Frederiksberg Allégade nr. 4, d. 28:de marts 1883.
Kære professor Topelius!
I dag åtte dage modtog jeg Deres sidste kære, venlige brev, og allerede i dag svarer jeg Dem. Så hurtig plejer jeg ikke at være i mine bevægelser, og De vil da nok kunne skönne, at der må være en særegen grund, der allerede i dag giver mig pennen i hånd.
s. 39Jeg vil håbe, at det i aftes har ringet ordentlig for Deres øren, så at hværken de mange mellemliggende mil have døvet klangen, ej heller de rullende, brusende bølger i Østersøen, ej heller den isbundne, træge Finskevig. Det må have ringet for Deres øren, og De må have følt en stille glæde derved, om De end ikke så lige har anet grunden. Jeg skal forklare mig noget nöjere og med det samme give Dem grunden.
Deres sidste brev kom i en underlig heldig stund, og Vorherre må sikkerlig have maget det så. Han må ikke alene have indgivet Dem, hvad De skulde skrive, men han må tillige have sörget for, at det skrevne netop kom i den rette stund, da det kunde have den fulde virkning.
Foruden mange småmøder har der i februar og marts måneder her i København været holdt fire store offentlige kvindemøder i forsvarssagen, ved hvilke denne er båren fræm af varme hjærter og veltalende læber. En upasselighed, en meget stærk forkølelse, der nu har varet på tredie måned, havde hindret mig i at overvære de tre förste af disse møder, men jeg syntes nu, at jeg nok turde overvære det fjærde (og rimeligvis sidste), som fandt sted i går aftes. (Kvinderne have nemlig været så venlige at give mig helt undtagelsesvis adgang til alle sine møder). Her talte oberst Vaupell64) först varmt om kvindernes ret til at deltage i hele fædrelandets ve og vel, om mødrenes indvirkning på sönneme, systrenes på brødrene og hustruens på manden og skildrede os dette ved træk af vore krige, særlig de to sidste, i hvilke han jo selv havde deltaget. Derpå talte Lovise Fenger65) en datter af den præst P. A. Fenger, hvis levned jeg vistnok i fjor tillod mig at sende Dem. Hun er en lille spinkel pige, der i næste måned fylder firti år, men hun er formanden for den kvin[de]lige försvarsförening, som hun vel nærmest selv har kaldt til live. Hun har aldrig för talt offentlig, og det kostede hende en svær kamp, inden hun besluttede sig til at træde frem for en forsamling af mange hundrede, ja tusinde mennesker; men hun gjorde det så bly og kvindelig, der var en sådan veltalenhed i det klart ordnede foredrag, en sådan ro i den flammende varme, en sådan jævnhed, stilfærdighed og inderlighed i den glødende fædrelandskærlighed, men fremfor alt en sådan guds-s. 40frygt, en sådan klippefast tro på Vorherre, — at hun rev alle med sig. — Efter hende fik Zakarias Topelius ordet, og der var en stilhed i salen, mens han talte, en glæde efter at han havde talt, som jeg vanskelig vil kunne skildre Dem. De studser; De ved ikke, at De stod på St. Annaplads i aftes og førte ordet for mange, mange hundrede kvinder, unge og gamle, rige og fattige, og modtog varm tak fra dem alle. Og det gjorde De dog! Tænk Dem om, og De vil måske mindes det. Nu vel da! jeg får at komme Deres hukommelse til hjælp. Husk hvad De skrev til mig om Tyskland, som hænger ud over Danmark, og Rusland, som hænger ud over Finland, og at disse jættelaviner, som true med at knuse os, kunde kun enige folk få held til at modstå. Men desuagtet rasede der bitter strid om ministerium, om ministeriets program, om parlamentarisme, om folketingsvælde osv., alt sammen former, der kunde være gode, når Guds ånd kun hvilede over dem, men som i modsat fald vare onde. Om ethvært folks pligt at værge sig selv, da det folk, som ikke kunde og ikke vilde det, nødvendig måtte gå under og fortjænte at gå under; men at derfor også et overvældende flertal i Finlands landdage altid havde stemt for værnepligten; ti det var kun dårers dröm, at enten Finland eller Sverrig eller Danmark kunde opnå en pålidelig ubevæbnet nevtralitet ved et pennestrøg af Europas diplomater. Husk dette, og at De så endte med et: ære være de danske fruer og jomfruer, som have set Danmarks våde og læst dets historie bedre end mangen mand! Alt dette sagde De i aftes gennem min mund til Danmarks kvinder og de enkelte mænd, som vare tilstede, og fræmkaldte derved en dybt følt, en inderlig glæde, som vil våkse og bære frugt. På en sådan støtte fra det fjærne Finland havde vore kvinder ikke gjort regning. Jeg mindes knap, at man efter noget andet foredrag har således trængt sig sammen og takket mig, gamle veninder, og folk, som jeg aldrig för havde set. Men takken tilhører Dem, og Dem alene, og derfor skynder jeg mig at bringe Dem den og — at lægge min egen fattige tak til de manges.
