Danmarks Breve

Fra Efteraaret 1879 til Slutningen a...

s. 29 Fra Efteraaret 1879 til Slutningen af August Maaned 1880 opholdt jeg mig i Herrnhuter-Institutet „Montmirail“ i Nærheden af Neufchâtel. En ungdommelig Forelskelse, som mine Forældre ønskede at sætte en Stopper for, var Aarsagen til, at jeg skulde tilbringe et Aar i Pension i Schweiz for at lære „Pligt og Alvor“ — som min Fader sagde — samt perfektionere mig i Historie, Sprog og Musik.

Det var en bitter Overgang for mig syttenaars Pigebarn atter at skulle sidde paa Skolebænk efter det muntre Liv i Kjøbenhavn, hvis Sødme jeg allerede havde smagt i Form af Studenterballer og Theaterpremièrer. Jeg fandt mig dog snart tilrette i de nye Forhold, og de to danske Elever, Karen Vollquartz og Henriette Lorenzen, hjalp mig godt over den første vanskelige Tid. Det var os forbudt at tale Dansk, hvad vi naturligvis ikke overholdt. Tiden gik hurtigt, og Julen nærmede sig. I Ferien løb vi paa Skøjter paa Neufchâtellersøen og læste vort Hjemlands Literatur, hvilket kun undtagelsesvis blev tilladt i Anledning af de Bøger, der var sendt s. 30 os i Julegave, samt besvarede de talrige Julebreve fra Slægt og Venner.

Reglen var ellers den, at man kun én Gang ugenlig maatte modtage Breve fra sine Paarørende. Saaledes skrev Moder bestemt hver Onsdag til mig. Desværre havde hun den besværlige Uvane ikke altid at datere Brevene, men det første, jeg modtog i det nye Aar, maa have været afsendt Onsdag den syvende Januar 1880, thi samtidig sendte hun mig et Avisudklip af „Nationaltidende“ med „Vekslende Themaer“ 1) fra Søndag den fjerde Januar. Moder skrev: — „Det nye Stykke af Ibsen, „Et Dukkehjem“ 2) , har med Fru Hennings i Hovedrollen gjort megen Lykke eller rettere Opsigt, thi det har givet Anledning til Debatter for og imod Stykkets Indholds Berettigelse. Vist er det, det var et meget interessant Arbejde og blev fortrinligt spillet; jeg skal, hvis Du ønsker det, sende Dig en Feuilleton af Herman Bang, som meget karakteristisk bedømmer Ibsen igjennem hans Arbejder“ — Feuilletonen fulgte alligevel strax med i Brevet, men den behagede mig ikke. Bang begyndte med Ibsens Ungdomsarbejde „Catilina“ og jonglerede derefter med Digterens forskellige Kvindefigurer for at slutte med Aandrigheder, der ganske gik hen over mit ungdommelige Hoved. Mit Svar blev derfor: — s. 31 „Allermest Tak for Udklip af Aviserne. Herman Bang syntes jeg mindst om, men læste det med Begærlighed, da det var dansk.“ — To Dage efter, den 9. Januar 1880, blev et Brev bragt fra Helliggeiststræde Nr. 20 2 i Kjøbenhavn til Udgiveren af „Nationaltidende“. Det var fra Herman Bang, og Brevpapiret var prydet med et slynget H. B., dog uden Krone. Efter en noget knudret Indledning, hvori han gør Rede for „hvorfor at han har betænkt sig meget længe og søgt forskellige andre Udveje“, inden han henvender sig til min Fader om et Forskud paa sin Gage til at dække nogle Gældsposter med, fortsætter han saaledes: — — — „Sagen er, at jeg i de sidste to Aar har maattet kæmpe for Livet. For to Aar siden var jeg en lille, ukendt Student, hvem Redaktionerne kun lo ud, naar jeg bad om Arbejde. Jeg blev ved at kæmpe, jeg troede kende mig selv og haabede, at der maatte komme en Dag, hvor man ikke lo mere.“ — — — „Jeg behøver ikke at fortælle Dem, hvorledes jeg kom først til Wille 1) , derfra hen til „Dagbladet“ og nu har opnaaet en Plads ved „Nationaltidende“, hvorover jeg er meget glad fordi den i og for sig er behagelig og giver mig Brødet. Men inden dette Øjeblik var min Existens problematisk, pekuniært uheldig og usikker, og jeg maatte gøre Gæld for at leve — gøre Gæld ͻ: lade være at betale mine Regninger.“ s. 32 — — —„Min Bog 1) lod mig betale noget, men der er adskilligt tilbage.“ — — „Jeg tror at mine sidste Føljetoner har gjort megen Lykke, men De aner heller ikke hvilke Anstrængelser de har kostet. Og min store Komedie ligger helt hen. Jeg kan intet skrive, naar Folk banker paa min Dør og jeg ingen Penge har at betale med.“ — — — „Vil og kan De, kære Hr. Ferslew, selv laane mig Pengene til fuld Udbetaling, naar jeg bliver myndig og ellers med smaa Afdrag — thi 150 Kr. er ikke meget at slaa om sig med om Maaneden.“ — — —

Herman Bang ejede, da dette Brev blev skrevet, endnu nogle faa Tusind Kroner, som hans Kurator, ifølge hans Bedstefader, Ole Bangs Villie, først maatte udbetale ham, naar han blev myndig i 1882. Bang slutter Brevet saaledes: — „Tilgiv nu, at jeg kommer til Dem, men mit Helbred, mit Talent, min Arbejdskraft led saa meget, og jeg vilde være saa lykkelig ved at være færdig. Kun et endnu. Dette kan ikke vedkomme Redaktionen, kun Dem som Privatmand.“

Bang kom ikke længe til at vente paa Svar. Allerede næste Dag — det var Lørdag den 10. Januar — opsøgte „Privatmanden Ferslew“, Herman Bang i hans Hjem. Min Fader vilde helst af Selvsyn danne sig et Begreb om, hvad der laa bag ved denne Anmodning.

Besøget maa være faldet ud til Fordel for Bang, s. 33 thi der findes mellem hans Breve til mine Forældre et rørende lille Takkebrev. Hans Taknemmelighed udtrykker han saaledes:— — — „Lad mig have Lov til endnu en Gang at takke Dem, ikke for hvad De gav, men for Maaden hvorpaa De gav. De vandt igaar en Ven mere.“ — — — „Jeg har kun et Ønske, at faa Lejlighed til at vise paa min Maade en ringe Gengæld. De kan begribe hvor det plager mig, at min Føljeton 1) idag ikke tilfredsstiller mig.“ — — — „De næste skal blive gode. Om Balzac’s Barndom, om „Kapitain Grant“ bag Kulisserne — Andersen 2) har givet mig Lov til at overvære Forestillingen paa Scenen.“ — — Samme Dag skrev „Privatmanden Ferslew“ paa Mallings Skrivekugle, Forløberen for de senere Skrivemaskiner, følgende i et Brev til sin Datter nede paa Montmirail :

— — — „Her gaar alt sin jevne Gang. Aviserne trives godt. „Nationaltidende“, som jo har kostet megen Besvær at faa frem, har dog nu naaet til 6000 i Oplag, den tager til hver Dag og lover altsaa en god Fremtid. Den unge Herman Bang, en Søn af det Hus, hvor afdøde Johanne var Lærerinde, er bleven Feuilletonist ved Bladet og gør endeel Lykke.“ — —

Herman Bang! Rygtet om denne bizarre Person s. 34 var forlængst naaet til Montmirail. Helene Hiort- Lorenzen, Redaktørens Datter, havde allerede før Jul skrevet til mig, at der til Bladet var engageret en ny Medarbejder, der var noget af det mest aparte, hun havde set. Det var første Gang, jeg hørte hans Navn nævne i Forbindelse med „Nationaltidende“; men Johanne Ferslew, min Faders afdøde Kusine, fortalte i sin Tid om det besynderlige Hjem i Tersløse Præstegaard, hvor hun var Lærerinde for Bangs Søstre, da han gik paa Sorø Akademi. Hvorledes Pastor Bang 1) sad med Hovedet omviklet af vaade Haandklæder og til Tider satte sig tilhest i fuldt Ornat og red omkring i Sognet. Pastor Bangs Melankoli og Nervøsitet tog tilsidst saadan Overhaand, at Familien frygtede en Katastrofe. Denne indtraf ogsaa midt under en Konfirmationshandling i Kirken. Pastor Bang blev suspenderet fra sit Embede og døde kort efter i Tersløse. Bang har i „Haabløse Slægter“ givet en uhyggelig Skildring af Faderens Udbrud af Sindssyge.

