Danmarks Breve

BREV TIL: Birgitte Marie Birkeland FRA: Michael Birkeland (1873-07-21)

TIL HANS HUSTRU.
Kbh.21 Juli 1873.

— — — Jeg skriver saa jeg er lei deraf. Ikke alene sidder jeg paa Arkiver og Bibliotheker fra Kl. 10 til 4½ (dog med et Mellemrum af omtr. ¾ Time Kl. 12, da jeg gaaer hjem); men jeg har ogsaa faaet udlaant Manuskripter til Brug hjemme, som jeg sidder og skriver af. Der er Dage, da jeg regner min Arbeidstid til 10 Timer. Jeg maa være glad ved, at jeg nu er saavidt bra, at jeg taaler en saadan Arbeidstid; men jeg skyer ethvert unødvendigt Tillæg i Arbeidet.

I Fredags spiste Bruun med mig i Pensionen. Derpaa drog vi ud paa Landet, til Klampenborg, Fortunen og s. 218 Lyngby, saa ind til Byen, hvor vi spiste Aften paa Tivoli. Han er nu alene hjemme; Kone og Børn har han sendt til Jylland, og jeg vilde gjerne vise ham nogen Opmærksomhed.

I Pensionen er der nu saa Faae, at det vist er sørgeligt, ialfald for Fru Schow. Frøkenerne Møller og Meulengracht, Captein Petersen med Frue og jeg ere de eneste; Frøkenerne Schow ere reiste hjem til Randers i Ferierne. Jeg glemte Hr. Lauritzen, der boer midt paa Dagen her, om Natten, Morgenen og Aftenen ude paa Klampenborg. Han har været mange Aar i Brasilien og lagt sig til Formue; han har med sig en Søn, som skal i Skole. Han fortalte mig i en Fortrolighed, som kom noget hovedkuls, om at han ikke havde været gift, som han sagde, fordi han og hans Dame var af forskjellig Religion, og blandet Ægteskab ikke kunde indgaaes i Brasilien, hvorledes han som Capitalist efterstræbtes af giftesyge eller speculerende Damer etc. Han har Intet at bestille og morer sig med at conversere og gjøre Cour til de unge Damer; han forstaaer ogsaa ganske godt at vedligeholde en saadan spøgende, drillende og intetsigende Conversation, som passer for Smaapigerne.

Jeg har næsten opgivet Tanken om at komme hjem til Studenter-Jubilæet, naar dette bliver den 12te August. Jeg kan ikke engang, saavidt jeg nu skjønner, tilnærmelsesvis blive færdig til den Tid; jeg veed jo ikke, naar jeg kan komme næste Gang, og det hele Øiemed er mig altfor vigtigt til, at det kan sættes tilside for Ønsket om at træffe gamle Kammerater. Det er især Bruun, som opmuntrer mig til at blive. Dersom ikke pecuniære Hensyn skulde være til Hinder, vil jeg helst blive her August Maaned, muligens nogle Dage af September med. At reise til Chr.a og derfra ned til Kbh. igjen, vilde koste c. 30 Spd., som jeg kunde anvende bedre; dette Forslag af Svoger Ole har jeg ikke kunnet gaae ind paa.

Det er Absolutismens første Dage (1660–70), som især beskjæftiger mig. Fortæl Bedstemoder, at jeg nylig en Dag holdt paa at gjennemgaae Dronning Sophie Amalies s. 219 Copibog 1661–68, hvori jeg fandt Spor til det stolte og hævngjerrige Sindelag, man tillægger hende. Hun forfulgte ganske ordentlig en Kjøbmand, som havde narret hende og ikke betalt paa Dagen; han maatte ordentlig pønitere, og hun optraadte, som om hun var Konge, og udstedte formelige Befalinger i denne Anledning. Tidligere har jeg havt fremme et Brev til Leonora Christine (Ulfeldt) fra hendes Søster Christiane, Hannibal Sehesteds Kone. Det vidner om, hvilken slet Forstaaelse der var inden den Familie; det er øiensynligt, at de have havt for Skik at give hinanden Fantord og Stikpiller, og Frøken Christine, der føler sig sin Søster underlegen, skriver i en furten og meget ubehagelig Tone. »Jeg haver altid troet,« siger hun, »at det var Alvor, som mig er bleven sagt, at det ikke var for min egen Skyld, at jeg ikke var lidt, men for min Mands Skyld, men nu seer jeg, at jeg haver taget Feil.« Det er altsaa givet, at Hr. Hannibal var forhadt i Slægten; men det var nok saa med dem Alle, at de følte Mistroe til hinanden og endog hadede hinanden. Fru Kirsten Munk var Chr. IV utro som Ægtefælle og forraadte ham politisk, naar hun kunde komme til; hun opdrog sine Børn slet, og hendes daarlige Sider synes at være gaaet i Arv. — En Gravskrift over Fru Inger af Østraad, som maaskee er ukjendt, har jeg fundet, foruden meget Andet. lalt har jeg vel afskrevet 50 å 100 Ark.