Det var nu en frihed, jeg tog mig, men jeg gik endnu et godt stykke videre, hvad jeg må bede Dem tilgive mig: jeg meddelte Lovise Fenger en bogstavret afskrift af hin del af s. 41Deres brev, da jeg mente, at, hvad der i en flygtig gengivelse havde glædet hende og de andre, vilde de også ønske at kunne fastholde i pålidelig form, — og da jeg agtede det for vist, at De i et sådant brug af Deres brev ikke vilde se noget egentligt misbrug, skönt jeg jo måtte — og må — indrömme, at jeg handlede egenmægtigt; men der var ingen tid til at indhente tilladelse.
Til lykke med 4:de udgave af „boken om vårt land“ og 7:de udgave af „feltskærns berættelser!“ Denne sidste bliver „illustreret“, — af hvem66)? af finske eller svenske konstnere? Det skal være en glæde engang at få den at se! Og lykke til bibelhistorien! De spörger, om jeg kender Volrad Vogts bibelhistorie. Han udgav en sådan for omtrent 25 år siden, og den læste jeg med stor glæde og anmældte den. Den var i mine tanker en ypperlig börnebog, men, om det er den, De mener, ved jeg ikke, eller om han mulig har udgivet en anden senere.
Forfatteren til „dronning Margrete og kalmarunionens grundlæggelse“ er ganske rigtig den Erslev, som nys blev udnævnt til professor ved universitetet. Han er en ung mand, som jeg slet ikke kender, men han forekommer mig mere grundig og lærd end folkelig og åndrig. Måske kan jeg dog tage fejl. — Gehejmearkivar blev ved nyårstid A. D. Jörgensen, en mand på henved firti år, grundlærd, åndrig og höjst elskværdig. Der er det mærkelige ved ham, at han ikke har, hvad der ligner eksamen *)67), og at han dog nyder almindelig agtelse som forfatter. Han vilde visselig allerede i fjor være bleven professor, hvis man ikke havde bedt ham om at lade være at søge posten, da man ønskede at se ham som gehejmearkivar.
Det gör mig ondt, at det nye år skulde begynde med sygdom for Deres frue og Deres hus (for Dem selv med?); men lovet være Herren, som er stærk i de svage, og som atter bragte sundhed til veje! Min kone, som ellers fra sin ungdom har været svagelig, har i de sidste segs år haft det så mærkværdig godt, Gud være takket og lovet! I det sidste års tid er det mig, der har skrantet, og det da særlig i det sidste par måneder; men jeg fylder jo da også i næste uge, vil Gud, de 72. Min kone er 2½ år yngre.
s. 42Et skrift, som nys er udkommet, skal jeg dog tillade mig at henlede Deres opmærksomhed på; det er: „statskirke og frikirke“ af professor Fred. Nielsen, som heri har givet os vigtige og livlige bidrag til Tysklands, Hollands, Skotlands og Schweiz’s kirkehistorie.
Og nu levvel, kære professor Topelius! En varm og hjærtelig hilsen sendes Dem både fra min kone, min sön og mig selv. Hils Deres frue og Deres døtre så venlig! Gud holde endnu i mange år sin hånd over Dem selv, Deres hus og dets lykke!
Gudsfred og levvel!
Deres inderlig hengivne
Frederik Barfod.