Danmarks Breve

Hvor jeg tydeligt husker den Dag, je...

Hvor jeg tydeligt husker den Dag, jeg første Gang holdt dette Brev i min Haand, mere end tyve Aar efter at det var skrevet, et Aar efter Herman Bangs Død. En sollys Dag besøgte jeg Caroline Bertelsen i hendes hyggelige lille Lejlighed i Østerfarimagsgade. Hun sad i sin Lænestol ved Vinduet dødsmærket af en langvarig, tærende Sygdom. Livstræt, næsten 82 Aar gammel, sad hun der og „ordnede“ sin Udgang af Livet. Hun fortalte, at der i hendes Testamente stod, at jeg skulde arve den dejlige, gamle slebne Krystal-Ampel med de fine Bronzekæder, der hængte i hendes Stue; et Empire-Pragtstykke. Jeg var vemodig og rørt over hendes kærlige Tanke. Vi talte om de gamle Tider, og jeg følte, at bag hendes Ord laa en Tagen Afsked med Livet, der smertede mig. Idet jeg rejste mig for at gaa, sagde hun: „Der er endnu Et, Anna, et Brev Du skal have, jeg har gemt det i mange Aar. Naar jeg handlede som jeg gjorde og sendte Brevet tilbage til Bang, mente jeg at handle ret. Tiden har s. 115 vel ogsaa bevist, at saadan burde det ské.“ — Hvor mange Minder blev ikke hin Dag vakt tillive hos mig ved dette Brev. Ungpigedrømme, der aldrig naaede ind i den klare Dag. Hvad stod der i hint Brev, som blev sendt Bang tilbage, da han atter stødte paa den usynlige Mur, som han kun ved Tabet af sin Stilling turde bryde?

Dette Brev maa være skrevet efter at Bang havde sluttet sin Oplæsnings-Tourné i Jylland, thi den 24/9 82 ser man af hans „Vekslende Themaer“, at han atter er i Kjøbenhavn. Han fortæller i et Brev til de Venner, der ere blevne ude paa Landet, hvor skøn Byen er: — „naar den vaagner efter sin Sommerdvale og gnider Kridtet af sine Vinduer og kommer hjem igen. Kjøbenhavn er ved at blive stor, der kommer Luft fra alle Sider og de nye Gader prange med deres Altanhuse og deres lange Lygterader. Naar nu Sct. Peders Mølle forsvinder og den bekendte Rigmand sætter en Statue, hvor Skuret staar, og Borgmesteren giver Springvand og Bassiner og Magistraten laver Blomstertorv med store, lyse Haller, og Hr. Ehlers skænker Lygter med mange Blus

— saa skal du se, hvor alt bliver smukt — — — og det skér vel om ikke længe. Indtil da maa Naturen hjælpe os.

Der er betagende skønt om Aftenen langs vore Søer. Naar Lygterne tændes paa alle Broer og Skæret leger med Søens Vand som et straalende Væld af Raketter og Nørrebros Huse glide sammen til et s. 116 Kæmpepalads med Lys i tusinde Ruder. Himlen har Stjernernes Vrimmel!“ Allerede da spøgede aabenbart „Stuk“ i hans Tanker. — —

A. L.

8

Bang kom nu sjældnere ned til os. Der var en febrilsk Uro over ham, som aldrig gav ham Tid til en hyggelig Samtale. Henimod Slutningen af Aaret 82 var Bang bleven litterær Redaktør af „Vor Tid“, ill. Ugeblad for Hjemmet, hidtil udgivet af og trykt hos Sally B. Salomon. Samtidig med at Bang overtog denne Stilling, overgik Ugebladet til Firmaet: „Salomon 1) & Riemenschneider“, hvis Indehavere senere skulde gøre sig saa sørgeligt berømte ved en Falskmøntnerisag. Bang knyttede til dette Ugeblad alle de unge, urolige Penne, hvis Form og Tone ikke — dengang — kunde indpasses i „Nationaltidende“s Rammer. Navne som: Gustav Esmann, Knud Ipsen, Iver Iversen, Joakim Reinhardt, Peter Nansen, Andreas Albeck og mange flere. Desuden optog „Vor Tid“ Bidrag af saa fornemme Penne som: Strindberg, Geijerstam, Levertin og Tavastjerna. Herman Bang skrev Theaterkritiker, Boganmeldelser, Skuespillerkritiker i Bladet. Desuden en Mængde Skitser, Fragmenter eller „Situationer“; de fleste sødladne og sentimentale, nærmest en Skrabekage af hans Produktion, Oplevelser og Tanker, som han løst i Øjeblikket havde henkastet paa Papiret. Ofte var disse „Afløb“ fra hans Skrivebordsskuffe signeret: „Bernhard Hoff“. Et af disse s. 117 Novellefragmenter: „Skuffet“, gengiver — med megen Fantasi — en Situation fra Ballet hos os den 26. Febr. 1881 og er tilmed undertegnet — paa en Gang ret dristigt og ganske taabeligt —: „Chr. F.“, min Faders Initialer. Dette viser saaledes Bangs Arbejdsmethode. Enhver lille Begivenhed tog Vækst hos ham; han trak fra og lagde til, som det passede for hans Milieu. Samtidig havde Bang Novellesamlingen: „Præster“ under Udarbejdelse og skrev paa „Fædra“. Arbejdet svulmede op om ham, derfor saae vi saa lidt til ham i hele denne Periode.

