Danmarks Breve

Da Bang Mandag Morgen fulgtes med Fa...

Da Bang Mandag Morgen fulgtes med Fader til Byen, skulde jeg, som det var min huslige Pligt, s. 130 naar vi havde Gæster, sørge for sammen med Stuepigen at sætte Værelset i Stand. Det var med en vis Nysgerrighed, at jeg gik ind i det nys forladte Gæsteværelse — jeg mente vel at møde Duften af de talrige Essentser, det sagdes, at Bang brugte til sit daglige Toilette. Der var sandelig intet at mærke af Raffinements. Værelset bar ikke Præg af nogen ekscentrisk Gæst.

Den tidligere nævnte August Lindberg havde den 22. August med sin Trup vovet et Forsøg paa at opføre „Gengangere“ paa Helsingborgs Theater. Om dette Forsøg har Bang selv fortalt i sin Bog „Theatret“. Næppe en Uge efter drog Lindberg over Sundet, og den 28. August opførtes Dramaet første Gang paa Folketheatret i Kjøbenhavn med Lindberg som Osvald. Den Aften blussede paany hin ulyksalige Flamme op i Bangs Bryst, der faa Aar efter for evigt skulde lægge hans Skuespillerhaab under Aske. Men af et Brev fra Henrik Ibsen til Chefen for Gyldendalske Boghandel, der findes i Værket „Frederik Hegel, et Mindeskrift“ (trykt som Manuskript 1909), vides det, at Bang udenom Casino-Theatrets Direktør alt i Februar 83 henvendte sig til Digteren om Ret til at opføre „Gengangere“ til Frk. Lerches Beneficeforestilling. Der er for mig ingen Tvivl om, at Bang vilde have spillet Osvald. Ved den Lindbergske Première paa Folketheatret, hvilken jeg som ung Pige selvfølgelig ikke maatte overvære, var en Del af Publikum dybt forarget, deriblandt „Nationaltidendens s. 131 Chef-Redaktør, Hiort-Lorenzen. I en Mellemakt sagde han højt til sin Sidemand: „Dette er ignobelt!“ Bang, der havde Plads lige bagved sin Redaktør, kunde ikke dy sig, men næsten raabte ud i Luften: „Imbecil!“ Saa højt gik Bølgerne for og imod Henrik Ibsen i de Dage.

Kort Tid efter rejste Bang ud paa den Foredragstourné til Sverige, som han saa vittigt har beskrevet i „Ti Aar“ i Afsnittet: „Hvorledes man bliver Forelæser“. Paa denne Rejse fik han flere af de kendte svenske Forfattere til at give deres Løfte om at yde Bidrag til den „Literaturtidende“, det nu var lykkedes Bang at faa min Fader til en Gang ugentlig, som Tillæg, at lade følge med Bladet; en værdigere Ramme for deres Penne, end det lille Ugeblad, „Vor Tid“, der tilmed syntes at staa paa meget svage Fødder. Bang havde endelig sejret i sine Bestræbelser, og det blev ham overdraget at samle det paagældende Stof. Den 25. Oktober 1883 udvidedes „Nationaltidende“ med en „Literaturtidende“, der fortsattes hver Ugedag indtil Udgangen af 1884, altsaa saalænge som Bang var knyttet til Bladet. Den kom til at indeholde mange vægtige Bidrag, baade af udenlandske og danske Forfattere. Fortrinlige Boganmeldelser af dansk og fremmed ny Literatur. Knud Ipsen skrev om Zola og om dennes sidste Bog: „Au Bonheur des Dames“; senere om Goncourts: „Chérie“. Bang anmeldte Gjellerups „G. Dur“ og Vodskovs „Spredte Studier“ og skrev under Titelen

s. 132 „Portrætter“ en fortrinlig Skildring af Guy de Maupassant og hans Værker — især af hans sidste Bog „Une vie“. De fleste af Sveriges anerkendte Forfattere lykkedes det Bang at faa til at sende Artikler til Bladet. Ogsaa de unge debuterende svenske Forfattere introducerede han i Danmark ved Hjælp af „Literaturtidende“ ; saaledes i September 1884 Mathilda Malling, f. Kruse, under Pseudonymet „Stella Kleve“. I en Artikel, som Bang kalder „En Debut“, præsenterer han den unge Forfatterinde for sine Læsere og paabegynder i samme Nummer en Oversættelse af et af hendes første Arbejder : „Flirtation, et Fragment“.

Det var intet let Arbejde for Bang at faa det Stof, der flød fra de nye Penne, passet ind i det konservative Blads Tone, men han vilde sejre ogsaa i denne Kamp, selv om han vidste, at der blev lagt Snarer for ham fra alle Kanter, især fra hans ærlige og sande Uvenner ved selve Bladet.

Bang var dette Efteraar stærkt optaget af sin egen literære Virksomhed. Den 28. Novbr. 1883 udkom hans store Roman „Fædra“; Bogen, der skulde bringe Bang den store Sejr og som bragte ham den dybeste Skuffelse. Kritiken slog den skaanselsløst ned. Dog indrømmede Otto Borchsenius i „Ude og Hjemme“, at der i Scenerne mellem Schønaich og Ellen Maag fandtes Udtryk for en dyb og inderlig Følelse. Mange haanede Bang, faa gav ham gode Ord for denne Bog, hvori der dog, bag den megen s. 133 Affektation og opstyltede Tale, klinger en vemodig Tone af uopnaaet Lykke.

Forinden Bogen udkom, havde Bang i Studentersamfundet en Lørdag Aften læst et ret stort Brudstykke af „Fædra“ højt. En Del radikale Læger, bl. a. Ferd. Levison og Leopold Meyer, var blandt de forreste Tilhørere. Da Bang med Pathos læste om Ellen Urne, der tømmer „en hel Flaske Cognac“, og Lægerne raabte op til Bang: „Det er umuligt!“ hvæsede Bang sit Yndlingsudtryk: „Imbeciler“ ned i Ansigterne paa dem. Inden for denne nøgterne Kreds havde Bang naturligvis mange Modstandere.

Bogen kom mig i Hænde den 5. Decbr. Bang bragte mig den selv. Paa skraa over Titelbladet havde han skrevet: „Anna Ferslew fra Herman Bang — Tilfredshed er et Surrogat for den Lykke — ingen naar. —“

Jeg styrtede mig gennem første Del: „Forhistorien“. Vilde den bringe mig en skjult Hilsen fra ham selv? Ved Side 72 skød Blodet op i mine Kinder. Schønaich blev pludselig Bang selv, og Ellen Maag antog min Skikkelse. Der faldt Ord, som Bang havde udtalt til mig i de faa Samtaler, i hvilke vi havde Lejlighed til at komme hinanden nærmere. Der staar: „Mod Schønaich var hendes Væsen uens. Naar de var sammen, og hun var mest livlig, fortalte og spurgte, kunde hun, med et, naar han gik blot den mindste Kjende over et Bekjendtskabs snævre Rettigheder, blive taus og urolig; saadan s. 134 som hun kunde blive det, naar hendes Blik paa en Gang blev tomt og uden Deltagelse, og hun lænede sig tilbage i sin Stol med Skuldrene lidt skudt op og Hovedet paa Siden.“ — — — —„Hun saa ikke og hørte ikke. Hun stod, under Schønaichs mest brændende Ord, helt ligegyldig, og hørte ikke, studerede blot de Maagers Navnechiffer paa sin Elfenbensvifte.“ — — — — „Han tvang Ellen til at høre, Viften faldt ud af hendes Haand, og hun sank drømmende sammen; og mens hun stirrede paa Schønaich, kunde der komme i hendes Øjne noget stift og angstfuldt, som bad saa længe om at faa Lov til at fly.“ — „Vendte han sig saa imod hende og spurgte hende om et og andet, blev hun rød, og det var sjældent, hun fandt Ord til at svare. Hun satte sig ofte stille, langt fra ham, men altid saa hun kunde se ham, naar hun vilde.“ — Et mageløst Billede af Bangs egen Maade at være paa. Man ser, at intet undgik hans Blik. Enhver Situation magasineredes i hans Hjerne for senere at udløses til passende Brug.— —

A. L.

9

Senere, da Ellen Maag mødes i Lindealléen med Schønaich, falder disse Ord mellem dem, som jeg endnu hørte Klangen af i mine Øren, da de faldt fra mine egne Læber: „Jeg vil sige Dem det, Schønaich, at jeg tror paa Dem“ — — — Senere kommer et lille Billede, som sikkert kan henføres til Bangs Besøg paa Kattinge Værk. Han kendte min Skræk for Snoge, hvoraf der fandtes et Utal ved s. 135 Kattinge Sø. Da Moder, Bang og jeg gik ad Stien langs Søen til Espeholmen, bugtede en fed Snog sig over Stien lige for min Fod, og jeg stod stiv af Skræk. — „Ellen skreg af Angst for en tykmavet Snog“, og senere: „Ellen gav sig til at raabe paa Ekkoet.“ — Netop derfra, hvor Snogen forskrækkede mig, og over mod den gamle Aftægtskone Maries Husgavl, var der et skarpt Ekko, som vore Gæster altid skulde prøve; det lød nemlig, som om Svaret kom langt inde fra Boserup Skov.

Efter dette glider Ellen Urnes og Schønaichs Skikkelser ud paa — for mit Vedkommende — ganske ukendte Stier. Hun bliver atter Heltinden i Romanen og han hendes østrigske Tilbeder.

Faa Dage før „Fædra“ udkom, var jeg i et Selskab hos Familien Henriques, der boede i en Villa paa Thorvaldsensvej. Tilstede var Emil Bjerring, Bang, Brødrene Pontoppidan, Angul Hammerich og flere fra Literaturens og Kunstens Verden. Vi dansede efter Husets egen Balmusik. Sønnerne og Døtrene skiftedes til at traktere de forskellige Instrumenter til Flygelledsagelse af Fru Henriques. Jeg kan se Fini som lille Purk staa med sin Violin under Hagen og høre ham raabe: „Nu skal vi ha’ den, Dadaratjim!“ og saa slaa over i en af Døgnets populære Valsemelodier, medens han stampede Takten med Foden. Det var et broget og morsomt Selskab; formløst, men hyggeligt gik det til. Vi fik serveret „Forloren Skildpadde“ i Suppeterriner, hvad s. 136 der forbløffede mig særdeles. Datteren Helga havde skrevet en lystig Vise. Den var rullet sammen og trukket paa en Snor, der var spændt rundt under Bordkanten. Hun holdt en fiks lille Tale og bad os om at søge under Dugen, idet hun klippede Traaden over, og et Eksemplar af Visen faldt ned i Skødet paa os. Saadanne smaa Pudsigheder myldrede det med i det Henriqueske Hjem. Senere talte Bang meget bedrøveligt om den „uopnaaelige Lykke‘. Han blev vittigt modsagt af en af Pontoppidanerne — jeg husker ikke om det var Erik eller Knud, der mente, at Lykken laa lige for, kun Mennesket var blindt og forstod ikke at gribe den. Det var igen en af de unge Læger, der ikke kunde sluge Bangs sentimentale Causerier. Det kunde jeg — endnu. Naar Bang talte op mod den anden Bordende, kunde han pludselig ved en Betoning af et Ord, eller ved lynsnart at kaste Blikket hen, hvor jeg sad, faa mig til at tro, at det var mig, han talte for. Saaledes holdt han mig fast. Endnu var det ikke gaaet helt op for mig, at det kun var en Legen med Ord.

9*

I „Herman Bangs Vandreaar, fortalt, i Breve til Peter Nansen,“ skriver Nansen i sit Forord (S. 9) : „Tilmed støttedes Bang af Familien Ferslew, ikke mindst af den kloge, myndige, gamle Frue, der beundrede Bang og ofrede ham en næsten moderlig Kærlighed.“ At fremstille min Moder som en gammel Kone paa dette Tidspunkt, var en s. 137 Overdrivelse, og viser hvor lidt Nansen dengang kendte til de virkelige Forhold. Moder var født den 12. September 1838 og altsaa kun 41 Aar gammel, da Bang i 1879 blev knyttet til Bladet.

I det første Brev i ovennævnte Bog, dat. 3/12 83, skriver Bang til Nansen, som i Efteraaret 83 var bleven en Slags Medarbejder ved „Nationaltidende“ under Bangs Redaktion, at hans Tilbagetræden fra „Tidende“ nu var et Faktum, og at det er hans Haab, at Nansen fra første Maj helt vil blive hans Efterfølger og beder ham derfor „at paalægge sig lidt „Reserverethed“ for ikke unødigt at forskrække“. Og han fortsætter saaledes: „Hvorhen min Vej gaar, ved jeg ikke. Men jeg frygter mere for Jer Andres Fremtid end for min egen. For mig er Livet kun Arbeide, Uroen og den evige Bevægelse, for Jer skulde det have et Indhold.“ At Bang dengang skulde have tænkt paa at forlade sit Blad, er næppe troligt, hvis ikke hans Beslutning har været dikteret af et Sammenstød med Redaktionen. Bang var jo den Gang — tilsyneladende — lykkeligt optaget af Arbejdet ved den nye „Literaturtidende“, men, under Oprømthedens Maske, har han maaske skjult et bittert, blødende Hjerte. Skuffel sen over „Fædra“s Skæbne var ham smerteligt dyb. Nu skulde jo Sejrens Fanfare have blæst hans Navn langt ud over Landets Grænser, og saa blev det i Stedet for til en dump Sørgemarch, der, efter Kritikens Mening, ledsagede hans Digterbegavelse s. 138 til Graven. Tvivlen om hans Evne til at skabe et Storværk indenfor Romanens Form fik hans Haab om at sejre — paa anden Vis — til at blusse op paany.

Skuespilkunsten, som for ham var Menneskeskildringens ypperste Form, vilde han nu i Løndom offre sig for. Han trænede sit Legeme, han arbejdede ihærdigt med den tilslørede Stemme for at bringe den til at lyde klar og rund fra en Scene. Selv troede han fuldt og fast, at dette vilde lykkes ham.

Den 13. Decbr. var der Middagsselskab hos os. Blandt Gæsterne var Emil Bjerring, Herman Bang, Pastor Petersen og Prof. Julius Petersen, begge med Fruer, en Frk. Brabrand fra Nykjøbing Falster, Moders Fødeby, samt nogle Unge af mit Bekendtskab. I min Dagbog har jeg noteret, at vi fik Champagne, og at der blev holdt Taler.

Det er den Middag i Asta Heltz’s Hjem, som Herman Bang saa levende fortæller om i „Stuk‘ (S. 122). Rigtignok har han ladet min Fader dø forinden, men min Moder, (Konferentsraadinde Heltz) er mageløst truffet. Hendes joviale Glæde ved at sidde bænket mellem gode Venner ved et godt Bord, især de fra Ungdommens Dage — „de fra Nakskov“ — (Nykjøbing). Hendes Smag for god Vin, men maaske allerbedst (S. 133), hvor Herluf Berg forlader Selskabet. — „Han vidste ikke selv, hvad Paaskud han for Konferentsraadinden s. 139 fandt til at gaa — hvor Synet af hendes gode Ansigt smertede ham, som en hemmelig Tyv.“ — Ja! Moders „gode Ansigt“ har sikkert mangen en Gang staaet klart for Bangs indre Blik, naar hans Handlinger var stik imod Moders Opfattelse af det Rette. Ligeledes giver han et træffende Billede af Emil Bjerring i Sundt, der med Servietten stukken ind under Vesten, slaar ud med de kønne Hænder over Bordet og hygger sig som en Bisp i en Gaaserede. — „Fyrre — det er Zenith . . . man forstaar et godt Bord, man har gjort Erfaringerne, Damerne forkæler En — — —siger han til Asta, idet han smiler til hende ved det første Glas Sherry. Denne Middag staar saa tydelig i min Erindring. Da jeg gik tilbords med min Kavaler under Armen, vendte jeg mig tilbage mod Bang og sagde spøgende: „Jeg gifter mig dog med Fornuften.“ Dermed mente jeg vel: med „Tilfredsheden“; at jeg havde bestemt mig til ikke at forsøge paa at vinde den „farlige Lykke“, som Bang altid fablede om. Men jeg husker ogsaa, at den lille Scene ved Bordet mellem Herluf Berg og Asta er sandt refereret. Ellers var naturligvis den øvrige Beskrivelse af Selskabet hævet op i et helt andet „Herman Bangsk“ Plan.

