Danmarks Breve

Julens Dage var angs lykkeligste Tid...

Julens Dage var angs lykkeligste Tid. Han bevarede, uberørt af sit stormfulde Liv, Minderne om Julen i Barndomshjemmet paa Als, hvor Klokkerne jublende ringede Højtiden ind og hele Præstegaarden duftede af den nys overstaaede Julebagning. Senere i Livet toner disse Klokker alvorsfuldere og sørgmodigere i hans Øre. Da Julen 1900 stunder til, skrev Herman Bang en Hymne til disse Klokker, hvis Klang skulde bringe hans syge Hjerte Fred:

„Juleklokker —
Lyd nu over Landet.
Juleklokker —
Lyd, mens Sneen falder
lindt og lunt og blidt paa alle Veje.
Juleklokker —
Fredens Herre kalder.

s. 123 „Fred paa Jorden“ —
Skønne Drøm at drømme.
Fred i Hjertet skønnere at kende.
Lindring for de evigt dybe Vunder.
For det syge Hjerte
Fredens Stunder —
Lindring, Lindring
for dets Arr og Vunder.

Klokker, Klokker,
Juleklokker alle
Lad i syge Hjerte
Fred der falde.

Sov, mit Hjerte,
sov til Klokkeklangen,
sov, som Barnet blidt,
der sover træt og længe:
Sov, mit Hjerte,
Sov foruden Drømme:
Drømmen selv er Savn og bringer Smerte.

Sov —
Blund ind, mit Hjerte.
Klokker, Klokker,
Juleklokker alle;
lad i syge Hjerte
Fred der falde.

Dette smukke Digt har været offentliggjort i „Juleroser“ efter Bangs Død.

Den sidste Dag i Aaret 1882 skrev Bang et for ham meget magtpaaliggende Brev til min Fader. Det vidner — som saa mange andre — om den Taknemmelighed, Bang følte for den, der var ham god. Bang vidste godt, hvilken Betydning det havde for s. 124 ham, at Redaktionssekretær Emil Bjerring var en formidlende Ven mellem ham og hans Udgiver. Kunde han hos denne udvirke en Fordel for hin, saa vilde Bang juble. Han skrev bl. a. heri: