Danmarks Breve

Jeg husker godt, at jeg følte mig no...

Jeg husker godt, at jeg følte mig noget fornærmet over, at Bang betegnede mig som „en tarvelig Husholdning“, men den Gang stod jeg ikke paa saadan en Fod med ham, at jeg turde driste mig til at kritisere.

Nu nærmede Tiden sig til, at vi skulde have vor Komedie frem. Vi havde forbudt Bang, der naturligvis var indbudt til Ballet, at overvære Forestillingen; — vi turde ikke staa for hans Kritik — men Planerne til hele Fest-Arrangementet tog han ivrigt Del i. Han var med til at smykke Balsalen med Planter og Blomster, og jeg husker, at han gjorde vor Gartner helt tosset ved at forlange et Bed Hyacinter arrangeret paa Gulvet foran et stort Spejl. Det saa virkelig storartet ud, da det spejlede sig rundt, og det forhindrede de Dansende i at tage Spejlet for en Dør.

Efter megen Vrøvlen frem og tilbage var det blevet bestemt, at jeg skulde spille Pigens Rolle; hun aabnede Stykket med en Sang. Jeg var i lyserød og s. 73 hvidtærnet Bomuldskjole med opsmøgede Ærmer og naturligvis Kappe og Forklæde. Tæppet gik. Jeg begynder — rædsomt — jeg var jo ingen Sanglærke. Da faar jeg pludselig Øje paa Bang nede paa den yderste Plads i tredie Række, elegant, smilende med chapeau-bas med Krone over Monogrammet. Disse Detailler opdagede jeg naturligvis først senere, men at han havde en hvid Kamelia i Knap hullet, det saa jeg, inden jeg gik rent fra Koncepterne. Dog det gik, Sophus Andersen 1) reddede min Sang ved at dundre Melodien paa Klaveret, saa at han overdøvede min rystende Stemme. Til mine Medspillende holdt jeg Mund med — af Naade — at „Kritiken“ sad der. Vi morede os dejligt, som alle Privat-Komedianter, Publikum kedede sig sikkert. Men saa kom Souperen og Ballet bagefter. Jeg kan huske, at jeg havde forlangt rigtig Mad — i Reglen var jo Bal-Soupererne meget lette. Vi fik Oksefilet med Grøntsager som Hovedret, dertil Bourgogne. — I „Efter Ballet“ siger Fortælleren: „Hvilken forbandet Burgunder, og i simple Glas.“ — Den Ferslewske Glasbesætning var ikke noget særdeles! Ved Bordet blev sunget en meget morsom Vise af „Sorteper“ (Prof. Julius Petersen), og Carl Levin sang selv en Skaaltale for Vært og Værtinde. Bang talte ikke, han havde Redaktørens Datter tilbords.

Da Ballet fandt Sted op mod Fastelavn, var s. 74 Kotillonen arrangeret som en stor Fastelavnstønde. Vi fik Køller uddelt og begyndte dansende at slaa til Tønden, der pludselig, ved en sindrig Mekanisme, dirigeret fra et Hjørne i Salen, faldt i Staver og aabenbarede et pragtfuldt Fastelavnsris af levende Blomster og Strutter med dannebrogsfarvede Baand som Ordener. Bang førte Kotillonen op med mig. Han fandt paa de pudsigste Ture. Til Slut rasede vi i en lang Kæde gennem alle Stuer og op og ned ad Trappen, til Fader syntes, at nu kunde det være nok. I „Efter Ballet“ staar der: „Da han sagde midt i Kotillonshvirvelen: „Synes De nu ikke at dette er at gøre Nar af sig selv?“ Og hun løftede Blikket og spurgte straalende: „Hvilket?“ Da fortrød han og for at undgaa at svare, sagde han: „At gøre et Spørgsmaal som mit.“ —

— Dagen efter skrev jeg i min Dagbog: „Senere førte jeg Cotillon op med Herman Bang. — Jeg bryder mig ikke en Døjt om ham. — Den anden Buket fik jeg af ham, det smigrede mig naturligvis, især da han tog den Camélia han bar i Knaphullet, og fæstede den i min Sløjfe.“ —

En af de Dage, Balforberedelserne stod paa, havde Herman Bang besøgt Almindeligt Hospital, der jo dengang laa ude i Amaliegade. Han vilde fortælle om Forholdene derude. Søndag den 27. Febr. 81 skrev han som „Vekslende Thema“: „Fra Lighuset“. Han fortæller først om Døden, hvor behændigt den altid skjules for de Syge af Plejerskerne, s. 75 og om de fugtige, skumle Ligstuer — Kjøbenhavns La Morgue — hvor de ukendte Døde fattigt, ensomt, uden Blomst, af fremmede Hænder beredes til deres sidste Hvilested. Hans følsomme Nerver opfanger dette Steds Uhygge saa sælsomt klart, at han gengiver den i malende, bitre Ord. Stemningen mildnes først, da hans Ledsager fører ham ind i Hospitalets hvide Kirke og lader Orgelets Toner synge en af de gamle Salmemelodier ud over det stille Rum.

