Danmarks Breve

FRA HERMAN BANGS JOURNALISTAAR FRA H...

s. 1 FRA HERMAN BANGS

JOURNALISTAAR

s. 2

s. 3 FRA HERMAN BANGS
JOURNALISTAAR

VED „NATIONALTIDENDE”
1879-84

MINDER, SAMLEDE OMKRING BREVE
TIL MINE FORÆLDRE

AF

ANNA LEVIN

f. Ferslew.

GYLDENDALSKE BOGHANDEL - NORDISK
FORLAG - KØBENHAVN - MCMXXXII

s. 4 COPYRIGHT 1932 BY GYLDENDALSKE
BOGHANDEL NORDISK FORLAG - COPENHAGEN

OPLAG: 1500 EKSEMPLARER

PRINTED IN DENMARK
GYLDENDALS FORLAGSTRYKKERI
KØBENHAVN

s. 5 TIL INDLEDNING.

Da mit Barndomshjem ved min Faders Død i Aaret 1910 blev opløst, fandtes der i min Moders Skrivebord, som havde staaet urørt efter hendes Død i 1904, en Pakke indeholdende Breve fra Herman Bang til hende og nogle enkelte til min Fader, dels fra den Tid, da Bang blev fast Medarbejder ved „Nationaltidende“ og til han forlod Bladet, dels fra hans derpaa følgende Ophold i Udlandet.

Da disse Breve slutter sig nøje til flere af den Samling Breve fra Bang til Peter Nansen, som denne udgav under Titelen „Herman Bangs Vandreaar“, kan det sikkert have sin Betydning, at Brevene fra Bang til min Moder og de faa, han har skrevet til min Fader, Udgiveren af „Nationaltidende“, opbevares for Efterverdenen. For en Literaturforsker vil de være et paalideligt Materiale til Belysning af Bangs Personlighed i de yngre Aar.

Ved atter at læse disse Breve efter saa mange Aars Forløb vaktes mangfoldige Minder om min egen Ungdom til Live, især fra de Aar, da Bang saa jævnlig færdedes i mit Hjem, hvorfor jeg har s. 6 ment, at disse ogsaa kunde komme til Nytte i samme Hensigt, nedskrevne som de er, medens hine Dages Begivenheder endnu staar fast og klart i min Erindring.

Efterhaanden som dette Arbejde skred fremad, gennemlæste jeg atter meget nøje hele Bangs Produktion og blev derved opmærksom paa, hvor sparsomt han i sine Bøger lader Moderens Slægt træde frem, i Modsætning til Faderens fornemme Familieskab. Jeg søgte derfor i hans selvbiografiske Romaner efter et Spor, der kunde forklare Grunden til hans Tavshed. I „Det graa Hus“ standsede jeg ved Side 8, hvor Forfatteren lader den gamle Excellence henkaste følgende Bemærkning om Sønnesønnen, idet han betragter hans Ansigt: „hvor Læberne i Blegheden var som Blod saa røde“: „Jeg véd heller ikke, hvordan vi nu ogsaa har faaet den Race ind i Familjen.“ —

Var her et Spor at følge?

Langt tidligere, i „Haabløse Slægter“, S. 370, spørger en Dame William Høg: „Hvem er den unge Jøde?“ — „Jøde, Frue?“ — „Ja, der danser saa intimt med den lille Blom?“ —

William blev rød. „Hr. Hoff,“ sagde han, „han er ikke Jøde.“ — — „Naa ikke.“ — „Nej, han er nok blot Atheist.“ — — —

Da „Bernhard Hoff“ i Romanen giver Udtryk for en anden Side af Bangs Selvanalyse, end „William Høg“, saa har han maaske gennem denne flygtige s. 7 Samtale ønsket at understrege sit østerlandske Udseende, som han saa hyppigt vender tilbage til i sine Romaner.

Der ligger i disse to Billeder, hentede fra de af Bangs Værker, der sammen med „Det hvide Hus“ og „Tine“ lader Forfatterens Barndoms- og Ungdomsliv klarest træde frem for Læseren, en Antydning af, at Herman Bang, der nærede den mest glødende Tro paa sin stolte Afstamning paa fædrene Side, ogsaa havde nærmere Kendskab til den Slægt, han nedstammede fra paa mødrene Side, maaske mere end han egentlig skøttede om at nævne, selv om den i flere Led talte saare ærværdige Præstemænd.

Fra Moderen havde han arvet det, der gav hans Liv Værd som Digter: hans levende Fantasi, hans følsomme Sind, Lysten til at agere, Forstaaelsen af Smaakaarsfolks farveløse Liv, deres jævne Glæder og smaa Sorger. Tillige havde han fra Moderen faaet i Arv en ubestemmelig Higen efter en Lykke, som han aldrig turde — eller kunde — gribe og holde fast i sin Haand.

