Danmarks Breve

Om i Deres Kreds en og anden venligs...

Om i Deres Kreds en og anden venligst skulde huske mig — beder jeg bringe dem en Hilsen.

Med sin nye Bog vandt Bang i mit Hjem en ubetinget Sejr. Jeg tror endda, at det lykkedes min Moder at holde min Fader en Aften fængslet i sin Lænestol, medens hun læste Partier af „Ved Vejen“ s. 186 højt for ham, der ellers aldrig gav sig Tid til at dyrke andet Tryk end Avisernes. Rimeligvis har Moder selv takket Bang og udtalt sin Glæde over hans Fremgang, som jo hverken Kritiken eller den overvejende Del af Publikum helt vilde indrømme ham. Især Falkmans Omtale om Bogen i hans gamle Blad krænkede ham dybt.

Paa den Fødselsdag, som Bang tilbragte i Selskab med mine Forældre i Wien, fyldte han 29 Aar. Den Tid, han nu gik i Møde, blev vel den sværeste i hans Liv. Politipræsidiet fandt ham „missliebig“ og ønskede ikke hans Nærværelse i Wien 1) . Han blev mistænkt for at staa i Forbindelse med et anarkistisk Samfund. Man vidste i Virkeligheden blot saa meget, at han undertiden leverede Artikler til skandinaviske Blade af politisk Indhold, og at en Pensionatsværtinde havde anmeldt ham for at være bleven hende nogle faa Gülden skyldig. Da Bang frygtede en Udvisning, rejste han til Prag, hvor han kom til at bo i Forstaden Weinberg, Jungmannstrasse 403. Her formede Livet sig for Herman Bang bogstaveligt som en Kamp for den daglige Eksistens. Med hans Pengemidler stod det sørgeligt til. Overalt, hos Forlæggere og ved de Blade, han sendte Artikler til, havde han taget klækkeligt Forskud. Hans eneste Glæde er hans Arbejde. Om hans Ensomhedsfølelse s. 187 og Fattigdom fortæller han selv i „Ti Aar“ i „Juleaften i det Fremmede“. Hvorledes han og hans Ven, Meininger-Skuespilleren Max Eisfeld, da alle Ressourcer udebliver, maa samle hele Juleglæden om Frau Hausmeisters blaa Karper. I Fortalen til „Under Aaget“, tilegnet Jonas Lie, giver Bang et rørende Billede af sit Liv i Huset i Jungmannstrasse: „Hvor Frau Hausmeister i det lille Portrum sled med Tilskæringen, og de to blege Syersker drejede Maskinerne ustandseligt og Hr. Hausmeister fæstede Enderne.“ —

Men allermest giver han Udtryk for sin Ensomhedsfølelse og Hjemlængsel i de sidste Linier af: „Den gyldne Stad“ 1) — „Prag, du gyldne Stad! — — — Du gav et Menneske, der var ukendt og ene, Arbeidsdage og Haab.

Og du lærte en Fremmed, at hvert Menneske, selv det fattigste, eier et: at vie sin Kærlighed — Fædrelandet, eier et: at skænke sit Arbeide, selv det ringeste — Fædrelandet.“

Ved Aarsskiftet 1887 skriver Bang det dybe, spaadomsfyldte Digt, der indleder Samlingen „Digte“ som udkom 1889, og hvoraf jeg citerer de første Linier:

„Aar — du Hersker, som kommer tyst,
baaret af Nattens lydløse, mægtige Vinger —
Aar, du ukendte, fremmede Herre, —
forkynd — forkynd, hvad du bringer!“

s. 188 Aaret bragte Bang kun Savn og Smerte.

„Naar blot Bøf hang paa Træerne,“ skriver han i et Brev til Nansen. I faa Ord en Redegørelse for hans økonomiske Status.

I flere Maaneder hørte man i mit Hjem intet direkte fra Bang, men hen ad Foraaret tyer han atter til sin moderlige Veninde. Dagen før sin Fødselsdag sender han dette Brev.