Danmarks Breve

BREV TIL: Zacharias Topelius FRA: Povl Frederik Barfod (1881-08-10)

Flade præstegård på øen Mors (Nørrejylland)d. 10:de avgust 1881.

Kære professor Topelius!

Onsdag aften d. 27:de juli hjemvendte jeg fra min lange rejse i Finland, Sverrig og Norge. Det var en anstrængende rejse, på hvilken jeg ikke undte mig selv sønderlig hvile, og jeg må da vel love og prise Vorherre, som ikke alene — trods mine fyldte syvti år — gav mig kræfter til at holde ud fra först til sidst og førte mig sund og rask tilbage til hjemmet, men også lod mig finde alt mit og alle mine ved helsen og kræfter. Det er dejligt at rejse, dejligt at se Guds undere i naturen; men det er dog endnu dejligere at vende hjem med alle de indsamlede minder. „Når alting er frist, er hjemmet bedst“, siger jo et af vore gamle ordspråg.

Jeg er en sön af Norden, og hele Norden er mit fædrene hjem; i over firti år, ja lige fra min ungdom har derfor den rejse, som jeg nu har fuldført, stået for mig som mine ønskers og længslers mål. Trange kår havde dog hidtil gjort den umulig for mig: jeg var jo henvist til at føde og klæde mig selv og en talrig familie så godt som ved min pen alene. Jeg kan derfor ikke noksom takke Gud, der dog til sidst gjorde det muligt for mig at nå dette mål for min ungdoms og min manddoms drömme; og jeg kan ikke noksom takke de mange landsmænd og landsmandinder, kendte og ukendte, der ved et rigeligt sammenskud satte mig i stand dertil og valgte min syvtiende årsdag til at overraske mig med dette smukke vidnesbyrd om deres godhed for mig. Ja, Gud har i et langt liv været mig meget god og givet mig mangen stor og ren glæde; en af mine störste og mest uvæntede personlige glæder havde han dog gemt til mine gamle dage.

Jeg elsker hele mit folk og hele mit fædreland, hele Norden, og til dette kan jeg umulig undlade at henregne også Finland, der i henved syv hundredår trolig delte kår med Sverrig, altså med en del af Norden, og hvor endnu så mange tale, synge, tænke og føle svensk. Jeg ved vel, at den egentlige, ublandede Finne tilhører en helt anden folkestamme end vi nord- s. 13 boer; men jeg ved også, at, mens han endelig selv har fået öjet op herfor og derfor med ædel nidkærhed kæmper for sin finskhed, vedligeholder han med gammel troskab sit venlige forhold til os; og jeg kan derfor af fuldt hjærte med ham istemme hans: „pysy Suomessa pyhænæ!“ Ja, Gud bevare det frie, det fræmad-stræbende, det uafhængige Finland! Han give det held og nåde til at udvikle både dets åndelige og dets materielle kræfter til den rigeste, den skönneste blomstring! Skulde jeg tilföje endnu noget, da skulde det være dette: måtte det aldrig — aldrig, selv i de fjærneste tider — glemme sit gamle forhold til Norden! og måtte alt det samle sig nærmere og nærmere, som efter Guds råd hører folkelig sammen: Finner, Ester og Liver! På hin uforglemmelige festdag, hvis begyndelse jeg ved Deres godhed kom til at overvære, mens en uheldig misforståelse holdt mig borte fra fortsættelsen7), så jeg jo klare vidnesbyrd om, at folke-fællesfølelsen er vakt; måtte den da fræmdeles udvikle sig til et kraftigt, et — sejrigt liv!

Hvad jeg i øvrigt så på min rejse af natur, af konst, af minder osv., skal jeg ikke her skildre Dem, da De jo selv kender det alt i forvejen og vel nok så omtrent kan tænke Dem, med hvilke öjne jeg så det. Derfor kun: jeg gjorde en god, en meget god, en dejlig rejse! Jeg er inderlig glad for alt, hvad jeg så i Finland, i Sverrig og i Norge, og jeg er ikke mindst glad for Finland.

I dette öjeblik kommer min kone til mig og siger: „Hils og tak Topelius for hans „Feltskærns berættelser!“ Jeg har læst den to gange, men er ikke bange for at tage fat på den tredie gang. Först må jeg dog have læst „Boken om vårt land“, som du må skaffe mig, når vi komme hjem!“ — Det er min kones egne ord og egen hilsen, jeg ordret gengiver Dem, og jeg er vis på, at De venlig modtager den.