A. L.

3

Denne Begivenhed og Moderens tidlige Død havde kastet mørke Skygger over Herman Bangs Ungdomsaar og havde altfor tidligt lært ham Livets Alvor at kende. Nu var hans Ry, som sagt, naaet helt ned til os, og vi tre danske Pigebørn sloges om de s. 35 ugentlige Feuilletoner. Den 28/1 1880 skrev Moder til mig: — — — „Jeg sender indlagt Herman Bangs Feuilleton fra i Søndags. Morer de Dig? Denne tror jeg nok gør det, den handler jo om en Forestilling paa dit gamle Casino. Imorgen skulle vi sammen med Fru Eckardt 1) derud. Jeg gyser for al den Skyden, det er nemlig „Kaptain Grants Børn“, som spilles.“ — Onsdag den 4. Maj afsender hun atter et Udklip: — „Jeg sender igen en Skizze af Bang. Jeg finder saa meget smukt deri; læg Mærke til Beskrivelsen af den solvarme Dag.“ — — — Det var Skitsen: „Et kvindeligt Studiehoved“, senere optrykt i „Tunge Melodier“ under Titelen: „Fortællinger fra Skumringen“. Vi syntes, den var vidunderlig dejlig og tænk! Herman Bang havde selv med Blyant, paa Kryds og Tværs over Papirstrimmelen, skrevet: H. B., H. B., han havde altsaa siddet i Moders Stue og læst den for hende — som jeg senere saa ofte har hørt ham læse sine „Themaer“ højt og ubevidst, med Blyanten, sendt en Hilsen til de ukendte unge Piger. Jeg begyndte at oversætte den til Fransk, dog jeg maa tilstaa, at det blev ved de første syv, otte Linier.

Men jeg fik snart andet at tænke paa. Allerede i Begyndelsen af Marts skulde der afholdes Eksamen. Jeg slap nogenlunde igennem den og i Paasken ventede jeg Besøg af mine Forældre. Med dem s. 36 rejste jeg i Ferien til Genève og Montreux. Fader havde Hovedet fuldt af Planer om Anlæggelsen af en Papirfabrik og blev derfor mest hjemme paa Hôtellet, hvor Bordet i hans Værelse flød med Papirer og Tegninger, og overlod os alene at foretage Udflugterne til de smukkeste Punkter ved Lac Léman, indtil Ferien var forbi og jeg atter stod ene paa Perronen i Neufchâtel. I det første Brev, jeg fik efter Hjemkomsten, skrev Moder følgende: — „I disse Dage har jeg begyndt paa at gøre vort Sommerhjem 1) istand. Jeg har været hos Wessel & Vett for at købe Tøj til nye Portièrer til Havestuen. Imorgen skal vi spise Frokost derude. Fader skal hen paa Tuborg, han staar i Underhandling om en Grund derude, den ligger lige over for „Slukefter“, og hvis der findes Vand nok — imorgen begynder de med Boringsforsøg — skal Papirfabriken ligge derude. Det vilde unægtelig være det, jeg vilde synes bedst om. Du kan da tænke, at det vilde være en Glæde at have Fabriken i Nærheden af vort Sommerhjem. — — I denne Tid taledes der meget om den Festlighed, der skal være i Anledning af Nordenskiølds Ankomst; der skal være Middag paa Børsen. Det er sandt: Jeg husker ikke om jeg sendte dig en Hilsen fra Student Levin, han gjorde mig en Visit forrige Søndag“ — — —

3*

Det nye Semester var nu begyndt. Jeg var kommet op i næste Klasse og fik her en virkelig Interesse s. 37 for Fagene. De sidste Maaneders Undervisning paa Montmirail blev en god Afstiver for mine ellers ret spredte Skolekundskaber. Inden Sommerferiens Udløb var det blevet bestemt, at jeg skulde forlade Pensionen i Begyndelsen af September. Vilhelm Henriques 1) med Hustru og Datter, havde planlagt en Rejse til Schweiz, og der tilbød sig da en Lejlighed for mig til at faa Rejseledsagelse paa Hjemvejen. Jeg blev jublende glad ved Udsigten til snart at komme hjem, og med let Hjerte forlod jeg Pensionen, trods de mange Venner, jeg der havde vundet.

En paalidelig Chaperone overleverede mig i Familien Henriques’ Hænder paa Banegaarden i Neufchâtel. Vi opholdt os en Dag eller to i Heidelberg. Henriques var en gemytlig Rejsefælle, men naar det kneb for mig at spise den megen Mad ved Table d’hôte, saa sagde han: „Sludder, har man betalt, skal man spise op.“

I Cølln købte jeg mig en Kjole. Moder havde skrevet, at jeg skulde være fiks, naar jeg kom hjem. Kjolen var sandelig „remarquable“, noget ganske Nyt dengang. Det var en „Lommetørklædekjole“, der betegnedes saaledes, fordi den var syet af lutter firkantede Stykker med vævede Borter som paa de gammeldags Lommetørklæder. Den var blommefarvet med graastribede Borter, uhyre oppuffet bagpaa, s. 38 og den havde halvlange Ærmer, som krævede lange Handsker à la Sarah Bernhardt.

Vi tog hjem over Hamborg og Fredericia; Fru Henriques var bange for Kieler-Ruten. Over Bæltet undgik hun alligevel ikke den fæle Søsyge. Dengang gik der jo ingen Færger, kun et lille Dampskib, og Turen var drøj. Jeg var vistnok en af de faa Passagerer, der ikke blev syg. — —

Saa var jeg da atter hjemme igen. Vi boede endnu paa Landet, og det var vidunderligt igen at være inden for det kære Hjems Mure, især da jeg nu var det uden Baand, fri som Fuglen.

En af de første Dage maatte jeg til Byen. Iført min Lommetørklædekjole, tilsvarende Hat med stor Skygge, Parasol og lange, lyse Handsker, kørte jeg med den gamle Hestesporvogn ind til Kongens Nytorv. Det var flot, for det kostede 30 Øre. Paa Hjørnet af Østergade mødte jeg Student Carl Levin, en af mine Kavalerer fra de første voksne Baller. Der blev en Snakken om, hvorledes Sommeren var gaaet for fælles Bekendte. Han havde været i Marienbad med sine Forældre — „uhyre rart og morsomt, naar man ikke bruger Kur“, sagde han. Egentlig havde han saa smaat beregnet, at vi skulde have stødt paa hinanden i Hamborg paa Hjemrejsen; at det ikke skete, syntes at have bragt ham en lille Skuffelse. —„Farvel,“ nikkede jeg, „og kom snart ud,“ raabte jeg, idet jeg svingede op ad Østergade, min dejlige, gamle Østergade!

s. 39 Paa Hôtel Royal traf jeg Moder, der saa smaat forberedte Indflytningen fra Landet. Det var dengang et stort Arbejde. Alle Gardiner blev taget ned om Foraaret og Vinduerne kridtede. Gulvtæpperne slaaet af og bragt til Opbevaring hos Tapetserer Sørensen. — „Jeg skal sige vos“ — det var hans Yndlingsudtryk — „Møllene er slemme her med Eftermiddagssolen paa Ruderne.“ Derfor turde Moder ikke være sit Faktotum overhørig, og Tæpperne blev pligtskyldigst fjernede hvert Foraar. Der var meget Tæppetøj anbragt i Lejligheden paa første Sal i Huset Ved Stranden 18, „Privatlejligheden“, som den benævnedes af Alle indenfor Husets Mure. Seks Værelser „en suite“ krævede meget, ogsaa af Gardiner og Portièrer, der var af grønt Reps med paasyede Fløjelsborter og støvsamlende Fryndser. Da Lokaliteterne i Store Kongensgade Nr. 24, hvor Fader begyndte sin Bladvirksomhed i 1864, var blevne for indskrænkede, købte han i Aaret 1877 Hôtel Royal. Paa første Sal indrettedes en Bolig til os; de øvrige Etager benyttedes til Aviskontorer, Redaktionslokaler, Sætteri og Støberi. I Kælderen arbejdede to Hurtigpresser og den første Rotationsmaskine i Danmark, „Viktoriapressen“, som Fader havde indført fra England.

