Birkeland, Michael BREV TIL: Birkeland, Birgitte Marie FRA: Birkeland, Michael (1873-05-09)

TIL HANS HUSTRU.
Kjøbenhavn 9de Mai 1873.

Det er vel paa Tide, at jeg fortæller Dig Noget om Livet her i Pensionen. Kl. 772 bringes her ind til En en stor Kop Kaffe med nogle opskaarne Stykker Franskbrød (med Smør paa) og en Kage. Dermed venter man til Kl. 111/2 eller 12, da man sætter sig tilbords og nyder sin Frokost eller Lunch. Kl. omtr. 41/2 spiser man Middag, og man bliver da i Almindelighed siddende i Dagligværelset, indtil man har nydt sin Kaffe. Kl. Q kaldes man til Aftensmaden, hvorefter man igjen bliver siddende en Times Tid, en Whist arrangeres for de Ældre o. s. v. Man spiser for mange Gange og for meget; det er det, som jeg har mest imod; jeg agter ogsaa noget at afændre Skikken for mit Vedkommende. Forøvrigt er jeg meget vel fornøiet. — —

Her er endel unge Piger her i Pensionen, deriblandt en svensk Frøken Lovén, hvis Stemme jeg oftere hører igjennem den tynde Væg mellem mit og hendes Værelse. En Frøken Møller, en Dame fra Bergen, som synes at være meget intelligent og at have megen Character, lader til at have Noget at sige i Huset, jeg veed ikke i hvad Egenskab. Forøvrigt er der nogle ældre Frøkener og Fruer samt fire Herrer foruden mig: General La Cour, hans Søn Lieutenanten, en Capitaine Petersen og K.herre Oberst Brandt (fra Norge); — ialt formoder jeg — jeg har aldrig talt dem —, at der kan være en 12–14 Personer ved Spisebordet. Vi boe i 2 til hinanden stødende Gaarde. Fru Schow er en ganske statelig Kone, og hun, som alle Andre her i Huset, lader til at være ganske tækkelige Folk. De, jeg synes bedst om, er General La Cour, en meget gammel Mand, der taler om sine norske Vaabenkammerater fra 1814, som om de endnu levede, forøvrigt en Mand af Intelligents, — og Frøken Møller, der forresten hverken er saa ung eller saa smuk, at hun bør forurolige Dig; jeg synes, hun ligner en. af Frøkenerne Balchen, jeg husker ikke hvilken.

s. 208Kjøbenhavn 10de Mai 1873.

Jeg gjorde idag Visit hos det kongl. Bibliotheks Bestyrer, Justitsraad Bruun, og hos Geheimearkivets Bestyrer, Conferentsraad Wegener, ligesom jeg iforgaars (Bededag) var hos Universitetsbibliothekets Bestyrer, Prof. P. G. Thorsen Den Sidste, der har vist mig uforglemmelig, næsten rørende Velvillie, klagede over, at hans Helbred havde været og var daarlig. Han var saa inderlig glad ved at have været med at fremkalde et saadant Arbeide som Gustav Storms over Snorre Sturlassøn; han havde følt Lise ved at tænke derpaa forleden Nat, da hans Svaghed hindrede ham i at sove. Han yttrede sit fulde Bifald til, at Bugge og Rygh tænkte paa at udgive sit Runeverk, efterhvert som de bleve færdige med de enkelte Runestene, uden at følge den tidligere paatænkte locale Ordning; den practiske Plan, Lange havde udkastet for det norske Diplomatarium, billigede han aldeles, og han havde bidraget Sit til, at det samme Princip ogsaa blev lagt til Grund for det nu udkommende Kjøbenhavns Diplomatarium. Wegener syntes mig temmelig uforandret. Han affecterede stor Svagelighed og holdt sig jævnlig for Brystet; men da Samtalen blev livligere, og især da vi kom ind paa Politiken, glemte han ganske sin Sygelighed. Om Biskop Monrad udtalte han sig med stor Iver, og det lod til, at han ansaa ham for en for Danmark skjæbnesvanger Mand. Han havde i nogen Tid været hans Lærer og ydede hans Evner og Dygtighed megen Anerkjendelse. Men Monrad var efter hans Mening ligesom besat af Ærgjerrighedens og Magtbegjærlighedens Dæmoner, og det lod til paa ham, at han troede, at Monrad nok kunde optræde i en ny Skikkelse, naar Magtens Veie krævede det. M. var, som jo ellers er bekjendt nok, den egentlige Forfatter af den danske Grundlov; dengang gjaldt det for ham, efter W.s Forestilling, at udelukke Lensbesidderne, Adelen og Godseierne fra al Magt, idet der ikke var Tanke eller Tale om Andet, end at Trediestandens Intelligents vilde kunne hævde Magten og føre Tøilerne. Monrads seige og dum-s. 209dristige Fastholden af Magten i 1864 dadlede han og mente, at den havde bidraget til, at Freden blev saa haard. Paa den nyseelandske Expedition havde han tilsat sin Kones Formue. Som Præst havde han ikke kunnet holde sig i Ro; de Foredrag, han havde holdt („Drømmerierne“), omtalte W. med Ringeagt, ligeledes hans to Gange gjentagne forgjæves Anstrængelser for at blive indvalgt i Rigsdagen — hvorved han havde compromitteret sig ved at skrive til J. A. Hansen om Hjælp, men faaet afslaaende Svar, uagtet han havde forestillet J. A. H., at denne kunde ærgre Bille ved at faae ham valgt, — samt hans Optræden som Candidat til Bispe-Embedet. Hall characteriserede W. som doven og letsindig, men anerkjendte ogsaa her Dygtigheden. Klein og Krieger omtaltes rosende. Udenrigsministeren, Rosenørn-Lehn, som han havde havt til Discipel, erklærede han for agtværdig, med gode Intentioner, megen Samler-Iver (det laa til Familien), men uden Begavelse og uden nogensomhelst Fremragenhed; derimod var den Rosenørn, som tidligere havde været Minister, men nu Overpræsident, en dygtig Mand. — Naturligvis viste W. mig sit „lille“ Bibliothek og den græske Inscription af Julianus Apostata. Det var rigtig en misundelsesværdig Samling og et hyggeligt Locale. Han klagede over, at hans Tid gik hen med alskens Forespørgsler; sin bedste Tid havde han havt i Sorø i. de senere Aar, han var bosat der. Han udtalte uden Foranledning fra min Side sit Bifald til den Opfattelse af Forholdet mellem Danske og Nordmænd, der var udtrykt i mit Foredrag „Vore Fædre“, og fortalte nogle smaa Erindringer fra sin Barndom, der vidnede om, hvor venligt og hjerteligt Forholdet var, skjønt det ikke udelukkede noget vist godmodigt Drillende; man troede dengang stundom at mærke, at Nordmænd ligesom havde et Fortrin ved Embedsbesættelser, hvilket nok kunde give Anledning til smaa Drillerier mellem Danske og Nordmænd, men ikke fremkaldte Uvillie.

Der er et mærkeligt Hoved og Ansigt paa Wegener; mig tiltaler det ikke; han seer ud som en Drage, der ruger s. 210over Guld, og nok kan sprude Ild og Edder. Imidlertid fik jeg dog af denne Samtale, den længste, jeg nogensinde har havt med ham, et gunstigere Indtryk, end jeg tidligere har havt af ham, og dertil bidrog meget, at den sædvanlige stærke Affectation ligesom gik bort under Samtalens Liv. Han var meget venlig og opmuntrede mig til at reise lidt om i Danmark; man gik altfor ofte ud fra, at Kjøbenhavn var Danmark.