For at bringe Klarhed over den Slægt, der satte saa dybe Spor i Bangs Væsen, har jeg forsøgt at gøre Rede for hans Afstamning paa Spindesiden og har indhentet følgende Oplysninger om denne Slægt.

Ifølge Udskrift af den evang.-luth. Hoved-Menigheds s. 8 Vielsesregister i Altona blev den 30. Novb. 1733 i Trefoldighedskirken viet Christian Kirchheimer (f. c. 1708) og Christina Catharina (f. c. 1707) : „beide von Judenthum zum Christenthum bekehret“. I den jødiske Menigheds Arkiv i Altona er der ikke fundet nogen med Navnet „Kirchheimer“, men i Arkivet i Halberstadt er man stødt paa dette Navn fra den samme Tid. Efter Daaben forandredes Navnet Kirchheimer, der muligvis oprindelig har været „Kirchenheim“, til Kirchheiner. Før Ægteskabet blev indgaaet, havde Christina Catharina den 19. Febr. 1733 født et Barn, der i Daaben fik Navnet Johan Jacob. I det Vita, som denne Søn ved Ansættelsen som Sognepræst i Borre paa Møen indsender til Consistorium, meddeler han følgende om sin Fødsel og Forældrenes Overgang til Kristendommen:

I den meget berømte Handelsstad Altona i Hertugdømmet Holsten saa jeg først Lyset, født i dette Aarhundredes tre-og-tredivte Aar den 19. Februar og strax genfødt i Daabens hellige Bad. Dette Livs Ophavsmænd, som jeg ved Guds synderlige Naade glæder mig ved bestandig at have, er min Fader Christian Kirchheiner og min Moder Christina Catharina. Min Fader, der saa vel som min Moder var født og opdragen i Jødedommens Vildfarelser, havde faaet Øjet op for disse og antaget den christne Religions sandere og sundere Læresætninger, hvilke han hidtil har tilbragt sin Tid med at indskærpe Andre ....

Kirchheimer bosatte sig i Kjøbenhavn, hvor han ernærede sig som Skoleholder. Da Sønnen Johan Jacob var elleve Aar gammel, blev han optaget i s. 9 Metropolitanskolen, hvorfra han blev Student i Aaret 1753. Han fik Kommunitetet og støttedes tillige af andre Institutioner, hvilket lader formode, at Forældrene, der kun havde dette ene Barn, maa have haft det smaat med Udkommet. Aaret efter tog Johan Jacob Kirchheiner Filosofikum med Laud; men hans theologiske Embedseksamen, som han bestod i 1758, indbragte ham kun et Haud. Den 1. Decb. 1759 ansattes han som Kateket ved Garnisons Kirke og — „tillige til at være Lærer i den christne Religion for den militaire Ungdom i den sydlige Del af denne By, først i det saakaldte Sct. Pederstræde og dernæst i det af Kong Christian oprettede Opfostringshus.“

Aaret efter, d. 19. Marts 1760, holdt han Bryllup i Sct. Petri Kirke med Christina Römmling (f. c. 1736). Hun opholdt sig da hos Tracteur C. S. West uden Nørreport. Ifølge Kirkebogen var West Brudens Forlover, Skoleholder Christian Kirchheiner, boende i Skoubogade, Brudgommens.

I Skattemandtal 1762 meddeler Johan Jacob Kirchheiner angaaende Rosenborg Kvarter Nr. 219: „Under ovenstaaende Nr. 219 findes 2de Huse, hvoraf det ene bruges til Sygestue for de norske Soldater, det andet (som egentlig tilhører Krigscancelliet), beboes af mig Johan Jacob Kirchheiner, Catechet til Garnisons Kirke og Krigshospitalets Skoleholder“.

Som tidligere nævnet blev Kateket Kirchheiner s. 10 1775 udnævnt til Sognepræst for Borre Menighed paa Møen. Her i Præstegaarden fik hans Forældre ogsaa deres Hjem, efter at Faderen havde sluttet sin Gerning som Skoleholder i Kjøbenhavn.

I Borre Kirkebog findes følgende Tilførsler: „1777 den 9. Maj jordet Sogne-Præstens Fader, Christian Kirchheiner 69 Aar, med Ceremoni,“ — „1785 Juny 24 jordet Sognepræstens Moder, Catharina Kirchheiner, 78 Aar gl., med Ceremoni.“ — Den 27. Marts 1802 mistede Pastor Kirchheiner sin Hustru, og selv døde han Juleaften 1807 i sit Embeds 32te Aar. Hans Sognebørn gav ham det Skudsmaal, at han var ivrig, ydmyg og venlig.