Ja Jeg glædede mig, glædede mig som et barn over alt, hvad jeg så på min rejse, over fjæld og skov og mark og sø, over vandfald, land- og søveje, over byer, bygninger og mindesmærker, over de fortidsminder, som knyttede sig til så mangen plet, hvilken jeg længst kendte af bog og sang, men först nu var så lykkelig at se med mine egne öjne. Som menneske glædedes jeg dog mest ved menneskenaturen, og mangen gammel s. 14 kær ven traf jeg på min vej og sagde ham — måske det sidste farvel. Men jeg gjorde også flere nye bekendtskaber, det vil sige: så förste gang öje til öje mænd, som jeg længst havde set i ånden og elsket. Af sådanne mænd var der særlig to, som mit hjærte bankede imøde: Zakarias Topelius i Helsingfors og Frederik Wexelsen8) i Trondhjem. Hvor glad jeg blev ved at træffe Dem, må De straks have sagt Dem selv. Det fræmgik af hele den formløse måde, på hvilken jeg fræmstillede mig for Dem. Jeg stiger lige af banevågnen i drosken og hører, at den mand, der går hist på torvet med sin frue under armen, er Topelius. Og jeg springer strags af drosken, iler efter Dem, glemmer alt, da jeg når Dem, også det, at De gik med en dame under armen, banker Dem helt fortrolig på skulderen og spørger: „Er ikke det Zakarias Topelius?“ — også „professoren“ glemte jeg. De har vel aldrig modtaget så formløs en hilsen för, og hvad Deres frue og De selv i det förste öjeblik måtte tænke om den vildfremmede mand, aner jeg knap; men i det næste öjeblik har dog vist mit öje sagt Dem, at det var overraskelsens glæde, som lod mig glemme al afstand og alle former; og — jeg er fuldt vis derpå — både De og hun have tilgivet mig. Ja, at De tilgav mig, det fik jeg jo talende vidnesbyrd om både samme og de følgende dage, men at også hun har gjort det, skönt jeg ikke tiere fik hende at se, kan jeg ikke i fjærneste måde tvivle om. Hun rejste samme dag til badet på Gotland. Nu er hun vel atter hjemvendt? Måtte hun være hjemvendt med genvunden sundhed!

Det er mig ufatteligt, hvad De dog gentagne gange har forsikret mig om, at jeg, den lidet kendte, fra min fjærnhed har kunnet udøve end den aller mindste indflydelse på Deres forfattervirksomhed. Men jeg vil tro Dem på Deres ord, og jeg vil takke den grundgode Gud, som ikke lod mig leve aldeles forgæves, og — som gav mig Deres vidnesbyrd derom.

Løber jo dog også bæk til flod og øger, i hvor lidt det end kan være, dens vande. Men sikkert er det, at en mere overraskende virkning, en mere uvæntet glæde af min forfattervirksomhed har jeg aldrig mødt. Jeg må vel sige, at Gud er en underlig Gud, hvis veje ere usporlige, og som kan bruge selv de ringeste redskaber til at udføre sine råd og sin villie. s. 15 Lovet være hans navn og priset hans miskundhed mod menneskenes börn!

For deres fotografi takker jeg Dem ret hjærtelig! Det ligner ypperlig, om jeg end nok kunde have ønsket, at det var taget en lille smule mere forfra. Må jeg til gengæld tillade mig at sende Dem også mit fotografi, at det en enkelt gang kan opfriske mindet hos Dem om nogle få öjeblikkes samliv. — Ikke mindre takker jeg Dem for håndskriften til min dattersøn9): han skal med Guds hjælp lære at „strida för sanningen till sin död!“ Bægge hans forældre10) ere af sandhed; jeg har aldrig grebet nogen af dem i nogen usandhed, og han vil — det håber jeg — tage arv efter dem. Hans fader strider daglig for sandheden: han er en udmærket dygtig folkehöjskolelærer; men han har også lært at bruge de blanke våben: han er kaptejn i forstærkningen, vandt i krigen mod Tyskland ridderkorset, skönt den gang (1864) knap 26 år gammel; har senere for sin sivile virksomhed fået danebrogskorset og vilde tillige haft nord-stjærnens ridderkors, hvis han ikke udtrykkelig havde frabedt sig det.

Tör jeg, kære professor Topelius! bede Dem hilse og takke så hjærtelig gymnastiklærer Heikel11) og hans familie, hvis De skulde se dem? og ligeledes at hilse og takke Heikels morbroder Schauman12), der på så mange veje var vor trofaste vejleder? — Ja, der var endnu adskillige hilsener, jeg kunde have lyst til at bede Dem om at bringe. Jeg vil dog indskrænke mig til at bede Dem hilse Deres hustru, som jeg kun så den ene gang, og Deres börn, som jeg aldrig har set. Og dog jo: hils hele Finland, og tak det så varmt, så inderlig for alle de glæder, det har ydet mig selv og min sön! Ham er jeg nu fjærnt fra, ellers vilde jeg også haft en hilsen fra ham, ti for øjeblikket gæster jeg med min kone en af vore andre sönner13), som er præst, og i hvis præstegård jeg skriver disse linier.

Gud velsigne Dem og alle Deres, kære Topelius! Hans nådes rigdom være ny over Dem hvær morgen og hvær aften! Bliv længe ved som hidtil at synge for Finland, for hele Norden!

Deres hengivne
Frederik Barfod.

s. 16 Efterskrift:

Når jeg kommer hjem, skriver jeg Dem vist atter til, og måske tager jeg mig da den frihed at sende Dem et par af mine arbejder.