Danmarks Breve

BREV TIL: Zacharias Topelius FRA: Povl Frederik Barfod (1888-01-08)

Frederiksbergd. 8:de januar 1888.

Kære Topelius!

Jeg blev både overrasket og inderlig glad, da jeg i torsdags, d. 5:te, modtog dit kærlige brev, — overrasket, ti jeg havde jo ladet bægge dine sidste breve (modtagne d. 9:de januar og d. 11:te maj158) ubesvarede, — og inderlig glad, fordi s. 92 jeg så, at du desuagtet ikke var vred på mig, ikke holdt dig til ordet „lige for lige!“ Tak, kære ven! og til min egen tak föjer jeg både min kones og mine börns. Jeg læste strags dit brev höjt for min kone, og hun blev glad for det ligesom jeg.

Det er bogstavelig sandt, at, mens jeg klædte mig på hin morgen, sagde jeg til mig selv: „På söndag er det, du skal skrive til Topelius!“ og — som jeg var påklædt og trådte ind i stuen, rakte min kone mig dit brev! Men — hvorfor havde jeg ikke skrevet för? og hvorfor var jeg enig med mig selv om at ville skrive „på söndag“? Jeg skal besvare bægge disse spörgsmål, men först det förste.

Som du ved, blev jeg i efterhøsten 1886 færdig med min „Danmarks historie fra 1319 til 1536“. Jeg lentede nu lidt — det var i den tid, du var herovre — jeg havde andre sager, jeg måtte rappe fra hånden, jeg måtte sunde mig lidt for at samle friske kræfter. Da, det var d. 3:die desb. 1886, tog jeg mod til mig og tog for alvår fat på „Danmarks historie fra 1536 til 1670“. — Det var, om man så vil, et dristigt skridt for en mand i min alder at tage fat på så stor en opgave. Efter al rimelighed og sandsynlighed vilde jeg komme til at forlade den, inden den endnu var fuldført. Men hertil svarede jeg: du kender jo dog ikke Guds råd, og det er ham, ikke dig, der afgör, hvor få eller mange dage, han vil lægge til dem, han allerede har givet dig. Dernæst: skulde du ikke bleve helt færdig, kunde du dog måske få noget færdigt, og „noget er altid bedre end intet“. Og endelig: udretter du slet intet andet, så skaffer du jo dog dig selv en sund og uskyldig glæde ved selve arbejdet. Altså tog jeg trøstig fat, og jeg kan nok sige, at jeg arbejdede med flid og alvår, og at jeg gör så endnu. Min helbred har været og er endnu, Gud være lovet og priset! med få undtagelser særdeles god, så jeg har kunnet arbejde og kan endnu arbejde med fuld kraft. Mine arbejdstider falde fra kl. 11 om formiddagen til kl. 4, fra kl. 6 til 8 om eftermiddagen, fra kl. 10 til 2 om natten. Hvad der går ud over dette, hører til undtagelserne. Kl. 2 omtrent går jeg i sæng og står atter op kl. 9 (to dage om ugen, söndag og onsdag, kl. 8), og sover i regelen til middag fra kl. 5 til 6. Således går mit liv temmelig regelmæssigt; kun om söndagen går jeg kl. 4 til s. 93 middag hos et af börnene, hvorfra jeg atter vender hjem kl. 10; og om onsdagen har jeg fået lov til at fortælle Nordens historie i et par pigeskoler159), hvis bestyrerinder ere mine veninder. Det har jeg nu gjort i sytten år, og det tager mig tiden fra 11 til 3. Det forfrisker mig, og jeg tror, at denne sysselsættelse med en livlig ungdom tjæner til at holde mig selv ung, i det mindste i ånd og hjærte.

Men det arbejde, jeg har for, optager mig så helt, at, selv når jeg læser en avis, en morskabsbog (i en sjælden stund) eller hvad som helst, sætter jeg det stadig i forbindelse med mit arbejde, for hvilket — jeg egentlig talt forsömmer alt andet. Jeg synes, at netop den gerning har Vorherre nu engang givet mig; jeg kan måske fuldføre den, hvis jeg ikke dovner; forsömmer jeg den derimod og ikke får den fuldført, er det min egen skyld, min utroskabs skyld. Jeg indser godt, at, selv om jeg passer min tid som en smed sin ambolt, vil der sandsynligvis gå endnu to, halvtredie år, inden jeg kan blive nogenledes anstændig færdig med mit arbejde, men så vidt er jeg dog kommen, at, skulde jeg dø i dag eller i morgen, ville mine efterladte til nød, men også kun til nød, kunne udgive det, som det er. Dér har du grunden til min tavshed, en tavshed, som alle mine venner have ført klage over, men som har været mig så meget mere nødvendig, som jeg — nu må du gærne smile! — har, som mig synes, en forudfølelse af, at jeg vil blive bortkaldt i den tilstundende marts måned. Jeg har ingen åbenbaring modtaget derom; min helbredstilstand synes heller ikke at bebude det; og dog kan jeg ikke slippe tanken, kald det så en overtro, en sygelighed, eller hvad du vil. Jeg har imidlertid ikke talt til et eneste menneske derom för nu til dig, om jeg end tit har sagt, at jeg på grund af de syvtisyv næppe kan have mange dage tilbage.

Og hvorfor lovede jeg mig så selv i torsdags, inden jeg endnu havde modtaget dit brev, at jeg „på söndag“ (idag) vilde skrive dig til? Ja, på den gåde har du vel allerede selv svaret. Når jeg skriver idag, håber jeg, at du skal modtage mit brev på lördag, den dag, da du fylder de syv gange ti, og det skulde da gærne bringe dig en kærlig tak fra mig selv og alle mine for hvad du i din lange virksomhed har været for os s. 94 alle, været for os længe, længe, för vi nogensinde så dit åsyn! Först takke vi Vorherre, for hvad han har givet dig at kunne og ville, og dernæst dig selv, fordi du ikke overhørte, ikke modstod Guds kald til dig, men villig fulgte det, og derved blev, hvad du blev, for dit folk, for vort folk, ja for menneskeheden! Når du modtager disse linier, vil du allerede have nået, hvad man har kaldt livets grænse, men vi ville bede Gud, at han for dit vedkommende, om han således måtte finde det godt, vil flytte grænsen længere ud, så du endnu må kunne glæde, styrke og løfte os med mangen ny og liflig frugt, hvortil Gud selv lagde frøet i din ånd og dit hjærte og i betimelig tid gav det regn og solskin. Tak for den tid, der gik! og forud tak for den, der skal komme! Vi ville ikke foreskrive Vorherre noget, ti kun han alene ved, hvor få eller hvor mange dage det er dig og os tjænligt, at han lægger til dem, han allerede af sin nåde har undt dig, men måtte dit livs aften blive yndig og mild, rig og velsignet! Og det vil den vist! Du har jo ikke alene folkets kærlighed, men du har, hvad der — jeg betænker mig ikke på at sige det — betyder endnu langt mere: du har dit hjems kærlighed. Visselig kunne vi til tider røres og styrkes og kvæges af medborgeres kærlighed, men, hvad der næst Guds nåde skal bære os, det er og bliver dog vort hjem. Sandt nok, hun, som du savner i dag og hvær dag, hun er midlertidig gået bort fra dig, men hun er dog ikke fjærn fra dig, usynlig svæver hun om dig ved dag og nat, og du ved, hvor hun er gået hen, og hvor du atter i Herrens belejlige time skal favne hende. Du har endnu hendes kærlighed, som hun har din. Og hvor det rørte både min kone og mig at læse: „Björkudden med barn och barnabarn står fortfarande under englavakt. Vår gemensamma jul har firats i Borgå några steg från Runebergs graf; nyåret firas hær. Vi bo i Guds kærlek, och Herren ær vår herde“. Sandelig, ved al den juleglæde var din afdøde hustru, dine börns moder, midt imellem jer!

Vi tilbragte vor juleaften hos vor sön lægen, juledag hos vor svigersön kaptejn la Cour, nyårsaften atter hos denne og nyårsdag hos lægen. (Således går det skiftevis hvært år: hvor vi sidst vare juleaften og nyårsdag, skulle vi næste gang være juledag og nyårsaften; således har det nu gået en snes s. 95 år). Torsdagen mellem jul og nyår var derimod juletræet tændt hos os gamle, og vi havde samlet om det: to sönner og en datter, en svigersön og to svigerdøtre samt elleve af vore tyvetre börnebörn. Det var fem dejlige aftener, og julesangen lød frisk og varmt fra gamle og unge. — Siden talen er om börn og börnebörn, skal jeg dog fortælle dig en lille historie. Du mindes nok, at den aften, vi vare samlede hos vor sön, havde du hans småpiger samlede om dig, og at den mindste, Hulda, faldt i sövn på dit skød. I den anledning fandt der for nogen tid siden følgende samtale sted mellem Hulda og hendes moder: „Jeg kan godt huske den gamle digter, som jeg sov hos!“ „Ja, det var jo også en rar gammel mand, der var så kærlig imod dig“. „Ja, det var han rigtignok! mon han ikke snart kommer igen?“ „Nej, mit barn, han bor så langt borte“. „Ja men til sommer kan han da komme“. „Det gör han næppe, så langt, så langt borte, som han bor“. „Jeg vilde dog så gærne se ham igen! mon jeg aldrig mere skulde få ham at se? Ja, hans billede kan jeg da vel få at se!“ Misforstå mig nu ikke, når jeg ligefræm fortæller dig, at jeg strags besluttede at skaffe hende dit billede, og at det skulde ske ved at bede dig selv om at sende hende det. Og — det er denne beslutning, jeg nu udfører. Men, vil du göre hendes glæde (også i fræmtiden) fuldkommen, så skriver du både dit eget og hendes navn på det. Hendes fulde navn er: Hulda Sjarlotte Ostenfeld-Barfod. — Det lille pus var i torsdags syv år, hun har altså et godt stykke til de syv gange ti, om ellers Vorherre nogensinde vil lade hende opleve dem.

Du skriver om de love, der nu skulle forelægges landdagen: en ny straffelov og en ny dissenterlov. Sellefængslet skal afløse dødsstraffen (som ikke har været udført siden 1825). Jeg er visselig ingen ven af dødsstraffen, men jeg tror ikke, at vi kunne undvære den, og på vor rigsdag har jeg både talt og stemt imod dens afskaffelse. Den anvendes også sjælden hos os, og der kan gå år på år hen, uden at det sker, men den må kunne udføres, da muligheden af dødsstraf tit er det eneste, som holder den ugudeliges hånd tilbage fra sådanne forbrydelser, som vilde medføre døden. Derfor er den også genindført de fleste steder, hvor den allerede var afskaffet. Husk på dyna- s. 96 mitmændene forleden i Chikago! Selv havde de ikke gyst tilbage for at udslukke en mængde menneskeliv, men, da det gjaldt deres eget liv, tiggede de om at beholde det. Hvis de havde ment, at der var fare for at miste det, havde de da mulig betænkt sig på at udøve forbrydelsen. Desuden, siger ikke skriften, at den, som udøser menneskens blod, ved menneskene skal også hans blod udøses. — En dissenterlov er en vanskelig lov at give, hvis man ikke (hvad jeg ubetinget skulde fororde) med vor grundlov vil sige: „Borgerne have ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning, dog at intet læres eller foretages, som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden“. . . . „Ingen kan på grund af sin trosbekendelse berøves adgang til den fulde nydelse af borgerlige og polittiske rettigheder, eller unddrage sig opfyldelsen af nogen almindelig borgerpligt“. — Troen er en sag mellem Gud og det enkelte menneske, og over den kan intet andet menneske råde, må heller ikke ville det.

Vi komme nu, kl. 10 ½ fra vor svigersön og datter. Også om söndagen ere vi skiftevis hos de to böm vi have her i byen, lige fra middag kl. 4 til almindelig sængetid. Vi have kun segs minutters gang til datteren og tolv til sönnen, og det er en stor glæde for os gamle at gæste dem, så meget mere som svigersönnen og svigerdatteren samt börnebörnene ere ikke mindre kærlige imod os end selve hörnene. Til vor anden sön, præsten, komme vi på halvanden time ad jærnvejen. Til vor tredie sön, organisten i Svendborg, have vi derimod halvsjette time ad jærnvej og dampskib, og til vore afdøde døtres börn i Jylland er vejen både lang og efter vore forhold temmelig kostbar. Nu, Gud have dog hidtil været så god at lade os se dem årlig, om sommeren.