I sit Ægteskab med Christina Römmling havde han syv Børn, tre Døtre, fire Sønner, alle fødte i Kbhvn. Af de fire Sønner blev den ældste Christian Peter K. (dbt. 11. Feb. 1763 i Garnisons K.) uddannet til Handelsmand; Nr. to, Johan Jacob K., der var født 27. Novb. 1764, døde som Sognepræst i Fanefjord. De to yngste Sønner, Carl Friderich (dbt. 28. Jan. 1767 i Garnisons K.) og Adam Ludvig (f. c. 1769) gik begge Militærvejen. Den første døde som Major i Aaret 1841, den sidste som Kaptain i 1850. Han var gift med Regine Louise Halkjer og blev Fader til den bekendte Operasanger Johan Fr. Kirchheiner, der 1822 var Lieutenant ved det slesvigske Kyradserregiment og blev — efter Avertissement fra det kgl. Theater — antaget som Tenorist. Han blev en fortræffelig dramatisk s. 11 Sanger, der gjorde stormende Lykke i „Den Stumme i Portici“ som Masaniello. Han foredrog iflg. Overskou Partiet med imponerende Styrke og Begejstring, men kunde undertiden virke for convulsivisk. De største Operapartier sang han med Bravour, men han havde ogsaa Held med sig i Vaudevillen, især som Majoren i „De Danske i Paris“, i hvilken Rolle han rostes for sin Anstand og fine Tone. Ligeledes spillede han elskværdigt og lystigt Staal i Overskous „Kunstnerliv“, men hans uordentlige Levevis tærede paa hans Talent; han maatte trække sig tilbage fra Scenen og døde i Farum d. 11. April 1865. Med sin Hustru Anna Sophie Friis havde han en Søn, der debuterede paa Det kgl. Theater i Staals Rolle, men han var uheldig og forlod Theatret.

Her viste Kunstnerblodet i den Kirchheinerske Slægt sig for første Gang.

Operasanger Kirchheiner var Fætter til Herman Bangs Mormoder, og han har rimeligvis fra Farfaderen, Præsten i Borre, med det rene semitiske Blod i sine Aarer, arvet sin Evne for dramatisk at kunne udtrykke sine Følelser. Theatrets Eventyrverden fristede ham til at vige bort fra den mere haandgribelige militære Levevej. Hans Farbroder, Pastor Kirchheiners ældste Søn, Christian Peter Kirchheiner blev, som tidligere nævnet, uddannet til Handelsmand. Omkring 1793 nedsatte han sig som Købmand i Vordingborg. To Aar efter, den 21. s. 12 Maj 1795, blev han i Vor Frue Kirke i Kjøbenhavn viet til Salomine Dorothea Döhnert. Om hendes Slægt er det endnu ikke lykkedes at skaffe nogen Oplysning. Navnet Döhnert, Donert eller Donort, som det forskellige Steder staves, findes ikke i Indkvarterings-Mandtallet over Kbhvn. i Aaret 1795. Ved Vielsen kaldes hun Salome, ved hendes Børns Daab og andre Steder: Salomine.

Købmand Kirchheiner havde ikke Held med at drive sin Handel i Vordingborg. Allerede 1803 maatte han opgive denne og flyttede til Stege, hvor han nedsatte sig som Billardholder — et Trin ned ad Stigen i social Retning. Under Opholdet i Vordingborg blev i Ægteskabet født fire Børn, to Sønner og to Døtre, men da det femte Barn skulde komme til Verden, havde Salomine taget Ophold hos Svigerfaderen i Borre Præstegaard. Her fødtes d. 10. Juni 1805 Herman Bangs Mormoder, Nicoline Balle Kirchheiner. Mellemnavnet havde hun faaet efter Biskop Balle, der stod Fadder til Barnet. Nicoline opvoksede i Stege By; her tilbragte hun sin første Ungdom, og her mødte hun en skønne Dag for første Gang Hermanus Dyssel Black, der var Fuldmægtig ved Stege Postkontor og tillige ansat som Fuldmægtig hos Amtsforvalter Poulsen. Om Bekendtskabet blev indledet paa Posthuset eller i Billardstuen, vides ikke.