Da Karakteren af en tidligere Hotelbygning jo aldrig helt kunde udviskes, saa blev den især følelig i vor Lejlighed, hvor Gaard- og Gadeværelserne deltes af den kedsommelige Hôtel-Korridor, der s. 40 dannede en trist, mørk Entré, hvor en uhyre lang Knagerække, et Pillespejl og et Paraplystativ var hele Udstyret. Mine Forældres Soveværelse laa tilvenstre i Korridoren og vendte ud til Gaarden ; ligeledes Badeværelset. Da Fader var Foregangsmand i alt, hvar der var praktisk, saa blev dette Badeværelse med det store, indbyggede Kar midt paa Gulvet, den dobbelte Porcellains-Vaskekumme med varmt og koldt Vand og det fritstaaende Styrtebad i Hjørnet meget beundret. Spisestuen var ret mørk, der kom kun sparsomt Lys ind ad Hjørnevinduet, som havde smaa Ruder. De var bevarede paa alle Gaardfaçaderne i det nuværende Hôtel Royal, der blev opført 1796 paa det gamle Hôtels Grund efter den store Ildebrand d. 5. Juni 1795. Desuden var Stuen mørkt dekoreret med høje imiterede Egetræs-Paneler med Guldforsiringer, grønne Vægge og et egetræsmalet Kasetteloft. Om den store Buffet fortaltes der, at Egetræet stammede fra den gamle Knippelsbro, ligeledes de 18 højryggede Stole, — en Kopi — med Modificering — fra Rosenborg, og det brede, massive Spisebord med dobbelt Søjlefod. Paa en Maade: „Stuk“ var hele dette Interiør!

Af en Akvarel, som altid har haft Hæderspladsen paa min Væg, et Ungdomsarbejde af den for nylig afdøde Kunstner Karl Jensen, faar man et udmærket Billede af de to Stuer, der blev Rammen om vort daglige Liv.

Men sér det store Pillespejl fra Loft til Gulv,

s. 41 Dagligstuerne i det Ferslew’ske Hjem 1879.
Efter Akvarel af Karl Jensen.

s. 42

s. 43 efter den Tids Mode med et Arrangement af kunstige Planter foran. I Vinduet stod et halvrundt Marmorbord, altid fyldt med friske, velholdte Planter. Moder var en stor Blomsterelsker og kæmpede ufortrøden for at frelse sine Yndlinge fra den ødelæggende Gasbelysning og Centralvarmen. I Hjørnet stod Moders Skrivebord med Stagerne og Biscuitfiguren: Thorvaldsen støttende sig til sit Værk „Haabet, og de kendte, kære Smaating, som hun daglig havde mellem sine Hænder. Paa den anden Side af Døren — jeg maa tilstaa det — stod den hæslige Hjørnesofa med Etagèren over, hvor der var opstillet smaa Gengivelser i Bronze af de berømteste Ruiner fra Forum, grupperende sig om en Vase i etrurisk Stil. Bordet havde intet Tæppe, men bar en Visitkortskaal af Majolika. Varmeapparatet stod i det andet Hjørne af Stuen og var dækket af en Kamin-Opstilling med Spejl over. I denne var sindrigt anbragt en skjult Gasovn, som kunde frembringe Illusionen om en engelsk Kulild. Til Ære for min Moders Smag vil jeg bevidne, at den yderst sjælden blev tændt, men Fader kunde godt lide den Slags mekaniske Hyggearrangements. I Krogen ved Kaminen rislede et lille Springvand i Midten af et Blomsterbord fyldt med Bladplanter. Sammen med et Par magelige Stole, skjult bag et tofløj et Skærmbrædt betrukket med persisk Stof, dannede dette en hyggelig Plads i Stuen. Et Par Gange har Herman Bang nævnet denne „Krog“ i sine Noveller eller

s. 44 „Situationer“. Han skriver f. Ex. i „Efter Ballet“ („Præster“, S. 125) : „ — — — Men siden, da de stod i Krogen ved Springvandet, sagde hun med et helt bedrøvet: „Jeg ved det godt, De er ikke lykkelig — — — men hvorfor finder De Livet saa tungt?“ — — — „Hvorfor? Maaske fordi jeg er et ensomt Menneske — — — “ Men hun saa stille hen for sig. „Og hvorfor vil De være det?“ sagde hun, og hun rødmede og blev — tavs.“ — — — Paa den anden Side af Kaminen havde den store Sofa med det aflange Bord sin Plads. Her blev Kaffebordet dækket, naar vi havde Selskab. Ved Vinduet paa Forhøjningen havde jeg min lille Enklave i Stuen. Hvor ofte har jeg ikke siddet der i mine egne Tanker og stirret ud over den gamle Kanal, især naar Solen gik luerød ned bag Assistentshusets Tag og Slottet og Kirken i Tusmørket ligesom blev større og mægtigere.

Men i Moders lille Dagligstue holdt vi mest af at være. Her stod Klaveret, og Moder havde sin Arbejdsplads ved Vinduet; her slog man sig ned, naar man havde noget at snakke med hende om. I denne Stue er der ført mange bevægede Samtaler, og der er blevet bestemt over manges Skæbne ; thi de fleste Samtaler med Fader i hans Stue endte i Reglen inde hos Moder, naar vigtige Spørgsmaal drøftedes om Redaktionen, Bladets Trykkeri eller Sager vedrørende Forretningen i St. Kongensgade. 1) Det var jo i den gode, gamle Tid, da enhver af s. 45 det talrige Personale kunde gaa direkte til Chefen for at klage sin Nød og betro ham sine Sorger eller komme med nye Ideer om dette eller hint, noget, min Fader altid havde et aabent Øre for. I dette Efteraar, da jeg var kommet hjem fra Montmirail, stod Opførelsen af Papirfabriken altsaa paa Dagsordenen. Boringen efter Vand paa Grunden ved Tuborg havde givet et negativt Resultat, og nu var der købt Grund ude paa Frederiksberg ved Nordre Fasanvej. Dag ud, Dag ind var der uendelige Konferencer, og de endte som Regel i Moders Dagligstue.

Naar Aftenavisen var gaaet i Trykken, kom ofte flere af Herrerne fra Redaktionen ned til Fader for at drøfte Dagens Spørgsmaal. Blandt disse var den fine, stilfærdige Redaktionssekretær, den senere Redaktør af „Nationaltidende“, Emil Bjerring. 2) Med Guldlorgnetten i sin smukke, velplejede Haand docerede han med en ejendommelig sløret Stemme sin Mening for Fader, om paa hvilken Maade man kunde gøre et Fremstød for Bladet — den var i Reglen stik imod Redaktør Hiort-Lorenzens Mening. Fader havde tidt svært ved at balancere mellem disse to Poler. Saa kom Vilhelm Henriques brasende ind, rystende sin pragtfulde hvide Haarmanke, s. 46 med Lommerne struttende fulde af Papirer og Aviser. Han skulde tale om Møderne i Borgerrepræsentationen og Bladets Holdning dertil og om Børnene, Hjemmets musikalske Flok, der var glimrende sammenspillet med Fini som Orkesterdirigent. Et Par Gange glædede han mine Forældre med at putte hele Orkestret ind i to Droscher og køre ind til os. Saa blev der lavet Koncert i den store Sal, den, der tidligere havde været Hotellets Table d’hôte-Sal, og som Fader af og til laante ud til Bazarer eller Aftenunderholdninger i velgørende Øjemed. Her spillede Børnene saa løs med Fut og Fart under Finis Taktstok for os alene. Henriques gik stolt og lykkelig op og ned ad Gulvet og slog sig i det uendelige med den ene Haand ovenpaa den anden, en Vane han havde, som markerede en Art af Velbehag. Hans dygtige, bundmusikalske Hustru var ellers i Stilhed den, der havde skabt Musiken i det livlige, men naturligvis en Del bohêmeagtige Hjem.