Hvor mesterligt har Bang ligeledes i „Stuk“ beskrevet Redaktionskontorerne i Hôtel Royal. Dog er de optrædende Personer ikke alle Portrætter af Bangs Kolleger ved Bladet. Han har hentet sine s. 140 Typer baade fra „Dagbladet“ og „Morgen-Telegrafen“, (det hastigt opstaaede og hastigt forsvundne Konkurrence-Foretagende til „Dags-Telegrafen“), hvor Bang havde vundet sine første Sporer som Journalist. Men hele Interiøret er taget fra Hôtel Royal med de moderne udstyrede Kontorer, hvor ganske vist Skufferne i de nye „Egetræsborde gik aldrig op, Fyrretræet havde været fugtigt,‘ skriver Bang S. 57. — altsaa ogsaa her — Stuk. Man ser flygtige Silhuetter af Emil Bjerring, A. Falkman, der foruden at anmelde Literatur og Theater, og dette i en Bangs ganske modsat Aand og Tone, tillige lod sig benytte til Reportage og egentlig som Altmuligmand ved Bladene. Han er levendegjort i „Hr. Stær, der gik saa tungt i Trapperne, som om han bar de Mile af Papir, han i tyve Aar havde skrevet fulde, i en uhyre Victoriarulle paa sin Ryg.“ Dernæst Kommandør Giødesen, der redigerede „Søfartstidende“ og var daglig paa Redaktionen, hvor han deltog i timelange politiske Diskussioner i Læseværelset — han er truffet paa en Prik i „Kapitain Petersen“; heller ikke han var nogen Gouteur af Bangs Person og Skrivemaade. Af løse Medarbejdere eller Aspiranter skitserer Bang Peter Nansen, Karl Larsen, Esmann, Joakim Reinhardt og mange flere af den Tids Stjerner i Opgang. Side 108 maler han med knappe Ord den vidunderligt skønne Aftenbelysning i Stuerne deroppe: — „Himlen brændte over Slot og Kirke“

s. 141 Fot. Gösta Florman, Stockholm. 1883.
Herman Bang.

s. 142 s. 143 — Ogsaa det hellige Redaktionsbud, der i Virkeligheden hed Sousmihl, har Bang taget sikkert paa Kornet. — „Ude paa Trappen blev Herluf Berg et Øjeblik staaende. Maskinen arbejdede endnu, og inde fra Budestuen lød en langtrukken Bas. Hr. Sørensen troede sig ene og stemte op. Herluf gik ned ad Trappen, mens Hr. Sørensens Psalmer klang klagende over den travle „Victoria“s sidste hundrede.“ — Paa de faa Sider af dette Afsnit af Romanen „Stuk“ har Bang tegnet et for mig uforglemmeligt Billede af Livet i det store Pressehus.

Efter Hjemkomsten fra en Foredrags-Tourné i Sverige i Efteraaret 1883 havde Bangs Venner raadet ham til at forfølge Heldet i selve Kjøbenhavn. Udgivelsen af „Fædra“ hindrede ham imidlertid i straks at realisere Tanken, og først Lørdag d. 15. Decb., to Dage efter ovenfor omtalte Selskab skulde han tale i Casinos lille Sal. Bang siger selv i „Ti Aar“, (S. 65) at det var den 18., „Datum for alle Ulykker“, men ifølge Annoncen i „Nationaltidende“ var det d. 15. Decbr. Emnet var: „Om Elevinstruktion“, og Billetter fik man i Hof-Musikhandelen à 2 Kr. Samme Morgen skete det Riemenschneiderske Krak. Boghandler A. C. Riemenschneider og Bogtrykker Benedikt Salomon var om Formiddagen forsvundet fra Byen efter at 8000 Kr. i Sedler, som Firmaet havde indsat paa sin Folie i Landmandsbanken, blev erklærede for falske. Forretningen blev besat med Politi, og efter den foreløbige Undersøgelse s. 144 af Politiinspektør Carsten Petersen og Nationalbankdirektør Levy fandtes der falske Sedler til et Beløb af 52,000 Kr. og i Kælderen den Presse, som Riemenschneider havde benyttet til Trykningen. Sedlerne var saa glimrende eftergjorte, at de havde passeret flere Hænder, før Nationalbanken erklærede dem for falske. Man havde længe haft Mistanke om, at det var galt fat med Forlaget, men Salomon vidste at holde sit Personale hen med den Forsikring, at en bestemt navngiven Person i Chicago, der kendte Salomon fra hans Ophold dèr, vilde skyde 80,000 Kr. ind i Forretningen. Begge Falskmøntnerne kom ikke ret langt ved deres Flugtforsøg. De blev begge anholdte, da de vilde stige ind i Toget ved Glostrup Station, hvortil de var vandret tilfods. Benedikt Salomons Skikkelse vil man let kende i Konstantin Adolf i „Stuk“.

