Sødring, Julie Weber BREV TIL: Sødring, Christen; Sødring, Christopher; Sødring, Johanne Louise; Sødring, Marius Frederik Carl Adolph; Sødring, Rose Cecilie FRA: Sødring, Julie Weber (1866-09-01/1866-11-30)

(Fra J. Sødring.)
(Uden Datum.)

Mine elskede Børn!

Gud give jeg havde Eder hos mig i Dag! Der kan være Dage, hvor man længes saa usigeligt, hvor man trænger saa meget til hinanden! Ja, jeg føler rigtig dybt, hvor meget I ere for mig! — Søde Rose s. 39og Johanne — I to Qvinder, I mine Døttre, som kjender mig saa godt — jeg trænger til at tale med Eder! Jeg siger som I: Gud være lovet for hver Dag, der gaar — gaar godt — og som bringer os nærmere til hinanden. Ja, det er godt at reise! Man lærer først ved Adskillelsen, hvor meget man er for hinanden. Priset være den Følelse — den er ædel og lyksalig! Naar nogen spørger mig, om jeg har Børn, saa er det ogsaa med Glæde og Stolthed og inderlig Taknemmelighed, at jeg svarer: »Ja, fire levende Børn — to Døttre og to Sønner — og to yndige Drenge ere ikke mere her paa Jorden. Jeg har sex Børn!«

Jeg længes efter Brev! Pas godt paa hinanden. Vær forsigtige.

Paris har meget, som er stort og smukt og godt, men her er ogsaa en Masse Blændværk. Damerne ere i mere eller mindre Grad malede — hvidt Pudder, rød Sminke, Tusch under Øjnene og paa Øjenbrynene samt Skjønhedspletter. Naar det saa bliver sét i stærk Gasbelysning, og det er godt gjort, saa kan jo nok en saadan Dame tage sig ud i sin phantastiske Dragt — her spørges ikke om andet end, hvad der klæder bedst — dog ikke i nogen ædel Forstand! Naar man begynder at reflektere, saa gaar det galt. Man maa leve berusede i Rusen, saa kan man leve her — ined Lojøer og Latter. Men er man alvorlig, er man en Dag lidt vemodig stemt, saa er her rædsomt! Saa staar Paris som en Bolig for vanvittige. — Alt er meget kostbart her. Priserne paa alt er umaadelig opskruede. De Reisende maa skam punge godt ud! s. 40Vi har truffet den unge Poulsen — Lægen. Han er rigtig rar — saa beskeden og tjenstagtig og meget behagelig at være sammen med!

Nu faar I ikke mere i Dag, elskede Born. I Morgen atter et Par Ord!

Mad. Madeleine Brohan. *) — Théâtre Français.

Fredag Formiddag, d. 20.

Vi ere nu komne hjem fra en stor Vandring, saa mine arme Ben ere næsten ude af alle Ledene. Jeg s. 41maa hvile mig en Time før Middag. Men først disse Par Ord til Eder, I Kjære! Skriv endelig som vi et Par Gange om Ugen. Vi ere næstem syge af Længsel.

Mad. Lafontaine. — Théâtre Français.

I maa gjerne kjøbe ude hos Hansen 25) en Klasse Druer og dele. Vi faa saa mange her. I skal ogsaa smage dem.

s. 42Hils Stine og Caroline og Julius 26). Sig Stine, at vi glæde os til Vælling og en stor Oxesteg.

Hils den kære Holmblad. Hans Breve glædede os meget. Marie, Wellmans, Bangs, Meta, Niels — alle hilses hjerteligst. I, mine fire højtelskede Born, slutter jeg i mine Arme!

Eders tro
Moder.