Saa kom Herman Bang.

I September 1880 var han lige vendt hjem fra sin Rejse som udsendt Korrespondent for „Nationaltidende“ og havde, i Form af Breve sendte til Redaktøren, skrevet en Serie blændende morsomme Artikler fra Udstillingen i Düsseldorf (de kom i Bladet som „Vekslende Themaer“ d. 15., 18. og 22. August) og Referatet af Verdensudstillingen i Brüssel. s. 47 Samme Rejse gav ham Stoffet til „Themaerne“ „Besynderlige Byer“: „De Gales Stad“ ( 5/9 80) og „Nonnernes Stad“ ( 12/9 80), der senere optoges i „Herhjemme og Derude“ (1881).

Kun en og tyve Aar gammel havde Bang, før han tiltraadte Stillingen som Feuilletonist ved „Nationaltidende“, gjort sig bekendt og meget omtalt ved sine „Løsgænger“-Artikler i „Dagbladet“. Det var dog ikke hans første journalistiske Arbejde; thi dels havde han jo som tidligere antydet skrevet en Del Artikler i „Morgentelegrafen“, og dels havde han allerede i 1878 i „Jyllandsposten“ faaet optaget en Del „Breve fra Kjøbenhavn“. I disse Breve kan en opmærksom Læser spore Bangs medfødte Journalisttalent, idet han ud af Dagens Begivenheder finder alt, hvad der kan formodes at interessere Læserne, i dette Tilfælde ganske særlig Provinsens. Blandt andet skriver han om Maurice Dengremont, Barnevirtuosen, der vakte saa stor Opsigt i Kjøbenhavn — et Slags Forstudie til Bangs Skildring af „Chariot Dupont“. Allerede da havde han ogsaa Blik for, hvad der kan tjene Danmark i Udlandet og kritiserede derfor stærkt Danmarks, som han kaldte det, „Fiasco“ paa Verdensudstillingen i Paris. Paa Folketheatret havde han faaet opført sine Enaktere: „Du og Jeg“ den 20. Novbr. 1878 og „Hverdagskampe“, der blev spillet første Gang samme Sted til Fru Holsts Benefice den 22. April s. 48 1879. Samme Aar udkom „Realisme og Realister“, hvoraf Hovedparten alt tidligere i „Ude og Hjemme“ havde vakt en vis Opsigt i litteraire og akademiske Kredse paa Grund af den nye Tone i disse kritiske Studier over Samtidens Forfattere, Topsøe, Schandorph, J. P. Jacobsen og flere. Studenter af Aargang 78, som Axel Hassing, Bangs Fætter, Louis Bramson, Carl Levin, Arnold Lobedanz og Julius Lehmann, tog Parti for ham. De fandt hans Talent ubestrideligt, men de tog Afstand fra hans theatralske Façon i Tale og Optræden.

Om Bangs Færden i Studenterforeningen kunde Hassing og Carl Levin fortælle mange muntre Oplevelser.

Som f. Eks. da Overretssagfører Ludvig Simonsen omkring 1880 dirigerede en Generalforsamling. Bang bad om Ordet.

S.: „Deres ærede Navn?“

B.: „Herman Bang.“

S.: „Student Bang har Ordet.“

B.: „Ikke „Student“, men Herman Bang!“

S.: „De har altsaa Ordet!“

Bang ankede over Bogindkøb og Bladhold, anbefalede specielt at abonnere paa „Revue des deux Mondes“ og henvendte sig hele Tiden til den ledende Senior.

S. (ringer m. Klokken) : „Den ærede Taler bør herom henvende sig til Bogsenioren“ [det var vistnok Svend Lembcke].

B.: „Jeg er bedst kendt med Theaterforhold, og s. 49 paa Theatrene henvender man sig aldrig til Statisterne om vigtigere Sager.“

S. (ringer stærkt) : „Det Udtryk kan ikke tillades!“

B.: „Jeg kan ikke finde andet adækvat Udtryk.“

S.: „Saa maa jeg fratage Dem Ordet!“

B.: „Jeg har sagt, hvad jeg havde paa Hjerte.“ Jubel! Midt i sin Tale kom Bang til at puste det ene Lys ud paa Talerstolen. Han agerede stærkt, skænkede sig et Glas Vand meget langsomt for at drille Simonsen. — Noget tidligere hændte følgende lille Episode, som bar Vidne paa en Gang om det Ubehag, Bangs Personlighed fremkaldte hos mange, og paa hans egen Forudfølelse af sine Evner. I Studenterforeningens Konversationsstue sad en Dag omkring det runde Bord ved Vinduet imod Holmens Kanal nogle af de konservativeste Medlemmer, Ludv. Jacobsen, H. C. A. Lund og flere, da Bang med et Par Venner gik gennem Værelset for at forlade Foreningens Lokaler. En af de Gamle bemærkede da et eller andet spydigt, og de lo — da vendte Bang sig henne ved Døren og formelig hvæsede : „ Le kun, d’Herrer — inden De ved af det, vil De se mit Navn prange paa alle Byens Gadehjørner!“ — Det var nemlig kort før „Du og Jeg“ kom op paa Folketheatret.

Herman Bang besøgte i de Aar ret ofte sin Tante Olivia, „Excellencen“ Ole Bangs Datter, Enke efter Prof., Overlæge, Dr. med. M. Hassing. Hun boede s. 50 paa Østerbro lige overfor Søerne, og i hendes Hjem samledes en Dag i Ugen hendes Søster Fru Aarestrups Døttre og deres Veninder, som sammen med hendes Datter Sophie havde dannet en Syforening i velgørende Øjemed. Naar Sytøjet Klokken syv blev pakket sammen, stillede „Partiet“ hos Damerne. „ Partiet“ var den yngste Søn Axel og hans Venner, der læste hos Manuduktør sammen, de kom nu for at underholde de unge Piger inden Aftensbordet. Bagefter dansede man eller legede. — Lykkelige, harmløse Glæder!

Til disse Aftener kom, som sagt, Bang af og til og var altid velkommen dér i Huset. Tante Olivia følte sig saa tryg ved at vide lille Axel under Hermans beskyttende Vinger, naar de senere paa Aftenen fulgtes ind ad Byen til. Tante Olivia troede saa fuldt og fast paa Herman, men det var jo ogsaa før „Haabløse Slægter“ udkom! Ved disse Sammenkomster var Bang slet ikke skabagtig. Han var munter, legede og dansede, men yndede ogsaa at agere uhyre „erfaren“ og Levemand i den Tids Stil. Han havde just da begyndt at vække Opsigt. Haaret var redt ned i Panden, Jakken højt knappet og snæver, men han blev læst. Hans ugentlige Feuilletoner i „Nationaltidende“ vakte ogsaa berettiget Opsigt.