Hvor bitterligt at vide, at just saaledes blev hans egen Skæbnes Lod.

Naar Bang blev anmodet om at læse op ved en Velgørenhedsforestilling i Kjøbenhavn, maatte han bede Emil Bjerring om Tilladelse dertil, og Bjerring censurerede hvad han læste. I et Brev anmoder Bang min Moder om at maatte laane vor Sal til en Oplæsning til Fordel for en fattig Syerske; der skulde skaffes en Symaskine. Han skriver: — — „Studenterforeningssalen gør store Fataliteter, og jeg beder Dem derfor ydmygst lade Frk. Lerche 1) og mig komme Kl. 3½“ — — „De kan tænke, Hr. Bjerring har givet mig Lov til at assistere — da det er i Deres Sal — og jeg skal læse „Stille Existenser“. — —

s. 76 Den Sal, der hentydes til i Brevet, havde min Fader ladet føre tilbage til dens oprindelige Skikkelse efter en Vurderingsforretning over Ejendommen fra 1796. Det var en femfags Sal, udstyret med canellerede, forgyldte Pilastre og meget smukt dekoreret i lyse Farver. Den vendte ud til Fortunstræde og til Hovedtrappen og stod i Forbindelse med vor Lejlighed gennem Hjørneværelset, Faders private Kontor, hans Rygeværelse og hans Arbejdsværelse, kaldet „den blaa Stue“, hvorfra man kom ind i Moders lille Dagligstue.

Forestillingen fandt Sted den 3. Marts 1881. Frøken Lerche og Martinius Nielsen læste Scener af „Ninon“, og Bang læste „Stille Existenser“; den lille Fortælling om den døve grønlandske Præst, der først var fremkommet i Ill. Tid. 7/12 1879, men som senere optryktes i „Tunge Melodier“. Men clou’et ved denne Forestilling var Fru Oda Petersens franske Sange, især „La brune Thérèse“, som hun foredrog med Virtuositet og charmerende Skælmeri. Publikum var udsøgt; der solgtes kun Billetter „ under Haanden“.

Jeg overværede naturligvis Forestillingen sammen med Moder og vort Hus’ Veninde, Frk. Caroline Bertelsen, i mange Aar Leder af Forretningen, St. Kongensgade 24. Fader var gaaet i Seng med Tandpine. Bang havde i et Brev anmodet Student Levin om at „klappe for“. Noget Indtryk af Bangs Oplæsning den Aften har jeg ikke.

s. 77 Den 8. Marts var der Souper og Bal i den nystiftede Journalistforening. Jeg havde efter megen Modstand og Parlamentering faaet Lov til at følges derhen med Redaktør Hiort-Lorenzen og hans Familie. Festen stod i Seekamps Lokaler ved Holmens Kanal og var meget stilfuld under Formanden Vilhelm Topsøes Ægide. Bang var en Del sammen med mig den Aften, maaske generede det mig lidt, jeg følte vel, at det kun gav Sladderen Vind i Sejlene. Hiort-Lorenzen, som vi populært kaldte: „Hjorten“, fortalte Dagen efter oppe paa Redaktionen, at Kammerherre Fallesen, der var blandt Æresgæsterne, havde sagt til ham, at han maatte sørge for, at Frøken Ferslew gav den Fyr Løbepas, og han desuden var kommet med forskellige Bemærkninger om Bang og mig.

Næste Dag var jeg i Rosenvænget hos Hiort-Lorenzens, hvor dette blev mig refereret, og jeg husker, at jeg tog Bang varmt i Forsvar, da jeg slet ikke havde fundet noget upassende i hans Opførsel mod mig. Folk vidste jo ikke, hvor meget han kom i mit Hjem og hvor gode Bekendte vi i Virkeligheden var. Faa Dage efter blev Bang syg, og i flere Uger maatte han slippe sin Pen.

Ifølge Vejviseren boede cand. phil. Herman Bang i Aaret 1881 hos V. C. Nimb, Forvalter, i Ny Toldbodgade Nr. 35. Det var hos den senere saa berømte Restauratørfamilie, han havde lejet Værelser. Fru Nimb havde taget sig moderligt af Bang s. 78 og sørgede paa det omhyggeligste for hans Pleje. Man frygtede først, at Bang havde faaet Skarlagensfeber, hvad der dog ikke var Tilfældet. Da Bang var sikker herpaa, skrev han i følgende udaterede Brev til Fader:

Jeg vilde allerede igaar have sagt Dem, at jeg ikke har Skarlagensfeber, Bokkenheuser er nu fuldt paa det rene dermed. Desværre er jeg ellers meget medtaget. Og skrive kan jeg endnu ikke. Mine stakkels Hænder ryster og Hovedet er for tungt. Vidste De hvor dybt taknemlig jeg er Dem, Dem og Deres skyldes det alene, at jeg nu har Tid til at være syg; men min største Længsel er det ogsaa en Gang at kunne gengælde Dem blot lidt af alt; tak, inderlig Tak for al Deres faderlige Godhed imod mig. Hvordan gaar det med Valserne? 1) Jeg tænker saa ofte paa dem. Hjertelig Hilsen til Fruen, Frøken Anna og Christian . . .

