Danmarks Breve

BREV TIL: Zacharias Topelius FRA: Povl Frederik Barfod (1885-03-06)

Frederiksberg Allégade nr. 4, d. 6:te marts 1885.

Kære professor Topelius!

Jeg blev så inderlig glad for Deres sidste brev. Jeg havde længe længtes efter at høre fra Dem, men jeg sagde stadig til mig selv, at jeg ingen ret havde til at vænte brev, da det jo var mig, der stod i brevgæld til Dem. Og så skrev De desuagtet. Tak, tak!

Men hvad var da grunden til min lange, hårdnakkede tavshed ?

Jeg har i mange år arbejdet på en udførlig danmarkshistorie, som jeg har tænkt mig, skulde udgöre en femten, sejsten bind. Da jeg d. 13:de maj i fjor sad ene og grundede i min lænestol — min kone var henne at lykønske en sönnedatter115), hvis årsdag det var —, sagde jeg til mig selv, at der dog ingen rimelighed var for, at jeg nogensinde fik hint arbejde færdigt. Men dernæst sagde jeg: det var jo dog muligt, at Gud vilde unde dig liv og kræfter til at göre et enkelt afsnit færdigt, og — noget var dog altid bedre end intet! I denne tanke indvævede sig en anden tanke. Jeg sagde tillige: lader Gud os leve til d. 18:de maj 1885, så få vi jo et jubilæum, ti på den dag bliver det et halft hundrede år, siden du og din Emilie förste gang så hinanden, forste gang mødtes. Du skal se, at du kan göre et sådant enkelt afsnit færdigt, og så skal du på vor jubilæumsdag overraske din Emilie med det; det skal være din festensgave til hende! (Det er förste gang, at jeg lader denne tanke gå ud i verden; den er min hemmelighed lige over for alle mine nærmeste, men der skulde stærke lunger til, for at den fra Finland skulde kunne genlyde i København, så her kan den jo endda nok vedblive at være en hemmelighed lige til d. 18:de maj). — Men hvilket afsnit, hvilket tidsrum skal du så se at göre færdigt? Jeg havde nys læst Palméns116) (hvem og hvad er Palmen?) bog om stridighederne mellem Sten Sture og kong Hans; og denne — „tilfældighed“ kalde folk det jævnlig — gav mig svar på spørgsmålet: det måtte være tiden fra 1319 til 1536, jeg tog for mig. Jeg betænkte mig ikke et kvarter, men tog strags fat på arbejdet, på hvilket s. 62 jeg lige siden har arbejdet som en smed på sin ambolt. Jeg syntes, at det vilde være en stor nåde af Gud, om han i min alder vilde unde mig tid og kræfter til at fuldføre endnu dette arbejde; men derfor måtte alt andet lægges tilside, også min brevvæksling. Jeg kunde intet, aldeles intet andet skøtte, för jeg fik dette — sandsynligvis mit sidste — arbejde udført. — Måske De efter denne forklaring vil kunne forstå min tavshed.

Men så hændte det, at endelig d. 21:ste febr. kunde jeg se land; d. 22:den febr. modtog jeg Deres brev; og d. 23:die febr. sluttede jeg aftale med forlæggeren. Jeg har endnu kun enkelte småting tilbage, lidt pudsning af arbejdet, og efter aftale med forlæggeren bringer jeg, vil Gud, tirsdagen d. 17:de marts den förste del af mit manuskript i trykkeriet. Forlæggeren, der ikke vil have de to bind (omkring 60 ark) ud på en gang, men vil udgive dem i hæfter, har da lovet mig, at d. 17:de maj — hværken för eller senere — skal i det mindste det 1 :ste hæfte være færdigt, så jeg d. 18:de om morgenen kan overrække min kone det, — hvorfor, aner han ikke, men jeg ved, at det er til tak for de femti år.

Det var en lang forklaring, men nu følger der en hel række spörgsmål: 1) findes der i noget finsk arkiv aktstykker eller andet sligt, der kunde oplyse Danmarks forhold til Finland i hine år? 2) hvor findes de i så fald? 3) vilde de være tilgængelige for „udlændinger“, såsom for mig? 4) hos hvem og hvorledes søger man om adgang? — De undres sagtens höjlig over disse spörgsmål, der synes at tyde på, at en mand, som om en måned, vil Gud, fylder de syvtifire, kunde have mod til og mod på atter at gæste Finland; men det er lige fuldt tilfældet. Jeg længes virkelig efter endnu engang at se Finland, og, kunde det tillige bringe mig et udbytte, for hvad der nu engang er min livsopgave, vilde jeg sætte alt i bevægelse for at nå mit mål. Det er nærmest de økonomiske vanskeligheder, der skulde overvindes, og de ere i sig selv store, men ville blive så meget större, som hværken min kone eller mine börn ville give mig lov til at rejse ene, men jeg må i deres öjne nødvendig have en med, som kunde passe på mig. Det er altså udgiften til to mands rejse, der skulde bringes til veje, og det vil knibe, knibe meget hårdt. Der må i god tid arbejdes s. 63 derpå, og derfor — vilde jeg være Dem yderst taknæmlig, kære professor Topelius! hvis det måtte være Dem muligt nogenlunde snart at besvare de spörgsmål, jeg har tilladt mig at göre Dem. Mulig må jeg endda slå den tand ud, — mulig bliver det mig slet ikke muligt at få dette mit ønske opfyldt, men — når man har gjort, hvad man kan, er man jo angerløs.

De omtaler forholdene i min familie. Den 10:de febr. så det næsten ud til, at vi skulde have mistet den eneste datter117), Gud endnu har ladet os tilbage hernede. Men hans navn være lovet! Krisen blev til liv, og nu går hun atter ud, vore gamle öjnes glæde! En lille sönnedatter vare vi meget ængstelige for, og det brev, vi fik i går morges, gav os ikke meget håb; men i denne morgenstund have [v]i atter fået brev, og også hun synes nu at være uden fare. Når man har 21 levende börnebörn, er det jo ikke så underligt, at der nu og da kan finde sygdom sted; og, når man har mistet to gifte døtre og fire börnebörn, kan det vel også tilgives, at man bliver noget ængstlig; men Guds navn være lovet og priset! Han er stærk i de svage.

„Vi ha båda vuxit från stridernas ålder“. Ikke dog så ganske! Jeg har nylig ført en skarp kamp i „Berl. Tid.“118) mod folketingets flertal, og der er vel næppe for öjeblikket noget navn i Danmark — med undtagelse af Estrups —, der i de såkaldte venstreblade bliver overdænget med mere hån end mit. Men jeg tager det med filosofisk ro, og det gör min kone med, Gud være lovet! Intet af angrebene har hidtil bragt enten hende eller mig en urolig minut. Kun et enkelt af svigerbörnene finder det noget uhyggeligt.

At De heller ikke selv er våkset fra striden, synes mig at fræmgå deraf, at De har været med at grundlægge en ny tidning, der har den ære at have bægge de krigende parter imod sig. At dog menneskene engang vilde nöjes med ret og frihed! At de vilde undlade at göre krav på overvælde! At de vilde indse, at den, der træder en anden på nakken, er lige så fuldt slave som den, der lader sig selv træde på nakken! Tyrannen og slaven ere fuldbrødre.

Elias Lönnrot gik bort! Med stor deltagelse læste jeg meddelelserne om hans død og jordefærd. Jeg genkaldte i mit minde, s. 64 da vi jordede Thorvaldsen 119) og jordede Øhlenschlæger120) og jordede Grundtvig121). Også han havde levet for sit folk, for sin tid, for alle folk og for alle tider. Derfor skulle alle folk og alle tider takke og prise ham, men særlig dog det folk, af hvis hjærte han var udgået. Hvor gærne vilde jeg ikke have overværet hans og „Kalevalas“ femtiårsfest! Men der er langt fra København til Helsingfors, særlig ved vintertid. Jeg mindedes dog dagen i stilhed med mine og fortalte dem om dens betydning. — Og tak, at De vilde unde mig Deres mindeord over ham. Men Deres hukommelse har rigtig nok været Dem en smule utro: De var så god at sende mig Deres mindeord over Cygnæus, som jeg læste med stor glæde — tak for dem! — men mindeordene over Lönnrot har De hidtil kun sendt mig i tankerne.

Det er længe, siden jeg havde brev fra Wetterbergh, men der er også længe, siden jeg skrev ham til. Et arbejde af ham hænger dog stadig for mine öjne, ti han er ikke alene digter: for elleve år siden udførte han (i papier maché, tror jeg det kaldes) Gripsholm slot, som han sendte mig som en vennegave, og som siden stadig har hængt på vinduesposten foran mig. Når De skriver ham til, så hils ham så kærlig og hjærtelig fra mig; han vil dog vist mindes mig endnu. — Kristian Barnekow ser jeg kun yderst sjælden; der kan gå år hen, uden at vi træffes; og P. Mariager har jeg aldrig set.

Gordons død kom som et lynslag fra klar himmel. Menneskeligheden har ikke, og har ikke haft, mange helte som ham. Men det er det store ved sådanne personligheder, at ikke alene deres liv, men også deres død er til velsignelse. Hvad han udrettede ved sit liv kunne vi nogenlunde se; hvad han udrettede ved sin død, skulle vore börn få at se. At hans og vor Gud havde en kærlig mening med den, er klart, og de skulle visselig komme til at stå til skamme, som vantro spörge: „Hvar ær nu Gordons, hvar ær nu eder Gud?“ — At der i Danmark findes dem, der kunne spörge således, kan jeg tænke mig (jeg selv har dog heldigvis ikke hørt det); men, at de fandtes i Finland, troede jeg knap.

De har vel set, at vore kvinder have overrakt kongen det batteri på åtte kruppske stålkanoner, som de have bekostet. Gud s. 65 velsigne dem! Hvem der var ung nok til at kunne håbe at komme til kampe under disse kanoner! En af dagene vil De se offentliggjort en indbydelse til mændene. Der har i lang tid været arbejdet i stilhed, og indbydelsen vil nu fræmtræde med et par tusinde underskrifter og med en ret betydelig grundkapital. De kan vel vide, at det glæder mig inderlig, at en af dem, fra hvem denne tanke er udgået, og som lige fra först af har været og er et dygtigt medlem af foreningens bestyrelse, er den sön122), som jeg for fire år siden havde med mig i Finland. Han sætter sit alt derpå, og ved siden ad ham står der en snes varme og nidkære mænd, ældre og yngre. Det vil komme folketingets flertal svært på tværs, men jeg håber, at det skal give et godt bidrag til at klare og ordne stillingen.

Deres arbejder for börn og Deres historiske arbejder længes jeg efter at se, og ønsker Dem Guds velsignelse til Deres gerning. Hvad hedder „barnboken“, som udkom sidste jul? Gid den må blive fulgt af mange! — Min kone (snart 71 ½) har altid været noget skrøbelig, men har dog haft det ret godt i de senere år, og har det så endnu. Hun bad mig så hjærtelig hilse Dem, da hun hørte, at jeg vilde skrive. De selv og Deres arbejder have en trofast veninde i hende. Og må jeg så bede Dem hilse Deres frue og Deres døtre så hjærtelig! Gud holde stadig sin milde hånd over dem alle og over de syv börnebörn, som, det kan jeg vide, ere både bedsteforældrenes og tanternes stadige glæde. Gud lade dem våkse op til Vorherres nåde og fred! — Skulde De se lektor Heikel, hans kone og börn, er De vel også så venlig at bringe dem min hilsen, og i lige måde magister Schaumann. Kender De personlig Palmén? Ham kunde jeg ønske at göre bekendtskab med. — Og så gudsfred og levvel, kære ven! Guds nåde være rigelig over Dem.

Deres altid hengivne
Frederik Barfod.