I Forlovelsestiden opholdt Nicoline sig hos Farbroderen, Provst Johan Jacob Kirchheiner, der var s. 13 Sognepræst i Fanefjord. Her blev Nicoline d. 26. Maj 1827 viet til Hermanus Black. Han var Søn af Michael Mogens Black, født i Jylland, der drev Næring som The- og Porcellainshandler i Kjøbenhavn. Med Anne Elisabeth Lund, hvem han havde ægtet den 3. Marts 1786 i Sct. Nicolai Kirke, havde han faaet Gaarden Nr. 29 i Nyhavn i Arv efter hendes Fader, Skipper Abraham Lund, der var født i Kjøbenhavn og havde løst Borgerskab som Skipper d. 27. Jan. 1762. Hendes Moder hed Margrethe. The- og Porcellainshandler Black havde fire Sønner fødte før Hermanus, der saa Dagens Lys i Nyhavn Nr. 29 den 8. Januar 1793. I Ægteskabet fødtes senere en Datter.

Man véd intet om den Uddannelse, der gjorde Hermanus Black kvalificeret til Stillingen som Post- og Amtstuefuldmægtig i Stege. I Aaret 1845 blev han udnævnt til Postmester i Præstø. Tre Maaneder efter hans Bryllup med Nicoline Kirchheiner fødtes i Stege den 27. August 1827 en Søn, Michael Christian Black, og to Aar efter, den 12. Juni 1829, kom Herman Bangs Moder, Thora Elisabeth Salomine Black til Verden midt i den skønne Rosentid, hvis rige Flor altid smykkede hendes Fødselsdagsbord i Præstegaarden paa Als. Da hun havde fyldt fjorten Aar, døde hendes Morfader, Billardholder Kirchheiner, 80 Aar gammel d. 12/9 1843, og to Aar efter flyttede hun med Forældrene til Præstø.

s. 14 Thora Black var da seksten Aar.

I en lille Provinsby stiftes hurtigt Bekendtskaber mellem Byens Honoratiores, og til disse maa vel regnes Apothekeren og Postmesteren.

Indehaveren af Præstø Apothek var Hans Christian Aarsleff. Han var gift med den yngste Datter i Lægen Oluf Lundt Bangs første Ægteskab, Henrietta Louisa Bang, der var Søster til Herman Bangs Fader, Frederik (Fritz) Ludvig Bang.

I „Haabløse Slægter“ (S. 13—17) skildrer Forfatteren, med tilbørlig Omskrivning, Faderens urolige, omflakkende Liv, inden han beslutter sig til at søge Embede, og hans første Møde med Moderen, som her kaldes Stella efter Faderens ældste Søster, Christella (Stella) Bang, gift med Sognepræst til Valløby og Taarnby, Christian Peter Gutzon Mynster. Han skriver:

Ludvig kedede sig i S. Selskabet i den lille Provinsby kunde ikke tilfredsstille ham, og han var uden Beskæftigelse, der helt kunde optage hans Tid. Under disse Omstændigheder benyttede han sine ledige Timer til at forelske sig. Genstanden for Forelskelsen var en ung Dame fra Omegnen, meget livlig, meget smuk, meget ung. De havde truffet hinanden paa Morgenture i Skoven og havde kun talt meget lidt sammen. Stella var atten Aar, uerfaren og forkælet. Den fem og tretiaarige Høg var den eleganteste Mand, hun havde sét, han var akkurat Digter nok til at kunne give sin Kærlighed en straalende Indfatning af formfuldendte, virkelig smukke Vers, og hans Fortid var tilstrækkelig mysteriøs til at lokke med det ukendtes, men anedes Magt ....

Da Frederik Bang forlovede sig med Thora s. 15 Black, var han tre og tredive, hun tyve Aar. Forlovelsen vakte ikke ubetinget Glæde i det fornemme, kultiverede Hjem hos Ole Bang.

Der blev talt meget om denne Forbindelse, mere end man plejer at tale endogsaa. De fleste betegnede den som en Mesalliance og beklagede Excellencen, der ikke havde nogen „rigtig“ Glæde af sine Børn. Enkelte beklagede Stella: han var meget ældre end hun og havde vistnok ikke mange Kræfter tilbage, hun var ganske ung og frisk. Men hun kom jo ind i en fornem Familie.

Den gamle Læge, Dr. Hermansen, siger ved Præstens L’Hombrebord :

Folk som Høg burde ikke gifte sig. Den Linje er færdig, Kraften er opbrugt: denne har Dispositioner til Melankoli, de andre er Drønnerter, baade Borgmesteren og Landmanden. — — Og skulde Kandidaten giftes, burde han s’gu have taget en Malkepige, saa der var kommet tykt Blod ind i Familjen. — — For Stella er det Synd og Skam, hun maatte ha’e en Kraftkarl. Der er Ansats til Brystsyge i Moderens Familje. — —

Herman Bang lader sin Moder i „Det hvide Hus“, S. 30, selv fortælle om sin Forlovelsestid. Excellencen havde modtaget Svigerdatteren uden at blinke, hans Frue var mindre behersket, men Ludvig lod sig ikke sige (jfr. H. Slgt. S. 18).