Axel Hassing elskede at drille Bang. I „Hverdagskampe“ staar følgende Repliker:

William: — Jeg havde troet, De blev her hele Efteraaret.

s. 51 Tekla: — Du er virkelig for sangvinsk, William, at tro, at Frøken Kaalund vilde spilde hele sit Efteraar paa os. — —

Nu har H. V. Kaalund, som bekendt, udgivet to Digtsamlinger: „Et Foraar“ og „En Eftervaar“. Dette benyttede Axel Hassing til, ved et af de muntre Aftenselskaber paa Østerbro, at spørge Bang, medens alle hørte derpaa: „Hvorfor, Herman, staar der ikke „sin Eftervaar“, men „sit Efteraar“ i „Hverdagskampe“ angaaende Kaalund?“ — „Hvad er det, Du siger, Axel?“ — „Jo, Folk undrer sig over den Hentydning til Kaalunds Digte.“ — Bang vred sig og skreg op: „Aa, Du Almægtige, skal man nu ogsaa gøre Nar af den uskyldige Replik!“ — —

Ved den sidste selskabelige Sammenkomst af „Foreningen til fattige Børns Tøjforsyning“ den 24. April 1879 havde Louis Bramson skrevet en Sørgekantate i tvende Afdelinger med Kor af passive Medlemmer, hvori forekommer følgende Vers paa Mel. „Cumberland“:

— „Naar saa alle mætte var,
lod man Bordet flytte,
derpaa ind i Stuen bar
vi Laaget af en Bøtte:
Digterlegen
„her man“ megen
Glæde havde ved,
en Forfatter,
som vi skatter
højt, vi heldigvis fik ogsaa med.

A. L.

4

s. 52 Og naar vi bytted’ Ringene
Ri, Ra, Ringene,
saa kom der Liv i Tingene
Tju, tja, Tingene.“ — —

Bang morede sig godt i denne Kreds af yngre Studenter og unge Piger; især yar han meget indtaget i en Frøken Dahlerup, en Slægtning af „Excellencen“s anden Hustru, Sophie, født Dahlerup.

Dette var, hvad jeg kendte til Herman Bang, indtil vi i Slutningen af September flyttede til Byen.

En Formiddag — jeg husker det saa tydeligt, som var det hændet igaar — sad jeg ved Klaveret og spillede nogle af de Musikstykker igennem, som jeg havde lært nede paa Montmirail. Min Færdighed var saare ringe, og idelig snublede jeg i de vanskelige Passager, men jeg havde maaske en lille Smule sentimentalt ved mit Foredrag. I en Pause hører jeg noget pusle ved Døren bag ved mig. Det lille Blik- Nøgleskilt, der hængte dèr fra Hotellets Tid, klirrede, idet Døren langsomt lukkedes op og et Hoved kom tilsyne i Døraabningen. Jeg rejste mig forskrækket op, men Personen, der stadig holdt fast i Dørlaasen, sagde, idet den smuttede ind i Stuen: „Bliv ved, Frøken, De spiller saa smukt.“

Det var Herman Bang, der kom for at bringe min s. 53 Moder en Bog. I samme Øjeblik steg et Barndomsminde op i min Bevidsthed. Det var en lille Pige i hvid Balkjole med ceriserødt Livbaand, der kom hjem fra sit første Bal. I Favnen havde hun syv Kottillonsbuketter, som hun, straalende over hele Ansigtet, viste frem til sin Fader. Jeg føler endnu det Stik, som det gav i mit Barnehjerte, da Fader sagde: „Husk paa, min Pige, at naar der vises dig saadan en Opmærksomhed, er det ikke for din egen Skyld, men fordi du er min Datter.“ — Jeg stod nu over for Bang og tænkte — Ah! det er altsaa Udgiverens Datter, der spiller smukt. Og jeg tror virkelig, at dette første Møde — med Urette maaske — blev bestemmende for min Opfattelse af ham; jeg blev „en garde“ og tvivlende. Besøget blev kort. Et Par Forsøg fra hans Side paa at faa en Samtale igang bristede paa Grund af min Forvirring. Jeg bad ham vist ikke engang om at sidde ned. Et Øjeblik efter tog han Afsked. Men hans Væsen, hans Skikkelse, havde prentet sig dybt i min Erindring.

Hovedet syntes for stort til det spinkle Legeme, især var Baghovedet stærkt udviklet. Det mørke Haar dækkede som en uregelmæssig Fryndse det meste af Panden; Øjnene var dybtliggende, brune, smukke trods en let Skelen med det venstre Øje, der gav Blikket et noget flakkende Udtryk. Øret var stort, lidt degenereret i Formen, Næsen kraftig, let buet, med nervøse Næsebor. Munden var stor, men s. 54 smukt formet. Læbernes Farve traadte stærkt frem mod den matte, olivenfarvede Hud.

4*

Bangs Skikkelse var slank, han var hastig og væver i sine Bevægelser. Blev han ivrig over det Emne, han forfægtede, gik han op og ned ad Gulvet paa en ejendommelig traneagtig Maade, ofte holdende sig med Haanden paa den ene Hofte. Hans Hænder var smaa og slanke, og han benyttede dem idelig til at understrege sin Tale. Naar Bang lige kom fra sin Frisør og Haaret var arrangeret efter Kunstens Regler ned over Panden, kom der let noget kvindagtigt over hans Ydre; men blev han ivrig og rystede Frisuren i Uorden, saa var det ligesom han strøg det af sig igen — glemte at være Poseur.

Hans Klæder sad altid meget stramt til Figuren, og han valgte helst til sit daglige Tøj stærkt stribede eller tærnede Stoffer i brunt, som han foretrak — „ det gav ligesom Fylde til Figuren“, sagde han. Dertil bar han som oftest mørkeblaat Slips, hvidt Silkelommetørklæde med blaa Bort og blaat Monogram. Jeg mindes aldrig at have set Herman Bang vælge grelle Farver til sin Paaklædning.

Bang holdt meget af min Moder. Hun gik altid i Forbøn for ham hos Fader, naar et eller andet skulde opnaas. Han læste ofte sine Manuskripter til de „Vekslende Themaer“ højt for hende, og de drøftede altid de Velgørenhedssager sammen, som han med sin Pen støttede i Bladet. Bang gav jo gerne til alle, bare han havde noget at give af.

„Vekslende Themaer“ — ja, disse ugentlige Kroniker s. 55 fortjente et helt Kapitel for sig. Især maa man, naar man læser dem paany, efter næsten et halvt Aarhundredes Forløb, forbavses over Forfatterens utrolige Modenhed, saa ung han var. Enkelte har Bang jo selv senere indlemmet i sine Skrifter, men der er adskillige endnu, som fortjente Genoptrykning i hans samlede Værker. Alene at nævne nogle Titler paa „Vekslende Themaer“ giver et Indtryk af, hvilken født Journalist Bang var. Jeg nævner iflæng: „ Hvorledes vi begrave vore Døde“, „Fru Eckardt“ (en klog Karakteristik af den udmærkede Skuespillerinde), „Magasin du Nord“, „Jacques Offenbach“ ( 10/1o 1880). Af sidstnævnte citerer jeg som en Prøve paa Herman Bangs Fremstillingsmaade disse Indledningslinier: Theaterbudet fra Renaissance mødte i Tirsdags som sædvanlig i Nr. 8 paa Boulevard des Capucines for at afhente Partituret til Maestroens nye Operette „La belle Lusette“, hvori han efter Gaarsdagens Prøve havde ønsket at rette nogle Takter. „Til Hr. Offenbach,“ sagde han ned i Portnerrummet.

Men Portneren standsede ham: „Det nytter ikke, De gaar op,“ sagde han, „Hr. Offenbach er død.“

Som Lynet bredte Rygtet om Maëstroens Død sig i Paris, men Boulevarderne mødte det med Mistro. „Jacques“ — man kaldte ham atter Jacques — død ... det var umuligt; man havde jo nylig set ham i Café Riche ...