Jeg mindes endnu Bangs forstyrrede, blege Ansigt, da han samme Formiddag i en kort Samtale refererede Fader hvad der var sket. Han fortalte gribende i faa Ord om den Angst, der havde lamslaaet hele Personalet henne i Forretningen i Holbergsgade, og hvorledes Carsten Petersen, ved en foreløbig Undersøgelse i Salomons Skrivebord havde fundet et af Bangs Visitkort, hvorpaa han havde skrevet: „Naar kommer Pengene?“ Nu opstod i hans Fantasi den vildeste Rædsel for, at man kunde mistænke ham for, at han var Medvider til de falske Pengesedlers Trykning, og under disse Sjælelidelser s. 145 maatte han KL 2 holde Foredrag i Casino. Om dettes Forløb fortæller han selv uhyre selvironisk i „Ti Aar“ (S. 67—69). Bang fik senere Kortet udleveret af Overretssagfører Holger Paludan, der behandlede Salomons Konkursbo.

Haabet om at vinde Ry som Skuespiller blev nu mere og mere Bangs Hovedopgave. En Hændelse bragte ham Maalet nærmere. Det var netop i den Periode, at de første Rygter om et nyt Blad, der skulde blive en Konkurrent til „Morgenbladet“, tog Fart.

Edvard Brandes, med Tilslutning af Hørup, arbejdede paa denne Plan og vilde sikre sig en Del af de nye Medarbejdere ved den Ferslewske Presse. Peter Nansen havde halvt om halvt givet ham sit Løfte, Esmann ligeledes. Brandes forsøgte gennem Nansen at rokke ved Bang; men denne afslog ethvert Tilbud.

Bang var denne Vinter flyttet med Jordemoderen Fru Astrup til en større Lejlighed paa Nørregade Nr. 45 1. S. Han tog sig allerede dengang meget varmt af Peter Nansen, i hvem han saa en opdukkende Forfatter med Talent. Nansen kom til at bo hos Bang, der nu begyndte at holde literær Salon, hvor Gæsterne, foruden med Bangs flammende Veltalenhed trakteredes med Vin og Saisonens Frugter i de blomstersmykkede Stuer.

Omtrent samtidig udkom Edvard Brandes’ Komedie: „En Forlovelse“ og fik en meget rosende s. 146 Omtale af Bang, der tidligere ikke altid havde været saa nænsom overfor bemeldte Forfatter. Den 3. Febr. 84 anmeldte f. Eks. Bang i „Vekslende Themaer“ det lille Proverbe: „Efter Selskab“ af Edvard Brandes, saaledes: — „Et Proverbe — dette man aldrig faar defineret, en usikker Samtale om det og det — Duften af den samme Essens igjennem de mange Ord, som alle er mærket deraf. Proverbet er en Ønskenød, der gemmer sin Devise mellem smaa Peberkugler; de smaa Bonbons har Edvard Brandes givet os, — men Devisen fandt vi ikke.“ —

Hele denne Undervandssejlads var vel Skyld i, at Brandes overlod Bang „En Forlovelse“ til dennes ulykkelige Eksperiment som Skuespiller. Dog havde Brandes betinget sig en vis Procent af Overskudet. Prøverne holdtes paa Hoftheatret, og Brandes, der personlig instruerede Bang i Conrads Rolle, troede paa en vis Succes. Ved Generalprøven gjorde Forestillingen ogsaa Lykke.

Den 1. Juni 1884 startede Herman Bang-Tournéen. Selskabet bestod af: Frk. Camilla Lerche, Fru Julie Secher, Cetti og Johannes Marer; Repertoiret af „En Forlovelse“, „Kammerater“ af Peter Nansen og „Inden fire Vægge“. Tournéens Fiasko har Bang skaanselsløst beskrevet i „Ti Aar“.

