Danmarks Breve

Zacharias Topelius og Frederik Barfo...

s. 1 Zacharias Topelius og Frederik Barfod.
En brevveksling, meddelt af cand. mag. L. F. la Cour.

Kort tid efter Fr. Barfods død, som indtraf d. 15:de juni 1896, henvendte meddeleren af disse breve, som havde fået det hverv overdraget at ordne Barfods efterladte papirer, sig til Zacharias Topelius med forespørgsel, om det var muligt at få Barfods breve overladt, for at brevene fra bægge sider kunde være samlede. Topelius oversendte dem nogen tid derefter, ledsagede af følgende skrivelse, der passende kunde optages her som en art „fortale“ til brevvekslingen.

Villa Björkudden 3 nov. 1896.
(Helsingfors)

Deras vänskapliga bref af den 3 oktober har föranledt mig att genomsöka en brefsamling från 65 år tillbaka, ordnad efter årtalen. Jag har där funnit 10 bref af min högt aktade vän, Frederik Barfod, från åren 1882 till 1886. Det är möjligt, att flera blifvit förlagda, men jag tror ej, att de kunna vara många, ty jag satte ett högt värde på Barfod.

Genom honom tyckte jag mig höra Danmarks röst tala till mig, likasom Sverige talade genom A. Wetterbergh och Norge genom Christian Daa. Dessa tre mäns förenade röster sammanbundo för mig Finland med de tre skandinaviska rikena, alla s. 2 såsom ett folkeligt uttryck af det bästa, erfarnaste och ädlaste, som på denna tid kom folkens hjertan att klappa. De förstår, att detta samband mellan fyra folk var af historiskt värde och mycket dyrbart för mig.

Man kan icke finna gudsfruktan, fosterlandskärlek och historiskt omdöme lyckligare förenade med en rörande kärlek till familj och vänner, än i dessa bref af en gammal arbetare för sitt land och menskligheten. De äro skrifna med hjertats värme och klar blick. Må de skänka Dem glädje och bidraga att klargöra insidorna af Deras morfaders lif.

Men hvad der her er sagt, kunde med ligeså stor ret siges om Topelius’ breve.

Imidlertid kunde der vel være grund til som indledning at komme med nogle få ord om de to brevskrivere.

Af alder var Poul Frederik Barfod den ældste. Han var udgået fra et jysk præstehjem, idet hans fader, den senere provst Hans Peter Barfoed, da var præst i Lyngby og Albøge ude på Djursland. Barfod så dagens lys 7/4 1811.

Det første minde fra hans barndom knyttede sig til fædrelandets historie. Det var fra januar 1814, da han var 2 ¾ år gammel. Han huskede, hvorledes han som lille purk sad i kakkelovnskrogen, da landinspektør Grouleff trådte ind og fortalte faderen, at Kielerfreden var sluttet og Norge afstået. Han mindedes tydelig de to kraftige mænds sorg, hvorledes de gik op og ned i stuen og hulkende vred deres hænder.

I november 1822 forflyttedes faderen til Fakse på Sælland, og Frederik Barfod måtte da ombytte Jylland med Sælland. Det blev for hele livet, men alligevel følte han sig altid som jyde.

1828 blev han student. Det var den 22/9, og det slog ham, at det netop var 587 årsdag efter Snorre Sturlesons s. 3 mord, hvoraf man skonner, hvor historisk han allerede da var. Året efter tog han 2:den eksamen, men det voldte ham nogen vanskelighed at samle sig om et bestemt fag. Han holdt mest af at gå på egen hånd. Efter to års fraværelse fra hovedstaden som huslærer vendte han 1832 tilbage og blev snart optaget som medlem i selskabet uden navn eller vennesamfundet, hvor han levede et på mange måder rigt ungdomsliv med en skare unge, af hvilke flere, således Hall, Monrad og lensgreve Knuth kom til at spille betydelige roller i Danmarks politiske historie. Nogen afsluttende eksamen opnåede han ikke at tage, idet han mere fulgte sine egne indskydelser i steden for at båndlægge sig med et bestemt mål for øje.