Men Jacques var død, og godt at han var det, thi Børn af den glade Tid bør dø, naar Glæden er omme s. 56 og Dirigenten fører an til Kehraus — født af Dagen maa man gaa med Aftnen, og for Offenbach truede Skumringen allerede med at blive til Nat. — — —

Og den næsten 12 Feuilleton-Spalter lange Artikel slutter med nye Forsikringer om, at Offenbach døde i rette Tid, inden han overlevede sig selv og med en vis Skepsis overfor hans endnu uopførte „store Opera“. Her saa Bang fejl. „Hoffmanns Eventyr“ blev som bekendt en Verdenssukces, der endnu over et halvt Aarhundrede efter Førsteopførelsen høres med Begejstring af Alverdens Musikvenner Jorden over.

En Kronik: „Otto Borchsenius“ var en fortrinlig Værdsættelse af denne Litteratur-Historiker og Kritiker med Fremhævelse af det „hostrupske“ ved ham og af hans Bestræbelser for at bane Vej herhjemme for svensk Litteratur, hvilket ogsaa laa Bang saa varmt paa Hjerte.

„Samfundsproblemer i en Bonbonnière“, Redegørelse for Alexander L. Kiellands første Arbejders Ejendommeligheder — Artiklen vakte paa én Gang Harme og Beundring hos Kielland, hvilket kan sés af et Brev til Edv. Brandes i hans trykte Samling af Breve, „Et Besøg paa Carlsberg“ (som Bang med sin Nonchalance for Navnes rette Bogstavering haardnakket kalder „Karlsberg“), „Vilhelm Topsøe“ (dateret fra Schandau 16/7 1881 — en særdeles smuk og sandfærdig Nekrolog over denne hans synderligt s. 57 gode Ven fra de alleryngste Skribentdage), „Fæstekontorer“, „Folketheatrets Kolling“, „Chopin“, vidtløftige dramaturgiske Artikler om Emil Poulsen, Agnes Nyrop, Fru Oda Petersen (den senere Professorinde Oda Nielsen), Peter Jerndorff, Carl Wulff, Fru Betty Hennings (specielt i Edv. Brandes’ „Gyngende Grund“), „Un père prodigue“ paa Casinos Theater (oversat af Severin Abrahams og Bang selv), Sarah Bernhardt, Fru Julie Hansen (Folketheatrets fejrede Lumbye-Datter), Ibsens „Gengangere“ (først om Bogen, saa om Aug. Lindbergs modige Opførelse af Dramaet paa Folketheatret), Camilla Lerche, Josephine Gallmeyer (Wienernes Yndlingsaktrice), Ad. Rosenkilde (en fortræffelig Nekrolog, der blev til i faa Timer, lige da Bang erfarede denne Skuespillers Død — noget af det rigtigste, der er skrevet om samme Kunstner), „Oldinge og Sønnesønner“, „Billig Mad“, „Fra Charlottenborg“ (Bang skrev for Resten med dengang ikke ualmindelig patriotisk Purisme „Charlotteborg“), „ Tivoliana“ (helt forretningsmæssig Statistik) etc. etc. — Opsigt vakte sandelig disse Feuilletoner. Der var dem, de irriterede ved deres nymodens Form. Georg Brandes, der langt senere skrev forstaaende og smukt om Bang som Romanforfatter, lod sig forlede til at kalde Bangs Hjerne en „Fruentimmerhjerne“, og Edv. Brandes, for hvis Theaterstykkers Opførelse i Udlandet Bang dog saa hæderligt kæmpede, vilde slet ikke se det, der røbede det s. 58 sjældne Talent, i hvad Bang skrev. Men der var mange, mange flere, der blev „Nationaltidende“s Venner, netop paa Grund af Bangs Søndagsartikler.

En Kronik af 9/12 1883 skal til Slut citeres her. Den er knap 6 Spalter stor og kaldes „Vinter“. Bang har den Søndag aabenbart ikke haft noget rigtig „aktuelt“ Emne at kausere over, og han bygger paa Barndomserindringer og velopbevarede Iagttagelser følgende rørende Smaabilleder op. — „En Morgen vaagnede vi og saa alting hvidt, Gader og Tage, og rundt i Parkerne bar Grenene den skinnende Sne . . . Digtere, det er noget for Eder. Stem blot Harpen og syng. Naturalister — frem med Eders Notérbøger og notér. Tæl, hvor mange Stjerner der er, forat I ikke skal synde mod en Decembernats Astronomi !...

Saa har man spist Æbler og Nødder. Dér i det gammeldags Hus har Æblerne maaske surret rundt paa Kakkelovnspladen, og man har spist dem paa en Underkop maset med Sukker. Og „Far“ har faaet en Toddy . . .

Men der er andre, der faar andre Tanker. For hvem en Vinternats Kulde vækker andre og sørgeligere Billeder . . . Tro mig, vi har Uret i at smile ad disse Mennesker, der altid rende med en „Liste“. Vi kende dem alle. Det er Damer, som altid har en Subskriptionsseddel i Muffen, Lodsedler i Lommen. Den Dame dér kan aldrig komme i Selskab uden at s. 59 servere en Elendighed ved Desserten . . . Jeg forstaar deres Rastløshed. Den, der én Gang har set en stor Bys Elendighed lige i Ansigtet — just en Vinterdag som nu —, han glemmer det aldrig . . . . Saaledes gaar det ogsaa mig . . . Hjælpe, hjælpe — her kan ikke saadan hjælpes — mæt dem — mæt dem bare en Dag . . .

Og fremfor alt — husk paa de tause Fattige, som ikke beder . . . Der er saamange Saadanne, og det er vor Pligt at huske dem. Har vi ikke alle Erindringen om en gammel Pige fra vore Forældres Hus? Hun kyssede os, naar vi græd, fordi vi var faldet, mens vi legede — hun tog os paa Skødet om Aftenen, naar Moder var ude, og hun fortalte os Eventyr, indtil vi skulde i Seng. Vi ser endnu hendes gamle, furede Ansigt, ældet før Tiden i Slæb og Slid, hendes høje, ranglede Mandfolkefigur og de graa Øjne . . . Vi ser hende paa vor Fødselsdag komme ind om Morgenen paa Sengen med Kringlen til en „Rigsort“ med Navnet af Sukker midt paa . . . Hvor er hun nu? Vi véd det ikke. Men lad os give en Almisse unde? hendes Navn — til en anden, andre har glemt, lige som vi glemte hende. Vi vil give og give saaledes, at ingen saares. Thi at modtage er svært. Derfor er at give saa vanskelig en Kunst. Alee vort Hjerte kan lære os dette . . .“

— Saaledes skriver denne „Vismand“ i sin egen Stil, der maaske smager en lille Smule af H. C. Andersen — men hvordan er det, Georg Brandes i sin s. 60 Karakteristik af Bang fra 1901 skriver? „Fra Andersen har han taget Følsomheden i Arv . . .“ Netop. Gang efter Gang mindes man Herman Bang, naar man fordyber sig i H. C. Andersens Breve. I lige høj Grad maa man beundre Iagttagelsernes Rigtighed (især de sete) og Følsomhedens usvigelige Ægthed. Sære var de begge, hver paa sin Manér og hver for sig præget af deres Tid.

Omkring 1880 tog Bang sig meget varmt af den unge Martinius Nielsen, hvis Talent som Skuespiller han havde opdaget ved en Studenterkomedie- Forestilling paa Hoftheatret. Bang læste med ham, og den 6. Oktober 1880 debuterede M. N. paa Casino som Aage i „Mester og Lærling“. Bang har i „Haabløse Slægter“ skildret ham som den unge Andersen, der aflægger Prøve som Aladdin. At han ikke tog fejl af den unge Mands Evner for Scenen, fik denne senere bevist som Skuespiller og Theaterdirektør.

I et udateret Brev til min Moder, der bevidner Bangs varme Interesse for den unge Debutant, skriver han: „Kære Fru Ferslew, — „Maa ikke Martinius og jeg en Aften læse lidt højt nede Hos Dem? De vilde faa et saa meget sandere Billede af det Menneske, og jeg holder saa meget — tro mig dog — saa meget af Deres Mand og Dem, at jeg gerne vilde, De skulde forstaa dem, jeg sætter blandt mine Nærmeste — især nu, hvor Martinius skal spille den store Rolle.“— — Saa vidt jeg véd, fik Bang ikke s. 61 Lejlighed til at forestille sin daværende Protegé i vort Hjem.

