Danmarks Breve

I den Tid Bang var draget ud paa den...

s. 157 I den Tid Bang var draget ud paa den Tourné, hvor han led sit Skibbrud som Skuespiller — i Danmark, og i de Uger, der fulgte efter, inden han igen rejste sig efter Nederlaget, indeholdt „Literaturtidende“ Bidrag af Oscar Levertin, Knud Ipsen, Joakim Reinhardt og af Bladets faste Medarbejdere som Historikeren Dr. phil. Alexander Thorsøe og Kritikeren A. Falkman; først den 24. August findes Bangs Navn atter i Bladet. Den norske Forfatter Kristian Elster — bekendt ved sin Roman „Farlige Folk“ — var død. Bang skrev en glimrende Nekrolog. Han fortsatte desuden sine Studier over Guy de Maupassant gennem flere Numre. Især dvælede han ved Romanen: „Une Vie“. Ved den Lejlighed kom han med følgende indskudte Brudstykke: ( 11/9 84). — „Den, som skriver dette, har jo selv forsøgt at skrive en Kvindes Historie. Det var — mens vi talte om Ellen Maags Barndom, at en ung Pige sagde: „Men der er et, jeg savner.“ — — — „Og det er?“ — — — „Jeg blev ved at læse og sagde: Nu maa det da komme, nu kommer det — men det kom ikke; Ellen tænker aldrig paa Kærlighed“. — — „Hele Bogen handler jo ikke om andet“. — „Ja — men da hun var Barn. — — — Fra vi er tolv Aar tænker vi jo ikke paa andet end Kærlighed — — — og spørger, hvad det dog kan være, hvordan det er — — — Ja — — — saadan er vi.“ Bang mente vel med dette Sidespring at bevise, at den danske Ungpige saae naturligere og s. 158 sundere paa hele Kærlighedsspørgsmaalet, end sin franske Medsøster . . .

Bang blev nu tvunget af Forholdene til at ophæve Hjemmet paa Nørregade og skilles fra Fru Astrup og hendes to Smaapiger, som Bang var kommet til at holde meget af, og som han langt over Evne havde støttet paa forskellig Maade. Det var en Sorg for Bang, at han samtidig maatte opgive at bo sammen med Peter Nansen, der nu fik en mindre „literær“ Bolig hos Kornhandler Rasmussen i Huset ved Siden af, Nørregade 43, hvor han blev boende til Decb. 1886. Hvor godt de to Forfattere hyggede sig sammen, faar man et Indtryk af i et Brev fra Bang til Nansen ( 2/4 85). — — — „Jeg vil lade Munden løbe, som i gamle Dage, Peter, naar vi sad hver med sit Lys paa den grønne Puf og kunde ikke komme i Seng, fordi vi havde saa meget at sige — saa meget, vi havde sagt saa mange Gange før. De gamle Dage med „Ida — er et farligt Barn — Louise — Hr. Nansen — stoler jeg paa — hun har intet af sin Fader“ — de Dage, som ikke mer kommer igen. Det er ikke alene Erindringen, som forskønner dem, de havde Sorger, men de havde deres eget Præg — Præg af Fortrolighed, af Samliv, af Fællesskab i Modgang, Fællesskab i Medgang. Det er forbi.“ — Her skimtes Kimen til Enkefru Abels Fremtoning med Døttrene Louise-Ældst og Ida-Yngst i „Ved Vejen“. Nansen siger selv i en Note til Brevet, at saaledes var deres Husværtindes Jargon.

s. 159 I Efteraaret 1884 flyttede saa Bang til Studiestræde Nr. 4 paa første Sal. Husejer Ottesen, der selv beboede 2den Salen, havde dengang saa forskelligartede Logerende som Herman Bang, den unge Baron J. T. Gedalia og Musikdirigent Gottschalksen samt Juristen og Politikeren J. K. Lauridsen. Under Bangs Ophold i Udlandet overtog Peter Nansen for en kortere Tid denne Bolig, der til 1889 forblev Bangs Hjem i Kjøbenhavn. — — Den Indflydelse, som Bang havde øvet paa mig, var nu ved at briste. Jeg fandt mig selv igen og inden Sommeren ebbede ud, blev Carl Levin og jeg enige om at knytte vore fremtidige Skæbner til hinanden. Men foreløbig i al Hemmelighed. I hele September Maaned 1884 blev mine Forældre og jeg paa Kattinge Værk. Den 30. Sept. skrev jeg til min Ven i Kjøbenhavn: — — „Jeg har aldrig befundet mig saa vel som nu . . . Jeg har sluttet første Kapitel af mit Livs Historie, læser det andet og kigger en Gang imellem — i Tankerne — ind i det tredie.“ — — —

