Danmarks Breve

BREV TIL: Hakon Christensen FRA: Michael Birkeland (1849-04-18)

TIL HR. STUD. ART. HAKON CHRISTENSEN.
Christiania, d. 18de april 1849.

Min gode Hakkus! Jeg kan ikke nægte for, at jeg er noget temmelig bange for, at postportoen for den indlagte „berygtede“ (verbum Thorvaldianum) oversættelse skal overstige altfor betydeligt bogens egentlige værdi. Men da postportoen jo nu er blevet betydeligt nedsat, og da det desuden er dit eget, udtrykkelige forlangende, så vil jeg ikke undlade, da ingen anden leilighed frembyder sig, at sende dig mit ungdomsværk, s. 53 som jeg snart agter 0at udgive i mine „samtlige værker“. Du vil vel subskribere derpå, ikke sandt?

For ikke at skaffe dig unødig bekostning, sender jeg ikke det sidste ark; du ved, at slutningen var meget frit oversat (ikke af mig). Lønning har slutningen af den; du kan vel fåe den der og det er bedre (gjennem Cappelen f. ex.).

Tak skal du have for dit brev i almindelighed og dine nyheder jsærdeleshed. Jeg kan ikke, desværre, byde dig nogen til gjengjeld, hvor gjerne jeg end ønskede det. Nyheder med hensyn til de fåe Stavangeriensere, som ere her, kjender jeg ikke stort af, fordi jeg ikke omgåes dem synderligt. Holfeldt og Sandberg træffer jeg ofte i samfundet, A.Jonasen stundom; S. D. Schjøtz sjelden, efterat han er ophørt at være direktør, og Bentzen af og til, ligeså Gjør. Nogen synderlig fortrolig omgang har jeg ikke med nogen af dem; jeg holder mig mest til Throndhjemmerne (Thrønderne ere nogle gjæve karle!) og adskillige andre, som f. eks. digteren Bernh. Kokk. — Du har vel hørt, at Andreas Gjør skal op til embedsexamen om tre uger eller så?

Jeg ærgrer mig næsten en gulsot paa halsen bare over Danmarks krig med Schleswig-Holstein meerumschlungen, og det af flere grunde. Thi beretningerne om at der og der er falden 1½ mand eller så opfylder ofte mange spalter i aviserne, der burde langt kraftigere og sundere føde til, og desuden beleires og plages man hele dagen af klynken og jammertaarer over de danskes uheld i krigen. Disse hersens Skandinavister tilrane sig alle de danske aviser hver gang posten kommer, så at skikkeligt folk må vente gudsjammerligt længe. Trods prof. Munchs antiskandinavistiske manifest er dog det meste skandinavisten, altfor forstokket til at ville vende sig til bod og bedring, og man lader hans ord gåe forbi ørene uden at lade sig i mindste måde anfægte deraf; man læser det ofte ikke.

Du har vel læst beretningen i Morgenbladet om Ole Bull på Tombs herregård. Det digt, som ståer der, skal efter s. 54 hvad jeg har hørt, være af den „berygtede“ Crispinus (ᴐ: stud. Cl. Riis fra Bergen), der endogså offentligen skal være omfavnet af Ole Bull for umagen. Så fortalte idetmindste Holfeldt, som nok kjender Crisp. temmelig godt. Morgbl. vidste det nok ikke; ellers havde det vist ikke optaget det, skjønt det på anden side ikke er sandsynligt, at Bulls gode venner, Stabell og Rolf Olsen, skulde være uvidende om denne omstændighed, hvis den var sand. — Ole Bull havde — som du vel ved — indbudet hele studentersamfundet, af hvilket han er æresmedlem, til sin sidste koncert, og således fik også jeg anledning til at høre ham. Da studentersangforeningen havde afsunget Welhavens sang til hans ære — efter koncertens slutning —, lod han os takke gjennem samfundsdirektøren, beklagede at han ikke kunde komme herop, bad om tilladelse til at dedicere samfundet sin composition „10de decbr.“, som han vilde udgive, og lovede at komme op til os førend han reiste, hvilket han endnu ikke har gjort.

Jødernes monument over Henr. Wergeland skal afsløres den 17de mai, hvorved samfundet skal foranstalte en høitidelighed. En deputation fra jøderne i Stockholm vil komme herhen og være tilstede. Det skal blive morsomt at see slige folk også, formodentlig bliver de budne op i samfundet. Men det er sandt, den demokr. forening skal også festligholde dagen, og jeg foretrækker at være der for at være i samfundet. Hils Thorvald.

Adieu! Lev vel.

Din

M. Birkeland.