Danmarks Breve

BREV TIL: Zacharias Topelius FRA: Povl Frederik Barfod (1885-11-25)

Frederiksbergd. 25:te novb. 1885.

Gud være hos Dem og trøste Dem i Deres store savn! kære professor Topelius! Min kone læste i morges i „Berl. Tid.“ og fortalte mig, at Deres kære hustru var gået forud efter firti års lykkeligt samliv, og jeg kan ikke lade dagen gå hen uden at sige Dem, at Deres danske venner — og af dem har de mange — dele Deres sorg. Dette kan jeg i sandhed sige, men hvad skal jeg sige mere! ti ord ere så kolde, så tomme, især de skrevne. Havde jeg vinger, så flöj jeg nu til Björkudden, og jeg tror, at et varmt håndtryk vilde sige Dem langt mere end alle ord. Men nu sidder jeg fjærnt fra Dem, og jeg ved da intet bedre at ønske Dem, end: „Gud give Dem glæde i Deres sorg, ja af Deres sorg!“ Og det kan og det vil han, den gode og kærlige Gud, ti han er netop så vidunderlig stark i de svage, i de sörgmodige, og han slipper aldrig dem, som ikke slipper ham, men holde sig fast til ham,

I et firtiårigt lykkeligt samliv våkser man således sammen, at man aldrig kan komme langt bort fra hinanden. Legemerne kunne fjærnes, skilles, men ånderne ikke — aldrig! Jeg ved nok, at, så længe vi vandre her i kødet, sukker det jordiske öje efter at se det smil, som det elsker, og øret efter at høre den stemme, som var dets glæde; men så lader Gud os i ånden så vidunderlig kærlig se og høre, hvad vi længes efter og trænge til. — Deres hustru vil omsvæve Dem ved dag og nat, og De vil se hende, og De vil høre hende, om hun end er skjult for alle andre. Hun vil stå ved siden ad Dem i Herrens s. 70 hus, og hun vil lære Dem, som ingensinde tidligere, at synge et „ære være Gud i det höje!“ Og hun vil sidde ved Deres skrivebord og styre pennen som hidtil, når den stundum kunde få lyst til at slingre. Og hun vil vedblive at være den sangbund i Deres sjæl, der lader sangen strömme let og smukt fra Deres læber, om end fræmtidig måske i en noget anden toneart. Hun vil fræmdeles, som hidtil, hjælpe Dem til at leve og arbejde for Finland, for Norden. Andre ville ikke kunne se det — og de så jo vel også hidtil kun lidt dertil —, men De vil vedblive at se og føle det, vedblive at takke og velsigne hende, der ved at give sig helt hen til Dem smæltede således sammen med Dem, ja smæltede således ind i Dem, at Deres jeg först derved blev til Deres nuværende jeg.

„Når døden med sin knokkelhånd
vil sønderrive hjærtebånd,
da skal det kundbart blive,
at Jesu tro
kan end slå bro
fra hist til her,
så ven blir nær
sin ven, som för i live“,

sang jeg ved en af mine døtres130) jordefærd, og sandheden deraf har jeg, Gud være lovet! mangfåldig erfaret ved de to døtres tidlige bortgang. Gud er så nådig, at han aldrig tager fra os, hvad han éngang har givet os, hvad der virkelig blev vort.

Guds fred, kære ven! Min hustru og jeg sende Dem og Deres vor vemodige, men kærlige og trofaste hilsen. Gudsfred og levvel!

Deres
Frederik Barfod.