Faa Dage efter flyttede vi til Byen. Da indtraf Fredag d. 3. Oktober, mellem 5 og 6 Aften, den forfærdelige Katastrofe: Christiansborg sank i Grus. Om denne sørgelige Ildebrand husker jeg følgende. Min Fader var bleven paa Landet. Vi havde spist vor Middag til sædvanlig Tid, KL halvfem. Fra 6—7 havde jeg Time i Pædagogik og Frøbellære hos Herman Trier, der boede i Rosenborggade. Midt som vi sidder ved Arbejdet kommer s. 160 Trier’s Søn Sigurd styrtende ind i Værelset med Udraabet: „Slottet brænder!“ „Sludder,“ sagde Trier og vilde jage Drengen ud, men han blev ved sit, paastod at Betjenten paa Hjørnet af Gaden havde sagt det. Vi saa nu ogsaa et stærkt, rødligt Skær paa Himlen over Hustagene. Et Øjeblik efter var jeg nede paa Gaden. Min Tanke var: hvorledes kommer du hjem, hvorledes faar du fat paa den Person, med hvem du har aftalt det vanlige Stævnemøde i Brødrene Triers Gadedør paa Højbroplads? Min hemmelige Forlovede og jeg benyttede os nemlig i denne Tid af den halve Time, som jeg kunde knibe mig til, inden jeg officielt vendte tilbage fra min Time hos Trier. Vi nød da Sødmen af en tête à tête i Slottets skærmende Buegange. Opimod Landemærket begyndte Menneskevrimmelen at fylde hele Gaden. Ved Posthuset paa Købmagergade stod den som en Mur. Hvorledes skulde jeg komme igennem denne Menneskehob? Resolut tog jeg Heegaards tykke Pædagogik og Høffdings Psykologi til Hjælp. Med Bøgerne dunkede jeg Folk paa Ryggen, idet jeg raabte: „Lad mig komme frem, jeg bor paa Slottet!“ Det hjalp. Mængden veg og jeg naaede fuldstændig udmattet af Angst og legemlig Anstrengelse Hôtel Royals Port, hvor jeg næsten sank om paa Trappen opfanget af min Ven, der naturligvis i sin Vaande straks var tyet derhen for at træffe mig.

Oppe i Lejligheden var alt i Forvirring. Moder s. 161 bevarede dog Roen, og sammen med Redaktionssekretær Bjerring, der allerførst af hele Redaktionen var kommet tilstede, fik hun bragt de vigtigste af Forretningens Bøger i Sikkerhed, især Budebøgerne og Abonnementsprotokollerne. Branden begyndte nemlig paa en Tid, da hele det store Hus var tomt; lige efter Aftenavisens Trykning og inden der toges fat paa Morgenaviserne. Snart summede hele Huset fra Kælder til Kvist af alle dem, der hørte til Virksomheden inden for dets Mure. Naturligvis ogsaa deres Venner og Bekendte og Bekendtes Venner og Bekendte. Det var de utroligste, forskelligartede Mennesker, man den Nat saae strømme ud og ind.

Min første Tanke var at faa alle Loftsluger lukkede. Det begyndte nemlig allerede saa smaat at regne med Gnister og glødende Træstumper ned over Taget. Vi fik ogsaa lukket i rette Tid for det meget brændbare Stof, der laa paa Lofterne, hvor Avis-Affald, og især Avis-Arkivet, opfyldte flere af Rummene. Vi undgik at Ilden brød ud hos os, men paa vort Genbohus, Plougs Gaard, havde Ilden to Gange fat i Tagetagen. Da Forbindelsesbygningen mellem Slottet og Kirken blev sprængt, følte jeg hvorledes Gulvet løftede og sænkede sig et Sekund — det var som en Jordrystelse; flere Ruder sprang ved Lufttrykket. Først længe efter kom en Ingenieur-Soldat for at melde, at alle Vinduer skulde aabnes, men da kom Instruxen for sent. Vi stod tæt s. 162 pakkede ved alle Vinduer for at følge den støtte, uforfærdede Kamp mod de rasende Luer. Længe saae vi en ensom Brandmand med sin Sprøjte staa paa Gesimsen ved Hjørnevinduet paa første Etage ud mod Kirken. Han veg ikke, før Flammerne brød ud gennem det søndrede Vindue, og Hjørnefløjen maatte opgives. Over Kirkens Tag saae vi Studenter overøse de udspredte Sejl og Presenninger paa Taget af Thorvaldsens Museum med Vand. Rygterne fløj gennem Stuerne. — — „Se, nu brænder det i Malerisamlingen.“ — — „De hvide Fugle, De ser flyve dér, er Papirer fra Rigsdagsarkivet.“ — „Saa, nu dannes der Kæde af Folk fra Zahlkammerporten til Børsen, fra Haand til Haand reddes det mest udsatte af Geheimearkivet.“ — Og saa fremdeles. I den mørke Nat, med det glødende Slot som Baggrund, saae vi Trainvogne fyldte med Sølvkammerets Skatte, Terriner, Fade, Tallerkener, hulter til bulter smidt op i Vognene; men rundt om paa Kanten sad Gardister i deres lange Kapper og holdt Vagt.

