Danmarks Breve

Jeg synes, det maa være saa generend...

Jeg synes, det maa være saa generende, at Mikaël er blevet færdig — nu, hvor vi alle skal være døde 1898 (vide Harald Nielsen).

Som denne Samling Breve fra Herman Bang begyndte med en Skrivelse til min Fader, saaledes slutter den ogsaa med et Brev til ham.

s. 211 Brevet er dateret 14. Juli 1905 fra Villa Sanssouci paa Marienlyst, og efter at have mindedes min Moder fortæller han, hvorledes han har slidt paa sin Afskedstourné. „Jeg læste 97 Aftener og betalte og betalte. Min egen Løn for de 97 Aftener var Lejen for dette Hus, hvor jeg bor med min Søster.“ Han fortsætter med at fortælle, hvorledes han har arbejdet for alle andre, sin Impresario og for Marienlyst, ja for alle og nu sidder syg og træt og forpint. Endelig nævner han kort den store nye Bog, han har under Hænder.

Den Bog, som Herman Bang skrev paa, var „De uden Fædreland“, hans sidste store Roman, der, som hans første: „Haabløse Slægter“ i en ny Form er en Selvbelysning af hans Liv og — Herkomst. I Drengen Joán Ujhàzys Aarer flyder dansk Blod efter Moderen, en ukendt Races Blod efter Faderen. Hans Hjem er Øen, hvor de uden Fædreland bygger og bor. Den sorte Flods Bølger skyller op om dens Bredder. Joán er isoleret. En Forbandelse hviler over den aarhundred-gamle Slægt, der er Herre paa Øen. Den er som Øen i det serbiske Eventyr, „hvor ingen Kvinde lever, skønt alle dens Mænd de længes. Hvis en Kvinde kunde elske den Mand, som er stum og som er blind og ikke har Øren — da er Fortryllelsen hævet“, fortæller Joán til Gerda (S. 305).

Da Joán rider med sin Fader Øen rundt, siger s. 212 Vingaardskarlen Dmeters Moder, der stod ved hans Hus: —

„Hvor den lille Herre vokser, naadige Herre, — — — og han faar Fædrenes Ansigt. Herre,“ sagde den Gamle, „Nej, fremmed Blod synes aldrig i den Slægt.“

Senere møder de Simon Bissekræmmer:

— Fa’er, Fa’er, der er Simon — Simon var standset helt inde paa Marken, og han gik i Jorden saa dybt, saa hans lange Frakke laa helt hen ad Græsset. Men Faderen red ham forbi.

— Fa’er, Fa’er, blev Joán ved: det var Simon, Simon fra Orsówa.

Men Faderen saa ikke til Simon.

Da Joán kommer hjem, spørger han Josef i Stalden:

— Josef, sagde han, hvorfor si’er Fa’r ikke Goddag til Simon fra Orsówa?

— „Nej,“ sagde Josef, „det gør Herren ikke. For Simon er en Jøde. Og der er ingen kristent Mandfolk, der hilser Jøderak.“

Her støder Joán første Gang paa den Foragt for Jøderne, som han senere gengiver og forstærker med Drengenes hadefulde Forfølgelse af David, Simons Søn, i Gaderne i Orsówa, hvor Raabet: „Pisk ham, pisk ham, Jøden!“ lyder, stadig tilbagevendende, som en øresønderrivende Strofe gennem hele dette Optrin. En ubevidst Medlidenhedsfølelse faar tilsidst Joán til at bore sig ind mellem s. 213 Drengenes Ben og derved standse Flokken, saaledes at David undslipper, oversmurt af Saften fra de stjaalne Tomater. Men Joán lærer ogsaa Utaknemmeligheden at kende, da samme Dreng senere er den højest skraalende i den angribende Flok, der passer Baaden fra Øen op, naar den sætter Joán i Land og forfølger ham med Haansordet: „Sans-Patrie“.

Bang følte sig nemlig oprørt over den Intolerance, der ofte udvistes mod Jøderne, og han beundrede denne Races gode Egenskaber.

I „Theatret“ (S. 28) siger Bang om Emma Cortes:

„Denne Kvinde havde ejet al den ubøjelige, sejge, uovervindelige Modstandsevne, som er hendes Races Storhed, og hun havde Brug for den i fyrretyve Kampens Aar —“ Er det ikke, som om han kunde have udtalt disse Ord om sig selv? Eller i samme Bog, (S. 133) hvor han fortæller om „Meiningernes“ Kunstydelser. Der siger Bang om Ernst Possarts Spil som Jøden i „Købmanden i Venedig“: — Han har øst dette Bliks Raseri af vor Indignation over Antisemitismens Barbari; han paakalder med vor Tunge lemlæstede Menneskerettigheder; dette Had blev levende under nye Forfølgelser.

Intetsteds i sine Værker har Herman Bang saa rammende skildret sig selv fra Ungdomsaarene som i II Del af „De uden Fædreland“. Indsmigrende, s. 214 som Joán Ujhazys, var hans Væsen, hans Tale blød, dæmpet, undertiden drengeagtig kaad. Med sine Ords Dobbeltbetydning drog han den, han vilde, ind i sin Tryllekreds. En egenartet Ømhed strømmede En imøde, naar han talte fortroligt. Men han forglemte ikke et Øjeblik, at han var Grev Ujhazy og at hans Klæder var skaaret i London. Og dog befandt han sig som Fisk i Vand netop i de Jevneres Kreds, hvor han kunde brillere med sin fornemme Elegance. I den stille Stationsby, nær ved hans Moders Fødeby, Vejle, tror Joán en Stund at have mødt sin Skæbne. Den lille drømmende „Formandinde“, Gerda Johansen med den higende Udlængsel, betager ham. Der vækkes et Haab i hans Indre om, at hun er den, der kan jage Forbandelsen bort fra Øen. Det jubler i ham, da han føler hendes gryende Hengivenhed. Ved Koncerten lader han sin Violin synge dette lyse Haab ud over Salen, hvor hun sidder bleg og skælvende, lyttende til hans kaldende Toner. Blodet strømmer voldsomt til hans Hjerte, da han føler, at denne spirende Følelse, der skal bringe ham Lykken, faar hans Tone til at vokse, brede sig, naa i Skønhed den største. Men efter det brusende Crescendo daler langsomt hans Forhaabninger og søndres. Han drager hjem til Øen, til dem — uden Fædreland.

Peter Nansen skrev om sin Ven efter hans Død (optrykt i „Portrætter“, 1918 S. 29):

s. 215 „Han var født til Undergang og han havde en Fanatisme som ingen anden til at synes stærk. — — — Han forstod fra ganske ung af sin Skæbne. Han vidste, han var uden Fortsættelse.“

Ja, som Menneske! Men som Kunstner lever Herman Bang bestandig i sine Værker.

14 s. 216