Danmarks Breve

AARENE, DER FULGTE Da Bang i Aaret 1...

s. 197 AARENE, DER FULGTE

s. 198 s. 199 Da Bang i Aaret 1889 endelig havde nærmet sig „Politiken“, fjernede han sig selvfølgelig mere og mere fra Hôtel Royal, som han dog stadig havde en vis Forbindelse med, saa længe Emil Bjerring levede. Efter Bangs mislykkede Forsøg paa at starte den literære Variété i Christiania, væltede alle Ulykker ind over ham. Økonomiske Sorger var ved at slaa ham ned, og hans Nervesystem blev ganske ødelagt af de Strabadser, han udstod i Haabet om at kunne holde Variétéen oven Vande Saisonen ud. Kun ringe Støtte fik han af sine Venner. Peter Nansen fortæller selv, (Portrætter. Kbhvn. 1918: Henrik Ibsen, S. 97) hvorledes han og Gustav Esmann og nogle andre Unge ved Nytaarstid drog op til Christiania for sammen med Kunstnervenner dér at være med i „Grine-Felttoget“ mod Bangs literære Variété, som i de Dage skulde indvies paa det gamle Tivoli-Theater. Der skulde gøres Nar af hans Drachmannske Forsøg paa at højne denne Kunstart. Især Esmanns Artikel i „Verdens Gang“ paa selve Première-Dagen bidrog sit til at latterliggøre Bangs Forsøg som Variété-Direktør. I den norske Hovedstad s. 200 fandt han kun ringe Jordbund for sine Idéer.

A. L.

13

Fra Christiania skrev han et — desværre udateret — Brev til min Moder, hvori det bl. a. hedder: „ — — — Efter en Vinter, hvor jeg vel tør sige, at jeg ikke har haft en eneste rask Dag, og hvor jeg højst af alt har ønsket at finde nogen Fred i et Asyl for Syge — har jeg i Maaneder et Par Gange om Ugen lidt af Besvimelser og Kramper. Jeg har — paa Lægernes Anmodning — skiftet Opholdssted Gang efter Gang. Men det er ikke blevet bedre. Kun faa af Dagene, hvor jeg kan skrive som før, da gør jeg det. — — — I dette Aar har nu alle Understøttelse af Staten — kun ikke jeg. Jeg skal have en Novellesamling ud — en Novellesamling for Kvinderne som Hr. Ferslew sagde sidst — men jeg mangler den sidste Novelle. Og hvorledes skal jeg skrive pint af mange Bekymringer? Jeg ved ikke en Gang, hvordan jeg skal holde mit Hoved klart. — — —“

Bang følte med Bitterhed, hvor hensynsløst hans literære Venner havde svigtet ham. Det gik ham saa meget hæftigere til Hjerte, som han selv af Naturen var usædvanligt trofast i Venskab og aldrig glemte, naar nogen havde vist ham Venlighed; hans Taknemmelighedssans var alle hans Dage af helt rørende Ægthed. Aldrig vilde han have kunnet nænne at lægge blot en eneste Sten i Vejen for et Foretagende, en af hans Venner havde paabegyndt. Og her var det Kaldsfæller, hvem han havde slaaet s. 201 til Lyd for og støttet af al sin Evne med sin Pen lige fra deres allerførste Fremtræden i Literaturen. Derfor kan det ikke undre, at han i Breve bruger Udtryk som „saakaldte Venner“, men snarere maatte det vække Beundring, at han ingensinde lod sig forlede til at øve Gengæld. Denne Egenskab var et af Bangs Adelsmærker.

Fra den efterfølgende Periode, i hvilken Bang opholdt sig dels i Sæby, dels hos Johan Knudsen paa Bangsbo, senere i Paris, hvor han assisterede Madame Réjane ved Indstuderingen af „Et Dukkehjem“ og virkede som Sceneinstruktør ved „L’Oeuvre“, Lugné Poë’s unge Scene, findes intet Brev fra ham til min Moder. Men da han endelig efter bestandig Omflakken fæster sig en Lejlighed i Slagelsegade Nr. 22, meddeler han hende, hvor syg han har været: „Siden Jul har jeg været syg af en Kloralforgiftning. Jeg tror nok, at jeg tappert har baaret alle en Afvænnings frygtelige Lidelser. Men jeg er forblevet svag, og da Theatret ikke kan undvære mig, maa jeg passe min Tjeneste, skønt jeg er hallucineret paa alle Prøver.“ —

Bang var i Saisonen 98—99 Instruktør ved Folkethearet. Tilfældet vilde, at min Mand fik Lejlighed til at træffe Herman Bang ret ofte den Vinter.