Efter først i Aaret at have udgivet „Tunge Melodier“ med Optryk af en Del „Vekslende Themaer“ udkom i Efteraaret 1880 hans store Roman „Haabløse Slægter“. Dens Beslaglæggelse kom over Bangs Hoved som et Tordenskrald og rystede ham dybt. Han var i sit Forfatterskab saa langt fra at være obscøn, og han glemte aldrig den Krænkelse, som derved blev ham tildel. De Scener, han maatte stryge i 2den Udgave, var, efter Nutidens Opfattelse, saare harmløse og ret betydningsløse for Bogens kunstneriske Værd. Bang blev sat under Tiltale d. 3. Januar 1881 og dømt ved Kriminalretten d. 23. Juli s. A. Denne Begivenhed svækkede tilmed Bangs Stilling ved Bladet, som han nu netop skulde til at bygge op. Fader tog ogsaa Sagen alvorligt og har sikkert raadet Bang til at være paa sin Post; en Gentagelse kunde tvinge Fader til for Bladets Renommés Skyld at miste Bang som Medarbejder.

Nu var der frit Slag paa Herman Bang. Han haanedes i Vittighedsbladene, og der fortaltes fra Mund til Mund usandfærdigt om hans Latterligheder i Toilettekneb. Hvorledes han hældte hele Flasker Parfume ned ad Ryggen for at stramme sig op. „Punch“ afbildede ham og Peter Nansen iført Kjolesæt med korte Ærmer, Kniplingsvolanter ved Albuerne og lange Handsker.

s. 62 Da „Cæsar Girodots Testamente“, 1) den 1. Oktober 1880 blev spillet paa Folketheatret, havde Villiam Pio heri anlagt en Maske, der fuldstændig kopierede Herman Bang. Jeg var selv tilstede ved Premièren. Fader blev paa sine Blades Vegne meget fornærmet over, at en af hans Medarbejdere blev offentlig haanet fra Scenen og meddelte næste Dag Theaterledelsen, at saalænge Pio spillede med Bangs Maske, blev Forestillingen i hans samtlige Blade ikke anmeldt og selv ikke de betalte Annoncer optagne i dem. Pio maatte derfor, efter et Par Opførelser, forandre Masken. Det hed sig i Journalistkredse, at Herrepersonalet paa Folketheatret med Pio i Spidsen var blevet irriteret over en Bemærkning af Bang i en Anmeldelse om, at d’Herrer nok kun kendte løse Manchetter, selv naar de agerede Marquis’er.

Kort efter „Haabløse Slægter“s Udgivelse, men inden dens Beslaglæggelse, var cand. phil. Carl Levin i Selskab hos Ludvig Bing, Medejer af „Bing & Grøndahl“s Porcellainsfabrik. Der var tilstede bl. a. Edvard Brandes og J. P. Jacobsen. Bogen kom paa Tale; Brandes fandt den forfærdelig, navnlig kedelig, Ingenting af literær Betydning. Jacobsen sagde ham imod: „Den er kedelig med alt det „Komediespilleri“, men den er knusende løfterig og tatentfuld,“ sagde han. Brandes brugte et stygt Ord om Bogen. Jacobsen svarede derpaa med et Skuldertræk.

s. 63 Paa Hjemvejen sagde Brandes til Carl Levin, at det dog var for galt, at Bang kunde vække Alverdens Opmærksomhed bare ved at rede Haaret ned i Panden. „Om jeg saa lod mit Haar vokse ned paa Maven, var der ikke en Hund, der vilde gø derad,“ sagde den daværende, ret nybagte Folkethingsmand.

At Brandes ikke var Herman Bang god, sés af følgende Episode, der indtraf ved den improviserede Fest i Larsens Lokaler paa Sct. Annæ Plads, den Aften, da Senioratet havde nægtet Sold paa den store Sal i den gl. Studenterforening, efter at Georg Brandes havde holdt Foredrag dér. Bang holdt ved Festen en Tale for J. P. Jacobsen, der dødssyg var tilstede. Derefter rejste Edvard Brandes sig og yttrede, ret umotiveret, at hans Ven Jacobsen ikke kunde tale i det røgfyldte Lokale, men at han (Brandes) vilde sige, at Bang var ikke den, der burde udbringe Jacobsens Skaal, han var ikke værdig at løse Jacobsens Skotvinge. Det virkede pinligt. Bang blev ligbleg. Da raabte Holger Drachmann over Bordet. „Jeg gi’r Dig Haandslag, Herman!“ Det hjalp. Drachmann gav herved Bang en Oprejsning for Brandes’ noget brutale Overfald.

Redaktionssekretær Emil Bjerring var Bangs gode Aand. Han vilde bevare Bangs Kræfter udelte for Bladet, hvorfor han paa alle mulige Maader søgte at forhindre ham i at holde Oplæsninger eller Foredrag. Han troede ubetinget paa Bangs glimrende Evner som Journalist og mente, at denne helt s. 64 burde ofre sig for Pressevirksomheden. Det var derfor en Betingelse for Bangs Stilling ved „Nationaltidende“, at han ikke læste op i Kjøbenhavn; at det ikke var forbudt ham i Provinsen, ses af et Brev, som han skrev paa Moders eget Brevpapir, da han ikke traf hende hjemme. — — — „Som jeg fortalte Deres Frue forleden Dag, skal jeg imorgen første Gang ud i Provinsen og læse højt. Jeg gør det for at tjene Penge og afbetale og kun af den Grund: de fleste Oplæsninger vil vel give mig: ca. 300 Kr. og det tager kun én Dag.“ — — Bang fik naturligvis Lov til at gøre dette Forsøg; men han fik ikke Held med sin Oplæsning i Hillerød, hvilket han sukkende bekender i et Brev til Fader: — „Hvor meget ondt det har gjort mig med min Spekulation i Hillerød, tror jeg De maa vide.“ — — „Jeg havde saa langt fra nogen Gevinst, at de Penge slet ikke slog til, og Himmelen vide nu hvordan jeg faar Dem betalt. I Roskilde er jeg indbudt af en Klub, men faar kun 40 for det, men saa er der ingen Risiko.“ — — —

Det var en livlig Saison, Vinteren 80—81. Jeg kom paa mange Baller og morede mig brillant i den muntre Kreds, der bestod bl. a. af Stud. jur. Frits Hiort-Lorenzens og hans Søster Helenes Venner og Veninder. Der var et akademisk Pust over disse Baller, som var noget Nyt for mig. Desuden gik vi meget i Theatret og var i Reglen med til de fleste Premièrer, baade i det kgl. Theater og i s. 65 Secondtheatrene, som man den Gang benævnede Folketheatret og Casino — andre Theatre eller Forlystelser, udover Tivoli om Sommeren, Concerter og Karnevaller om Vinteren, fandtes der jo ikke, hvor Damer kom. Disse Førsteforestillinger var det altid morsomt at være med til. Jeg husker hvor forventningsfuld man var, hvorledes man jagede med at komme i Tøjet. Det korte Pandehaar fik sig en extra Behandling med Krøllejernet. Kjolen tog det Tid at faa paa. Den var hægtet eller snøret i Ryggen, og der var mange Hægter lige fra den høje Halskrave til langt ned over Taillen. De moderne Kjoler var syet i Prinsesseform, det vil sige ud i et, men strængt følgende hver Form. Først ved Knæet kom Plisséer og Svøb. Dertil brugtes halvlange Ærmer og lange Handsker. Et dekolleteret Toilette saas aldrig i Theatret, og da de lange Kjoler ikke fordrede de lette Selskabssko, gik man i Reglen tilfods til Theatret, naar Vejret ikke var særlig slemt. Det var meget sjældent at Fader lod spænde for Karethen for at køre derhen. Man forsynede sig med solide Gummistøvler og langt Plyds- Aftenslag, hvorunder man bekvemt kunde holde Kjolen op. Hovedet var bundet ind i et godt varmt Tørklæde — Moder gyste ved at se mig med et let blaat Slør slynget om Hovedet. Jeg husker mig selv styrtende i sidste Øjeblik ned ad Trappen paa Hôtel Royal — mine Forældre var allerede langt nede i Porten —, Slaget flagrede om mig, Viften s. 66 holdt jeg i Munden medens de lange Handsker blev trukket paa under de mange raslende Sølvringe, 10, 12 Stykker over hinanden, Venskabs-Armbaand, som det var den Tids unge Piger en Fryd at samle paa. Fader passede altid nøje Tiden og holdt mest af at komme ind — ubemærket — naar Gassen var ved at blive skruet ned og Tæppet lige ved at gaa. Vi havde jo vore faste Yderpladser.