Hun kom jo ind fra Provinsen og ingenting vidste hun og ingenting kendte hun og fremmed var hun i Excellencens gamle Hus.

Det var noget nyt og noget helt forfærdende med Ørstederne og med Mynsterne i Stuerne og i Huset Oehlenschläger oppe paa anden Sal.

Der var et Liv med Lysekroner altid tændte og Svigermoder s. 16 i det sorte Fløjel, og de gamle Slægtsvaaben broderet paa alle Puder, og Sølvkander stillede frem paa Etagèrer, og Malerier paa Væggene saa højtideligt som i en Kunstsamling. Moderen gik helt forskrækket om.

Men til Forlovelsesgildet, da de drak Skaaler og Excellencen selv havde skrevet Sangen, da sneg Moderen sig ud paa Trappen op til Oehlenschläger, og der sad hun og græd; med Ansigtet i sine Hænder græd hun og græd.

Tjeneren fandt hende.

Man maatte hente Faderen. — Nej, nej, jeg vil ikke derind, sagde hun. — Lad mig komme hjem — lad mig komme hjem — og hun græd, som skulde hun miste sit Liv. —

Hjem, hjem! Det betød for Thora Black den stille By ved den friske Strand, omkranset af Skove — og Postmesterens stilfærdige, jævne Liv.

Frederik Bang søgte nu Embede; der skulde jo tænkes paa at stifte Hjem. Han var født i Kjøbenhavn 19. Juni 1816, tog Studentereksamen fra Borgerdydskolen 1833 og theologisk Embedseksamen med Laud 1839, men søgte først Embede elleve Aar efter at han var bleven Kandidat. Den 23. April 1850 udnævntes han til Sognepræst i Asserballe paa Als.

Thora Black skulde nu forberede sig til at blive Præstekone, og hun kom derfor i Huset paa en større Gaard for at lære den nødvendige Landhusholdning, gøre sig værdig til at staa for Styret i Præstegaarden og — til at være Svigerdatter af „Hvidernes Ætling, Excellencen Høg“.

Den 25. Oktober 1850 blev hun viet i Holmens Kirke af Svogeren Christian P. G. Mynster. Hun s. 17 drog med sin Mand ind i det Hjem, hvorfra de fleste Impulser til hendes Søns Fortællinger og Romaner har sit Udspring.

I Moderens Væsen har vistnok Herman Bang inddigtet en Del af sit eget Jeg. Ægteskabet blev efter hans Opfattelse ikke lykkeligt. Hun var en flagrende Natur, hendes Mand tung af Sind. —

„De var forskellige som Nat fra Dag“ (S. 19, Hbl. Slgt.). — „Stella havde maaske, da hun blev Fru Høg, heller ikke ret vidst, hvad hun gjorde — maaske var der nok et og andet, hun savnede, nogen Glød, nogen stærk Hengivelse, muligvis ogsaa nogen Styrke. Men hun var meget ung, kendte lidet til Verden og endnu mindre til Kærligheden. I Begyndelsen troede hun vel, alt var som det burde være, og da hun lidt efter lidt langsomt opdagede, at det ikke var det, var det nærværende allerede bleven hende en Vane.“ — — — „Det gik mere og mere op for Høg, at han var ødelagt, at hans Liv var gnavet i dets Rod.“ — — —

Det første Barn, der fødtes i Asserballe Præstegaard, var en Søn. Han kom til Verden den 16. August 1851 og blev opkaldt efter Bedstefaderen, Oluf Lundt Bang. Elleve Aar gammel blev han optaget i Odense lærde Skole, men udmeldt i 1868. Det er den Broders forudvarslede Død, som Bang fortæller om i „Sælsomme Fortællinger“ (S. 36—37). Han døde kort efter Moderen i Horsens, den 23. Oktober s. 18 1871, rimeligvis af samme Sygdom som hun: Tuberkulose.

A. L.

2

Det næste Barn i Rækken var en Datter, Nicoline Sophie, født d. 22. Marts 1853. Hun blev opkaldt efter Mormoderen, Nicoline Black og Ole Bangs anden Hustru Sophie, f. Dahlerup. Det er den Søster „Nini“, der kom til at staa Bang saa nær og som han har skildret saa fint i „Haabløse Slægter“.

Fire Aar efter kom atter en Søn til Verden i Asserballe Præstegaard; det Barn, der havde taget mest af Forældrenes udprægede Væsen i Arv, det Barn, der tidligt besjæledes af en fanatisk Tro paa, at han var udvalgt til at genoprejse Hvidernes Slægt, og hvis Haab og Skuffelser i Livet gav Danmark en literær Skat i Eje i Form af hans „Idyller“ og Samfundsromaner:

Herman Joachim Bang, født 20. April 1857. Han fortæller selv i „Haabløse Slægter“ (S. 23), at Fødselen varede et Døgn, og da Drengen var født, troede Jordemoderen, at han var blind. Han vejede kun fem Pund og kom straks i Urtebad, og man svøbte ham i Bomuld. Den tredie Dag troede man, at Drengen var død. Huslægen dyppede ham i Isvand, og han kom til Live igen.

To Aar efter fik han en Broder, Frederik Gutzon Bang, født den 12. Marts 1859. Han blev 1869 optaget i Horsens lærde Skole, men da Faderen paa Grund af Sygdom opgav Præstegerningen i Horsens s. 19 og søgte det mindre Kald i Tersløse ved Sorø, blev han ligesom Broderen Herman i Aaret 1872 optaget som skolesøgende Discipel i Sorø Akademi.

Den 18. Decb. 1861 fødtes i Asserballe Præstegaard en Datter, Christella Bang. Hun døde den 13. Februar 1877 i Kjøbenhavn af Gigtfeber og blev begravet paa Garnisons Kirkegaard, men Kisten blev i 1877 overflyttet til Familiegravstedet paa Horsens Kirkegaard.

Bang har beskrevet hendes lidelsesfulde Sygdom og hendes rørende Kærlighed til Broderen i en lille Situation som han kalder „Kærlighed“; den er optaget i Samlingen: „Præster“ (S. 127).

Et Barn endnu skulde se Lyset i Asserballe Præstegaard; Drengen Peder Aage Bang, født 10. Maj 1863. Kort efter Barnets Fødsel blev Pastor Bang udnævnt til Sognepræst ved Vor Frelsers Kirke i Horsens. Barnet døde knap et Aar gammel. Dets Død, der gjorde et uudsletteligt Indtryk paa Broderen Herman, har denne beskrevet i „Haabløse Slægter“ (S. 37—41). Den indtraf den 16. April 1864. Bang har henført Barnets Død til den Nat, da Tropperne flygtede gennem Horsens, hvor Lyden af „den ilsomme, ensformige Trampen af Troppernes March gjennem Gaderne“ brændte sig fast i hans Hjerne; Lyden, som han aldrig kunde glemme.

Paa samme Tid ventede Thora Bang sit syvende Barn. Ingeborg Olivia Bang blev født d. 12. Juli s. 20 1864 i Horsens. Hun døde c. 1900 paa Middelfart Sindssygeanstalt.

2*

Fire Aar efter fødtes det yngste Barn, Sophie Øllegaard B. d. 30. April 1868; da var Thora Black 39 Aar gammel.

I Fortalen til „Tine“ siger Bang:

Jeg ser Moder i den store Dagligstue i Adserballig sidde sortklædt ved det midterste Vindue stum og ubevægelig og ganske bleg, med de hvide Hænder i sit Skød. Hun talte ikke og græd ikke. Men vores Hænder — vi Børn var vel angst over denne uvante Sorg og trak i hende og spurgte — strøg hun bort, som smertede det hende, at de berørte blot hendes Kjole.

Det Billed-Minde var min Barndoms første. —

Herman Bangs tidligste Barndoms-Indtryk fra sit Hjem er altsaa af Moderen. I dyb Sorg er hun klædt, træt og bedrøvet er hun kommet hjem til Præstegaarden efter at have fulgt sin Fader til Graven. Drengen var da fire og et halvt Aar gammel. Det var for sin Fader, hun bar Sorg. Herman Bangs Morfader døde i Præstø den 31. Oktober 1861. Efter at Jordpaakastelsen havde fundet Sted den 5. Novb., blev Liget ført til Assistenskirkegaard i Kjøbenhavn og begravedes (rimeligvis) i det Blackske Familiegravsted.