Vi havde paa Théâtre Français set et Skuespil af Henri Lavedan, der efter min Mands Opfattelse egnede sig for Folketheatrets Repertoire, og Severin Abrahams bad ham om at oversætte det. Stykket s. 202 hed „Cathérine“ og kom op den 4. Febr. 1899. Samtidig arbejdede Bang med Iscenesættelsen af „Over Evne“ I, der opførtes første Gang den 25. Marts samme Aar. Da denne Forestilling var meget kort, søgte Abrahams at finde et mindre Stykke, der harmonerede med det Bjørnsonske Værk, uden dog at virke for tungt. Bang og Abrahams havde „gennem-pløjet Verdens Litteraturen“, sagde Sidstnævnte til min Mand en Lørdag Eftermiddag, hvorpaa Svaret lød: „Paa Mandag Morgen skal De faa Stykket“, og han bragte virkelig den Dag Abrahams en Oversættelse af Goethes lille yndefulde Skuespil i en Akt: „Die Geschwister“. „Sødskende“ kom til at gaa sammen med „Over Evne“. Som Følge heraf traf min Mand som sagt ofte Bang paa Prøverne og var altid opfyldt af hans rige Arbejdsevne som Instruktør, men morede sig ogsaa over de mange Pudsigheder han oplevede sammen med ham i den Tid.

13*

En Aften fulgtes de sammen ind til Folketheatret. Vi boede paa Østerbros Triangel, Bang i Slagelsegade. Da de gik ind i Theatret fra Nørregade, standsede Kontrolløren Bang og sagde: „Deres Billet!“ „Kender De mig virkelig ikke?“ spurgte Bang. „Næ!“ — „Er det nu ikke sælsomt,“ sagde Bang til min Mand: „Nu har jeg i Aar og Dag været Sceneinstruktør ved dette Theater, og saa kender man mig ikke― ― og jeg seer dog ikke helt almindelig ud.“ —

s. 203 Under en Prøve sad min Mand med Direktøren bagest i Parterret: — „Kan De høre, hvad de siger deroppe?“ spurgte Abrahams. „Knebent“ lød Svaret. „Jeg ikke et Muk,“ yttrede Direktøren. De gik bagefter op til Bang bag Scenen og refererede Resultatet. „Saaledes er Livets Tale!“ svarede Bang. Abrahams sagde saa med Bonhommie: „Kan s’gu gerne være, men naar Folk har betalt deres Daler, saa vil de ogsaa kunne høre!“ Bang svarede med et medlidende Skuldertræk. —

Frøken Margrethe Nyrop skulde i et fransk Stykke, Bang satte i Scene, gaa ned ad en Trappe i Ridedragt, og samlede Slæbet i sin ene Haand for ikke at snuble. Bang raabte: „Da jeg saae Stykket paa „Français“, lod Sarah Bernhardt Kjolen flyde efter sig!“

Frk. N. blev arrig og svarede: „Jeg er ikke Sarah Bernhardt!“, hvortil Bang uimodstaaeligt med en malende Gestus udbrød: „Naj—ej!“

Til samme Skuespillerinde sagde Bang paa en Prøve: „De skal ligge paa den Chaiselongue som de lurende Sanser.“ Frk. Nyrop vidste virkelig ikke, hvorledes de skulde ligge, hvorpaa Bang viste hende det til de Medvirkendes største Moro.

Hvor omhyggelig Bang var som Sceneinstruktør, viser hans smaa Rettelser i Manuskriptet til „Sødskende“; med faa Ord omskaber han en lidt tung Replik til den levende Tale. Saaledes siger Fabrice i en Monolog: „at man aldrig taber Smagen for at s. 204 elske og vide sig genelsket“, hvilket Bang forbedrede til: „Dér standser dog vor Længsel aldrig.“ — „Cathérine“ var forfulgt af Uheld. Ved Forsteforestillingen, inden Frk. Aagaard, der skulde foredrage nogle Takter af et Salonstykke, havde nærmet sig Instrumentet paa Scenen, blev der spillet paa Klaveret ude i Kulissen. Stormende Jubel over det selvspillende Klaver! En af de næsten Aftener blev Fru Greibe, f. Ingwersen, pludselig angrebet af et Besvimelsesanfald i en Samtale med Hertugen (Johs. Nielsen), saaledes at Tæppet maatte gaa ned. En Læge blev tilkaldt, og efter en pinlig lang Pause maatte Bang i Direktørens Fraværelse, efter en lang Diskussion om, at han maatte have en sort Frakke, Handsker og Hat, hvilket der ikke i en Fart kunde fremskaffes, træde frem for Publikum og meddele, at da Fru Greibe led af „idelige Besvimelser“, som han udtrykte sig, „kunde Stykket ikke spilles til Ende, men Publikum kunde faa sine Penge igen ved Kassen eller lade Billetten gælde til næste Opførelse.“ Publikum tog Pengene! I utrolig Fart fik Bang instrueret Fru Johanne Krum-Hunderup saaledes, at hun kunde træde i Fru Greibes Sted. Men saa blev Titelpersonens Indehaverske, Frk. Aagaard, syg, og Abrahams bad Bang om straks at instruere en ung Begynderinde til at remplacere Frøkenen. Da svarede Bang, pathetisk-ko-misk, inde i den Dyrebaas, der tjente Abrahams til Chefskontor: „Nej — nu har jeg paa 24 Timer s. 205 skabt en ny „gammel Hertuginde“ — jeg kan og vil ikke skabe en ny „ung Hertuginde“ af Frøken „Chose“ fra Istedgade!“

