Frederiksberg Allegade nr. 4, d. 12:te febr. 1884.
Kære professor Topelius!
Jeg havde lovet mig selv, at jeg vilde skrive Dem et julebrev til, og, da det ikke blev til noget, skulde det være et nyårsbrev. Först tænkte jeg på det almindelige, borgerlige nyår, og, da også dette drev over, på Deres eget private nyår, d. 14:de januar, da De fyldte de 66. Men hværken det ene eller det andet blev til noget. Dels har jeg haft meget travlt med mange ting, og dels har hele mit sind, hele mit hjærte, været således optaget, at den ene beslutning er bleven bortvejret efter den anden. — Vi havde to døtre82), som bægge bleve hjemkaldte til Herren, da de skulde føde den livsfrugt til verden, som Vorherre havde velsignet dem med. Nu havde vi kun en eneste datter83) tilbage, og for hende nærmede sig også den stund, da hun på ny skulde føde. En række ængstlige symptomer gik forud, og vi vare fulde af frygt. Da gjorde Gud i nåde al vor angst, al vor vantro til skamme, og d. 23:die desb. skænkede han vor datter en stor og kraftig sön84), og hun selv har det så godt, Gud være lovet og priset! som hun aldrig har haft det efter en lignende begivenhed. Men vor angst var ikke dermed ude. Så kom d. 10:de januar og gav os en stor og sund sönnedatter 85), men også denne vor svigerdatter har det godt. — Og vi havde anden spænding. Vor ældste svigersön86) var overanstrængt af så meget arbejde, at jeg aldrig har kunnet fatte, hvorledes han fik tid til at udføre det, og udføre det så godt, som han gjorde. Han er höjt agtet både som officer og som landmand, kendt som sådan også i Finland, hvor han foruden Heikel har flere forbindelser. Endelig overbeviste hans kone og hans svigermoder ham om, at det var hans pligt at skåne hans helbred noget; og d. 6:te januar sålgte han sin folkehøjskole87), som han nu, vil Gud, skal fratræde til sommer. — Vor mellemste sön88) var præst i Jylland, på et sted, der var stærkt udsat for Vesterhavets storme. Det barske klima nedbrød hans helbred, og gav ham iblandt andet en polyp i struben, på stemmeristen, for hvilken han nu skal opereres. Men lægerne erklærede, at det gjaldt hans sundhed, for ikke at sige hans liv, at han blev s. 50befordret til et mildere klima, hvor han kun fik en kirke i steden for to. Hvor nødig han end vilde forlade sin menighed, måtte han altså søge forflyttelse, og d. 2:den februar blev han befordret til et æmbede89) med kun en kirke, så nær ved København, at vi, hans gamle forældre, hvis Gud lader os leve, på en time eller halvanden kunne komme ud til ham. Se, alt dette har Gud gjort i et tidsrum af mindre end segs uger! Må vi da ikke være taknæmlige! Men det vil også være Dem let at fatte, at vort sind har været fuldt og stærkt optaget. — Endnu er vel ikke al vor ængstelse fjærnet: foruden at vor sön, som skal til at underkaste sig den oven omtalte operasjon, ligger endnu en svigerdatter90) af os på sjette uge af en indvendig svaghed, vistnok et sår på blindtarmen, men Gud, som har gjort så meget godt imod os, vil også kunne göre alt dette godt, og på hans nåde sætte vi al vor lid.