Af literære Begivenheder bragte December Maaned Ibsens: „En Folkefjende“. Om dette nysudkomne Skuespil skriver Bang i „Vekslende Themaer“ ( 10/12 82) — „Dette Drama er en Piece i fem Akter. Et Svar fra „Gjengangere“s Digter til den Mængde, som vægrer sig ved at modtage et Værk, Forfatteren selv vistnok betragter som sit største. Kun saaledes kan dette Skuespil forstaas, kun saaledes tør det bedømmes, og hvis det, naar hele Ibsens Produktion kan dømmes og skænke et fuldt Billed af denne store Aand, ikke vil faa nogen høj kunstnerisk Plads mellem alle Digterens Frembringelser, vil det som menneskeligt Dokument have en overordentlig Interesse, thi intet Steds finde vi Ibsen selv fyldigere end her, hvor han, saa at sige, paa alle Punkter overdriver sig selv.“ Senere skriver Bang i samme Artikel : — „Man kunde maaske have troet, at „Gjengangere“s Modtagelse ikke vilde have saaret s. 118 Ibsen saa dybt. Men „En Folkefjende“ er Sonden i det slagne Saar, og de høje Raab, Haanen og Skjældsordene om Osvalds Historie have været Stene, som have knust mere end et Par Ruder hos den sande Dr. Stockmann. Henrik Ibsen har lidt, og „En Folkefjende“ er hans Svar paa den tilføjede Lidelse.— — — — “„Gjengangere“ var — en rolig, en uhildet Betragtning vil vistnok ialt Fald indrømme det — et Led i en Kæde, hvor man uden Indsigelse havde modtaget alt det andet, og det var — vover jeg at paastaa — et Led, som konsekvent udsprang af det foregaaende. Den, som kendte Gangen i Ibsens Produktion, Maaden, hvorpaa hans Idéer udviklede sig, maatte være forberedt paa, at ligesom Selma var bleven til Nora, saaledes vilde ogsaa en smuk Dag Dr. Rank blive Osvald Alving.— — — — Men da han altsaa i „Et Dukkehjem“ havde bragt os sammen med Dr. Rank, og vi uden Modsigelse havde modtaget dette Møde, er han bleven overrasket ved, at Osvald Alvings Historie, der kun er Udviklingen af Dr. Ranks, vakte en saadan Harme.“ Og videre hedder det: „Henrik Ibsen mener upaatvivlelig selv — og der er mange, som dele Meningen med ham — at „Gjengangere“ er hans største Værk. Det er her, han har berørt vor Periodes centraleste Tanke: Spørgsmaalet om Arveligheden, og han har behandlet det i den konciseste Form. Selve den valgte Rammes Farlighed — thi en Ramme er Osvalds System, og den legemlige Sygdom, der er

8*

s. 119

s. 120

s. 121 arvet, er ikke mere end et Symbol paa den moralske Arvelighed, der forplanter saa megen Sjælenes Sygdom — har skærpet hans Evner, saa at han aldrig har været saa klar, aldrig i saa mægtig Grad Herre over sine Intentioner som i dette Skuespil.“ —

Man ser af disse Udtalelser om „En Folkefjende“, hvori Bang strejfer „Gjengangere“s centrale Nerve: Arvelighedstheorien, at denne allerede dengang havde grebet ham stærkt. Det var ikke den arvelige Sygdomsspire, der betog ham mest, men selve Slægtsarveligheden, som han fra sin tidligste Ungdom havde ruget over og næret en hemmelig Frygt for; den bandt ham saa fast til Skikkelsen „Osvald“, som han mente at eje alle Betingelser for at kunne levendegøre.

Den kære Jul bragte mig blandt andre Gaver en fra Herman Bang. Han sendte mig et Aralia-Blad taget fra en af hans Stueplanter. I Bladet var der med to Ridser skaaret et Baand og derigennem stukket en Dusk Lilliekonvaller. Paa selve Bladet havde han skrevet en Julehilsen. Jeg bevarede den diskret uden at tale til Andre derom. Min Moder sendte han Juleaften følgende Digt: