Danmarks Breve

BREV TIL: Christian Walter Bruun FRA: Michael Birkeland (1867-07-27)

TIL OVERBIBLIOTHEKAR CHR. BRUUN.
Chr.a, 27 Juli 1867.

Hr. Justitsraad!

Det er mig en Fornøielse at kunne meddele Dem nogle Oplysninger angaaende Liers og Askers Sognekalds Besættelse, medens Rostgaard var Oversecretær i Cancelliet.

Overbibliothekar Chr. Bruun.

Liers Sognekald hører den Dag idag til Landets største. Det bestaaer af tre Sogne: Frogner, Sylling og Thrandby. Det betjenes af en Sognepræst og en residerende Capellan, og der er Spørgsmaal om Ansættelse af en tredje Præst, s. 127 dersom Kaldet ikke deles. I Begyndelsen af forrige Aarhundrede var Kaldet meget større. Bragernæs og Strøm sø — der sammen med Tangen udgjøre Byen Drammen — hørte derhen som Annexer, og dette store Lier Kald betjentes af en Sognepræst og to residerende Capellaner. Sognepræsten boede indtil 1651 paa Lier (Frogner) Præstegaard; men da Hovedkirken i dette Aar afbrændte, flyttede Sognepræsten uden Videre til Bragernæs og lod Lier bestyre af en derboende residerende Capellan. Den anden residerende Capelian boede (ligesom Sognepræsten efter 1651) paa Bragernæs, hvor der siden 1620 havde været Kirke; men da Strømsø i 1666 fik sin egen Kirke, flyttede han did. Frogner Hovedkirke blev først gjenopført i 1694 ved den daværende Sognepræst Mag. Hans Angells (om hvem se Hesselbergs Efterretn. ang. Strømsø S. 107 f.) Omhu; men Sognepræsten blev fremdeles boende paa Bragernæs. I Lier syntes man ilde om dette Forhold, og i 1723 ansøgte Bønderne om, at Bragernæs maatte blive fraskilt Lier, og de faae sin særskilte Sognepræst. Biskop Deichman, hvem Sagen blev sendt til Erklæring, forestillede Sognepræsten, den før nævnte Mag. Hans Angell, der synes at have været en fortjent og anseet Mand — han havde havt Tilbud om Christianssands Bispestol —, at Menigheden havde god Grund til at beklage sig over det daværende Forhold, at Sognepræsten og den residerende Capellan vanskelig kunde undgaae Strid og Splid, og at Sognepræsten paa Bragernæs kunde have sin Subsistence uden Lier. Biskoppen foreslog Præsten, der var en gammel Mand, at give sit Samtykke s. 128 til Fraskillelsen og samtidig at søge om det særskilte Lier Sognekald for sin Søn Lorents Angell, der havde været hans personelle Capellan og i to Aar havde forestaaet det residerende Capellani — hvis Indehaver Mikkel Sverdrup var under Tiltale og suspenderet. Præsten gik ind paa og Biskoppen anbefalede en saadan Ordning, der gjorde Indvilgelsen af Almuens Ønske mulig. Lier fraskiltes Bragernæs; Sønnen fik det første, Faderen beholdt det sidste — Alt efter K. Br. 17de Decbr. 1723. Foranstaltningen var i sig selv utvivlsomt hensigtsmæssig; at Sønnen fik det nyoprettede Embede, var naturligt, da dette maatte betragtes som en Betingelse for, at Faderen samtykkede i Delingen, som han ikke var forpligtet til at finde sig i. Lignende Foranstaltninger ere ofte trufne og skee fremdeles, uden at der opstaaer Mistanke om Bestikkelser. Sagen behandledes med Omhu i Cancelliet; den blev sendt tilbage for at faae nærmere Oplysning angaaende et underordnet Punct. Blandt de flere Dokumenter angaaende Sagen, som findes i Rigsarkivet, er ogsaa et Brev fra Mag. H. Angell til Hans Jørgen Soelberg »Marchand å Copenhague«, hvori han beder denne meddele Rostgaard nogle Oplysninger om Sagen og — — — »recommendere min Ansøgning til en god Expedition med min underdanig Compliment, som jeg selv skal aflægge, dersom jeg var forsikret om den blev ikke ilde optagen« Vil man lægge nogen særegen Betydning i disse Ord, maa det ialfald ikke glemmes, at Oversecretæren har ladet dette Brev ligge ved Sagens øvrige Dokumenter.

Dersom De ønsker Afskrift af Deichmans Erklæring, skal det være mig en Fornøielse at skaffe Dem en saadan, naar De vil give mig et lille Vink derom med Opgivende af Datoen for den kongl. Res.

Hvad derimod Asker angaaer, maa jeg beklage, at jeg ikke kan skaffe Dem nogen tilfredsstillende Underretning. Af B. Moes Tidsskr. f. n. Pers. Hist. I, 525 sees, at dette Kald var ledigt i 1723. Af Klokker Svendsens Optegn. — s. 129 det var en nylig afdød Giessing, der har skjænket endel haandskrevne Kvartbind om Akersh. Præsteskab m. V. til Univ. Bibl. — seer jeg, at Præsten døde 23 August 1723, og at Efterfølgeren tiltraadte Embedet 1723. Jeg har nu gjennemgaaet Indlæggene f. 2det Halvaar 1723 og — for det Tilfælde, at Notitsen om Tiltrædelsen skulde være feilagtig — endog f. 1ste Halvaar 1724, men Intet fundet. Imidlertid oplyser Svendsen om den ikke uvæsentlige Omstændighed, at Eftermanden tidligere havde faaet Succession paa Embedet; men uheldigvis er Tiden for denne Expectance-Bevilling ikke opgivet.

Muligens kan Sagen opklares nede i Danmark. Jeg kan ikke skjønne rettere, end at der enten i Cultusministeriets (tidligere Cancelliets) Arkiv eller i Geh. Ark. maa findes Protocoller, hvori Cancelliets Forestillinger eller Indstillinger til Kongen ere indførte. Hos os have vi ikkun faaet afleveret ufuldstændige Concepter; men man har vist havt Protocoller, maaskee fælles for begge Riger. Her kunde man altsaa søge Oplysninger.

Jeg vedlægger Afskrift af Svendsens — for saa nye Tider uden Tvivl paalidelige — Efterretninger om vedk. Sognepræster.

Jeg beklager, at jeg ikke kan skaffe Mere, men skal med Fornøielse være til Tjeneste, naar De maatte ønske nogen Oplysning herfra i denne eller andre Sager.

Med Tilbagesendelsen af Notitserne om Nobel etc. haster det ikke. Jeg beundrer meget, hvorledes De finder Tid til saa mange vigtige Arbeider; ja det er mig ufatteligt, at et Menneske kan faae Tid til saa meget. Jeg vil kun ønske, at Deres Helbred ikke maa lide under en saa storartet litterær Virksomhed.

Prof. Bugge er for Tiden fraværende. Han reiser om paa Landet, hovedsagelig, formoder jeg, paa Runejagt. Hans Runeverk kan endnu neppe siges at være paabegyndt; der er kun taget en liden Del Tegninger; men mange Materialier har han uden Tvivl samlet.

s. 130 Af litterære Nyheder er her neppe Noget, som kan være af Interesse i Kbh. I Søndags stod i »Vort Land« at læse en »Anmeldelse og Indsigelse« mod Hr. S. Grundtvig og hans Paastande ang. Oldlitteraturen, navnlig Eddadigtene. Stykket i »Vort Land« tillægges E. Sars, som De maaskee kjender som en særdeles dygtig og begavet Mand. Jeg troer imidlertid ikke, at hans Optræden vil vinde synderlig Bifald hos de mest competente Dommere hertillands — jeg tænker navnlig paa S. Bugge og Rygh. Vistnok har man taget Forargelse af, at Gr. beskylder Keyser, som vi netop betragte som en i høi Grad sanddru Mand, for mislig Omgjængelse med Sandheden; men paa den anden Side ere visselig de competenteste lidet tilbøielige til at overtage nogen egentlig Solidaritet i de Munch-Keyserske Hypotheser paa enkelte Felter af Oldhistorien. Men har Grundtvig været nærgaaende mod K., saa har han faaet det igjen med Rente og Rentes Rente.

L. Daae beder jeg hilset.

Venskabeligst
Deres

M. Birkeland.