(Fra J. Sødring i samme Brev.)
Mandag, den 10. —
Elskede Børn!
Gud være evig takket, for at I ere raske og har det godt! I veed, at vor Glæde er aldeles afhængig af Eder. — Tak for det rare Brev, min søde Rose! Vi kom hjem i Gaar Aftes og blev henrykte, da Portneren rakte os Brevet! Glem ikke at skrive, om Meta er kommet. Drikker I The Kl. 7? Spiser I præcis Kl. 4? Kommer Drengene i rette Tid i Skole? Svar mig paa alt det! Fik I Chokolade paa Christens Fødselsdag? Var I i Folketeatret? Har Holmblad været hos Eder? Hvorledes gaar det med Teatret?
Nu lidt om Paris! Ja, Børn, det siger jeg Eder, Paris er aldrig blevet beskrevet, det er Sødrings og min Mening. Det Liv, den Skjønhed, det storartede Præg, der er over det hele, den Venlighed og det overordentlige Galanteri hos alle lige ned til Blusemænd, det kjender man ikke Mage til, og det gjør man sig ingen Idé om.
Forleden hørte vi »Faust« i Theâtre Lyrique. Hvilken yndig Margrethe! Jeg græd, jeg var henrykt! Der skulde I høre et Publikum! Det maa være morsomt at spille en udmærket Rolle for dem. De gribe enhver lille Smule saa udmærket! I Galleriet var der en Del Blusemænd, der stampede med Fødderne, raabte »da capo«, og naar de Folk faar et Indfald, saa nytter det ikke at tænke paa, at de skulde opgive det. Nei, paa det Lag! Soldaterkoret, s. 23som, gaar glimrende, maatte om igen! Ja, det er et elskværdigt Folk, det franske — i Glæde, men vistnok et rædsomt Folk i Revolution! Her soves aldrig, lader det til. Vi høre Liv og Lystighed Kl. 2 om Natten og Kl. 6 om Morgenen. Naar jeg staar op, er alt i fuld Gang!
Dette Brev, velsignede Børn, sende vi afsted i Dag. Vi holder os ikke til nogen bestemt Dag — det er umuligt! Naar Brevene ere færdige, sende vi dem afsted. Lev nu vel og vær søde og fornuftige og kjærlige! Hils Meta saa hjertelig og Silfverberg 15) og Holmblad og alle hjemme.
Eders trofaste
Moder.