Havde han mægtet at skabe Regelmæssighed og Orden i sine private Forhold, og var ikke den ulyksalige Higen efter at blive Skuespiller kommen paa Overfladen af hans Livs Stræben, saa havde disse to Mænd tilsammen kunnet skabe den førende Presse i Danmark. At det s. 85 ikke skete, tror jeg var en stor Skuffelse for Fader. Bang stred som sagt altid varmt for sit Blads Interesser — hvad der ikke var saa let for ham, der sluttede sig i flere Retninger til det literære Venstreparti. En lille Episode fra en Lørdags-Diskussion i Studentersamfundet vidner herom:

Edvard Brandes og Højesteretssagfører Fred. Salomon angreb Bang, fordi han skrev i „Nationaltidende“; Salomon, (hvem Bang i sine Repliker konstant benævnede „Overretsprokurator Salomonsen!“) kaldte dette Blad „Bunkevælling“, men betonede at Bangs Bidrag var Guldkorn i den „Køkkenmødding“. Hertil svarede Bang stærkt understregende sine Ord: „Jeg tror, at jeg mest gavner de Idéer, vi kæmper for, ved netop at skrive i „Nationaltidende“, selv om der skulde gaa nogle Splinter af Herman Bang“ 1) .

Da Bang forlod Schandau lagde han Rejsen hjem over Dresden og Leipzig, hvor han fik Lejlighed til at beundre Josefine Wessely som „Dora“ (Vekslende Themaer, 31/7 81).

Kort efter hans Hjemkomst tog Fader ham med ud til Middag paa Landstedet. Jeg husker, at vi s. 86 længe gik sammen op og ned ad Buegangen langs med Strandvejen; jeg husker ogsaa, at vi sad og talte sammen paa Bænken paa Højen — et Sted, hvor man ellers aldrig kom; men hvad vi talte om, erindrer jeg ikke, det var vel mest ham, der talte, fortalte om de Stemninger, de dejlige Aftentimer ved den glidende Flod havde fremkaldt i hans Sind. Jeg hørte efter i Tavshed. Men Kærligheden til Naturen i det sachsiske Schweiz har han dog haft sin Del i at skabe hos mig.

6*

I „Realisme og Realister“ (1879) skriver Bang S. 22 — „Det er farligt at gøre en Forfatter identisk med hans Personer. Hvis man vil finde ham, bør man søge ham ad anden Vej, i hans Bogs Farve, i dens Stemning, i Skildringens hele Kolorit. Bag Skildringen lever Forfatteren bestandig.

Undertiden griber man ham saa, mindre gennem dét, han har set og fortæller, end gjennem det, han undlader at fortælle, fordi han har set det, eller ikke har villet se det“. S. 28: „Vor Stil afspejler os selv!“ S. 51: „En Digter er nemlig ogsaa som Digter bestandig Menneske, betinget af sin Personlighed som Menneske, og naar man derfor henkaster et Portræt af Digteren, kan det undertiden synes som om man malede Mennesket. Enhver sand Digter lever og giver sig hen i sin Digtning, og den Forfatter, som ikke giver sig selv, giver Intet.“ Og endelig S. 68: — „Hvor det dog er en forunderlig Misforstaaelse at bebrejde en Digter, at s. 87 hans Bøger er Bekendelser. Som om hans Værker kunde være andet, og som om hver Linje, han skriver, ikke maa være et Brudstykke af en Tilstaaelse, et Fragment af en Bekendelse.“ — —

Paa den Maade forstod Bang ogsaa at omforme sig selv i sine Værker, ligeledes de Menneskeskikkelser, han skildrede, saaledes at han aldrig helt forvilder sig ind paa Nøgleromanens tvetydige Omraade. Han kunde i en Fortælling, eller i hans store Romaner, pludselig henkaste en Situation, en flygtig Samtale, saa nænsomt hentet fra hans Erindrings Dyb, at disse tavse Hilsener blev uforglemmelige for den, der modtog dem.