Imidlertid begyndte han sin forfattervirksomhed, som han fortsatte uden afbrydelse til lige kort for sin død. Det forste egentlige arbejde af ham var den i sin tid vel ansete Poetisk læsebog for børn og barnlige sjæle, som kom 1835 og 36. Foruden et udvalg af dansk digtning indeholdt den en række levnedstegninger af de forskellige digtere, og allerede derigennem viste Barfod sin evne til at tegne en skikkelse i få omrids. „Den har“, skriver stiftsprovst Mork Hansen, „bidraget overordentlig meget til at vække sansen for vore poetiske skatte“.

1839 begyndte han udgivelsen af det nordiske tidsskrift Brage og Idan, det forste af sin art. Det åbnedes med et digt af Grundtvig, og det lykkedes Barfod at samle en betydelig kreds af datidens skribenter, både digtere og videnskabsmænd, til samarbejde med sig. Det var tanken om Nordens enhed, der havde grebet ham, og som han straks viede en stor del af sine kræfter, og denne tanke blev han tro til det sidste. Nordens enhed og Sønderjyllands danskhed var de to poler, hvorom alt hans arbejde drejede sig. Derved blev han også en ivrig deltager i den skandinaviske studenterbevægelse, og det så en tid ud til, at han skulde være studenternes leder, ja han var det virkelig på junirejsen 1838, men senere trådte Ploug mere i forgrunden. Men Barfods varme kærlighed til brødrefolkene på den anden side Øresund og Kattegat forblev s. 4 usvækket, og den nordiske enhedstanke har ikke haft mange ivrigere forkæmpere end ham.

D. 11/9 1841 havde han bryllup med Emilie Birkedal, der var to år yngre (f. 1813, f 1897) og datter af forpagter Ludvig Harboe Birchedahl på Ålebækgård og Agate Johanne Husum. Sammen med sin hustru fik han nåde til at grunde et hjem, der blev til stor velsignelse for mange mennesker, og de havde den lykke at leve et langt liv ved hinandens side, så at de endog kunde fejre deres guldbryllup i 1891.

Også det politiske liv tog han ivrig del i; han var således medlem af den grundlovgivende rigsforsamling og sluttede sig der til det såkaldte bondevenneparti.

Men ved siden af sit politiske arbejde forte han stadig pennen, og 1853 så hans hovedværk „Fortællinger af fædrelandets historie“ dagens lys. Denne bog har, efter rigsarkivar A. D. Jørgensens og mange andres udsagn været en af de mest velsignelsesrige i vort folk, og „selv om Barfod slet intet andet havde skrevet, vilde han dog alene som denne bogs forfatter have krav på at regnes blandt vore betydelige og fortjente forfattere“, skriver ligeledes stiftsprovst Mørk Hansen.

Sit nære forhold til svenskerne bevarede han frem gennem årene, og det var derfor en nydelsesrig rejse han i 1862 foretog sammen med sin ældste datter til Sverige. Han har skildret den og de historiske minder, der knytter sig til de steder, han besøgte, i en af sine bedste bøger En rejse i Dalarne (1863).

Lige til sin høje alderdom fortsatte han sin skribentvirksomhed, udarbejdede flere levnedstegninger, sål. af enkedronningen Karoline Amalie, af Grundtvig, af P. A. Fenger og udgav i årene 1885—93 en fremstilling af Danmarks historie fra 1319—1670.

Rigsarkivar A. D. Jørgensen har engang (11/1 80) i et brev til ham sammenfattet sin dom om hans arbejde i følgende udtryk: „De vil mindes, når adskillige videnskabelige storheder neppe mere huskes; når Deres bøger hører op med at være lærebøger, vil de blive kildeskrifter for vor tids historie, dens tænkemåde og livssyn. Intet af hvad der er s. 5 fremkommet fra Grundtvigs kreds vil kunne sættes over dem, meget lidet ved siden af dem. Og de vil vise, hvorledes friheden og den nordiske enhedstanke slog ud i sine förste vårblomster og skod sine første skud. Og de vil vise hvor dybt vort fædreland var elsket“.

