(Fra C. Sodring.)
Paris, d. 23. September 1866.
Elskede, kjære Børn.
Det er idag — Søndag — et yndigt Regnveir. Pariserne have — de Fleste af dem da — trukket Støvlerne uden paa Bukserne. Boulevarderne svømmer — Ja det har regnet i Strømme siden igaar Morges. Godt var det, at Moder og jeg igaar — vi vare langt paa den anden Side af Seinen — da vi flygtede ind i en Port for dog ikke rent at drukne i Regnen, fravege vor Beslutning at blive i Porten, til Regnen var holdt op — vi vare ellers staaende i Porten endnu! Pokker tage det fordømte Regnvejr!
Altsaa — kjære Børn — det var Porten, som sagt. Sagen var den, at Moder og jeg, der i forgaars havde Besøg af en Artilleriofficer fra København, Arendrup, Admiral Mouriers Datters Mand (det forstaar sig, Admiralen er død og begravet), af ham havde hørt, at Legationen her havde Kort til Uddeling — Kort til saadanne Steder, der ellers er lukkede for Folk. Vi stavrede da afsted for at faa disse Kort. Legationen ligger langt fra Hotellet ude i en Gade, Rue de l’université, — Kl. 1 var der aaben, men vi kom Kl. 12 — gik hjem uden Kort i Regnveir. Imorgen — Mandag — vil jeg forsøge min Lykke. s. 48Snurrig nok var den danske Legation det eneste Sted her, hvor man — Portneren nemlig — talte Tysk til os, men jeg sagde højlydt paa dansk »Gaa til H... med det Tyske«, og saa talte jeg Fransk (saa godt jeg kunde nemlig).
Delaunay. — Théâtre Français.
Iforgaars vare vi i Operaen og hørte »Jødinden«. Storartet Scenearrangement! En heel Mængde virkelige Heste med Ryttere paa, store og mægtige s. 49Stemmer til et Kæmpeorkester; men Jødinden) gaaer lige saa smukt hjemme hos os. Derimod hørte vi »Joseph og hans Brødre« i »Comique« forleden Aften med Capoul som Joseph og den indtagende Mlle Roze som Benjamin. Det var den skjønneste Forestilling, jeg nogensinde har hørt. Igaaraftes vare vi saa trætte, at vi bleve hjemme og gik tidlig i Seng. Det er utroligt hvad disse Forestillinger, s. 50der begynde Kl. 7 à 7½ og ende Kl. 12 à 12½, trætte os. Sidste Akt af Jodinden maatte vi forlade, thi vi vare nærved at segne, og saa stinker der af Gas i Operaen, saa at man er nærved, at brække sig.
Mad. Jouassin. *) — Théâtre Français.
Damerne her ere alle meget smagfuldt og tildels kostbart klædte. Somme af dem see ud, som vare de brudte ud fra et Kunstberiderselskab. Navnlig om Aftenen, naar Boulevarden er oplyst af Millioner Gasblus, naar 1000 Vogne hver med 2 tændte Lygter jage hele den lange Strækning igjennem — naar Folket sidde i Masser udenfor Kaffehusene og brogetklædte Damer som Sommerfugle flagre omkring, medens de smaa, runde, transparente Huse, der findes paa begge Sider af Boulevarden, og hvori sælges Aviser, kaste et forunderligt magisk Lys rundt omkring og forøge Indtrykket — navnlig d a synes denne By at være et fortryllet magisk Opholdssted for Væsner der vel see ud som Mennesker med Næsen imellem Øjnene — men som synes at tilhore en heel anden Klode end vor. Pariserne og ditto -inder sove vist meget lidt, og Fanden er løs i denne By baade ved Dag og ved Nat. —
Idag — Mandag — modtog vi Dit Brev, min kjære Rose; at faa Brev hjemmefra er for os altid den største Glæde, der kan times os. Inden det er lukket op, beder jeg indvendig til Gud, at dog alt maa staa godt til, og at Brevet ikke maa indeholde slemme Efterretninger. Du er en udmærket flink lille Pige, Rose! Hvilken Dyst har Du dog ikke haft med den eller rettere med de to Tænder. Moder og s. 51jeg følte virkelig dine Smerter, mit elskede Barn, og vi »tod« begge to. Gud være lovet, fordi Du har overstaaet den slemme, slemme Tour. At Du saa villiestærk blev ved Dit Forsæt, — dette var isandhed heroisk af Dig. Du er ret min egen, kjære, lille Rose! Jeg kysser Dig mange, mange Gange paa Afstand. — Tak skal Du have kjære, gode Meta for Din Kjærlighed imod Børnene. Du kan tro, min egen Ven, at vi ere lykkelige og glade ved Tanken om at Du er hjemme hos os — det er en stor Beroligelse for os. —
Igaar, Sondag (det regnede naturligvis, idag er det mærkeligt nok Tørveir) vare vi tilvogns for at se Palais Luxembourg indvendig. Vi vandrede i store, helt og holdent forgyldte Sale. Vi saa Tronsalen — Keiser Napoleons Tronstol (den har været hans Onkels Tronstol) — Senatets Forsamlingssal — kort en Masse pragtfulde, forgyldte Sale — med de skjonneste Malerier — saavel i Væggene som i Loftet — forsynede Sale og Gemakker. Overalt har den nulevende Keiser forstaaet at indflette sin Person — overalt ser man ham afbildet sammen med Onkelen (den store Napoleon). — Vi besaa igaar en Mængde udmærkede Billedhuggerarbejder i Marmor og Bronce. Efter Middagen vare vi i Théâtre Français, hvor vi saa en Tragedie af Racine »Athalie«. Magelos dejlig, mere herom i næste Brev. — Hils Stine, Caroline, mine søde Smaadrenge, Meta, Hans, Niels, Fabritius. Kort alle!
Eders hengivne
Fader Christopher.