Danmarks Breve

BREV TIL: Christine Marguerite Salome Stampe FRA: Henrik Steffens (1843-01-01?/1843-12-31?)

[Udateret, men fra 1843.]

Deres Brev, kiæreste Baronesse, har næsten forskrækket os, ligesaameget, som det overraskede os. Forskrækket, hører jeg Dem udraabe: men De maae — have Taalmodighed og lade mig tale — eller rigtigere skrive ud først og førend De bliver vred — doppelt forskrækket, thi jeg seer af Datum paa Deres Brev, at jeg har ladet 3 Uger forløbe, inden jeg svarede Dem.

Men De maae tænke Dem vort Liv her i Berlin. Den sociale Uroelighed i hvilken vi næsten bestandig leve. Mit Huus er som et Værtshuus, og jeg lever i en uafbrudt Kiede af Selskaber og Adspredelser, — og nu kom en af mine ældste og kiæreste Venner med sin Familie — Conferenzraad Rist fra Schlesvig 1) hertil, for omtrent 14 Dage s. 31 siden, blev her i 10 Dage, og jeg levede næsten fra Morgenen til Aftenen blot for ham, maatte indklemme mine uundgaaelige Forretninger i Mellemtiden og havde blot Natten for mig selv; — ogsaa nu lever jeg i en lignende Spænding. Min Broder- og Pleie-Søn, som fra. sit 7de til sit 27de Aar levede, som Søn i min Familie — han er en yndet Læge i Christiania — venter jeg hver Dag, og han bliver med sin Kone omtrent 8 Dage her. 1) — Nu har jeg vel sluttet 7de og 8de Deel af mine Memoirer; men den niende og sidste sværeste Deel qvæler mig endnu, og [jeg] arbeider paa den. Videnskabelige Arbeider kommer til, — og fremfor alt min Alder. I forrige Aar kom jeg ikke fra Stedet og fandt det nødvendigt, dennegang, fremfor alt at søge Roelighed. Jeg maatte ud af denne Tumult af Systemer og Bøger, af Videnskab og Kunst og Politik og søge at finde mig selv igien i den frie Luft, i den stille Skov, i den dybeste Ensomhed, jeg følte det, hvor fattig Livets Rigdom kan giøre os. En Længsel efter Havet, som Schweizerens efter hans Bierge igiennemtrængte [mig], og, naar min Brodersøn forlader mig, reiser jeg til Bygen for paa et gandske ensomt Sted at leve, kuns med min Kone og Datter, fiern fra alt Selskab og al Omgang. Det er for mig, hvad en Badekur er for den farlig Syge. Jeg er overbeviist om, at denne Ensomhed vil stærke mig for fleere Aar og sætte mig i Stand til [at] fuldende Værker, som jeg skylder Publikum og mig selv. Troe ikke, at jeg er melankolsk, endnu finder alle mine Venner mig ung og s. 32 fyrig, som jeg altid var, sangvinisk — som jeg altid var. Men jeg troer, at min Levnet, som jeg skrev det, vil overtyde Dem om, at den stilleste Ensomhed er mig, af og til, nødvendig. Tilgiv, at jeg skriver saameget om mig selv.

Nu kom Deres Brev. Vi havde overlagt alt, Anstalterne til denne Sundhedsreise vare trufne, mangen Vanskelighed overvunden — og nu kom Deres Brev. — Ja, havde De skrevet: Jeg haaber at have den Lykke at see Dem hos os i Nyesøe, og vi vilde skatte os lykkelig, om De besluttede Dem til at modtage vores ligesaa venskabelige som ærbødige Indbydelse o.s.v., saa vilde [det], da vores Beslutning var fattet saa fast, da selv Nødvendigheden var saa indlysende, ikke have kostet os megen Overvindelse at afslaae den; men nu et saadant Brev og fra Dem et Brev —

(I dette Øieblik blev jeg forstyrret. Min Pleiesøn med hans Kone er ankommet. Tre Dage har jeg tilbragt i uafbrudt Adspredelse. Min Broersøns lille Kone har havt en farlig Reise med et Dampskib fra Kiøbenhavn til Stralsund, og jeg udstod al Angest, hun havde følt, da jeg hørte Fortællingen.)

— et Brev altsaa saa hierteligt, saa varmt, saa lokkende, understøttet af Elisa’s og Thorvaldsens Ønsker, et Brev, som tilbyder mig Glæder og Nydelser, som høre til de skiønneste og herligste, jeg formaaer at drømme mig — De selv, Thorvaldsen og Elisa, som jeg saa inderlig elsker, — det skiønne Nyesøe. — Ist es nicht möglich? 1) raabte min Kone. — Jeg selv saae mig hensat i Nyesøe, omgivet af de kiæreste Mennesker, af den store Thorvaldsen, Dem, elskede Veninde og forkiælet af den yndige, aandig bevægede Elisa. — Jeg saae mig hensat i Kunstens udødelige Tempel, i Naturens. yndigste Herlighed, i Venskabens oplivende Midte. — Men min længe fattede Plan gik ikke s. 33 ud paa en Forlystelses Reise, dens Formaal var desto værre en Kur, en nødvendig Kur — og jeg maae underkaste mig den —, endskiønt den nu bliver mig doppelt smertelig. Dersom de kiendte min Sygdom, jeg er overbeviist om, at jeg er Dem saa kiær, at De selv vilde drive mig i den Ensomhed, som er mit eeneste, men ogsaa — jeg veed det af lang Erfaring — mit sikkerste Hielpemiddel.

Det var Grunden, den egentlige, til min lange, ellers saa utilgivelige Taushed. Jeg kunde ikke beslutte mig til, at afslaae en Indbydelse, som selv nu, da jeg ikke vover, at modtage den, giør mig saa lykkelig — og dog tillige træffer mig saa smertelig.

Men jeg holder denne Indbydelse fast. De har lokket os alle paa en saa mægtig Maade, at De maae undskylde os, naar vi i næste Aar finder os i Nyesøe, mig forynget ved min Kur.

Jeg havde endnu tusend Ting, at skrive Dem; men destoværre, jeg nødes til at slutte Brevet. Jeg beder, ret hierteligt, at hilse Baronen og takke ham for en Indbydelse, som er mig saa kiær, endskiønt jeg ikke kan modtage den, at sige Thorvaldsen, hvor hædrende hans Ønske er mig, at omfavne den elskede Elisa, i mit, min Kones og Clärchens Navn. De har Ret, de vilde blive de fortroeligste Veninder, naar de længere levede sammen. —

Deres Brev bevare vi som et Tegn paa et Venskab, hvis Værd vi vide at skatte. Vi hilse Dem hierteligt.

Deres troefaste
Steffens.