Frederiksberg Allégade nr. 4d. 7:de jan. 1883.
Kære professor Topelius!
Vi have et ordspråg, et mundhæld, eller hvad man nu vil kalde det, der skriver sig fra Johan Ludvig Heiberg49). Det passer, des værre! kun alt for godt til den danske folkeejendommelig-hed, og det lyder således: „Har det varet så længe, kan det vare dyrehavstiden med!“ Det er vor stadige skødesynd at udsætte og udsætte, og — hvorfor skulde jeg da ikke også give efter for den! Strags jeg fik Deres sidste brev og deraf så, at to af Deres døtre vare her i København, besluttede jeg at søge dem op og søgte dem virkelig også op, men traf dem ikke hjemme. Så vare de så venlige at söge os op og traf os virkelig. Nu var det vort ønske, om muligt, at have dem en hel dag hos os og vise dem et eller andet, af hvad byen eller omegnen har smukt eller interessant; men — de vare allerede optagne i de förste dage, og, hvad vi tænkte at vise dem, havde de enten allerede set eller vare indbudne at se. Så, inden vi kunde få fat på dem, rejste vor svigersön og datter50) til Norge, og min kone og jeg måtte styre deres hus og börn, mens de vare borte. Da vi atter kom ind, stode de i færd med at hjem-s. 32vende og vare kun en aften herude for at sige os farvel. De traf ikke min kone, men kun mig, og jeg måtte des værre være ene om at underholde dem, — des værre for dem, men ikke for mig. Ti så meget bedre lejtighed fik jeg til at se ind i et par smukke barnesjæle. De har et par yndige døtre, kære Topelius! men deres bedste ynde er i mine öjne, at de elske Finland, elske med barnlig kærlighed fader og moder, slægt og venner. Jeg kom i samtalens løb eller rettere: da vi skulde skilles, til at sige: „Det er en stor lykke at have en navnkundig fader, men det er en endnu langt större at have en brav fader!“ Og de forstode mig bægge og vare straks enige med mig. Hils både Tojni og Eva så venlig fra mig! Det er prægtige piger!
Strags jeg fik Deres brev, havde jeg besluttet at svare Dem, når jeg först havde set Deres døtre, men — dette trak som sagt ud. Da så Deres døtre havde sagt mig farvel, var det atter min beslutning at skrive; men „har det varet så længe, kan det vare dyrehavstiden med!“ Der var desuden kommet noget imellem, som optog hele min interesse og tid. Hele Danmark ligger åbent for en rovsyg fjende. Vi have ikke, hvad der ligner en fæstning, og hværken hær eller flåde have engang de nødvendige våben. Regeringen har det ene år efter det andet gjort rigsdagen forslag desangående, men den har kun landstinget med sig. I folketinget har den omtrent tre fjærdedele af stemmerne imod sig, og dette flertal har år efter andet nægtet den enhvær bevilling, som på nogen måde kunde nægtes, ja har nægtet at behandle ethvært af dens lovforslag, som ikke havde en rent stedlig interesse. Det vil således tvinge regeringen til at gå af, for selv at kunne komme til magten, skönt det næppe tæller en eneste statsmand i sine rækker, ja — når man undtager de vildledte bønder — vel i grunden kun et par mænd, der nyde almindelig agtelse. Det er en fortvivlet stilling! Harmen og skammen har lige tit farvet vore kinder. Men mændene vedbleve desuagtet at sove. Da var der endelig en fem, seks kvinder — ære være dem! — som først i september udstedte en opfordring „til danske kvinder“ om ved frivillige sammenskud at skaffe nogle af de våben til veje, som rigsdagen ikke har villet bevilge. Kampen blev levende mellem s. 33forsvarsvennerne og regeringsfjenderne, og den er stående endnu, vil vel heller ikke så snart komme til afslutning. Men min kone var en af de aller förste, der sluttede sig til bevægelsen, og måske var det derfor, at jeg af kvinderne, som ellers selv ville føre sagen igennem, hvad de göre med sejg udholdenhed og stor dygtighed, — blev undtagelsesvis bedt om at gå dem til hånde. I de fire sidste måneder har jeg ikke tænkt på stort andet. Jeg har måttet skrive bladartikler og holde foredrag både her og der, dog hidtil ikke udenfor Sælland, da det onde, af hvilket jeg blev hjemsøgt i marts, endnu ikke helt har villet slippe mig, og man har været angst for, at jeg på længere vinterrejser skulde pådrage mig en ny forkølelse. Er denne undskyldning end ingenlunde fuldt tilstrækkelig, selv når jeg tilföjer, at jeg i dette efterår og denne vinter har haft usædvanlig meget at göre som medbestyrer af foreningen til gamle svagelige lærerinders understøttelse, som medindbyder til understøttelse af et par börnehjem osv., — ti, når jeg havde passet tiden, som jeg burde, havde jeg jo vel nok fundet tid til anden brevskrivning, — så er jeg dog vis på, at De vil være kærlig og godmodig nok til at tage den for fyldest.