Zachris Topelias, som han skrev sig selv, var 7 år yngre end Barfod. Han blev født 14/1 1818 på Kuddnäs herregård lige nord for Nykarleby, hvor hans fader, Zachris Topelius d. æ. da boede som læge. Naturen med de bølgende kornmarker, de udstrakte enge, de lyngbevoksede heder, de dybe nåleskove, de mange elve med de brusende fosser gjorde allerede i barndommen et stærkt indtryk på ham, og han tog den store kærlighed til naturen, som han bevarede gennem hele livet, i arv fra sine forældre, ligesom det også var i hjemmet, at grunden lagdes til hans dybe religiøse foleise. Til sit ll:te år modtog drengen undervisning i hjemmet, men sendtes da til skole i Uleå-borg, hvor han hos nogle fastre fik lejlighed til at fordybe sig i de vidunderligste romaner og æventyrskildringer, så at hans fantasi i hoj grad påvirkedes, og han hensank i alle slags underlige drømmerier. 1832 drog han til Helsingfors, hvor han kom i huset hos Runeberg, og der udviklede sig mellem Topelius og den 14 år ældre, allerede da højt-agtede finske digterkonge et varmt venskab, der holdt sig frem gennem årene. 1833 blev Topelius student og læste derpå — samtidig med at han udvidede sit kendskab til både svensk og fremmed literatur — til filosofikandidateksamen i den hensigt at blive læge ligesom sin fader (der imidlertid var dod). Denne hensigt opgav han dog, efterat han i 1840 var bleven kandidat og magister, og besluttede sig til at studere historie. 1844 blev han licentiat og 3 år efter dr. phil.

Det var en rig ungdomstid, han tilbragte i Finlands hovedstad; dels kom han i mange ansete familier, og dels sluttede han venskab med en skare unge jævnaldrende, for hvem det kom til at stå som et mål: at vække finnernes nationalfølelse. En rig lejlighed til at kæmpe for denne s. 6 sag fik han, da han i 1842 blev redaktør for Helsingfors Tidningar, et hverv, som han fra først af mente kun skulde være forbigående, men som bandt ham til sig i 19 år.

Allerede inden han blev student — ja endog i sine barneår — var han begyndt at skrive digte og fortsatte dermed under sin redaktionsvirksomhed. Hvad han på grund af de strænge presseforhold i Finland ikke kunde sige i nøgtern prosa, iklædte han digtets form og indrykkede digtene i sit blads spalter, og gennem disse digte virkede han vækkende, styrkende og samlende på sine landsmænd. Ved at skildre naturens liv synger han om folkets unge sind og dets håb og om lysets uovervindelige magt.

3 år efter at han havde begyndt sin redaktørvirksomhed giftede han sig. Bryllupet stod 30/12 1845, og bruden var Emilia Lindqvist, datter af købmand i Nykarleby Isak Lindqvist og Johanna Kyntzell. Topelius vandt i sin hustru en kvinde, der med den inderligste forståelse kunde følge ham i hans virksomhed, og hvor lykkelig han følte sig i sit hjem, vil også tilfulde fremgå af de følgende breve.

Omtrent ved år 1850 stod Topelius fuldt udviklet som digter, og i tidsrummet 1850—60 forfattede han også sine betydeligste værker. Uden at kunne gå ind på de enkelte skal her blot fremhæves, at vel hans mest kendte arbejde: Fältskärns berättelser så lyset i Helsingfors Tidningars spalter. Disse ypperlige skildringer danner, som det er bleven påpeget, et storartet supplement til Fänrik Ståls sägner og har i høj grad bidraget til at sprede kendskabet til Finlands fortid ud blandt den store mængde. Professor Eliel Aspelin siger: „Runeberg och Topelius ha med poesins trollstaf gjort vår forntid lefvande och på samma gång bibragt nationen den berättigade sjelfkänsla, som svunna generationers ärofulla bragder och lidanden äro egnade att framkalla“. Men idet Topelius tænker på og skriver om fortiden, har han stadig nutiden og fremtiden for øje.

Fra samme tidsrum skriver sig også hans bedste dramatiske værker, hans Sagor og Sylviavisor og endelig fra 1856 Naturens bok.

s. 7 I 1860 ophorte Topelius med at være bladmand, men allerede 6 år i forvejen var han bleven extraordinær professor i historie vid Helsingfors universitet. Han viede sig nu udelukkende til sin embedsgærning og sin forfattervirksomhed, og ved siden af forskellige historiske arbejder så Boken om vårt land lyset i dette tidsrum (1875), ligesom de første bind af Läsning för barn, der indeholdt æventyr, sange og dramatiske småting, han tid efter andet havde offentliggjort i forskellige borneblade.

