Danmarks Breve

BREV TIL: Ole Andreas Bachke FRA: Michael Birkeland (1864-06-16)

TIL O. A. BACHKE.
Kjøbenhavn, d. 16de Juni 1864.

— — —

Paa Nedreisen talte jeg længe med Consul Hepp, der skulde til Gøteborg og derfra videre til Stockholm med sin Familie. Det var vidtløftigt politisk Snak omkring Skandinavismen. Han talte med en vigtig diplomatisk Mine, som om han kjendte sit Hofs Hemmeligheder, men kun turde komme frem med en liden Del af Alt hvad han vidste. Slilinjen var Englands Forslag; Norden havde støttet sig op til og stolet paa England og skulde nu føle, hvad dets Hjælp havde at betyde. Frankrigs Mening var Eidergrænd sen; dets Tid var endnu ikke kommen; Frankrige vilde fremfor Alt et skandinavisk Rige. Skandinavismen var et smukt Livsformaal; enhver ung Mand burde hellige det sine Kræfter. Adskilligt talte han om Handelstractaten med Frankrige, som han tillagde stor Betydning ogsaa i politisk Henseende som en Tilnærmelse. — En Krig ansaa han nødvendig for Skandinaviens Fremtid.

Holst var den Første, som jeg opsøgte; han førte mig til Frederiksen. Han er fuld af ungdommelig Fyr og Flamme, og beklagede sig over, at han, endnu ikke 25 Aar gammel, ikke havde kunnet stille sig til Rigsraadsvalgene. Jeg gjorde i denne Anledning den Refleksion for mig selv, at jeg, om jeg nogensinde skulde være med at lave en s. 107 Forfatning, aldrig vil lade Nogen være valgbar, medmindre han er 30 Aar. Hvilken Skade at tillade Folk i sin pure Ungdom og midt i sin rigeste Udvikling at binde sig til politiske Partier og tvinge dem til at forhærde sig i Meninger, som de siden vanskelig kunne blive kvit, fordi de som „politiske Personligheder“ føle sig bundne ved sine „Antecedentia“ eller ialfald af Andre nødes til at holde fast ved det engang Sagte eller Gjorte. Baade Holst og Frederiksen have vist mig megen Velvillie. Dertil regner jeg ikke, at de begge, den Første i Dagbladet, den Anden i Fædrelandet, have gjort Larm af min lille Brochure, som ydes mere Opmærksomhed, end om jeg havde leveret et grundigt og veludarbeidet Verk; jeg havde ingen Anelse om disse Cntiker, førend et Par Dage efterat de havde staaet i Bladene, og nu komme jo grangivelig ogsaa P. Botten Hansen og G. A. Krohg ansættende — det er jo Cameraderie?

Højesteretsassessor O. A. Bachke.

Af Frederiksen blev jeg indført i Martsforeningen, der holdt Møde i Onsdags. Der var ikke synderlig Interesse ved Forhandlingerne, som mest dreiede sig om indre Smaa-Affærer; dog var der en meget belivet Discussion om Regjeringens Forhold til Slesvig og Slesvigerne, som de Fleste syntes at være enige om at fordømme. Pastor Helveg talte meget heftigt om, at Regjeringen handlede uforsvarligt ved ikke med Strenghed at anvise dem Pligtens og Loyalitetens Vei; han og Flere ønskede, at der var blevet udstedt en Proclamation. Jeg stiftede Bekjendtskab med adskillige Notabiliteter, f. Ex. Etatsr. Flor, Prof. M. Hammerich, God- s. 108 ske Nielsen, Svend Grundtvig m. Fl. Efter Forhandlingerne var der et lidet Afskedsgilde, hvor Ploug udbragte en Skaal for Sohlman (der for et Par Dages Tid har opholdt sig her i Byen) og — mig som Gjæster; da nu den Ene maatte bringes i Niveau med den Anden, brugte han Udtryk om min Ringhed, som gjorde mig inderlig flau. Han kaldte mig en Rolf Krake, der var gaaet ind imellem Fjeldene og havde bombarderet dem, — eller noget Sligt. Jeg synes overhovedet at staae i adskillig Velvillie hos ham; det maa vist være G. A. Krohg, der har gjort Historier om mig.

