Danmarks Breve

Bang fik ikke sit Ønske opfyldt. Før...

Bang fik ikke sit Ønske opfyldt. Først i Aaret 1893, efter Hiort-Lorenzens Fratræden, blev Bjerring nominelt Redaktør af Bladet, reelt havde han været det i lange Tider.

En opmærksom Læser af dette Brev vil imellem Linierne se Sundts Skikkelse i „Stuk“ for sig og ligesom fornemme Bruset af den glade Selskabelighed i den maaske lidt vel muntre Kreds af Damer, som Bjerring færdedes i.

I de Mindeblade, som min Fader bad Christian Gulmann samle og lod trykke som Manuskript ved Emil Bjerrings Død i 1896, skriver Vennen, Overretssagfører Etatsraad Jean Hansen om Victor Bjerring (den næstældste af Professor Vilh. Bjerrings 3 Sønner — Emil var den yngste), at han fra sin tidligste Ungdom trofast havde svoret til sin yngste Broders Fane og stedse nærede en til Afguderi grænsende Veneration for denne. Victor B. døde s. 193 brat i Hjemmet, „Elmebo“ ved Bülowsvej, en sildig Aften i Maj 1887 (netop som han Dagen efter vilde have begivet sig paa en Rekreationsrejse til Italien). — Moderen, der var en Datter af Havnekaptain Esskildsen, døde lige saa pludseligt en Nat i Juni 1892, over 84 Aar gl. Fire Aar efter gik Emil (Albert Edouard) Bjerring bort paa samme bratte Maade.

Under disse vanskelige Forhold arbejdede Bang videre med „Stuk“. Det var en overmaade vanskelig Opgave, han stillede sig selv: Kjøbenhavns Verdensby-Drøm fremstillet som hans egen afmægtige Generations Udslag af de Storheds-Tanker, der efter Bangs ejendommelige Udtryk aldrig synes at ville dø paa vor Klat Jord.

Han skrev om og skrev om og var selv ikke fornøjet med Bogens Optakt, hvorimod han fandt det senere saa berømte Kapitel om Gravesens Bal vellykket. — I et Brev har han fortalt, at han selv lo meget, medens han skrev det, men at der var gaaet megen Lidelse, Skuffelse og Ubehag forud for denne Latter. Foruden Pengevanskeligheder havde Bang ogsaa megen Besvær med Forlæggeren Andreas Schou, der i sin Frygt for Portrætter, Obscønitet og for megen Bredde tillod sig at rette Stil hvergang han modtog et Stykke Manuskript, som om han var Adjunkt og Forfatteren Skolediscipel. Bang tyede til sin Ven Julius Schiøtt, 1) der blev meget forarget over Schous Censur og raadede til et Brud med s. 194 ham. Med Schiøtt som Mellemmand henvendte Bang sig saa til Boghandler Paul Langhoff (Schubothe’s Forlag), og hos ham udkom ogsaa Romanen. Bang fik nu uforstyrret Lov til ikke blot at blive hvad Schou havde for Vane at kalde flydende og læselig, men til at gengive Hovedstadens levende Liv, hvilket han saavel rent stilistisk, som med skarpsindig psykologisk Sans fik indordnet under det meget sigende knappe Ord „Stuk“.

Da Bogen var udkommet i Slutningen af 1887, endte Bang sine Vandreaar. I Begyndelsen af 88 vendte han hjem, ikke belæsset med Laurbær, end mindre med jordisk Mammon, men han havde erobret sig en Førsteplads inden for dansk Digtning.

Mit første Møde med Bang efter hans Hjemkomst blev ved et Formiddagsbesøg hos mine Forældre. I August 87 var jeg bleven gift og hjem faren med Bolig i Stormgaden. I min egen Stue havde jeg læst „Stuk“ og med et lille vemodigt Smil modtaget: Forklaringen. Nu sad vi atter paa vore gamle Pladser ved Dagligstuebordet — men hvor var alt anderledes nu. Bang havde forandret sig meget. Han var langt roligere af Væsen, mere dæmpet i sin Tale. Haaret var strøget bort fra Panden, og hans Ansigt bar et dybt Spor af de sidste opslidende Arbejdsaar.

Dog kom der som et Glimt af den gamle Poseur over ham, da han pludselig brød ud af Samtalen og kastede Spørgsmaalet til mig: — „Hvad mener s. 195 De om „Stuk“, Fru Levin?“ — — „Kun godt, Bang“. Mere blev der ikke talt om den Sag.

Bang gled nu mere og mere bort fra vor Kreds. Jeg mindes ikke oftere at have truffet ham i mit gamle Hjem. Men en Gang endnu fandt jeg i hans Digtning en Erindring om den Tid, da han jævnlig færdedes hos os. Min Moder havde over sit Skrivebord hængende et Fotogravure efter et bekendt fransk Maleri: „L’Automne“ hed det. Dets melankolske Sujet tiltalte Bang i høj Grad, og han drog ofte Opmærksomheden hen paa det.

I „Digte“, der, som anført, udkom 1889, findes to Digte: „Til en Veninde“. — Jeg synes, de er de stilfærdigste i hele Samlingen —.

Husker De Billedet end,
som saa tit vi betragted
sammen og Side ved Side?
Høsten det hed.

Under tyndende Linde,
lænet til Havens Mur,
drømmer en Kvinde.
Solen er nede alt,
men dog hun dvæler,
stirrer mod Aftenens
Skyer, der bleges . . . .

Saadan, Veninde,
tænker jeg end, at De,
trods Deres Lykke,
stundom i Skumringens Tid
stirrer mod Ungdommen hen,
Ungdommens Dag, som var vor. s. 196