Jeg husker endnu Lyden af Publikums Snakken og den underlige Lugt af Gas og Kulissestøv, der slog os imøde, naar Døren til 1ste Parket sagte lukkede sig bag os. Det var som kom man ind i et stort Privat-Selskab : der blev en Nikken og Smilen til de mange Bekendte rundt omkring. Bang har saa levende beskrevet en saadan Première-Stemning i Romanen „Stuk“. —

I Privattheatrene havde vi vore Pladser lige bagved Bladenes Anmeldere, og i Reglen sad Herman Bang dér, eller han stod ude i Sidegangen. Alle Kikkerter rettedes mod ham, og da han ofte i Mellemakten ivrigt konverserede Moder og mig, saa blev der naturligvis lagt noget deri, hvad der i Virkeligheden slet ikke var.

Bang følte sig nu ganske som hjemme hos os. Han elskede Børn, og min lille Broder var henrykt naar Bang byggede fantastiske Huse af hans Klodser paa Spisestuebordet og bagefter lod dem styrte om med et Brag. Saa lo de lige højt begge to. Eller naar han fortalte Historier for ham; ganske som s. 67 hans egen Moder havde fortalt dem for Bang som lille Dreng i „Det hvide Hus“ paa Als.

Dog, det var i Reglen alvorligere Sager, der drøftedes, naar Bang svippede ned fra Redaktionen i et ledigt Øjeblik. Det var jo altid Bladets Fremgang, han kæmpede for. Bang elskede nemlig Arbejdet i sin Gerning, paa hvilket Omraade han end gjorde sin Indsats. Straks efter at han var kommet til Bladet, forsøgte han at indføre det lettere Stof. Han skabte saaledes Rubriken: „Mosaik“, der endnu saa længe som „Nationaltidende“ udkom var Bladets faste Spalte. Han paabegyndte oppe i Bladet under Betegnelsen: „Charivari“ en anden Rubrik, hvor alle Spørgsmaal af Døgnets Interesser optoges til Behandling af unge, friske Penne, for det meste af den frisindede literære Lejr.

Men Bangs Kongstanke var en Literatur-Tidende, der skulde aabne sine Spalter for de betydeligste skandinaviske Forfattere, men dertil var Tiden endnu ikke moden. Fader skød stadig Tanken fra sig, vel nærmest af økonomiske Grunde.

Alle disse nye Idéer, som Bang med ukuelig Energi forcerede fremad, skaffede ham naturligvis mange Fjender inden for Redaktionspersonalet. Han tog jo, for sig og sine, Pladsen op for de andre. Hans daglige Færden nede paa „første Sal“, fik Rygterne til at svirre rundt i hele Huset. Det var jo ikke saa svært at stave og lægge sammen — der var jo Datteren — man kunde vel ikke vide, om s. 68 der ikke laa Faren for, at han engang fik for megen Indflydelse paa Bladet.

A. L.

5

Hiort-Lorenzen, Redaktøren, kunde ikke fordrage Bang, der ogsaa drillede ham, naar han kunde komme til det. Saaledes fortaltes der, at da Hiort-Lorenzen en Gang, for Opadgaaende, mødte Herman Bang paa Hôtel Royals Trappe en Lørdag Aften og spurgte ham: „Naa, hvad handler saa Deres Feuilleton imorgen om?“, at Bang da svarede, løbende ned ad Trappen: „Det kunde De li’e at vide!“ Eller en Dag, da samme Herre forstyrrede Bang, der sad og skrev, ved at gaa rundt og lede efter Noget: „Hvad søger Redaktøren?“ „Aa — det var mit Blækhus, der er blevet borte for mig.“ „Blækhus! men hvad vil De dog med det?“ udbrød saa Bang. Ved saadanne Lejligheder kom det drengeagtige op paa Overfladen hos Bang, der klædte ham saa morsomt.

Naar Bang trængte til en lille Hjertestyrkning, løb han ofte ned til os og gik lige ind i Spisestuen, hvor han vidste der altid stod nogle Flasker Rødvin ved Siden af Buffeten; Glas fandt han selv frem. Jeg har hørt vor Stuepige Ane sige — han har forresten benyttet hende som Model i den lille Skizze „Efter Ballet“ — „Det kan ikke nytte, De kommer idag, Hr. Bang, vi har Vælling til Middag!“ Naar Fader og Bang var optagne af nye Planer, trak nemlig Samtalerne ofte saa længe ud, at Bang blev til Middag.

s. 69 En Dag, da jeg kom hjem fra min Time i Ridning hos Kronprinsens Berider, Noll, ude i Dronningens Ridehus ved Amalienborg, blev jeg forfærdet over at se min Bedstemoder sidde rædselslagen paa en Stol i Dagligstuen. For hendes Fødder laa Bang i en forvreden Stilling. „Tag dog det Menneske bort, Anna!“ skreg hun. Bang sprang op. — „Gud, Frøken Ferslew, jeg demonstrerede bare for Fru Lindholm, hvorledes de Gale er i Gheel.“ — Saaledes husker jeg mange Smaapudsigheder om Bang i hans unge Aar.

Op imod Jul fik vi travlt med at forberede os til at spille Privatkomedie, Frits Hiort-Lorenzen, hans Søster Helene, Student Levin og jeg havde nemlig faaet Lov af Fader til endnu en Gang at benytte den store Table d’hôte-Sal til at stille et lille Theater op i, da Lokalerne paa første Sal ud til Fortunstræde fra første Oktober 1881 var lejet ud til Læseselskabet „Athenæum“. Levin havde oversat en lille Komedie paa rimede Vers; Stykket, der hed „Das erste Mittagsessen“, havde han set paa et Dresdner-Theater. Personerne var: Herren, Fruen, Lægen og en Tjenestepige. Der var indlagt et Par Sange, og Handlingen var den, at den unge Frue slet ikke forstod sig paa Kogekunsten og de Konflikter, der udviklede sig deraf.

Bagefter skulde der arrangeres Tableaux’er, og Mathematikeren, Professor, Dr. phil. Julius Petersen, der var en Ven af vort Hus, havde lovet at s. 70 skrive en Prolog, som han selv vilde fremsige. Vi havde allerede begyndt Prøverne i December, skønt Forestillingen først skulde løbe af Stabelen den 26. Februar, min lille Broders Fødselsdag. Her paa mit Bord ligger et gammelt Hefte, min Dagbog fra de unge Aar. Trofast har jeg gemt den mellem andre Snurrepiberier fra hin Tid, den sorgløse Ungdom. Rinder Tiden, og de Aar bliver faa, i hvilke man kan tage disse Minder frem og leve med dem i stille Timer, saa bliver man karrig med den mindste Ting, der kan støtte Erindringen om de svundne Dage.

5*

Et Par Dagbogsoptegnelser fra 1880—81 kaster i maaske lidt barnlig Ungpigeagtighed nogle morsomme Strejflys over de smaa Begivenheder, der dengang optog mit Sind.