Lørdag.

Dr. Rosenberg, som jeg i Onsdags mødte hos Frederiksen netop som vi skulde afsted til Martsforeningen, viste mig et Udkast til Program for en dansk skandinavisk Forening. Det var temmelig overensstemmende med vort, men indeholdt en Passus om Sammensætningen af et nordisk Parlament; det skulde bestaae af et Overhus, bestaaende af lige Mange fra hvert Land, og et Underhus, sammensat efter Folkemængden. Jeg fandt en saadan Udtalelse uhensigtsmæssig af den enkelte Forening, som derved paa Forhaand bandt sig lige overfor sine Colleger; de nærmere Detailler burde fremgaae som Frugter af en alsidig Discussion, hvortil hver Forening burde yde sit Bidrag. Rosenberg fandt Udtalelsen nødvendig med Hensyn til Svenskerne. Jeg anstillede, dog ikke uden Forsigtighed, nogle Betragtninger à la L. K. Daa. — Rosenb. indbød mig til sig til Fredag. Jeg traf hos ham — det var en Middag — sammen med Lieut. Rosenmüller, Ploug, Sohlman og Frederiksen. Det var ikke megen skandinavisk Discussion, som [blev] ført. Rosenberg spurgte Sohlman, om han ikke ansaa det hensigtsmæssigt, at Svenskerne dannede sin Forening først, om ikke Danmarks Initiativ vilde vække Anstød. Sohlman syntes just ikke at finde det, men erklærede det meget vanskeligt at danne en Forening i Sverige, og udviklede Grunden dertil; han skulde imidlertid gjøre sit Bedste. Jeg gjorde ham opmærksom paa, at vor Forening havde en meget unionel s. 109 Tendents ved Siden af den skandinaviske, og paapegede den Opfordring, som heri kunde være for Svenskerne til at støtte en saaledes for første Gang fremtrædende Organisation af det unionelle Parti i Norge. Han syntes at lægge mindre Vægt derpaa, end jeg ønskede, og erklærede, at det norske Spørgsmaal for Øieblikket laa aldeles dødt i Sverige; det var kun i øieblikkelige Opbrusninger, det kom frem. Ploug, som først kom senere, gik ud fra, at en stockholmsk Forening burde gaae forud for en dansk, og dermed syntes man at slaae sig til Ro. Forøvrigt var Stemningen ængstelig for, hvad den nærmeste Fremtid vilde bringe. Christian IX var Alle mistroiske imod; han havde gjort sine gode Gjerninger efter adskillig Modstand og med en Utilbøielighed, som berøvede dem al Fortjeneste; nu antog man ham at være ængstelig for at miste en Del af sin Apanage og af den Grund tilbøielig til at indgaae paa en Personalunion. — Rosenberg er en virkelig Revolutionær.

Frederiksen siger, at Monrad er skandinavisk sindet, dog saaledes, at han ikke betragter Skandinavismen som den eneste Udvei. — Bille siges at have forladt Skandinavismen.

Pengene til Dybbøl Menighed — var det ikke til dem? — har jeg leveret Bille, som sagde, at der den næste Dag skulde komme Kvittering i Dagbladet.

Idag har jeg begyndt at arbeide i Geheime-Arkivet. — — Hvad jeg hidtil har faaet fat i, er ikke synderligt. Men jeg har faaet gode Udsigter til en anden Kant.

Jeg føler mig ikke synderlig oplagt til at skrive og slutter derfor. Min Bolig er Nørrebro Dossering, Baggesens Gade Nr. 1, Fru Daue, hvor jeg har to Værelser. Kommer Du her ned — gjør det! — saa kanskee det kan indrettes saa, at Du ogsaa boer hos mig — fortræffelige Omgivelser — Naturen!

Hilsen til Din Kone og alle Venner!

Din

M. Birkeland.

s. 110 Sohlman kommer snart her til Kbhavn. igjen. Hos Rosenberg vare Alle enige om at yde Din Ven Westrem en vis Anerkjendelse. — Vær saa snild hurtig at forsegle og afsende Indlagte. Frederiksen har vist mig megen Artighed og erkyndigede sig med megen Interesse om Dine Forhold.