Midt under det værste Virvar kom Bang forvildet ned til os. Det var ham umuligt at finde en rolig Plads oppe i Redaktionslokalerne. Han søgte derfor Tilflugt i mit Værelse, der vendte ud mod Gaarden. Her, ved mit Skrivebord, belyst af et Par tændte Kandelabre, skrev han til „Nationaltidende“ sit berømte Referat af Christiansborgs Slotsbrand — det, Nansen kalder: „Bangs Svanesang“.

s. 163 I Vinteren 1883 havde Bang i en af sine „Vekslende Themaer“ ( 9/12), paavirket af en Vinteraftenbelysning, som i en Vision set en saadan Brand. Han skrev: — „Efteraarets Slud havde fulgt os helt ind i December. Det var triste og slørede Taagedage, hvor Himlen hang over fugtige Tage som en tung og graa Masse. Nu og da en enkelt lysklar Morgen med blegblaat Himmeltelt, der en enkelt Time fandt paa at lege Vaar, indtil atter Skyerne hængte Taagetæpper op og kvalte Foraars-Spøgen.

Efter disse Graavejrsdage fulgte besynderlige Aftener. Det var, som hen mod Skumringen Flammer slog bag de mørke Skymængder, som en mægtig Ildebrands Baal slaar med Kæmpeluer frem over et Slots uhyre Murmasser. Hele Himlen glødede i en mørkt brændende Glød. Naar man stod „Ved Stranden“, og dette Væld af Ild pludselig slog frem — mens det mørknede — paa den vestlige Himmel, kunde man tro, at en grusom Haand endnu en Gang havde overgivet det store Slot til Luerne. At Kirken rejste sin rene Kuppels Silhuet mod et Baal, hvis Slangetunger truede den. Men det var ingen Brand. Det var kun Vinteren, der nærmede sig.“

Jeg husker, at min meget snævertsynede Slægtning, Faders Halv-Onkel, Kunstdrejer J. P. Ferslew, fandt det meget upassende, at Bang sad i mit Værelse og skrev, saa borneret var Tiden dengang.

s. 164 Hen ad Morgenstunden blev efterhaanden de af vore Bekendte, der havde holdt længst ud, meget sultne. Min Moder var kun istand til at mætte dem med de seks Hveder, der var bestemte til Aftenthéen, og en Kurv Graapærer, som vi havde haft med ind fra Landet. I det dæmrende Morgenlys sad vi rundt om Spisebordet og drøftede Nattens triste Begivenhed. I lange Tider opbevarede Moder nogle forkullede Træstykker, en Del af den Ildregn, der, naar Vinden bar paa, faldt som glødende Snefnug ned i vor Gaard. Menneskemassen omkring Hôtel Royal var til Tider saa kompakt, at man maatte fjerne Vinduessprosserne i et af Fagene i Stueetagen mod Fortunstræde for at faa Passage fra Huset ud til Gaden.

Med min Fader kunde vi den Nat ikke faa nogen Forbindelse. Der var ingen Telefon, og selv om et Telegram kunde have naaet ham, vilde det dog være umuligt for ham at naa ind til Byen før næste Morgen. Fader sov fredeligt paa Kattinge den Nat; først da der næste Morgen blev hentet Post og Aviser i Roskilde, erfarede han gennem sine egne Blade den Ulykke, der havde ramt Kjøbenhavn, ja hele Landet. Men da var Moder og jeg allerede paa Vej derud for at give et nærmere Referat af Slotsbranden.

At vi vendte hjem samme Aften, sér jeg af et Brev til Carl Levin, skrevet i Kjøbenhavn d. 5/10 84: — „Turen hjem var dræbende. Fader fulgte os paa s. 165 Stationen for at faa sine Aviser; vi var jo nysgerrige efter at høre lidt nærmere, men det eneste Blad, der var til at opdrive, var „Politiken“. Det er en ganske god Debut, Nansen har gjort, men hvad siger du til Bang i „Nationaltidende“? Han læste den selv højt for os nu i Aften, det er rørende, lidt højt, men jeg kan alligevel godt forstaa det.“ — — Bang havde endnu en Gang paa sin gamle Plads skrevet en „Vekslende Thema“, som han kaldte „Branden“.

