BREV TIL OPTAGELSE I „DØLEN“.
(En litterær Spøg af M. Birkeland).
Daae, Ludvig. Om Spor af Trældom hos den norske Almue i nyere Tid. (Særskilt Aftryk af Videnskabernes Selskabs Skrifter). Christiania
1869. 67 S. 8.
Vi skulde ikke have nævnt denne ubetydelige Piece af en Forfatter, som kun ved sine Arbeiders Rumfang indtager en Plads i Litteraturen, dersom vi ikke fandt den baade i Indhold og i Form særdeles characteristisk. Fremstillingens Aandløshed og Smagløshed slutter sig her værdigt og harmonisk til Indholdets Ubetydelighed eller endog Vrøvlevorrenhed. Her som næsten overalt ved de i den sidste Tid udkomne Arbeider, som give sig ud for at være s. 236historiske, har man Anledning til at sande Welhavens Ord om vore Historikere, at det Eneste, de finde ud, er, at Kari Skindstak er Datter af Kari Træstak, og over slige Opdagelser kagle de som over et Rokæg. Denne Forfatter bilder sig ind, at der hos vore frie Odelsbønder, der saa længe have været Gjenstand for Norges Stolthed og Udlandets Misundelse, endog i forrige Aarhundrede, og Gud veed om ikke i dette, findes Spor af Livegenskab! Det Eneste, som han har formaaet at bringe i Marken, og som skulde indeholde Skygge af Bevis, er nogle gamle Actstykker angaaende Bøndernes Arbeidspligt til Klostrene, som siden, i Danskevældets og den nationale Fornedrelses Tid, gik over til en Rettighed, der hørte til de kongelige Slotte og deres Lehnsherrer, og som fik en vis Lighed med det for de danske Bønder ligesaa characteristiske som historisk velfortjente Hoveri. Og de norske Bønders Vornedskab beviser Forfatteren naturligvis ligesaa let af nogle Yttringer af N. D. Riegels, en bekjendt dansk Hofsnog og Fyrstesmigrer i forrige Aarhundrede, der har skrevet om „Nordmandens haarde Bygdelænker“. Man kan ikke undre sig over her atter at see gjentaget en af vore mest indskrænkede Kvasihistorikeres futile Paastand, at Træhesten oprindelig er opfunden i Norge og derfra kommet til Danmark. Overalt brisker Forfatteren sig med en intetsigende og forvirret Lærdom, som han henter fra et forlængst forældet Verk „Geschichte der Leibeigenschaft" af Sugenheim, en af Absolutismens og Obskurantismens værste Haandlangere.
Piecens eneste Fortjeneste er, at den paa en haandgribelig Maade blotter Tendenserne hos en liden, men i sin bornerte Forvildelse utrættelig Klik. Saa vidt er det kommet, at vor frie Bondestand skal fremstilles som en jammerlig vorned og hoveritrykket Race, — hvorfor? Kan man spørge? Naturligvis for at vise, at den norske Bonde ikke har været et Haar bedre end den danske, og dermed berede Veien for en Sammensmeltning, der er umulig, saa-s. 237længe Nordmanden beholder tilbage en Rest af sin gamle Selvfølelse. Her, som paa alle andre Felter, gjælder det at udrydde alle Spor af den nationale Bevidsthed om eget Værd og om det sande Forhold til andre Folkefærd for at lette en Amalgamation, der vil blive gamle Norges Ligkiste. Det er sørgeligt, at netop Fædrelandshistorien, der ellers overalt er den nationale Følelses kraftigste Støtte, stadigen forvanskes og forhaanes af nogle forblindede Folk, der have anmasset sig det Navn af norske Historikere, som fordum bares af Mænd, der vare Nationens Stolthed, — af Keyser, Munch og Lange. Man tænke sig ligeoverfor dem Mænd som — Ludv. Kr. Daa, alle nationale Bestræbelsers svorne Fiende, — T. H. Aschehoug, der i politisk Fanatisme eller Beregning har søgt at udslette Aaret 1536 med dets harmfulde Erindringer og advarende Minder af vor Historie, — H. J. Huitfeldt, der endog drister sig til at optage vitterlig falske Diplomer i sit af det Offentlige understøttede Diplomatarium, — N. Nicolaysen, der ikke tager i Betænkning at forsvare den danske Voldsmand Eske Bildes kirkenedbrydende Virksomhed, — M. Birkeland, hvis Aandløshed og Mangel paa virkelig Kundskab er lige fremtrædende, hvad enten han fungerer som Partiets politiske eller som dets historiske Tutarhorn, — Y. Nielsen, der har udslettet Kong Sverre af vor Historie for at sætte sin Patron St. Aschehoug i Steden, — /. Løkke, der haardnakket arbeider paa at udslette vor sproglige Tilværelse saavel i Fremtiden som i Fortiden, o. s. v. Vil man maale hele Udstrækningen af den Depravation, som gjennemtrænger vore kvasividenskabelige Kredse — eller maaskee rettere sagt vore næringsdrivende Litterater —, behøver man kun at gjenkalde sig i Erindringen det sørgelige Factum, at selv Mænd som Rygh og Bugge, der dog ingenlunde kunne frakjendes en vis videnskabelig Begavelse, i den Grad vise sig „dominerede af Skraalet“, at de, stundom ved sin Tale, men endnu oftere ved sin Taushed, forraade vor Nationalitets vigtigste og utvivlsomste Rettigheder, — vi tænke paa Nordmændenes s. 238udelukkende Eiendomsret til Oldlitteraturen og Oldsproget, Indvandringen nordfra, de vestfoldske Kongers Rige i Slesvig o. s. v.
Engang maa og vil den norske Nationalfølelse reise sig med Kraft mod dette Uvæsen, der truer med at forgifte og undergrave vor aandelige og politiske Tilværelse. Lad det saa for et Øieblik blomstre kraftigt i Ly af den almindelige Usselhed! Universitetet, dette Prytaneum for vor aandelige Impotents, vil ogsaa denne Gang vide at belønne Hr. L. Daae, som det tidligere paa alle Maader har begunstiget fremfor virkelige og selvstændige Videnskabsmænd. Vi erfare, at Hr. Daae er en af Ansøgerne til den ledige Bibliothekarpost ved Universitetet, og vi kunne godt forstaae, at den usle Piece, som vi et Øieblik have dvælet ved, er at betragte som hans Habilitationsskrift. Man maatte være meget ukyndig om den Vind, der blæser i vort Samfunds høiere Regioner, dersom man tvivlede om, at Hr. Daae vil blive foretrukket for sine værdige Concurrenter, blandt hvilke vi alene skulle nævne Hr. Siegw. Petersen, hvis klare, ukunstlede Fremstilling og varme patriotiske Opfattelse af Fædrelandets Historie en stor Almenhed har lært at kjende og agte.