I hele den for Bang saa skæbnesvangre Periode, hvori alle Forberedelserne til Tournéen fandt Sted, var mine Forældre og jeg ikke i Kjøbenhavn. Da vi s. 147 kom hjem fra Udlandet, blev Fader straks underrettet om hans Planer. Det kom til bevægede Optrin, og da Bang, hverken ved Trusler eller Bønner, vilde vige en Haarsbred, brød Fader med ham som fast Medarbejder ved Bladet; han maatte nu selv tage sin egen Skæbne i sin Haand. Allerede ved Udgangen af Januar Kvartal havde iøvrigt Bang sluttet sine „Vekslende Themaer“, der nu fortsattes af forskellige Forfattere som Carl Ewald, Iver Iversen, Peter Nansen, der skrev under Pseudonymet Fritz Holm, Joakim Reinhardt og mange flere. I sin sidste Artikel ( 30/3 84), som Bang kaldte „Feuilletonen“, tager han Afsked med sit Publikum, ikke uden Bitterhed i Tonen. Det var hans 204’de Artikel. Han skriver: — — — „Den, der skal skrive Feuilletoner, maa bo under Tag sammen med Publikum. Han maa leje i Publikums Hus. Hvilket uroligt Logis! Det er et Magasin du Printemps, hvor alle tuske; det er Nuets store Bank; Kassereren sidder ved Kassen og veksler alle Stemningers flydende Kapitaler. Eller — — — alle Billeder til Side — og Sagen forklaret med ét Ord: Publikum stiller kun en eneste Fordring: lev med mig. Og — den ene Fordring kan ingen opfylde, fordi Publikum er evigt ungt, og den enkelte, han bliver gammel. — — — Rundt om er der Stof til tusinde Feuilletoner — jeg ved det; og at jeg ikke mere kan finde dette Stof er mig Bevis for, at jeg ikke mere er ung nok. Jeg har altfor ofte i det sidste s. 148 Aar spurgt mig selv hvorfra dog Themaerne kom i de allerførste Aar, da jeg ikke behøvede at bukke mig for at finde dem, til, at jeg ikke skulde sige mig selv, at det var paa Tiden her at vige Pladsen for Andre. For de yngre, eller i al Fald de uprøvede, have alle de hundrede Ting Interesse — for mig har nu kun en eller anden Ting en virkelig Betydning. Saa taler man kun om denne „en eller anden Ting“, og man trætter.

Desuden tilstaar jeg, at der under al denne Tid, hvor Læserne have skænket mig deres Godhed, har fattedes mig en af de største Egenskaber for en Feuilletonist i dette Land og denne By, som elsker at le: Jeg eier ikke Humor. Den lette Spøg, den rammende Bonsens har jeg aldrig eiet.— — —

Derfor holder jeg nu op og overgiver min Plads til Andre.

Jeg gør det saa meget hellere, som jeg er træt ogsaa af evindelig at blive angrebet. Maaske tør jeg nu sige, at faa have haft en bitrere Kamp at bestaa end jeg, mens jeg har skrevet paa dette Sted. En Feuilletonists Stilling er altid exponeret. Hver Uge ændres hans Vækst i Publikums Øine. En god Artikel, og han er stor; en slet, og han kaldes umulig. Hvis han da, ved Siden af sit feuilletonistiske Arbeide, har et andet, paa hvilket man sætter Alting ind, og dette Arbeides Anseelse Dag efter Dag lider ved Feuilletonistens Anseelses stadige Bølgegang — kan der komme Tider, hvor man bliver for træt.

s. 149 Der har ofte været saadanne Øjeblikke. Mine Modstandere have ikke gjort dem mindre bitre. Det er faldet i min Lod at have mange og forskellige. Man har kæmpet med alle Vaaben, kun med samme Iver. Den ene har frakendt mig Hjerte, den anden Forstand; mine første Bøger og Artikler kaldes slette, alt det senere blev dog nævnet slettere end dette. Helst har man ønsket at gøre mig latterlig. Karrikaturen har oftere været anvendt end Kritiken. — — —