Saisonen 1881—82 bragte Herman Bang to store Skuffelser. Den 22. Novb. opførtes: „Inden fire Vægge“ anonymt paa Casino. Stykket blev modtaget med Tavshed og gik kun to Gange. Saa kom „Graavejr“ op paa det kgl. Theater den 2. Decb. 81. Om Stykket skrev jeg følgende i min Dagbog: — „Herman Bang var heroppe i Onsdags for at læse „Graavejr“. Det er et vidunderligt Menneske. Noget uforklarligt drager mig til ham, jeg kan finde ham mageløs — undertiden — men saa kommer det vanvittige og sletter alle de gode Indtryk ud. „Graavejr“ er et nydeligt lille Stykke. Man finder et Ægtepar saaledes som man desværre saa ofte finder det. Manden har begravet sin Kærlighed under Dagens besværlige Dont, hans Hustru er bleven for ham en Nødvendighedsartikel. Hustruen s. 88 fortvivler derover, men endelig lykkes det hende at vække Mandens Følelser ved Hjælp af — Jalousi!“ —

Bang fortæller selv i „Enaktere“ i „Ti Aar“ meget humoristisk om denne Forestilling, der blev udhysset og naaede lige Abonnementet rundt. Dengang led han ubeskriveligt under disse Nederlag, der gav hans Venner Medhold i deres Kamp for at holde ham borte fra det, der var hans Livs Lykkedrøm: — Theatret — Skuespilkunsten. Nede paa „første Sal“ fulgte Moder og jeg alle Bangs Genvordigheder med den inderligste Medlidenhed. Vi holdt jo af ham og morede os vidunderligt, naar han en Aften var rigtig „oppe“ og med gnistrende Lune fortalte om sine sceniske Fiasco’er eller om de snurrige Hændelser, der var mødt ham, naar han var paa Jagt efter Stof til de „Vekslende“. Altid stødte han paa mærkelige Mennesker, som han med faa Ord forstod at gøre levende for os. Mod mig var han uhyre opmærksom, chevaleresk, behandlede mig som „grande dame“. — Undertiden blev han fortrolig, fortalte om sine Barndomsaar paa Als, om Moderen, som han elskede. Saa fik hans Stemme en egen øm Klang, som kunde virke betagende, men pludselig slog han over til et andet Emne og kunde slette alle de bløde Stemninger ud med en skingrende Latter.

Bang elskede at lave „mise en scène“ i vor Lejlighed. Saaledes husker jeg en Aften — det var forresten den 5. Decb. 1881 — da jeg kom hjem s. 89 fra et lille Selskab hos Harald og Harriet Bing, hvor jeg for første og eneste Gang var sammen med Digteren J. P. Jacobsen, at Bang havde flyttet alle Møblerne rundt i de to Dagligstuer. Det morede ham kongeligt at se mig staa helt betaget i Døren over ikke mere at finde et eneste Møbel paa den gamle Plads. Det virkede maaske lidt forvirrende i Øjeblikket med Sofaer, Stole og Borde paaskraa i Hjørnerne eller stillede frit ud fra Væggen saa de dannede ligesom smaa Stuer i Stuen. Men der var kommet Liv over Rummene, og i mange Aar bibeholdtes det Herman Bangske Arrangement. Bang løb endnu omkring med Puder og Skamler i Haanden og satte paa Plads. Det blev en fornøjelig Afslutning paa Dagen.

Efter sin Hjemkomst fra Udlandet i Sommeren 81 var Bang flyttet ind paa et Hôtel. Senere fik han lejet Værelser i Frederiksborggade Nr. 28 første Sal hos Jordemoder Fru J. M. Astrup. Hun førte tillige hans Hus. Jeg kan godt huske, at hans Værtindes Profession gav Aarsag til megen Skæmt blandt hans Omgivelser. Sagen var, at Fru Astrup med to Børn sad i meget smaa Kaar, og Bang tog sig af denne Familie paa en aldeles rørende Maade. I December 1881 skrev han følgende Brev til min Fader: