Danmarks Breve

BREV TIL: Birgitte Marie Birkeland FRA: Michael Birkeland (1860-03-01/1860-05-31)

TIL HANS FORLOVEDE.
(Vaaren 1860).

— — —

Den hele By er fuld af Politik. Kan Du da vente, at jeg skulde være fri derfor? Et Væv af Rygter krydser hinanden; alle gjøre de Paastand paa Troværdighed, og Intet er sikkert. Jeg har kun lidet Haab om, at Sagen interesserer Dig i nogen Maade; men jeg maa skrive af mit Hjertes Overflødighed, og for Øieblikket har Kjærligheden til Fædrelandet og dets Anliggender et saa stærkt Krav, at vor fælles Kjærlighed og dens Anliggender trænges lidt tilbage. Ja, — — jeg kan ikke gjøre mig bedre end jeg er; jeg maa bekjende, at jeg i disse Dage tænker mere paa at finde gode Argumenter for at hævde Fædrelandets Ret, end paa gode Udveie til at skaffe min Kjærlighed sin Ret. Det kommer vistnok deraf, at Øieblikket er af høieste Betydning for Fædrelandets Stilling, medens vor store fråga ikke staaer saa nær for Døren.

I denne Uge, eller senest paa Mandag, maa det Hele være afgjort; thi Tirsdag eller Onsdag skal den store Deputation afgaae til Stockholm, og da vilde det være for seent, hvis man ikke vilde udsætte det Hele til Tirsdag eller Onsdag. I Comiteen skal der være knap Majoritet for Adresse til Kongen uden Udtalelse af Mistillid til hans Ministre; Schweigaard skal skrive Adressen. Der skal have været voldsomme Forhandlinger i Comiteen; Sognepræst H. U. Sverdrup og Sagfører I. Sverdrup angrebe hinanden. Sagføreren kaldte sin Broder „Hr. Sognepræst Sverdrup“, s. 89 og denne titulerede ham igjen i sit S var: „ Hr. Sagfører Sverdrup eller rettere sagt min Broder Johan“. — Nu hedder det, at Statsministeren og de to Statsraader i Stockholm af sig selv ville tage Afsked, hvad enten Storthinget udtaler Mistillid til dem eller ikke. — Tidligere hed det, at den svenske Statsraad Henning Hamilton, der betragtes som Kongens Fosterfader, forsaavidt som han har bestyret hans Opdragelse, og som udøver en stor Indflydelse paa Kongen, paa sine Knæ skulde have bedet Kongen om ikke at sanctionere Storthingsbeslutningen; den kongelige Familie skulde have forestillet ham, at om han gav sin Sanction, vilde han ikke kunne stole paa en eneste Officier i sin svenske Armee.

Jeg hørte netop for en Times Tid siden Welhaven fortælle, at det Rygte havde mødt ham, at Kong Fredrik VII og Grevinde Danner vilde give en Fest for den stockholmske Deputation, naar den kom til Kjøbenhavn (— den reiser med et af Statens Dampskibe —). Welhaven havde i den Anledning sagt til Schweigaard, Deputationens Formand, at saa maatte han føre Grevinde Danner tilbords. „Skulde det virkelig være nødvendigt?“ sagde Schweigaard ganske betuttet og forskrækket. „Ja, det maa Du gjøre,“ sagde Fru Schweigaard. „Grevinde Danner er en meget interessant Dame.“ Det paastaaer Assessor Motzfeldt, som har været dernede til Hove. Han undskyldte sig for Fredrik VII, at han maatte fremtræde for H. M. uden Ordensdecoration, saasom han ikke havde taget nogen med sig; men Kongen sagde, at naar han ikke havde nogen, saa var derved ikke Noget at gjøre.

Men jeg vil ikke længere spænde din Taalrnodighed paa Pinebænken. A. V. Heiberg har været ude i Paasken og giftet sig; hans Kone er idag kommet til Byen, da hun maatte vente til Flyttetid; han giver de forfærdeligste Skildringer af hvad det koster at sætte Foden under eget Bord, og anslaaer det til 500 Spd. mindst. Lidet trøstende. — Disse Vanskeligheder synes mig imidlertid ikke at være af nogen særdeles Betænkelighed. — Ungkarlelivet er ikke s. 90 blot det mest trættende, men ogsaa det ødsleste Liv inde i Christiania.

— — —