Der var Mennesker, som mente, at naar jeg skrev om Elendigheden, var det, fordi mit Sind var medlidende; at naar jeg forfægtede en Sag, var det en Overbevisning, for hvilken jeg stred, og at ingen havde købt mine Ord. Jeg selv følte undertiden en lidt bitter Tilfredsstillelse ved at vide, at for dem, som angreb mig, havde jeg ofte jævnet Vejen hos nogle af den store Skare, som er dette Blads Læsere. — — —

Og nu idag, hvor jeg slutter dette Arbeide, er det med Sørgmodighed. Thi det var dog al min første Ungdoms Stemning, som jeg kastede ned paa disse Blade, der snart vil være glemte. Som den musikalske spørger sit Piano og, mens han spiller hundrede Melodier, betror Musiken mange skjulte Suk og megen stille Jubel, saadan har ogsaa jeg betroet disse Sider mange Ungdomshaab og mange Skuffelser.

Jeg véd, at jeg ofte, naar jeg skrev om de Andre, s. 150 egenlig skrev om mig selv. Det var mine Haab, naar jeg talte om en Fremmeds, det var saa tidt min Sorg, som jeg klædte i en Andens. Paa dette Sted har jeg ofte talt om min første Ungdoms dyreste Tab og den skjulteste Lykke — — —

Nu — næste Søndag vil en friskere Skare rykke frem. Paa den gamle Plads ville andre Penne skiftevis lade de Themaer veksle, jeg saa godt indser, at jeg ikke længere formaaede at variere. Saa staar for mig kun tilbage at takke og at glemme — glemme et og andet Haansord, som har smertet mig, takke for hver Godhed, man har vist mig. Dem der følger efter mig, vil man skænke al sin Velvillie. Thi de er unge, og Publikum elsker Ungdommen, fordi det selv er ungt. Her vil man bære over med en hastig Dom — thi den er frisk — og en Ungdommelighed — der tilhører de tyve Aar. Her vil man smile ved det gode Humør, selv om det en Gang imellem skulde blive kaad. Og man vil tilgive, om man skulde møde en Umodenhed. Det er jo ikke første Gang, man vil bære over dermed. Elske vi dog ikke alle Ungdommen — fordi den er saa ung?“ — —

Man fornemmer ligefrem Bangs Hønemors-Ængstelse for sine udklækkede Ællinger i Slutningen af denne Afskeds-Artikel ; nu, da de skal ud at svømme for første Gang.

Dog, for Nansens Vedkommende behøvede Bang ikke at ængste sig. Dr. Bonifacius ɔ: Peter Nansen s. 151 vandt sine velfortjente Laurbær ved de fortrinligt skrevne Artikler om Lægestandens Heroer under den store Lægekongres i Kjøbenhavn, August 1884.

Helt slap Bang dog ikke sin gamle Plads i Bladet. I April og Maj skriver han flere „Vekslende Themaer“ hentede fra Theaterverdenen. Den 30. April om : „De Unge“ paa Theatret — Martinius og Oda Nielsen og Karl Mantzius. Den 2. Maj om: „Nye Direktører og nye Scener“, og den 28. i samme Maaned en Theaterfeuilleton, som han kalder: „Svensk Uge“.

Saa kommer en Lakune i flere Maaneder foraarsaget af „En Forlovelse“-Tournéen og — Efterveerne deraf. Syg, fortvivlet over det lidte Nedorlag, flygtede Bang til Kurstedet Ramlösa for der at søge Hvile for de opslidte Nerver og samle sig til et nyt Udfald mod den vantro Menneskehed.

Tanken om at søge Oprejsning ved en Dramatisering af „Fædra“ havde allerede taget Form i hans Hjerne trods advarende Røster fra hans oprigtigste Venner. Han vilde selv spille de Vilsac og mente, at den svenske Skuespillerinde Olga Bjørkegren vilde passe til Titelrollen; hun var en Kunstnerinde, som Bang satte højt, og som viste ham virkeligt Venskab. Det var hans Haab, at Stykket skulde blive antaget ved et Stockholmsk Theater; men indtil da skulde han jo skaffe sig Indtægter, og han tyede derfor atter til den Kvinde, der saa ofte med Forstaaelse havde været hans Talsmand naar alt andet s. 152 syntes at glippe for ham. Han skrev da følgende Brev til min Moder, hvori han skaanselsløst lægger al sin Kvide blot:

A. L.

10