I „Det hvide Hus“ (S. 38), fortæller Bang, at Moderen troede paa Spøgelser. — „Paa dem troede hun fuldt og fast, og sikkert var det, at der hjemme spøgede i det blaa Kammer, det gjorde det. — — s. 21 Men den, der spøgede i det blaa Kammer, var en hvid Dame, og saa man hende, skulde nogen dø. Moderen havde set hende en Gang, og da var den gamle Postmester død.“

Tidligere, Side 26, giver Herman Bang følgende Billede af Bedsteforældrene. Moderen sidder med Ungdomsbrevene fra hendes Forældre i sit Skød og hun fortæller:

Om sin Fader, den gamle Postmester med det høje Halsbind — en af de rigtige Embedsmænd, en af dem, som altid troede, de skulde være vrede, naar de var i Funktion. Bønderne kaldte ham for „Fa’er“, men de skjalv, naar de skulde gøre ham „Ulejlighed“. Og om hendes Moder, bunden til sin Rullestol af Gigt, et Ansigt uden Farve, og en af de Munde, der ikke gerne taler, for den har talt sig træt og nu gemmer den over sine Hemmeligheder. — Ja, hun tav stille, sagde Moderen og saa for sig, med Brevene i sit Skød. —

Postmester, Kammerraad Herman Dyssel Black havde, som tidligere nævnet, en Søn foruden Datteren Thora. Den 24. September 1866 anmelder denne Søn, Grosserer M. C. Black, boende i Nyhavn Nr. 57, til Kjøbenhavns Skiftekommission, at hans Moder Dagen forud er af gaaet ved Døden i hans Hjem her i Staden, og at han agter i Forening med sin eneste Medarving, Pastor Fritz Bang i Horsens, at overtage Boet.

Herman Bang indsugede fra sin tidligste Barndom et ubevidst Indtryk af det ualmindelige, det særprægede ved hans Moders Væsen; hun var ikke s. 22 som de andre; der var noget i hendes Sjæl, som kom fra fjerne Egne.

I „Det hvide Hus“, S. 20, giver han dette henrivende Billede af hendes Væsen og Skikkelse:

„Et Billede, som var Ungdom og Smil, Ynde og Sorg, Glæde med bedrøvede Øjne, Tungsind, der lo med en kruset Mund; hjælpeløse Hænder, som kun vidste at hjælpe de Andres Nød, fine Lemmer, som mygede sig i Solen og frøs, naar Sol gik ned. — — — Hun døde som en fager Blomst, der knækkes. Ingen Rose, ingen Lilje heller. En sælsommere Blomst med sære Fibre, opplejet i sene Aar af en taalmodig Gartner; en mangefarvet Kalk, saa skøn i Lyset, men som mod Aftenstid lukker sig sky — — — En Fremmed paa Jorden og som dog blev elsket som en sjælden Gæst.“

I Fortalen til „Tine“ siger Bang om Moderen, at „hun kom ny og fremmed ind i den gamle Slægt.“ Det er vel ikke alene det Samfundslag, Thora Black udgik fra, der ligger til Grund for denne Betragtning; den kan dække over en dybere Mening i Udtrykket: „fremmed“; denne: at i hendes Aarer randt Blodet af en Race, der var de Fremmede i Landet; „hvis Lemmer mygede sig i Solen og frøs, naar Sol gik ned.“

Noget lignende lader Bang komme til Orde i en lille Fortælling: „Thora“, der stod i „Vekslende Themaer“ i „Nationaltidende“, den 22. Februar 1882. Han skriver om Præstens Datter: —„ Man s. 23 kunde tro, hun var kommen fra et andet Land, saa mørk og fremmedartet var hun.“ Og i „Tine“ (S. 52) spørger Madam Bølling, idet hun ser Skovriderens køre forbi ad Storskoven til: „Den Sorte? Er det hendes (Fru Bergs) Broder?“ —

Om sit eget Ydre som Dreng fortæller Bang i „Det hvide Hus“ S. 78, at han var sortsmusket og hjulbenet og i „Haabløse Slægter“ (S. 42) — „Han var meget mørk, baade af Hud og Haar og havde mærkelig store Øjne med et vagt, tungsindigt, lidt flakkende Blik. Hans Hoved syntes for stort til Kroppen, som han holdt daarligt, saa at han saa endnu mere rundrykket ud.“ — — — „Hans Gang var uens og besynderlig.“ — — — „Pludselig snublede han over sine egne Ben, som han altid satte indad“ (S. 43). — „Naar han talte, gestikulerede han meget.“ — Som man ser, allerede tidlig i sin Opvækst havde han Følelsen af noget fremmedartet ved sin Skikkelse og sit Væsen; han var ikke som „de Andre“, og han veg ikke tilbage for at give sin Fremtoning et latterligt Skær. Efter Faderen havde han arvet den lette Skelen med det venstre Øje. Først da han ved Studentergildet paa Sorø Akademi holder sin improviserede, begejstrede Tale for Studentens Fremtids-Drømme, lader han et forskønnende Skær falde over sin Skikkelse: — „William stod midt for Hesteskobordet, rettet i sin fulde Højde. Det Atlaskes Slips var gaaet op og hang halvt opløst ned over Skjorten, Rosen dinglede i s. 24 Knaphullet. Af Haaret faldt en Manke ned over Panden, under Manken lyste Øjnene frem, store under de noget tunge Øjenlaag. Han aabnede Munden og de krusede Læber hvilede noget som i et Smil, inden han begyndte“— — — „Det er dog Satan, saa Høg sér østerlandsk ud, sagde Historielæreren, der sad ved Siden af Gerson.“ — Bruste de fjerne Slægters Blod i William Høgs Aarer? Gav det ham hans stærke Villie til at ville sejre?

