Sødring, Christopher Hansen BREV TIL: Sødring, Christen; Sødring, Christopher; Sødring, Johanne Louise; Sødring, Marius Frederik Carl Adolph; Sødring, Rose Cecilie FRA: Sødring, Christopher Hansen (1866-09-09)

(Fra C. Sodring.)
Paris, d. 9. Septbr.

Kjære, elskede Børn!

I Dag Søndag har jeg i Sinde at fortælle Eder lidt om vore Farter. Sagen er, at det kniber voldsomt med Tiden! Siden jeg sidst har skrevet til Eder, have vi været 2 Gange i Théâtre Lyrique. Vi hørte den ene Gang »Don Juan« 12) og i Gaar »Faust«! Hu-ha, det kan man kalde Stemmer! Hvilken Margrethe 13) og hvilken Faust! Det er vidunderlig dejligt! Paris, Du er henrivende! Alt overgaar ganske og aldeles mine Forventninger! I Gaar gik Moder s. 19og jeg ene omkring i denne Kæmpestad. Moder er i det hele brillant! Hun har en vis Maade at gøre sig forstaaelig paa overfor Pariserne, som fuldkommen strækker til. Tænk Eder, elskede Børn, nu er hun kommen saa vidt, at hun i Gaar Aftes sad paa Boulevarden med Goldschmidt og mig Kl. 12½ — da vi nemlig kom fra Lyrique — og drak The! Uagtet det var Midnat, var det dejligt at sidde dér, og saa s. 20besynderligt er det her, at ved Marmorbordet os nærmest sad to Blusemænd, jævne Arbejdere, og drak deres Vin, ganske som om de altid var blevne betjente paa Marmor.

Keiserfamilien.

Sig til Stine, at hun maa komme herover og købe Suppeurter næste Gang, vi skulle have Kjødsuppe. Jeg skal nemlig sige Eder, kjære Børn, at naar I overdække en Plads større end Kongens Nytorv med Glastag og støtter Taget med Søjler samt saa tager det meste af den Marmor, der findes i Danmark, og laver Borde deraf og saa gaar ud til Etatsraad Rothe og siger ham fra mig, at man i otte Dage ganske og aldeles maa ophøre med at befordre paa Banen andet end Suppeurter, Kæmpepærer, Nødder, Ferskener, Figen, Druer, Blomster, Fisk, fordi I sikulle bruge alle disse Sager til dermed at fylde den Hal, I har lavet, saa kan det være (men det er s’gu ikke sikkert), at Hallen kan blive som den, vi saa i Gaar. Dog, bliv lidt, I maa rode Eder ned i Jorden og lave en Jernbane under Hallen, og saa maa I forskaffe Eder et vidunderligt kvindeligt Personale, der snakker og leer og synger og tripper, gestikulerer og lyner med sorte Øjne, først da ere I færdige med Hallen, og saa ere I endda ikke færdige, thi Aanden, der er over det hele, er ikke til at faa noget andetsteds end her. Disse høflige, venlige Folk, rigtignok glubende iltre efter Francs og sous, ere uforlignelige, og intet formaar at kalde dem frem uden netop den franske Jordbund.

Moder blev i Gaar næsten grædefærdig, da hun s. 21saa en sød lille Pige paa 5 à 6 Aar komme gjennem Folkevrimlen, smykket med en Krans om Hovedet og en Uendelighed af Baand. Hun — Barnet nemlig, ikke Moder — var prisbelønnet den Dag i Skolen.

Vi ville i Dag til Versailles. I Gaar vare vi i Tuillerierne. Mage til Pragt har jeg aldrig set! Gid jeg ret kunde beskrive Eder det, men det er umuligt. I Palais Royal i Forgaars blev vi Vidne til den Ugenerthed, hvormed man her »holder frem«! Palais Royal har en lille Have — tænk paa Ridebanen i Kjøbenhavn, tænk Eder, at der i Løngangene var pragtfulde Boutikker underneden og Restaurationer ovenpaa, plant nogle flere Træer, end der alt er plantet, og sæt saa Børn fra Rosenborg Have midt ind paa Pladsen, saa spørger jeg Eder, hvad I vilde sige, naar et af disse Børn uden videre blev afdækket, saa at Guds nøgne Skabelse kom frem og aabenlyst blev sat, i Virksomhed?

Næste Gang skal jeg give Eder en omstændelig Beretning om Versailles, men der maa vi ud een Gang til, thi det forslaar ikke med Tiden!

Hvorledes gaar det med Fabrikken? Tak for Brevet, Rose! Det var et yndigt, rart Brev. Hils Holmblad! Hils Niels 14) og Niels Formand paa Fabrikken! Hils Christen og Marius kjærligst! Tak, kjære Børn, for Eders kjærlige Breve! —

Eders
Fader.