De spurgte mig i Deres sidste brev, hvad jeg nu havde under arbejde; men, kære professor Topelius! jeg havde nær sagt, at jeg ikke arbejder længer. Vil De efterse „forordene“ til mine „segs forelæsninger over Nordens oldtid“, vil De i dem finde grunden til min uvirksomhed. Nu arbejder jeg egentlig kun på at udfylde og rette mine „fortællinger af fædrelandets historie“, ikke fordi jeg selv vænter at komme til at udgive dem oftere, ti, når der af så stor en bog er afsat 13,500 eksemplarer, må man være tilfreds; men for at mine arvinger, hvis der efter min død imod al formodning skulde udkomme et nyt oplag, da kunne undgå de fejl, som jeg selv har bemærket; og for at mit gennemskudte eksemplar, når det efter min død kommer til det store kongelige bibliothek, kan godtgöre efterverdenen, at jeg dog ikke vedblev at være blind for alle mine fejl. Når jeg undtager enkelte bladartikler, har jeg derfor i det sidste år kun skrevet det par småting, som jeg herved tillader mig at sende Dem, og af forordene til det ene: „dronning Karoline Amalie“91) vil De endda se, at jeg egentlig er bleven tvungen til at udgive denne lille bog, skönt Gud ved, at jeg elskede dronningen og velsigner hendes minde.
Nej, men derimod længes jeg efter at se fortsættelsen af Deres virksomhed: at se Deres Finlands historie (som jeg har tilladt mig at foreslå Dem at kalde „Vårt folk“) og Deres bibel-s. 51historie, især længes jeg umådelig efter Deres Finlands historie. De har der en så godt som helt ny mark at bryde op, og at De vil göre det med ånd og flid, med dygtighed og kærlighed, er jeg vis på. Man taler også herovre om, at vi skulle kunne vænte et nyt bind af „Feltskærns berættelser“. Er dette sandt? Og hvor når kunne vi i så fald vænte det? Husk på, at jeg er gammel, så, skal der være håb om, at jeg skal leve at se enten det ene eller det andet af disse arbejder, eller dem alle sammen, så må de ikke lade vænte ret længe på sig. — I denne forbindelse skal jeg dog fortælle Dem, at jeg helligtrekongerssöndag var i et sælskab af mænd og kvinder, hvor der blev udbragt en skål for forfatteren af „feltskærns berættelser“ og „Vårt land“ samt „Ljungblommor“ og så mangen en anden ypperlig digtning, og der blev tillige mindet om, at han om få dage fyldte de 66. Skålen blev modtagen med varme af alle de tilstedeværende, og det blev mig pålagt at bringe Dem hele kredsens hilsen og lykønskning. (De skulde haft den til d. 14:de, at og hvorfor De ikke fik den, ved De nu). Men ved samme lejlighed indtraf det mærkelige tilfælde, som jeg heller ikke skal forholde Dem: i det skålen skulde drikkes, rejste en höjskolelærer sig og sagde: „Jeg kender ikke „feltskærns berættelser“, men for forfatteren af „Vårt land“ drikker jeg af hele mit hjærte en skål, selv om han ikke havde skrevet andet og mere end denne ypperlige lille bog“.
Ved juletid udgav Ploug en samling „Nye digte“ og v. d. Recke92) en samling „Smådigte“. På disse to samlinger tillader jeg mig at henlede Deres opmærksomhed. De ere utvivlsomt det bedste, vort julemarked bragte os. Ligeledes udgav Drachmann „Skyggebilleder“, af hvilke man mener at kunne skönne, at en gæring er kommen til brydning hos denne utvivlsomt rigt begavede forfatter, så at vi fræmtidig skulde kunne vænte arbejder af ham, der hværken vilde krænke følelsen eller troen. Selv har jeg endnu ikke læst disse skyggebilleder, men min kone, som har læst dem, har også fattet håb, skönt hun jo endnu ikke finder den positive tro i dem. Måtte hans fornægtelse virkelig blive til tro, måtte jættens kræfter blive til en kristnet ridders, vilde vi vistnok kunne håbe på store ting af ham.