Jeg husker, at Moder ved denne Lejlighed sendte Bang et Glas med Vingelé. Senere blev det mig forebragt, at Bang havde antydet om denne Forfriskning — torresten hvor besynderligt af Moder at sende sligt, netop til disse Mestre i Kogekunsten — at den var sendt ham af hans „Svigermoder“. Denne Beretning var naturligvis farvet, det tvivlede s. 79 jeg ikke paa; Bang har sikkert sagt: „min anden Moder“, eller lignende.

Sygdommen kom Bang meget paatværs. Ved Severin Abrahams’ Benefice paa Casino den 23. Marts 1881 skulde der opføres for første Gang: „En ødsel Fader“ (Dumas fils’: Le père prodigue), som han jo selv var Med-Oversætter af. Bagefter skulde „Du og jeg“ opføres, hvori Abrahams spillede Baronens Rolle, Betty Borchsenius Sophies og Martinius Nielsen Emil Bergs. Bang blev dog saa rask, at han kunde overvære Generalprøven. I et lille Brev anmoder han Moder om at maatte laane min Faders Pels, blot i de Timer han skal til Prøven paa „Le père prodigue“. Jeg saa ikke den Forestilling. Den 23. Marts var jeg i det kgl. Theater til Premièren paa William Blochs og Richard Kaufmanns Skuespil: „Konsekvenser“.

I en Dagbog, jeg har faaet forærende, staar der: „9. April 1881. Traf hende paa Østergade. Hun talte meget om Bang. — Det er da umuligt ...? Skjønt hans aparte, halvt poetiske, halvt afsindige Væsen kan let faa mægtig Indflydelse paa hende. Og saa kunde hun gjøre meget for at trodse Verden.“ — —

Jeg vil ikke nægte, at det den Gang morede mig, naar Folk troede, at Bang gjorde Kur til mig, indtil Vittighedsbladet „Ravnen“, Søndag den 24. April 1881, indeholdt en Karrikaturtegning af Bang med Overskrift: „Afgudsdyrkelse“! Bang laa knælende s. 80 iført Toga foran et Postament, hvorpaa der var anbragt et — Snørliv! Teksten lød saaledes:

„Herman Bang tilbeder Ferslews Datter,
Dybt i Støvet hendes Elskov skatter.
Denne „dybe Tænker“ tager gerne
Slig en Skal foruden Aand og Kerne.“ —

Man maa ikke glemme, at det var et socialdemokratisk Blad, der benyttede dette Hib til de Højreblade, min Fader udgav. Til mig nævnede Fader ikke et Ord derom, selv læste han ikke Vittighedsbladene, og man har maaske ikke fundet det klogt at gøre ham opmærksom derpaa. Jeg fik Bladet ihænde ad anden Vej.

Bang kom samme Dag paa Visit; men da man ikke berørte Sagen, tav ogsaa han. Bang, alias William Høg har sikkert beklaget Hændelsen — men Bernhard Hoff — kunde han ikke bruge den Reklame?

I 1881 flyttede vi sent paa Landet. Det var Opførelsen af Frederiksberg Papirfabrik, der holdt os saa længe i Byen. Efter Saisonens Slutning kom Coquelin ainé fra „Comédie Française“ til Kjøbenhavn og gav fem Forestillinger fra 6.—10. Juni. Jeg glædede mig naturligvis til at høre Fransk igen, og tiltrods for at Trupens Kræfter ikke alle var førsterangs, saa var det en Nydelse at overvære disse Forestillinger og følge den elegante Karakterskuespillers glimrende Spil. Jeg var ganske betaget s. 81 af Coquelins Kunst og fandt ham, trods hans Grimhed, meget bedaarende. Jeg ejer endnu det Fotografi af Coquelin, som Bang forærede mig. Paa Omslaget staar der: — „Det er en stor Kompliment at man kan gøre Dem en Glæde ved at sende Dem, kære Frøken, just denne Skuespillers Billede.“ —

Kort efter disse Forestillinger rejste Bang til Udlandet. I Juli opholdt han sig i Schandau i Sachsisk Schweiz. Herfra skrev han, kort efter at have modtaget Meddelelsen om Topsøes Død, et langt Brev til Fader, hvoraf hidsættes: —