I Tidsskriftet „Tilskueren“, redg. af N. Neergaard, hvori Bang skrev Theateranmeldelser, havde han i Oktoberheftet 84 faaet optaget det lille Proverbe „Ord“. Jeg havde naturligvis straks læst det og fik en Følelse af, at det var en „Fantasi“ af Bang over Ord, som kunde have været faldet mellem ham og mig. Samme Dag mødte jeg Bang paa Trappen. Jeg kom ud af vor Entré, da han var paa Vej op til Redaktionen. Han vendte sig om, og efter at han havde hilst paa mig faldt følgende Replikskifte :

Bang: „Hvad mener De saa om „Ord“, Frk. Ferslew?“

Jeg: „Nydeligt —, med en Del Lighed — men Slutningen er falsk.“

B.: „Ha! Ja saa!“ og han løb videre op ad Trappen.

Slutningen af det lille Proverbe var nemlig den, at Elna og Tofte, efter i Aaringer at have talt s. 166 mange Ord, endelig skrider til Handling; de bliver, kort sagt, forlovede.

„I Literaturtidende“ anmeldte Knud Ipsen ( 23/10 84) det lille Proverbe og sluttede saaledes: „Finalen er vammel og ødelægger totalt hele Sjælemaleriet. Den vemodige Efteraarsstemning dunster bort og giver Plads for noget forlorent foraarsagtigt. Proverbet er derfor mislykket. Bang har givet Publikum en Indrømmelse — han har været fristet til at synde under Indflydelse af den overalt lidet forstaaende og hadefulde, forvrængende Kritik, som ifjor søgte at reducere „Fædra“ til det mindst mulige.“ —

Dette havde til Følge, at Bang i „Tilskueren“s Novemberhefte anmodede Redaktøren om, med et Par Repliker at ændre hans Proverbe „Ord“. — „Han havde ved Offentliggørelsen med Villie ændret Slutningsreplikerne — for at behage Publikum! Denne Slutning var falsk, var en Indrømmelse til „Lamperækken og Publikum“. Ændringen blev — ingen Forlovelse!

Ved en Privatforestilling ( 14/2 85), som Bang gav til Fordel for sig selv før Opbrudet til hans store Foredrags-Tourné i Sverige og Finland, der, som man véd, endte med hans totale Sammenbrud som Skuespiller paa Bergens Theater som Osvald i „Gengangere“, spillede han og Frøken Lydia Sørensen det lille Proverbe, det blev den eneste Gang, det blev opført i Kjøbenhavn. Dengang opholdt s. 167 jeg mig i Dresden, hvor jeg i et Brev fik følgende Beskrivelse af Forestillingen:

„Bangs Aftenunderholdning igaar var saaledes: Smækfuldt — et blandet Publikum, mange purunge Herrer — Bang har saa at sige uddannet sin egen Afart af unge Labaner, der have et ydre Frimurertegn, nemlig: Haaret ned i Panden. Førerne ere: Esmann, Peter Nansen, Bonnesen, Boghandler Langhoff og Johannes Marer — de sad i Gitterlogerne. En Masse af unge, stærkt parfumerede Damer i den geléagtige Alder, hvor man „sværmer“ for „offentlige“ Mandfolk som Bang. Han har sikkert tjent henad 2000 Kr. netto. Naa, Kl. 8 1/4 begyndte Løjerne. Først spillede Hilmer og Frk. Agnes Hansen en kedelig Beethoven; Scenen var hyggeligt, sjælden smagfuldt udstyret som et Boudoir — mange dæmpede Lys, mange Farver, stilfuldt, Bangsk. Saa kom Bang, ti Buketter! Klapsalver. Han saa ud — I Guder! En snæver ny Kjole, tilknappet — en Stribe af en hvid Vest skimtedes paa Maven, og Buxerne vare saa snævre, at man maa anse det for en Gaade, hvorledes han er kommen i dem. Dødsstilhed. Saa læste han Fru Borchsenius’ lille triste Skitse om Moderen, der henter sin Søn paa Vridsløselille — han læste den rendende rundt i Boudoiret med mange Gestus og egenlig ikke godt. Bedre lykkedes Nansens lille Causerie om „Frk. Mimi“. — Ny Bifaldsstorm. Saa sang Haunstrup med sin meget lille Tenor et meget s. 168 lille Nummer. Saa kom Aftenens clou — „Ord“, Hun: Lydia Sørensen spillede aldeles fejl; hun gav Elna, denne ret godt sete Figur, med et klynkende, forkølet Anstrøg af Melankoli, der gjorde det hele parodisk. Bang spillede slet ikke, gav sig selv, naturligt, fordringsløst, men ogsaa ganske virkningsløst. Det blev der hysset mere end klappet af. Saa „fedlede“ Hilmer end en Gang. Og saa var det forbi! Jeg kedede mig, og det gjorde alle. Efter dette vil jeg hævde paa det allerkraftigste, at Bang ikke kan spille Komedie. Han skulde blive ved sin „Læst“ og skrive Theaterkritik — det er hans Fag, det gør han saa godt som Nogen.“