Thora Blacks Skæbne fra hin Dag, da hun forlod det beskedne Hjem i Præstø til hendes Død i Horsens den 8. Februar 1871, har hendes Søn ladet skimte igennem den digteriske Behandling af hendes Levnedsløb. Kan der mellem Moder og Søn have hersket slig Fortrolighed, at hun til den fjortenaars Dreng betror sit Livs bittreste Sorg? Hvorledes hun, som ung, livsglad Kvinde, følte, at hun var bundet til en svag, tungsindig og træt Mands Skæbne? Dette er vel næppe tænkeligt. Dog gaar der som et Ledemotiv gennem alle de af Bangs Værker, der svøber sig om Moderens Skikkelse, en Antydning af, at en Kærlighedssorg har ramt hende i de unge Aar. En Sorg, der tidlig lægger hende i Graven, og som hun, lig Kathinka Bay i „Ved Vejen“, kæmpede imod, men som altid nagede hendes Hjerte. I „Haabløse Slægter (S. 22) staar: „I Ægteskabets tredje Aar forefaldt en Episode, som man ikke ganske kan forbigaa. Stella var blevet forelsket; den, hun elskede, var en Ven af hendes eneste Broder, s. 25 omtrent hendes Jævnaldrende, kraftig, smuk og meget forelsket.“ — Og i samme Roman (S. 166), hvor Faderens Sindssyge blusser op paany, udbryder den forrykte Mand i et enkelt lyst Øjeblik til Sønnen: „Din Mo’er var bedre; hun elskede en Anden, ved Du nok — sin Fætter.“ — „Men hun kom og sagde mig det, bad om at vi maatte rejse, for at Kampen med hendes Lidenskab kunde blive lettere.“ —

Den Fjernhed, der kom til at herske mellem Ægtefællerne efter denne Episode, lader Bang skimte i „Det graa Hus“ (S. 169—72), hvor Moderen læser et Brudstykke af Paludan-Müllers „Danserinden“, 3die Sang, Strofe 24—29, som Bang forresten citerer meget ukorrekt. Men mest nænsomt antydes det i Ordvekslingen mellem Faderen og Moderen i „Det hvide Hus“ (S. 105) :

Faderen rejste sig i Oprør:

Og hele dit Liv modsiger, hvad Du siger; tror Du da ikke, at jeg véd, at hele Dit Liv er en eneste og eneste Opofrelse?

— Moderen svarede ikke strax, saa sagde hun uendeligt mildt:

— Fritz, naar man er blevet klar over Livets Tomhed, maa man fylde den med noget . . . . . . ligegyldigt.

— Er da ogsaa Opofrelse ligegyldig?

— Ja — fuldstændig.

Faderen gav intet Svar. Det var som hans vandrende Skygge gled bort i Mørket.

— Eller — hun talte roligt, som den, der gjør et sidste Spørgsmaal — gør for Exempel min Opofrelse egentlig dit Liv rigere?

S. 81 siger Degnen: „Ja Kærligheden er noget, s. 26 man ikke tænker over, den kommer.“ — „Og gaar,“ — sagde Moderen.

Et andet Billed fra „Det hvide Hus“: Moderen sidder ved Klaveret, Tine beder om „Sangen om Kærlighed“ og Moderen synger „den om Kærligheden“. Maaske havde hun digtet Ordene selv til en irsk Melodi. En af Stroferne lyder saaledes:

Skønnest er dog
det Elskovens Skær,
der gaar over den Elskendes Ansigt
naar han, uden at vente det, hastigt,
den Elskede ser.

Der er næppe Tvivl om, at Herman Bang troede fuldt og fast paa Moderens tragiske Skæbne. I sine Romaner har han indskrænket Børnenes Antal til fire, skønt Thora Black, ifølge Kirkebogen, fødte sin Mand otte Børn.

Der skal til Slut kun nævnes den skønneste Strofe af det Digt (S. 32), i hvilket Bang paakalder sine Barndomsminder fra Hjemmet i „Det hvide Hus“:

Du Moder,
der selv led,
rank som en Blomst,
der brat knækkes,
du, Moder,
der selv elskede,
bliv nu hos mig,
under mit Hjertes Vé.