Stykket, der i Paris havde en stor Sukces, gik, trods alle disse Malheurer, 14 Gange over Scenen; det var lige saa godt iscenesat her som paa Théâtre Francais.― ―

Under Indstuderingen af „Cathérine“ blev der af en af de Medspillende, som min Mand tilfældigvis traf, da han gik hjem fra Kontoret, fortalt, at Bang pludselig havde afbrudt Prøven med følgende Motivering: „Ja, mine Damer og Herrer, vi maa standse nu. Jeg skal til Middagsselskab hos Direktøren.“

Vi skulde ogsaa den Dag til Selskab hos Severin Abrahams, men vidste ikke, at Bang var indbudt. Nu fik jeg altsaa tilfældigt et Vink derom og var ikke helt sikker paa, om Bang ikke vilde prøve paa at lave lidt „Theater“ ud af vort Møde efter saa lange Tiders Forløb.

Selskabet ventede umaadelig længe paa Bangs Entré. Endelig viste han sig, bleg, træt, med den sædvanlige hvide Blomst i Knaphullet. Efter at den første Hilsen paa Værtsfolket og de nærmest staaende var fuldbragt, skød jeg pludselig frem af Kredsen og sagde sans façon: „Nej, hvor er det dog morsomt at træffe Dem igen, Bang!“ Hermed faldt hele „Situationen“ sammen. Ved Bordet var Bang placeret paa den venstre Side af Direktør Abrahams, hvem jeg havde tilbords. Der blev talt s. 206 om „Mascottes“, der dengang allerede var paa Mode. Een rejste altid med en Nisse i sin Kuffert, en anden med et „Jættelys“ o. s. v. Bang bøjede sig frem over Abrahams og spurgte: „Og De, Frue — hvad gemmer De i Deres Kuffert ?“ — „En Champagneprop !“ svarede jeg rapt og sandfærdigt, og et Øjeblik saa vi med et gaadefuldt Smil paa hinanden. Efter Bordet talte vi kun lidt sammen. Der var en Del Theaterfolk tilstede, og snart var Bang Centrum i Kredsen. Jeg sad stille lyttende og vil ikke fortie, at jeg gerne havde faaet talt rigtig med ham, ikke blot om vore fælles Minder fra svundne Dage, men ogsaa for at sige ham, at han i mig stadig havde en af sine mest lydhøre Læsere, der maaske forstod ham bedre end saa mange andre. —

Da Bang Aar og Dag efter var flyttet ind i Lille Strandstræde Nr. 20, boede jeg lige overfor i Store Strandstræde Nr. 21 i Mansard-Etagen, og ofte stod jeg i det lille Taarnkammer og saae over til de tætte Stores i hans Lejlighed og ønskede, ligesom hin Aften hos Abrahams, at vi kunde tale paa Tomandshaand om Hjemmet paa Hôtel Royal og de Dage dér. Men, krydsede jeg Bangs Vej, skraaede han i Reglen over til det andet Fortov. Var det tilfældigt, eller vilde han derved antyde, at Erindringen om den Tid nu hørte til et glemt Kapitel af hans Ungdomshistorie? Jeg tror det sidste. Dog, Skæbnen skulde endnu to Gange bringe mig i Berøring med ham.

s. 207 Ved min Moders Begravelse fra Holmens Kirke i Aaret 1904, da hele Følget var samlet, og Orgelet lige ved at intonere, aabnedes Indgangsdøren, og en lille, sortklædt Herre, bærende paa en enorm Krans, listede sig op ad Kirkegulvet. Der var dødsstille. Bang lagde Kransen ved Kistens Fod, ikke uden at snuble over det rige Blomsterflor. Først da han var kommet til Sæde, blev Tegnet givet til den kirkelige Handlings Begyndelse. Ved Højtidelighedens Slutning kom vi et Øjeblik til at staa Ansigt til Ansigt i Vaabenhuset. Han var meget bevæget. I stilfærdige Ord udtrykte han for mig sin aldrig glemte Taknemmeligheds-Følelse og Hengivenhed for min Moder, der i hans unge Aar var kommet ham saa venligt og forstaaende imøde.

Det var første Gang.

Da Fader i 1910 døde i Udlandet og Budskabet derom faa Timer efter naaede Kjøbenhavn, løb Bang ind til min Svoger, Forfatteren, Dr. Poul Levin, der boede et Par Huse fra ham i Lille Strandstræde, for at faa min Adresse, da han vidste, at jeg var kaldt ned til Faders Sygeleje. „Jeg maa nu straks i Forbindelse med Anna Levin,“ sagde han. Og virkelig, det allerførste Kondolence-Telegram der naaede mig, var fra ham, og det blev tillige den sidste Hilsen, jeg modtog fra den Mand, der i mine Ungpigedage ganske vist havde bragt Uro i mit Sind, men ogsaa vakt Sansen for Skønheden og Poesien i hans Digtning. Hans Bøger har hørt til min kæreste Læsning i de modnere Aar.

s. 208 Det sidste Brev fra Herman Bang til min Moder, der er opbevaret, er skrevet op mod Julen 1902.