Men allerede 1878 sagde han farvel til universitetet og tilbragte nu de sidste 20 år af sit liv på sit landsted Björkudden i Östersundom, og dette sidste tidsafsnit var hans egentlige storhedstid, ikke fordi han nu frembragte værker, der i betydning overgik hans tidligere arbejder, men af andre grunde. Han stod nemlig nu ene tilbage som repræsentant for den store tid i Finlands literatur, og alle partier sluttede sig sammen for at vise ham deres ærbødighed. Uenighed glemtes, når man var vidne til hans uforandrede brændende fædrelandskærlighed og, som professor Aspelin siger i sit foredrag vid Porthansfesten 1898, ved Guds nåde og sin egen livserfaring blev han det ideal, hvori man så fortidens minder og fremtidens forhåbninger legemliggjort. Man fölte sig tryg, når man vidste, at hans ånd endnu dvælede blandt Finlands folk, som man foler sig tryg i et hjem, hvor faderen våger.

Af omtale kendte de to brevskrivere til hinanden langt tilbage i tiden. Da Topeiius i 1856 på en rejse passerede København, skaffede han sig Barfods „Fortællinger af fædrelandets historie“, der for forste gang havde set dagens lys 3 år i forvejen, og læste den med stor glæde, og det fik for så vidt indflydelse på hans forfattervirksomhed, som det var læsningen af den, der hos ham fremkaldte tanken om at udarbejde „Boken om vårt land“, hvad tilfulde fremgår af Topelius’ brev til Barfod af 20/7 1881. Men det var ikke alene tanken til „Boken om vårt land“, Topelius fik ved at lære Barfods „Fortællinger af s. 8 fædrelandets historie“ at kende, men endnu mere, hvad ligeledes kan ses af Topelius’ brev af 20/7 1881.

Medens vi altså har en tydelig udtalelse om, at Topelius allerede i sine yngre år (han var da 38 år) lærte Barfod som forfatter at kende, er det vanskeligere at sige, når Barfod først stiftede bekendtskab med Topelius’ arbejder. Men når man kender Barfods store kærlighed til alt, hvad der hører Norden og ikke mindst Finland til, er der ingen grund til at tvivle om, at han — så godt lejlighed dertil bødes — fulgte Topelius’ udvikling gennem årene.

Imidlertid gik der lang tid hen, inden de to mænd mødtes og fik veksle ord med hinanden. Den 7:de april 1881 fyldte Barfod 70 år, og i den anledning havde en deputation med Ploug som ordfører overrakt ham en adresse med c. 300 underskrifter og en gave på 1,800 kr., der senere øgedes til 2,200 kr., for at han derfor kunde foretage en rejse til Sverige, Norge og Finland. Ledsaget af sin ældste søn drog han afsted 16 juni 1881 over Stockholm til Finland og nåede 29 juni til Helsingfors. Just som han trådte ud af stationsbygningen og i en droske skulde køre til hotellet, ser han for første gang Topelius, der netop gik forbi med sin hustru under armen. Barfod minder selv Topelius om deres første møde i et brev af 10/8 1881.

Dagen efter var Barfod i Topelius’ selskab tilstede ved en fest i Elementarläroverket, og Topelius sendte ham sine „Ljungblommor“ og „Nya blad“.

Efter dette første møde mellem Topelius og Barfod åbnedes der en brevveksling mellem dem, som herved fremlægges for offentligheden. Den strakte sig fra 2/7 1881 til 21/5 1888, altså gennem omtrent 7 år, og omfattede 15 breve fra Barfod og 15 fra Topelius, af hvilke sidste dog et er forsvundet. Hvorfor den ophørte allerede 1888, 8 år før Barfods død, kan ikke siges, men det var absolut ikke på grund af nogen uoverensstemmelse mellem de to brevskrivere.

Brevene fremlægges her i den form, hvori de findes fra brevskriverens hånd.