Danmarks Breve

BREV TIL: Zacharias Topelius FRA: Povl Frederik Barfod (1886-07-05)

Frederiksbergd. 5:te juli 1886.

Kære professor Topelius!

Både min kone og jeg bleve inderlig glade for det venlige brev, jeg sankthansdag modtog fra Dem. I dette öjeblik har jeg atter gennemlæst det, og denne nattetime vil jeg bruge til [at] tale lidt med Dem. Hvorfor jeg ikke har svaret tidligere? Ja, jeg er vred på mig selv, men der er to ting, som have holdt mig tilbage. Först er der min „Danmarks historie fra 1319 til 1536“, som har optaget al min arbejdskraft i de to sidste år, og som jeg gærne selv, hvis Gud så vilde, vilde lægge s. 73 den sidste hånd på. Skönt jeg, så vidt jeg skönner, er fuldkommen rask på sjæl og legeme, havde jeg næppe væntet, at dette skulde lykkes mig, ti jeg er jo gammel, og det har altid været min tro, at jeg intet vandrebudskab vilde få, men at det gamle ord bogstavelig skulde finde sin anvendelse på mig: „i dag rød, i morgen død“. Derfor ligger der i min bordskuffe et brev til mine efterladte, skrevet for syv fjærdingår siden, hvori jeg bad dem sörge for, at hint mit arbejde kunde udkomme, skönt det hårdt trængte til at eftergås. Nu synes det dog, som Vorherre vil lade mig selv besörge det, i det mindste håber jeg at kunne blive færdig med det til sommerferien (om fjorten dage). — Dernæst var jeg ængstlig for en lille fin svigerdatter132) og vilde gærne se, hvordan det gik med hende; men hun bragte i går morges en lille datter133) til verden, vort tyvesjette barnebarn (de fire af dem har Vorherre rigtignok krævet tilbage igen); og både telegram og brev lader os håbe, at alt er gået godt. Gud være lovet og priset!

Hvorfor jeg da skriver i nat og ikke udsætter det endnu et par dage, til jeg er færdig med min bog, og til vi kunne have pålideligere efterretninger om svigerdatteren? Jo, grunden er den, at De jo i Deres brev så næsten lover os et besøg, og jeg er da angst for, at mit brev ikke skal nå Björkudden, inden De er afrejst, hvis jeg udsætter længere at skrive.

Det vil tilvisse være en höjtid at se Dem hos os, og på den tid ville og må min kone og jeg være hjemme, hvis ellers Gud vil tillade det. Derfor vilde vi være Dem yderst taknæmlige, hvis det måtte være Dem muligt så nogenlunde at opgive dagen, på hvilken De mener at komme til København. Derefter både ville og kunne vi indrette vor sommerrejse. Ja, min kones rejse bliver ikke lang; det tillader hendes helbred ikke. Hun har i det sidste år været meget skrøbelig og har i lang tid været forberedt på sin bortgang. I de sidste måneder har hun dog været en hel del bedre, men hendes kræfter ere så yderlig få. Alt, hvad hun ævner, er at tage ad jærnvejen fire mile ud i Sælland, hvor vor mellemste sön er præst. Kan hun göre dette, og vi håbe det, må vi være inderlig glade og taknæmlige. Jeg selv gör heller ingen lang udflugt. Finland måtte jeg opgive i fjor, fordi min kones aller svageste tid var netop i juni s. 74 —avgust måneder, og jeg turde bogstavelig intet öjeblik fjærne mig fra hende. Heller ikke i år tör jeg af den grund indlade mig på nogen længere rejse, ti hun kan have det ret godt i dag, og i morgen falde helt sammen. Dertil kommer, at jeg aldeles savner penge til en længere rejse og heller ikke har nogen som helst udsigt til at få dem. Jeg følger da min kone ud til vores sön, bliver der i nogle dage, og gör måske en udflugt til Fyn for at stå fadder til den lille sönnedatter, går fra Fyn måske til de nærmeste småøer, men ikke længere bort, end at jeg ved telegrafere kan kaldes hjem en hvilken som helst dag. En sådan tur, kortere eller længere, plejer jeg at göre hvær sommer (i de sidste segstiet år har jeg gjort den årlig med undtagelse af årene 1853 og 1885). Jeg finder mig så vel derefter; jeg kalder det at tage et menneskebad; og vore øer ere desuden så smilende, så natur og mennesker kappes om, hvem der mest kan opfriske.

6:te juli. — Jeg blev allerede træt kl. lidt over 1 ½ i nat og gik i sæng. (Vi have jo ikke de lyse finske nætter). I formiddag har jeg haft et langt besøg af en svigersön. Nu skal jeg se at fortsætte og slutte.

De er „tom“, kære Topelius! og arbejdet vil ikke ret gå for Dem. Ja, den følelse, den „tomhed“ kender jeg så godt. Men egentlig er det ikke tomhed: hjærtet er så fuldt af en enkelt elsket genstand, at der foreløbig ikke er rum for andre. Man savner, — savner ved dag og nat, og derfor synes man sig selv tom og finder hele verden tom. Men savnet er dog en fylde, en fylde af kærlighed, som man endnu ikke ret er bleven herre over. Det tager tid, inden man ret føler sig hjemlig med savnet. Men tiden, eller rettere Vorherre, lærer os det dog lidt efter lidt. Vi ere alle börn, i hvor gamle vi end ere, og Vorherre ved trods nogen at opdrage sine börn, så de finde sig til rette i savnet, i den uvante arbejdssfære for kærlighed, — så der atter bliver rum for andre tanker, for andet arbejde. Savnet bliver ikke derfor mindre, ti så døde kærligheden, men det bliver mildere, og — der bliver glæde i savnet, en hidtil ukendt form af glæde, men dog en glæde, stille, mild og frugtbringende. — Kære hr. Topelius! det er ikke usandsynligt, at Deres døtre og Deres læge har ret: at De vil have godt af s. 75 en tid at skifte omgivelser, og Deres venner herovre ville modtage Dem med hjærtens kærlighed. Og de har flere venner herovre, end De aner. Det er kun nogle måneder siden, at en dreng på næppe ti år, Karl Vilhelm Ostenfeld134), en sön af en af mine fjærnere bekendte135), kom hen til mig og spurgte: „Kender De Topelius og hans feltskærerens berettelser?“ Og, da jeg svarede ham ja, kunde han ikke få nok at vide om Topelius. Af sådanne venner har De flere, og — sådanne venner, i hvor små de ere, må De sætte pris på, ti dem tilhörer fræmtiden, ja de ere fræmtiden.