Nu gik min kone til sængs, men forinden sagde hun: „hils Topelius og sig ham, hvor meget hans bøger glæde mig!“ Ja, De har vundet en trofast veninde i min kone, og — mellem os sagt — er hun nok værd at have til veninde. Hun blev så glad for Deres „Fra det höje Nord“, af hvilken De nys var så venlig at sende os l:ste bind; og da hun havde læst den, glædede også jeg mig ved den. Tak for denne, som for alt, hvad De ellers har skrevet og skriver! Det har iblandt andet også den egenskab, som jeg sætter höjt, at man uden angst kan give ethvært ungt menneske, ethvært barn det at læse. De sagde engang, at Ingemann havde været Deres lærer; jeg vil ikke sige, at De har lært det af ham, men deri ligner De ham, at De kan lægge Deres pen hen med den bevidsthed: jeg har glædet mange og skadet ingen med den, ti den var en gave af Gud, som jeg ikke misbrugte. — Kjittisk anlagt af naturen er jeg ikke, og jeg skal derfor lade det være nok at sige om „Fra det höje Nord“, at de tre smådigte i dette bind have glædet mig, særlig dog, tror jeg, „Vinsent bølgebryder“. Om min s. 34kone er enig med mig i dette sidste, fik jeg ikke spurgt hende om.
Hos os har der været en vandflod, ja, en vandflod af allehånde skrifter til jule- og nyårstiden. Selv de, for hvem julen ikke har anden betydning, glemme dog sjælden at give møde på julemarkedet, da de vide, at deres sager går lettest af. Som ting af större interesse skal jeg nævne: A. D. Jörgensen (den unge, „ustuderede“ mand er nys bleven gehejmearkivar) „40 fortællinger af fædrelandets historie“ (egentlig et veltalende og dygtigt indlæg i sagen om Sønderjylland, som bör kendes af enhvær, der vil have en selvstændig mening i denne indviklede sag); Erslev „Dronning Margrete“ (et dygtigt arbejde, bygget på omhyggelige kildestudier, men næppe så populært, som det er lagt an på at være); Luthers udvalgte skrifter (med historiske indledninger af den dygtige professor F. Nielsen51); udgivne i anledning af Luthers forestående firehundredårsfest); samme Fr. Nielsen har tillige udgivet et par skrifter om (mod) frimureriet, som have vakt en stor og fortjænt opsigt; H. L. Martensen52) (Sællands nuværende biskop), „Levnedstegning“ l:ste bind (en avtobiografi, der går fra 1809 til 1839); N.F.S. Grundtvig „Samlede poetiske skrifter“, 3:die og 4:de bind (ikke hans religiøse digtninger; skal i alt udgöre åtte bind og udgives med stor omhu og indledende redegörelser af hans sön Sv. Grundtvig); Sv. Qrundtvig53), „Danmarks folkeviser i udvalg“ (det er den utrættelige samler af vore „kæmpeviser“, som her har givet os en omhyggelig og smagfuld, en genial bearbejdelse af nogle af disse); Kr. Richardt, „Romanser og sange, samlede“ (med ypperlige tegninger af Jerndorff54). — Jeg kunde jo vel nok nævne endnu adskillige skrifter, som også ere en tak værd, men jeg mener dog at have nævnt dem, som jeg nærmest burde henlede Deres opmærksomhed på.
Og så, kære professor Topelius! Gud give i nåde Dem og alle Deres et godt og velsignet nyår! Og det i dobbelt forstand, ti i mandags løb jo det borgerlige nyår ind, og i dag åtte dage oprinder, vil Gud, Deres eget personlige nyår, da De fylder de segstifem. Gud lade også denne dag oprinde lys og klar for Dem, og skænke Dem endnu mangen lys og klar arbejdsdag! Min arbejdstid, frygter jeg, er snart omme, men jeg s. 35er jo næsten også syv år ældre end De, og jeg skal aldrig klage, når Gud kun vil unde mig fræmdeles som hidtil at glæde mig over alt det skönne, han selv umiddelbart skaber og middelbart fræmbringer igennem de af ham benådede ånder! Men De, kære Topelius! skal endnu i mange år både slå harpen og føre Sages griffel til gavn og glæde for Deres nærmeste landsmænd og til gavn og glæde for alle os andre! De har et lykkeligt hjem, det kan jeg skönne af Deres dotre, og De skal længe være dette hjems lykkelige midpunkt!
Hils Deres hustru og Deres døtre så venlig! — Å, hvor jeg længes efter at gense Finland, og De lægger jo stadig nyt ved til denne længselsbrand; men — hvordan i verden skal det ske! Hils også gamle magister Schauman og hele Heickels els[k]værdige hus. Skulde De nogensinde se den unge Karl Munck55) (et bekendtskab fra Upsalatåget 1875), kan De med fuld sandhed sige ham, at jeg ingenlunde har glemt ham, skönt jeg ikke genså ham 1881.
Og så gudsfred og levvel! Vorherre være i nåde med os alle, så mange, som böje knæ for ham, og lære dem at böje de stive knæ, som ikke hidtil have gjort det!
Deres inderlig og taknæmlig hengivne
Frederik Barfod.