Ellers slides tiden hen hos os med teologiske og polittiske s. 52kampe, og det er vel et spörgsmål, hvilke der ere de bitreste. Men et særsyn er det, at det teologiske og det polittiske venstre tæller med få undtagelser de selv samme kræfter, hvad da selvfølgelig også gælder det teologiske og det polittiske höjre. En undtagelse er min svåger Birkedal93), der er en af vort teologiske venstres førere, mens han i almindelighed regnes til det polittiske höjre, nærmest dog fordi vort forsvarsvæsens ordning er ham en livssag. Og således går det med enkelte andre, men de ere snart talte. Jeg selv har tidligere været regnet til det aller yderste venstre både i teologisk og polittisk forstand, men tiden er løben fra mig, og nu regnes jeg afgjort til det polittiske höjre og næsten til det teologiske höjre med, dog ikke af min kone og et par af mine börn, der endnu ere tilböjelige til at finde mig lovlig venstresindet. For mig må dog hvilket af partierne, det skal være, sejre, når kun vi se vort kære fædreland sikret ved alvårlige forsvarsværker, eller — ti „sikret“, hvordan skulde man kunne tænke sig dette! — når kun jeg må se vort folk alvårlig göre sig rede til enten at stå eller falde med ære! Og hvad nu det teologiske angår, så er teologien mig intet i sammenligning med religionen; jeg siger med Jörgen Kallesen94): „alle dem, som ere døbte til den treenige Gud og med mig kende Kristum, Gud og mand, for sin frelser og forløser, alle dem agter jeg for börn af den hellige almindelige kirke, hvem jeg som medkristne skylder kristenkærlighed, om de end i et og andet stykke kunne fare vild“.
Men hvordan står det til i Finland? Jeg læste forleden i „Dagbladet“ et stykke, som var optaget af et eller andet stokholmerblad; og, skulde jeg tro dette, måtte språgstriden rase meget hæftig i Finland. Man fandt store fejl (ubilligheder, uretfærdigheder) både hos sveomanerne og fennomanerne, men mente, at disse sidste for tiden havde regeringen på sin side, og at de lidt efter lidt vare sikre på sejren. Nu — Finland er jo også finsk, og det vilde være umenneskeligt ikke at glæde sig over, at finnerne ere komne til bevidsthed som folk; men skulde de tre, fire hundred tusinde svenskere, som bo ved siden ad finnerne, åndelig udslettes, udrøddes? Kunne finner og svenskere ikke bo fredelig sammen? Kunne de förste ikke mindes, at de skylde svenskerne sin förste udvikling? Og kunne s. 53de sidste ikke glæde sig ved, at finnerne fræmtidig kunne stå på egne ben og gå på egen hånd? Det er den ulykkelige herskesyge! — Jeg kender godt Deres stade, kære professor Topelius! ti jeg har læst „Vårt land“ mere end én og to gange; men jeg længes efter at kende den almindelige stemning; ti strid imellem svenskere og finner er russernes sejr og — frygter jeg — Finlands undergang!
Min kone sender som jeg Dem sin venligste hilsen. Lev endnu længe! virk og skriv endnu længe til glæde for Finland, for Norden, for — verden! Jeg skal, så godt jeg kan, følge Dem, så længe jeg lever, og, når Vorherre lidt för eller lidt senere hjemkalder mig, skal jeg visselig endnu hist oppe fra tilnikke Dem min tak og mit bifald. Hils også Deres frue og døtrene så venlig! Der er vel ingen af dem, der atter tænker på at gæste København? Så skulle vi dog, hvis vi leve, se at få lidt större udbytte af dem end forrige gang. Hvem der atter havde råd til at gense Finland! Jeg synes, at kræfterne savner jeg slet ikke, og umådelig lyst har jeg; det er kun de pekuniære kræfter, som svigte. Nu, Guds villie ske i dette som i alt! Gudsfred og levvel!
Deres inderlig hengivne
Frederik Barfod.
Jeg sender Dem også det medfølgende nummer af „Vort Forsvar“95), for at De kan se de to små uddrag, jeg i sin tid med Deres tilladelse offentliggjorde af Deres breve.