Danmarks Breve

BREV TIL: Karl 15. FRA: Michael Birkeland (1866-04-19)

OM DIGTERGAGE TIL HENRIK IBSEN. *)
Christianiaden 19de April 1866.

Til Kongen.

Det har i vort Land været erkjendt fra Statsstyreisens Side, at en videnskabelig eller litterær Virksomhed kan være af saa stor Betydning for det Almindelige, at det under de trange, stundom endog trykkende Forhold, som en faatallig Nationalitet og indskrænket Sprogkreds medføre, bliver nødvendigt gjennem vedvarende Understøttelse af offentlige Midler at sætte en Videnskabsmand eller Forfatter istand til udelukkende og med usvækket Kraft at opoffre sig for sit Kald. Af Nationens Digtere, der som saadanne, efter sit eiendommelige Kalds Natur, paa den ene Side ere inderligere knyttede til sit Folks Liv og paa den anden Side stærkere bundne til dets Begrændsning, end nogen anden aandelig Syssels Repræsentanter, — have to af de mest fremragende modtaget saadanne Beviser paa Nationens Erkjendtlighed og Interesse for deres Virksomked.

Det er med disse Exempler for Øie, at Undertegnede — dertil kaldede ved sit personlige Forhold til en fraværende norsk Digter — vove i dybeste Underdanighed at s. 118 frembære for Deres Majestæt en inderlig og varmt følt Bøn om, at Deres Majestæt i Naade ville befale fremsat for det forsamlede Storthing en Proposition om Bevilgelse af en aarlig Understøttelse for Henrik Ibsen, svarende til den, der er tilstaaet A. Munch og Bjørnstjerne Bjørnson.

Det være os tilladt, idet vi underdanigst henholde os til den af Ibsen selv i 1863 til Regjeringen indgivne Ansøgning om en saadan Understøttelse, i hvilken Ansøgning en kort Oversigt over hans litterære Virksomhed er givet, endvidere at henlede Opmærksomheden paa, at Ibsen siden den Tid ved sine tvende nye Verker („Kongsemnerne“, historisk Skuespil i 5 Acter, Christiania 1864, og „Brand, et dramatisk Digt“, Kjøbenhavn 1866), har ikke alene tilfulde stadfæstet og bestyrket den Dom om hans rige Begavelse og Forfatter-Virksomhed, som allerede dengang en stor Kreds i hans Fædreland fældte, men ogsaa — ved det sidstnævnte, for en Maaned siden udkomne Verk — tildraget sig en Opmærksomhed og Anerkjendelse ogsaa udenfor sit Fædreland, der kan tjene til Betryggelse for, at Opfattelsen af hans Digterværd ikke beroer paa en flygtig Døgnstemning. Det kan formentlig med Sandhed siges, at Henrik Ibsen efter den almindelige Opfattelse indtager en fremragende Plads blandt Nationens Digtere, og at hans litterære Virksomhed er af særdeles Betydning for vor Litteratur og dermed ogsaa for vort nationale Livs Udvikling. I denne Digterens erkjendte Stilling see vi den Garanti, som Staten maa kræve, naar den paa den ene Side ikke vil lade store Talenter hjælpeløst fortabes eller rige Kræfter gaae til Spilde for Folkets Aandsliv, og paa den anden Side hverken kan eller vil indlade sig paa en Rundhaandethed i Understøttelser, der ikke kunde bestaae med sund Økonomi og vel endog kunde være til Skade for det aandelige Liv.

Idet vi derfor antage, at i denne Sag Conseqventserne vel kunne paaberaabes til Fordel for Ibsen, men ikke til Skade for ham, bede vi om i Underdanighed endnu at turde bemærke, at Henrik Ibsens Livsvilkaar stedse have været s. 119 sande Digterkaar, at hans Liv hidtil har været uafbrudt Kamp for Existencen, og at han imødeseer en Fremtid, der ikke er lysere end hans Fortid. I de to sidste Aar har han — med Familie — opholdt sig i Rom, understøttet af Staten med et Stipendium af 400 Spd. og hjulpet af sine Landsmænd hjemme. De Efterretninger, som ere komne hjem, have skildret hans Kaar som i høi Grad trykkende. Det Honorar, han kan opnaae ved litterær Virksomhed, er maaskee stort nok til, at en Mand ikke døer, men ganske vist altfor lidet til, at en Digter kan leve.