Danmarks Breve

BREV TIL: Zacharias Topelius FRA: Povl Frederik Barfod (1886-11-11)

Frederiksbergd. 11 :te novb. 1886.

Kære Topelius!

Da jeg umulig kan beregne, hvornår dette brev kan komme dig i hænde, vil jeg betragte det nærmest som et simpelt forretningsbrev og lade mit egentlige brev gå med posten. Det vil du da rimeligvis have flere dage, forinden dette når dig.

Som du ser, følger med dette lille brev min „Danmarks historie fra 1319 til 1536“. Jeg vil ønske, at du må synes nogenledes om den, men först og fræmst vil jeg ønske og bede, at du åbent og ærlig vil lade mig vide, hvad du ikke synes om, og hvad du ikke er enig med mig i. Jeg har alvårlig arbejdet på at være upartisk, men det er ikke noget let arbejde, hvor historien næsten stadig er skreven af partimænd, — hvor man har ment, at man havde höjere hensyn at tage end at give den jævne historiske sandhed. Havde Santesson144) levet endnu, er jeg vis på, at han strags og uforbeholdent vilde fræmdraget ethvært spörgsmål, hvorom han var uenig med mig, og af en sådan udtalelse vilde jeg haft både gavn og glæde, hvad enten jeg kunde gå ind på hans anskuelser eller ikke. Men nu er Santesson død, og nu ved jeg udenfor Danmark ingen anden end dig, af hvem jeg tör håbe en sådan vennetjæneste. Du må dog ikke mene, at jeg vil opfordre dig til at læse hele bogen, og mindst, at du skulde göre det strags. Ved lejlighed kan du måske læse så et parti og så et andet og give mig mere eller mindre alvårlig på hovedet, hvor jeg efter din opfattelse måtte have taget fejl. Men jeg vil bede dig at læse både „forordene“ og „efterskriften“, inden du tager fat på selve bogen.

Endnu følger der med dette brev to småting. De ere forholdsvis gamle, men for dig ere de nye. Den ene er et lille bitte sanghæfte fra 18:de maj 1885, den dag, på hvilken, som s. 82 du ved, der var rundet et halft hundredår, siden min kone og jeg förste gang så hinanden. Denne dag fejrede vi i börns og börnebörns — kun börns og börnebörns — nærværelse. Du kan tro, at det var en dejlig dag, af hvilken sangen nr. 3, skreven i den anledning, kun giver en mat genklang.

Og den anden småting er det nummer af „Fædrelandets forsvar“145), som indeholder meddelelse om den fest, der fandt sted, da det förste stik til „Garderhöjsfortet“ blev taget. Det er en fest af en helt anden natur end hin hjemlige, men hvor den var dejlig! Du ved jo, at det er „den frivillige selvbeskatning“, der har begyndt at befæste København, siden regeringen ikke har kunnet få folketinget til at gå ind på befæstningsarbejdet; og det er det mest udsatte punkt af København, man först har taget fat på at sikre, i det man foruden fortet tillige graver en kanal, som ved hjælp af søerne kan sætte en vid omkreds under vand. — Gud lade i nåde det arbejde lykkes, som har sin rod i kærlighed til fædrelandet!

Ja — et forretningsbrev er ikke længere. Jeg vil da slutte med tak, fordi du endnu engang gæstede København og gæstede også vort hus. Jeg har kun den sorg, at vor datter ikke fik dig at se, og det er hendes sorg med. Hjærtelig hilsen fra min kone! Hilsen også til dine börn! Gudsfred og levvel!

Din gamle ven
Frederik Barfod.