Danmarks Breve

Jeg beder Dem hilse Kristian Min Bro...

Jeg beder Dem hilse Kristian 1) saa mange Gange. Sig ham, at han altid vil have og om mange Aar, hvis jeg lever, en gammel Ven i mig.

Der er næppe Tvivl om, at Gensynet af mine Forældre og af Emil Bjerring har vakt Minder hos Bang, som han forlængst troede skrinlagte. Han saae i klart Lys den trygge Vej, han havde forladt, og da Bjerring besøger ham i hans Bolig, har de to Mænd i Samtalens Løb oprullet det ene Erindrings-Billede efter det andet fra Bangs lykkeligste Tid, hans Arbejdsaar ved „Nationaltidende“. Mindet herom faar paany Personer, der var traadt i Skygge, til at staa klart for hans indre Blik.

Bang arbejdede allerede dengang paa Romanen „Bernhard Hoff“ — der senere fik den geniale Titel „Stuk“ — samtidig med at han skrev paa „Ved Vejen“, som, medens han opholdt sig i Berlin, allerede havde begyndt at tage Form.

I Marts Maaned 1886, en Maaned før Bjerrings Besøg, skriver Bang til Nansen angaaende Slutningen paa denne Roman: — ?Jeg har tænkt mig mange Afslutninger paa „Bernhard Hoff“: Adskillige s. 182 patetiske. Nu er han ikke patetisk. — Han har haft Selskab, og det er meget sent — — — han er ene med en Ven. „Hvad tænker du paa?“ siger Vennen.

Bernhard Hoff ved Klaveret: „Aa — egenlig ikke paa noget — — — Jeg tænkte paa, at da William Høg var stukket af, talte jeg om at reise til Sahara — — — Jeg reiste til Marienlyst! — — — Godnat du“ — — — Hoff pustede det ene Lys ud — „De Mennesker er saamæn rigtig rare“ — og han pustede ind i det andet — „og man har en Grund til at tage tiltakke med dem: man har dem ikke bedre“ — — — Slutningen paa „Stuk“ blev, som bekendt, en ganske anden.

Et Brev fra Asta Heltz. Et Besøg af Sundt (Emil Bjerring). En Kommissionær, der præsenterer en ubetalt Regning. En Samtale mellem Konferentsraadinden og hendes døve Veninde, Etatsraadinde Knudsen, i hvem Bang let har skitseret Pastorinde Emilie Petersen. De taler om deres Børn, de ikke kan forstaa: — — „Konferentsraadinden havde Taarer i sine store, gode Øjne,“ skriver han, og medens de to Kvinder udøser Hjerterne for hinanden, hører man Droskerne fra Victoria-Theatret rulle frem midt ad Gaden og en hel Række af Folk snakke og tralle en Visestump af den nye Operette. Navnlig Sundts Besøg hos Herluf Berg fører Tanken hen paa Emil Bjerrings Møde med Bang i Wien. Man føler Bangs Overraskelse ved at se ham uventet s. 183 træde ind af Døren; Bang har sikkert ikke vidst, at Bjerring sammen med mine Forældre opholdt sig i Wien. — — — „Det bankede, mens Herluf endnu sad med Brevet i sin Haand. Det var Værtinden, som sagde, at der ventede en Herre derude, som gerne vilde tale med Hr. Berg. Det var Edvard Sundt.

— Dem, sagde Berg.

— Ja, sagde Sundt. Jeg tænkte De havde vel idag ikke noget videre at forsømme ved en lille Passiar.

— Aaa, nej — det ikke, sagde Berg trist.

De kom til Sæde, og efter at de havde talt lidt om „Begivenheden“ [i „Stuk“ hentyder „Begivenheden“ til Krachet — i Bjerrings Samtale: til Udvisningen], søgte Sundt at slaa ind paa mere ligegyldige Ting, mens hans Stemme stadig blev ved at have den milde, ligesom hjælpsomme Klang, som Berg havde fornummet straks ved de første Ord, da han kom ind. Samtalen vilde dog ikke komme rigtig i Trit, og Sundt gik om og saa paa Nips og Billeder. Foran Billedet af Herlufs Fader, der hang over Skrivebordet, blev han staaende lidt.

— „Ja, sagde han, „han faldt derovre.“ — —

Og saa fortæller Sundt om den rædselsfulde Nat, Frostnatten, da Tropperne trak sig tilbage fra Dannevirke, saaledes som jeg, i mit Hjem har hørt Bjerring fortælle med sin dæmpede, vemodige Stemme om de Lidelser, Mandskabet gennemgik, da han s. 184 som Løjtnant førte sin Deling ad de islagte Veje til Sønderborg.

A. L.

12

Da de skal skilles, siger Sundt: „Og hvad vil nu De, Berg?“

— Hm — vel skrive videre, — — — For det er kun Bøgerne, der slutter, sagde han træt, Livet fortsættes, Tak fordi De kom, sagde Berg, og De var saa elskværdig. — Naa — hvad Elskværdigheden anbei anger — sagde Sundt: — Farvel nu — og frisk Mod. — De var kommet helt ned paa Trappeafsatsen, før de skiltes: — Idag har man talt sig lidt ud med hinanden, sagde Sundt. Farvel.

— Farvel, sagde Berg.

Men, medens Bjerring fortæller om Dannevirke-Natten, har Herluf (Bang) siddet og stirret paa Faderens Portræt og næsten kun halvt hørt hans Tale. — „Det var, som om alle Erindringer fra hans første Hjem vaagnede paa en Gang, og han saa Gaarden og Haven og sin Moders Ansigt og sin Fader den Nat, de sejlede bort paa det store Skib op om Sønderborg.“ Minderne fra hans Barndomshjem i Horsens stormer ind over ham; Skikkelserne i „Stuk“ træder bag et Taageslør, Billedet af hans Moder smælter sammen med Katinka Bai, Stationsforstanderens blide Kone og han fuldender sit skønneste Værk, „Ved Vejen“, Perlen i Novellesamlingen „Stille Eksistenser“. I Juni Maaned er den færdigskrevet og indledet med et s. 185 af disse „Forord“, der egentlig er smaa Selvbiografier og saa karakteristiske for Bang. Fortalen er dat: Wien i Juni 1886, men Bogen udkom, paa Grund af mange Forlægger-Vanskeligheder, først den 22. Oktober s. A. Bang sendte Bogen med følgende Linier paa — Herman de Bangs — Visitkort.