Danmarks Breve

BREV TIL: Gunnar Jakobsen Birkeland FRA: Michael Birkeland (1850-07-25)

TIL FORÆLDRENE.
Eidsvold, d. 25de Juli 1850.

Siden jeg sidst skrev Eder til, kjære Forældre, er jeg bleven betydelig bedre baade med Hensyn til Legeme og Sjæl. Min Upasselighed er lidt efter lidt næsten ganske veget bort, og dermed er ogsaa mit gode Humør og en mere oprømt s. 57 Sindsstemning vendt tilbage. Jeg begynder at nyde Livet, som man siger, og Livet i Eidsvold medfører ogsaa ikke faae Nydelser.

Til denne heldige Forandring bidrog ikke lidet en Fodtur, som jeg for en Uges Tid siden foretog til Christiania. Jeg gik paa Nedturen hele Veien, 5¼ Mil, og paa Tilbageveien tog jeg blot Skyds for 1¼ Mil, saaledes at jeg paa Reisen fra Christiania til Eidsvold blot var fra Kl. 11½ om Aftenen til Middagstider den paafølgende Dag. Det var den første længere Tur, jeg har gaaet til Fods; ellers er slige Fodture meget almindelige blandt Studenterne i Ferierne. Dagen derefter var jeg oppe paa Toppen af det mineralrige, 2000 Fod høie Mistbjerg her i Eidsvold; vi vare en hel Mængde Herrer og Damer, og Alt var ganske morsomt og hyggeligt.

Igaar havde vi sogar en Concert, som Rostad, bekjendt som god Violinspiller, gav her ved sin Gjennemreise, i Eidsvoldsbygningen. Publikum var over al Forventning ubetydeligt, saa at han kuns meget nødigen vilde spille, og Nettoindtægten var vel ikke stort over 5 Spdlr.

At jeg har forandret mig lidt i den sidste Tid, ville I let kunne skjønne, naar jeg fortæller Eder, at man her, da man mærkede den med mig foregaaede Forandring, troede eller lod som man troede, at jeg var bleven forelsket. Slig Galskab er imidlertid endnu ikke falden mig ind. Gud ske Lov!

Den gamle Storthingsveteran Tønsager har jeg tænkt paa at besøge med det Første. Du kjender ham nok ikke; thi han var, saavidt jeg ved, neppe paa Storthinget i 1836–37. Det er en meget hyggelig og snild Mand, som jeg oftere og med megen Fornøielse har talt med. Han skal nu atter ind paa Storthinget, rimeligvis for sidste Gang.

I Stavanger Amt bliver vel valgt Ueland og Mossige (hvilket Navn man inde i Christiania siger er det Samme som modsige), kanskee Monsen, men saa faaer man sig vel en ny?

s. 58 Byfoged Christensen faaer døie Adskilligt i Bladene for sit Lag og sin Tale til Statsraad Sørensen i Anledning af den Harro-Harringske Affære. Man harcellerer ham, taler om Forfængelighed og Ærgjerrighed o. s. v. Tillige gjør man opmærksom paa, at han har gjort sig inhabil som Lagthingsmedlem i Tilfælde af Rigsretsaction. Jeg beklager høiligen, at jeg ikke var i Christiania i denne Tid; da kunde jeg kanskee være bleven Storthingsreferent. Overretsprokurator Paludan giver nemlig gratis Undervisning og Veiledning i Hurtigskriverkunsten. Regjeringen har udsat 8 Præmier paa 50 Sp. hver til de Dygtigste, og saa har man siden Adgang til at blive Storthingsreferenter — hvis saadanne ansættes —, sikkerlig med 40 Spd. maanedlig Gage. Det kunde gjøre godt i Pungen! Ialfald kunde man jo lade sig privat engagere af Bladene.

Noget, som kunde have Interesse for Eder her fra Eidsvold, kan jeg naturligvis ikke fortælle. Jeg maa tvertimod befrygte at have kjedet Eder altfor meget ved hvad jeg har skvadroneret op, og slutter derfor med kjærlig Hilsen til først og fremst Moder, Sødskende og Morbroder Tønnes og dernæst Slægtninge, Venner og Bekjendte, som bryder sig om og føle nogen Interesse for

Byfoged, Præsident Halvor Christensen.

Eders hengivne Søn

M. Birkeland.