„Der vore mycket at sæga om både edra og våra tidsförhållanden“. Ja tilvisse! Der var meget at sige. Det ser stundum så broget ud, at man kunde fristes til at fortvivle om løsningen på alle de mange gåder, hvis man ikke vidste, at tilsidst råder dog Han, uden hvis villie ingen spurv falder til jorden. „Hvad skal enden blive?“ spörger man mig tit, men jeg svarer altid: „Jeg er, Gud være lovet! ingen spåmand, men det ved jeg dog, at enden skal blive god, ja den aller bedste, så sandt som „end lever den Gamle af dage“, og man kun vil holde sig til ham“. Jeg synes også, eller er det kun en dröm? at det alt begynder så småt, så ganske småt, at lysne. En lykke er det for os, en stor lykke, at vi have en brav og retsindig konge. Han er intet lys, og han ved det selv, ti jeg har kendt få mennesker, der ere så beskedne som han og så gærne ville lade sig belære. Man står hvært öjeblik fare for at glemme, at det er kongen, man taler med, så beskeden, ja så ydmyg er han. Men han er dog fast, og der er kun ét, han frygter for: at bryde sit ord og derved give afkald på sin ære. Han har aflagt ed på vor grundlov, og sin ed vil han aldrig bryde, ti han er en mand af ord med en levende (en borgerlig, ikke statsmandsmæssig) samvitlighedsfølelse. Nåt jeg siger dette, har man grund til at tro mig, ti siden Danevirkes römning136) har jeg aldrig villet tage plads ved hans bord, i hvor tit jeg end (som rigsdagsmand) har været indbudt, og både skriftlig og mundtlig, ja under fire öjne lige over for ham selv, har jeg flere gange trådt op imod ham, og det endnu i fjor. Skulde han gå bort, er kronprinsen vistnok hans genbillede, en grundhæderlig mand, men mere begavet. — Og det er atter s. 76 en lykke, at vi have en konsejlspræsident som Estrup, der i stort og småt er et pligtmenneske, som hværken ved trusler eller lokkeiser lader sig drage ud af sin vej. Med en beundringsværdig ro har han i tinget modtaget de styggeste grovheder uden nogensinde at forløbe sig, skönt han dog egentlig, så vidt jeg kender ham, har varmt blod i årerne. Ikke, at han aldrig skulde have gjort et fejlagtigt skridt som minister — hvem vilde i elleve bevægede år have kunnet undgå sligt? — men de komme dog måske mest på et par afdøde kolleger, som hellere ikke måtte have haft plads i hans ministerium. — Men, tager jeg ikke fejl, synes der langsomt at udvikle sig en anden stemning i det menige folk, som har været lettest at agitere, og det vilde jo da være den aller störste lykke. Jeg selv er hværken höjremand eller venstremand; jeg går med enhvær, der vil fræmme vort forsvarsvæsen og bekæmpe folketingsparlamentarismen i dens vanlige, grove betydning; og af dem findes der, Gud være lovet! folk i bægge lejre, om de end vistnok findes flest på höjre side.

Hvad synes De om vor „frivillige selvbeskatning til fædrelandets forsvar?“ Er det ikke en smuk foreteelse? Og allereder arbejdes der rask på det förste og vigtigste fort137) til Københavns landbefæstning. Men herom mere, når vi ses!

Om jeg nogensinde atter skal komme til Finland? — og om jeg nogensinde skal nå mine ønskers mål: at se Viborg, Saimenkanalen, Vilmanstrand og Imatra, hvori jeg blev hindret ved min söns upasselighed, da jeg for fem år siden var derovre? — Ja, det står alt i Vorherres hånd! Det synes kun lidet rimeligt, ti, selv om min alder vilde tillade mig rejsen, så — hvor skulde jeg få penge fra? Dengang havde jeg dem vid sammenskud af gode venner, men af dem er den sidste øre for længe siden gået med, og hvad der allerede er sket et par gange (ved vort sølvbryllup og da jeg fyldte de syvti), gentager sig vel næppe. Men sig Finland, at jeg elsker det. — Jeg kan dog fortælle Dem, at jeg på det nærmeste er færdig med gennemsynet af en dansk gengivelse af alle „Fænrik Ståls sægner“, som en yngre, mig helt ubekendt mand138) har udarbejdet, men om hvilken han ønskede at høre min mening. Det har været mig en velkommen og forfriskende afvæksling i s. 77 mit arbejde. Var jeg selv kun digter! og var jeg en bedre krittiker!

Og nu levvel, kære professor Topelius! Mon det skulde være Dem muligt at sige os, hvad dag vi kunne vænte Dem? De skal blive modtagen med åbne arme! Hils Deres døtre så venlig! Gud velsigne Dem, Deres börn og börnebörn! Han holde sin mildeste hånd over hele vort fælles fædreland, Norden!

Deres
Frederik Barfod.