Af litterære nyheder har jeg ikke meget at meddele dig, vel iblandt andet fordi jeg ikke giver mig tid til at følge med. Præsten Schepelern 160) har nys afsluttet „Biskop Laubs161) levned, en livsskildring i breve“ (3 bind, af hvilke F. L. Mynster162) for to år siden udgav 1 :ste bind, men så døde). Laub var en hjærtensfrom mand, der stod i levende brevveksling med alle vore mere kendte teologer og følte varmt både for sit himmelske og sit jordiske fædreland. Hans levned er en kær bog for mange, s. 97 men jeg har ikke taget mig tid til at læse det. Professor Fr. Nielsen fortsætter sin „Håndbog i kirkens historie“, af hvilken „oldkirken“ udkom for to år siden, og af „middelalderen“ er der i fjor og i år kommet to hæfter. Nielsen [er] ikke alene en ualmindelig lærd og flittig mand, men tillige en åndrig mand, hvem det er en lyst at læse. J. Nörregaardy63) udgav ifjor „Bernhard Severin Ingemanns digterstilling og digterværd“, som jeg har læst med stor glæde. Det samme gælder om Fr. Rönnings164) „Rationalismens tidsalder“, af hvilken vi dog endnu kun have modtaget l:ste del, som udkom i fjor. Præsten R. Petersen165), som tidligere har givet os tre ypperlige livsskildringer: „Henrik Steffens“, — „Matthias Claudius og hans vennekreds“, — „Georg Forster, et blad fra oplysnings- og revolutionstiden“ samt leveret en udførlig „orienterende vejledning til H. C. Roedes oversættelse af Lessings „Nathan den vise“, — har lige før jul givet os en udførlig skildring af „Thomas Kingo og hans samtid“, som dog ikke tiltaler mig slet så meget. — Også er der begyndt at udkomme et „Dansk biografisk leksikon, som udgives af den dygtige C. F. Bricka166), men som jeg endnu, underligt nok, ikke kender meget til, uagtet man har sagt mig, at både jeg selv og flere af min slægt skulle have fundet plads i det. — Der var vistnok endnu flere ting at nævne, når jeg kun kendte dem, således et par dramatiske arbejder af H. Drachmann, af hvilke nok især „Der var engang — —“ skal have gjort lykke, hvad dog endnu i höjere grad gælder om et par arbejder af Gjellerup om musernes kamp på Helikon. Jeg har ikke engang set disse to arbejder, men efter bladenes kritikker at domme skulle de være mere end almindelig fortræffelige. Hvad der glæder mig mest, er, at både Drachmann og Gjellerup skulle fuldstændig have brudt med sin fortid. Det går tilbage med Brandes’s tilhængere. Du hørte ham ikke, da han var i Helsingfors; ja, jeg har, mig vitterligt, aldrig hørt eller set ham, og tænker heller ikke at göre det.

