Danmarks Breve

BREV TIL: Christen Sødring FRA: Julie Weber Sødring (1866-09-01/1866-11-30)

(Fra J. Sødring.)
Tirsdag Morgen.

Elskede Børn!

Morgenen er saa smuk i Dag. Fader er gaaet ud Kl. 6½ det morer ham at gaa alene og finde Vej i Paris. Jeg er paaklædt og længes efter ham, for at vi kan komme over i vor udmærkede Café og nyde vor Morgenkaffe med det dejlige Brod til. Fader læser da Figaros Program for at see, hvad Nydelse vi kan vente os i Theatrene.

s. 27 I Gaar var vi i den store Opera. Pragt paa alle Kanter! Dér hørte vi en Baryton 17 ), som er noget af det fuldendteste, jeg nogensinde har hørt. Men aldrig har jeg kjendt Mage til Uro! Folk gaar bestandig ud og ind under Forestillingen. Damerne og Herrerne lee og tale højt. Imellem Akterne raabes med Aviser, Vifter og Kikkerter. Ja, det er utroligt! Her er Liv og Lystighed. Er man ikke glad, kan man umulig holde det ud. Man maa lee og raabe og slaa sig løs med alle de andre. —

Hvordan mon det gaar med Eders Husholdning? I kjære, søde Børn! Ak Gud hvor jeg glæder mig til at sidde og fortælle Eder om alt, hvad jeg oplever. Hvem kysser mit Puds to Gange om Aftenen, naar han er kommet i Seng? Hvem slukker Lyset for Christen og lægger hans Tøj i Orden? Gjør I det, I mine elskede Døttre? Ja, I ere mine Støtter! Jeg længes efter at høre lidt om Meta, og hvorledes I tumle Eder. — Saa, det var nu det!

Onsdag.

Fader skriver til Holmblad, og jeg underholder mig lidt med Eder, I elskede Børn! Fader og jeg har i Dag spadseret omkring i 4 Timer. Han er velsignet god og kjærlig og er som jeg henrykt og i høj Grad forbauset. Vi har været i Tuilleriernes yndige, storartede Have — ja, Børn, jeg forsikkrer s. 28 Eder, det er ubeskriveligt, dette, gamle Slot og en Have i stiv gammel Stil, men saa dejlig! Dér skulde I see Blomster — naa! — rundt om kolossale Vaser med Verbener, Vaser overalt af Marmor. Hvor man seer hen, ser man store Statuer, den ene skjønnere end den anden. Ja, det er en Pragt, man ingen Idé kan gjøre sig om. Og saa disse prægtige Gardere, alvorlige, med Armene korslagte, gaaende frem og tilbage udenfor Slottet og rundt om i Haven. Vi fandt en Bænk — der er Bænke overalt af Marmor — ved et dejligt Springvand, omgivet af Statuer, Myrter og Laurbærtræer, hvis Kroner ere mindst 6 à 7 Alen i Omkreds — hva’, er det kjønt, sagde Du noget, Manse? Vjl den ha’ et saadant lille Træ og rode i? Ligesom vi sad der og frydede os, kom en gammel ærværdig Turteldue gravitetisk gaaende omkring os. Den stod lidt stille, saa mødte den en Ven. Den leverede nogle smaa Bøjninger med Halsen, fløj saa let hen til Kanten af den store Skaal, hvoraf Springvandet sprudlede. Efter at have tilfredsstillet Tørsten slog den stille og smukt Vingerne ud og fløj roligt hjem. Var det ikke et nydeligt Skue? —

Nu længes vi efter Brev fra Eder! Vi har kun hørt een Gang fra Eder. Vi komme virkelig til at forandre vor Bestemmelse. Vi maa høre fra hinanden to Gange om Ugen, ellers holde vi det ikke ud! — Nu skal vi hen og spise til Middag — udmærket godt — og en Opvartning! Ja, vent nu til s. 29 jeg kommer hjem, saa skal I høre! I søde kjære Børn, Farvel for i Dag, jeg kysser og klapper Eder alle!