A. L.

11

Som Svar paa dette Brev skrev jeg følgende:

„Bang! Hvem kan blive klog paa ham? „Ord“ er ikke daarligt, men Lydia Sørensen passer ikke dertil, Herman heller ikke, det skulde spilles af Emil Poulsen og Fru Eckardt. Det er naturligt, at „Ord“ interesserer mig. Det er vor Stue, vor Kamin, vor Lampeskærm; kun er det ikke mig, ikke den rigtige Kvindefigur. Bangs Opfattelse af mig er, som det sees af „Ord“, meget subjektiv; saaledes er jeg slet ikke. Det er glimrende dette: „thi det var kun Ord“. — —

Aaret ud fortsætter Herman Bang sit Arbejde ved „Literaturtidende“. Han anmelder „Vildanden“, Gustaf af Gejerstams „Fattigfolk“, oversat af Peter Nansen, og Magdalene Thoresens „Fra Midnatsolens Land“. Ligeledes Jonas Lie’s „En Malstrøm“, s. 169 en Menneskeskildring, som Bang satte meget højt. Samtidig skrev han i Rubriken „Charivari“ forskellige Smaating signerede: Bernhard Hoff. Endnu en Gang fandtes hans Navn under „Vekslende Themaer“. Det var den 26. Oktober 1884. Han skrev da om sit kære, gamle Emne: „Børnehjemmet paa Vodrofsvej“. Den 25. Decb. fortæller han om „Jul paa Landet“ og opruller, i en Erindring fra Skoledagene, Billedet af en gammel, udslidt Lærer, som Drengene plager og gør Nar af, men hvis Fattigdom en enkelt Dreng gennemskuer og faar den dybeste Medlidenhed med. En lille Episode fra de stille Eksistenser, som Bang forstod og elskede. Hermed afslutter Herman Bang = Bernhard Hoff sit femaarige Medarbejderskab ved „Nationaltidende“. Det viste sig snart, hvor dybt hans Pen blev savnet i hele Bladets Fysiognomi. „Literaturtidende“ forsvandt og dermed al Ungdommen fra Bladets Spalter, hvor nu Kedsommeligheden i Form af tørre Fagskriftsartikler bredte sig over al Maade. Kun „Mosaik“-Spalten bevaredes af det Stof, Bang havde skabt i Bladet. „Vekslende Themaer“ fortsattes en Tid af Navn, men sygnede saa hen. Herman Bang havde været en straalende Medarbejder — men dyr. Og det var til syvende og sidst den virkelige Grund til det Skisma, der sikkert har gjort alle Parter ondt. —

Kort før Jul — inden Bang definitivt forlod Hôtel Royal, kom han en Dag ned for at tale med s. 170 Moder. Det føjede sig saa sælsomt, at jeg, som første Gang vi mødtes, var ene hjemme. Det blev ligesom dengang kun til faa Ord. Da Bang greb i Døren for at gaa, hørte jeg igen den samme lille klingre Lyd af Nøgleskiltet, som da jeg saae ham for første Gang i samme Stue. Nu var det Afskedsstunden. Bang stod med Ryggen til Døren. Idet han holdt den halvt aaben, sagde han pludselig — uden Tankeforbindelse med vor Samtale, stille: „De, kære Frøken Anna, har været min nobleste Tanke. Farvel.“ Døren lukkede sig. Bang drog ud til sine Vandreaar, til de store Kampe, der modnede ham til den Kunstner, han blev som Menneskeskildrer i sine Noveller og store Romaner. Dog glemte han ikke i sin Udlændighed, at der hjemme paa hans gamle Arbejdsplads sad en Kvinde og eri Ven, der stadig med den dybeste Medfølelse fulgte hans Færden i fremmed Land. Det var min Moder og Emil Bjerring. Fra Berlin skrev han i et Brev til hende:

11*