(Fra J. Sødring.)
Mine elskede Børn!
Det er i Dag et henrivende deiligt Veir! I to Dage havde vi Regn, saa vi begyndte at blive bange, men nu har vi i tre Dage haft det yndigste Veir. Vi ere nylig komne hjem til Hotellet. Ja, Børn, Gud veed, hvad I vilde sige, dersom I saa alt, hvad jeg vover at foretage mig. Jeg tænker, at I vilde tage mig fat i Kjolen og holde fast paa mig og raabe: »Aa nej, søde Moder, der vil Du dog vel aldrig op!« Sagen er den, at Fader vil gjerne see alt. Han er saa sød og god, at han ikke vil nyde noget uden mig. Jeg maa altsaa holde ud! Det er jo ogsaa af stor Interesse s. 24for mig selv. Bare jeg kan huske alt. I gjør Eder intet Begreb om den Storhed — det er næsten uoverkommeligt at rumme!
Provost. — Théâtre Français.
I Gaar vare vi i Boulogneskoven. Det er ingen Skov efter vort Begreb, ingen Lund, intet Krat. Det er en Drøm! Tænk Eder, at I drømme om Edens Have. Men dog ved alt sige vi: »Ingen Steder er der s. 25saa skjønt som i Danmark. En Skov som Dyrehaven, en Strand som vor—nej, det existerer ikke her!«
Jeg længes efter at høre, om Du, min egen elskede Rose, nu er fri for Smerte. Fader vil, at Du skal have lidt for Din store Standhaftighed. Naar Du hæver Paaklædningspenge, maa Du faa 9 Rdlr. i Stedet for 8. Du maa gjerne forklare Holmblad Grunden.
Samson. — Théâtre Français.
s. 26Jeg glæder mig til Eder og til mit elskede Hjem. Fortæl mig, hvorledes I havde det hos Gaméls 16), og Du min søde Johanne, Du fortæller nok om Halkiers. Hvert Ord fra Eder er dyrebart for os. Hvorledes har min Christen og mit Puds det? Vil de slet ikke lade høre fra sig — et Par Ord, hvad? Lad mig se, at I ere forsigtige! Husk, at de skulle have Trækstøvler, og husk, at Holmblad skal betale det. Pas endelig paa, at der ingen ubetalte Regninger er, naar vi komme hjem. Jeg tror nok, at en vis Mand bliver temmelig sparsommelig!
Hils nu alle, min gode Stine og Caroline, glem ingen! Skriv mig lidt til om Tante Marie og om Husets Folk. Lev nu vel alle I elskede i Hjemmet!
Eders tro
hengivne Moder.