Birkedal har holdt sit guldbryllup (4:de april), siden du var herovre, og han er endnu lige frisk og kraftig. Det samme er også Ploug, men han mistede for tretten måneder siden (6:te desb.) sin svigersön, overretssagfører Vilhelm Rode167), en ualmindelig dygtig og elskværdig mand på 54 år, der i en grad som s. 98 få nød alles tillid og agtelse. At min ungdomsven biskop Monrad168) er død, har du vist for længe siden set i bladene, måske også at en anden af mine ungdomsvenner, forhenværende minister Hall169), d. l:ste desb. havde guldbryllup. Stakkel, vi sade 54 om brudebordet, men han var ikke med; han sad i et sideværelse, til hvilket dören nu og da stod åben. Som du ved, har han i åtte år været uhelbredelig legemlig syg og er nu tillige blind og meget tunghør; men hans ånd er frisk, og sit gamle lune har han endnu, kun er han mindre selvsikker. Med vor politik står det fremdeles jammerlig til. Jeg kan ikke lide partinavnene „höjre“ og „venstre“ og er ikke trådt ind i noget af partierne, skönt min kone vil vide, at jeg er höjremand, hvad jeg nægter og stadig skændes med hende om. For mig er der kun to partier: forsvarsvenner og ikke-forsvarsvenner, og den eneste forening, i hvilken jeg er indtrådt, der er selvbeskatningens, i hvilken jeg endog indtrådte, inden den var fræmtrådt for dagens lys. Det, at de fleste selvbeskat-[nings]mænd ere såkaldte hojremænd (dog ikke alle, ti der findes også såkaldte venstremænd iblandt dem), det er det min kone hænger sin hat på, og det, at jeg ved Garderhöjsförtets indvielse fræmsagde et digt, og atter vid Gammelmosegårdsfortets indvielse fræmsagde et andet, har sagtens gjort, at „venstremændene“ se sin fjende i mig, så meget mere, som bægge digtene gjorde en uvæntet lykke. Intet af dem var af mig beregnet på at skulle synges, og dog er der sat melodi til dem bægge, til det förste endog hele syv melodier (af hvilke dog nok kun de fire ere blevne trykte), og det synges nu så godt som til ethvært forsvarsmøde. Af de fire trykte melodier har jeg kun en ved hånden, og den er af en præst, en af mine brodersönner170). Den skal være ret smuk, siger man (jeg har kun flygtig hørt den en eneste gang), og derfor har jeg fået lyst til at sende din datter Eva den. Jeg håber, at hun vil være så venlig at modtage den som et minde om mig. — Jeg håber, at den skal komme hende til hænde, skönt man vil herovre påstå, at sådanne tryksager ikke skulle gå helt sikkert i Finland. Nu — skulde den ikke nå sin adresse, vilde ulykken da heller ikke være stor. — Denne mistillid bringer mig i øvrigt til at spörge: min sön lægen udgav i fjor en samling grundlovssange, s. 99 af hvilken han sendte dig et eksemplar i et åbent omslag; modtog du nogen tid dette? Modtog du det ikke, skal du dog vide, at han havde tiltænkt dig det, og at jeg opgav ham adressen.

Det er underligt med mig: også i vinter drömmer jeg om at skulle gæste Finland til sommer, uagtet jeg har en følelse af, at jeg næppe oplever sommeren, og uagtet jeg kan sige mig selv, at, selv om jeg skulde opleve den, vilde jeg dog næppe få råd til at göre rejsen, da det ikke er hvært år, at man giver mig et rejsestipendium, som da jeg fyldte de syvti. Men det skader jo aldrig at have sådanne drömme; man har altid glæden af dem. Men hils nu Finland så kærlig fra mig, först og fræmst dig selv, så dine døtre, så lektor Heikel og professor Palmén (du må gærne sige dem bægge, at jeg godt mindes, at jeg i år og dag har skyldt dem brev, og at det med Guds hjælp også skal komme, hvis jeg lever. Især skammer jeg mig over, at jeg ikke har takket prof. Palmén for hans anmærkninger ved min sidste bog, som jeg dog blev meget glad for); og endelig må du hilse gamle magister Schauman, hvis han endnu lever.

Og hermed farvel, kære ven! Gud give dig og os alle et glædeligt og velsignet nyår! Det så en tid ud til, at hele Europa skulde stå i lys lue; måtte dog ved Guds nåde den vilde brandfakkel være slukket, så den hværken skal hjemsøge eders eller vore kyster! Og det nyår, som — vil Gud — på lördag gryr for dig selv personlig, måtte det blive glædeligt, virksomt og velsignet for dig! og igennem dig for hele din slægt og — os alle! Men du skriver i dit sidste brev intet om de arbejder, du har for, intet om den bog, som jeg har givet navnet „Vårt folk“, intet om det sjette bind af „Fæltskærarns berættelser“, intet om „bibelhistorien“ osv. Når du skriver igen, så glem ikke, hvad du har at meddele mig om disse arbejder.

Jeg vil ikke trøtte dig længer med mit skriveri. Gudsfred og levvel! Endnu engang: hils Eva og Tojna!

Din gamle ven
Frederik Barfod.